Korn på stengrund som e-bog

                                                                  Læs hele bogen som PDF-fil på Scribd
 
 

Arne Herløv Petersen formulerer sig med prægnans og fynd.

Lars Tjalve - Kristeligt Dagblad
 
 
 
 

Nuancerede meditationer om moral og fremskridt

Kjeld Holm - Århus Stiftstidende
 
 
 
 

Veloplagte spark i løgsovsen

Gudrund Lau Bjerno - lektørudtalelse
 
 
 
 

Herløv Petersen ser virkelig og tager til hjerte... Han (og forlaget) gør det, som vi i så uendelig mange år har savnet, overvinder berøringsangsten.

Thorkild Grosbøll - Præsteforeningens Blad
 
 
 
 

Og en anden sagde: "Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme." Jesus sagde til ham: "Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.

(Lukasevangeliet, 9. 61-62)
 
 

I sit digt "Buddhas lignelse om det brændende hus" fortæller Bert Brecht, hvordan en af Buddhas elever sagde, at han også gerne ville stræbe mod Nirvana, men han ville gerne på forhånd vide noget mere om, hvordan Nirvana var. Buddha fortalte så lignelsen om det brændende hus. I et brændende hus blev nogle mennesker siddende. En, der allerede var ved at få svedet øjenbrynene, spurgte, om det regnede udenfor. Andre spurgte, om det blæste, og om der nu også var andre huse at flytte ind i.

I dag står vi over for en miljøkatastrofe, der kan dræbe alt levende på Jorden. Samtidig trues menneskeheden af den stadig voksende kløft mellem fattige og rige. De fattige i den tredje verden bliver stadig fattigere, mens de rige bliver obskønt rige. Misforholdet har allerede ført til hungersnød. Det vil i stigende grad føre til socialt kaos, krig og verdensomspændende pandemier. Menneskene bor i ét hus. Det hjælper ikke at mure sig inde på et kvistkammer, mens stueetagen brænder.

Faren for en atomkrig blev måske mindre, da Sovjetunionen brød sammen. Men på langt sigt er faren måske større end nogen sinde, for nu risikerer man, at krigsherrer og røverhøvdinge sidder på hver deres atombombe, og de vil måske have færre skrupler mod at bruge dem end de gamle supermagter.

De to store ideologier er brudt sammen. Statssocialismen - eller statskapitalismen, for det er det samme - i Sovjetunionen og Østeuropa koncentrerede magten hos pampere og bureaukrater og tog derved ansvaret fra folk. Det dræbte igen arbejdsglæden og arbejdsmoralen og førte til ugidelighed. Den alt for stive planøkonomi, der ville bestemme alt i de mindste detaljer, blev en kvælende spændetrøje. De enorme militærbudgetter underminerede den fredelige opbygning. Samtidig fortsatte ødelæggelsen af miljøet uhindret.

Den vestlige liberalisme bygger i hele sit væsen på dogmet om, at enhver er sin egen lykkes smed, hvilket skal forstås sådan, at den der er født i lykkesmedjen eller får albuet sig derind, skal leve i overflod, mens de, der er født uden for muren og ikke har været stærke eller kyniske nok til at bruge andre menneskers hoveder som trædesten gennem mudderet, bare kan rådne op.

Fælles for den hedengangne statssocialisme og den vestlige liberalisme er troen på vækst for vækstens egen skyld. Kræftcellens blinde trang til at formere sig. De multinationale virksomheder har metastaser i alle verdens lande.

Den, der ser sig tilbage og først lige skal sige farvel til onkel Peter og tante Magda, før han gør noget ved situationen, vil sikkert blive hængende i dyndet. Når huset brænder, tæller man ikke sølvtøj. Man springer.

Hvordan springer man uden ideologiens sikkerhedsnet? Man springer ud i det nærmeste græs. Handler lokalt og tænker globalt. Arbejder praktisk og i hele sit liv ud fra en tro på, at et samfund er noget, der er fundet sammen. At vi skal arbejde med hinanden - og med alt levende på kloden - og ikke i en verden, hvor mennesket er menneskets ulv. Vi kan pudse glorier og ideologier, når kampen er vundet. Nu drejer det sig om at handle. Vi må improvisere os frem, for vi skal gå en vej, ingen har gået før. Lige fra dengang vi var abemennesker, har vi svinet os frem gennem miljøet og udryddet vores medskabninger. Den ædle vilde har aldrig eksisteret. Vi står over for en ny og hidtil uset opgave, forsøget på at leve i harmoni med verden omkring os. Enten løser vi denne opgave, der er den største, nogen generation har stået overfor. Eller også dør vi. Men så hellere dø i kampen mod flammerne end krybe sammen i kælderen og vente på at brænde inde.
 
 
 
 

For du vil ikke have slagtoffer, og bringer jeg dig brændoffer, tager du ikke imod det; mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte.

(Salmernes Bog, 51. 18-19)

Det er forbløffende, at mange kristne bliver ved med at tro, at de skulle kunne glæde deres Gud ved at leve i forsagelse og ofre alle glæder i livet til ære for ham. Se, Gud, se. Jeg har givet afkald på kærlighedens lykke? Bliver jeg så en engel?

Hvis der var en Gud, der havde givet menneskene livet som gave, ville det være vanvittigt, hvis han syntes bedst om de mennesker, der havde ladet være med at pakke gaven ud.

Bibelen siger, at Gud ønsker et sønderbrudt, et sønderknust hjerte. Det vil ikke sige et hjerte, der er pulveriseret og knust af sorg. Men et hjerte, der er brudt op, så det er åbent.

Ydmyghed er ikke det samme som at blive ydmyget eller nedværdiget. Ydmyghed er den følelse, man får, når man en stjerneklar nat står og kigger op mod himlen. Den dybe følelse af, hvor lille man selv er, og hvor stort universet.

Hvad enten der findes en Gud eller ej, er denne ydmyghed en betingelse for, at man kan komme ind i det gudsrige, der er kærligheden.

I det praktiske forhold mellem mennesker viser ydmygheden, den sønderbrudte ånd, sig ved en evne til at lytte mere end man taler, give mere end man tager. Derved får man mildhedens gave. Når man yder, bliver man myg i hjertet. Ydmyg.
 
 
 
 

To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

(Lukasevangeliet, 18. 10-14)

Sådan som kristendommen nu engang er skruet sammen, er alle mennesker syndere. Religionen begynder med at opstille nogle krav, ingen mennesker kan leve op til. Elsk din næste som dig selv. Som dig selv. Umuligt.

Ganske vist er der nogle fortolkninger, der går du på, at man ikke behøver elske sin næste lige så meget som sig selv. Bare på samme måde. Men det kan man heller ikke.

Så kommer der krav om, at man aldrig må stjæle eller bedrive hor. Aldrig nogen sinde. Selv ikke, når der er grund til det. Og selvfølgelig er der alle reglerne i Mosebøgerne. De er så besværlige, at praktisk taget alle, der ellers siger de er troende, vælger at se bort fra dem. Hvad skal en parcelhusejer i Hvidovre også stille op med et krav om, at han skal ofre fjorten årgamle, lydefri lam på den fjerde dag (Fjerde Mosebog, 29. 23) eller splintre sit lerkar som urent, hvis en murgekko skulle falde ned i det ved et uheld. (Tredje Mosebog, 11. 30 og 33). Parcelhusejeren kan sammenligne den foregående Bibeloversættelse med den nuværende og finde ud af, at mens han indtil november 1992 skulle vogte sig for tinsjemetdyr, skal han nu passe på ikke at få kamæleoner i karrene.

Der er ikke meget andet at gøre end at indrømme, at man ikke kan leve op til kravene. Så kan man håbe, man bliver frelst alligevel, selv om man egentlig ikke har fortjent det. Hvis man derimod pisker rundt for at rette sig efter samtlige påbud og roser sig af det, har man hængt sig i udenværkerne og tror, man bliver en god kristen af at sige nogle bønner til bestemte tider og faste med regelmæssige mellemrum.

Det gør man ikke. Man bliver højst en god bugtaler. Man bliver en god kristen af at erkende sin afmagt. Og så gøre noget alligevel.

Det er en holdning, også ikke-kristne kan lære noget af. Hvis man tror, man kan klare alting, skal det nok vise sig, man ikke får gjort noget. Men hvis man på forhånd erkender, man aldrig bliver færdig med arbejdet, og alligevel gør noget for at gøre verden en lille smule bedre at leve i. Så frelser man nok ikke verden. Måske får man ikke engang udrettet noget. Men man har gjort, hvad man kunne.
 
 
 
 

En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede af synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: "Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd". Jesus sagde da... "Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt." Og han sagde til hende: "Dine synder er dig tilgivet."

(Lukasevangeliet, 7. 36-40, 44-48)

Hvis en pæn grosserer i vore dage inviterede en biskop hjem til middag, ville han næppe finde sig i, at en luder fra Istedgade trængte sig ind og absolut ville vaske biskoppens fødder og tørre dem i sit hår.

Biskoppen ville sikkert også tilkalde politiet.

Men for Jesus er det vigtigste ikke, om kvinden er luder, og om hun har syndet. Det har hun. Men det har alle mennesker jo.

Det er meget vigtigere, hun viser, hun er i stand til at elske. Jesus kan tilgive den, der elsker, meget. Men de kærlighedsløse vil han ikke tilgive ret meget.

Jesus siger til farisæeren, at han er en klam fisk, der nok inviterer til middag, men ikke mener noget med det. Der er mere varme og menneskelig oprigtighed i luderens lillefinger end i en hel farisæer.

Det budskab er lige så revolutionerende i dag, som det var for to tusinde år siden:

Uanset hvordan og hvor meget du har syndet, bliver du tilgivet, hvis du elsker.
 
 
 
 

Du må ikke unddrage den trængende og fattige daglejer hans løn, hvad enten det er en af dine landsmænd eller en af de fremmede, som bor i en af byerne i dit land. Hver dag skal du betale ham hans løn, før solen går ned, for han er fattig og har hårdt brug for den. Ellers vil han råbe til Herren og anklage dig, og det vil blive regnet dig til synd.

(Femte Mosebog, 24. 14-15)

Dette bud fra Femte Mosebog må være et af verdens første eksempler på en progressiv arbejdslovgivning. Det fastslås, at lønnen skal udbetales til tiden og efter tariffen.

Der bliver udtrykkelig gjort opmærksom på, at fremmedarbejdere har lige ret over for loven med landets egne indbyggere.

Hvis en arbejdsgiver prøver at snyde med lønnen, har han syndet over for Gud.
 
 
 
 

Når en fremmed bor som gæst i jeres land, må I ikke udnytte ham. Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Egypten. Jeg er Herren jeres Gud!

(Tredje Mosebog, 19. 33-34)

Nogle mennesker, der påstår de elsker deres land, siger at de er bange for, at Danmark bliver tvangs-islamiseret, hvis man lader muslimer komme inden for grænserne.

Måske er de også bange for, at Danmark skulle blive kristnet.

Det er besynderligt, at også pastorer i den danske folkekirke er med i det ugudelige kor, der vender sig mod budet i Tredje Mosebog. At folk, der får løn som præster ved den danske folkekirke, kan bestride, at de fremmede, der bor her som gæster, skal behandles som vores egne.

Det er ellers svært at bortforklare kravet om, vi skal elske de fremmede blandt os som os selv.

Budet følges op af en begrundelse: "I var jo selv fremmede i Egypten". Også vi danskere kan en dag stå som flygtninge, måske på flugt fra fremskridtsfolk eller skinheads. Gør derfor mod andre, som du ville ønske, de gjorde mod dig, hvis du var i samme situation.

Og til sidst understreges budet med den stærkest tænkelige autoritet. "Jeg er Herren jeres Gud!" Vov ikke at krybe uden om.
 
 
 
 

Og om de dødes opstandelse, har I så ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, der siger: "Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud"? Han er ikke Gud for døde, men for levende.

(Matthæusevangeliet, 22. 31-32)

Tanken om at de døde lever videre i et eller andet magisk land går formodentlig helt tilbage til neanderthalerne. I hvert fald ved man, at allerede neanderthalerne gav de døde smykker og nyttegenstande med i graven.

Det er en tanke, der giver trøst. Det ville være rart, hvis de døde ikke var rigtig døde, men bare flyttet over til et andet land.

Men det er ikke nogen kristen tanke. Jesus siger, at spørgsmålet om de dødes opstandelse er irrelevant. Hans lære handler om de levende menneskers liv.

Om de døde kan man ikke sige andet, end at de er døde. Med Ludwig Wittgensteins ord: Det, hvorom man ikke kan tale, derom må man tie.
 
 
 
 

Dine hænder dannede og skabte mig, og nu skifter du sind og tilintetgør mig! Husk, at du formede mig som ler, og nu gør du mig til jord igen. Du hældte mig op som mælk og lod mig stivne til ost. Så klædte du mig i hud og kød og vævede mig sammen af knogler og sener. Liv og lykke gav du mig, omsorgsfuldt vogtede du mit liv. Men du skjulte det i hjertet, jeg ved, du havde dette i sinde... Hvorfor lod du mig komme ud af min moders liv? Gid jeg var død dengang, uset af noget øje! ... Mit liv er så kort, han må holde op, han må lade mig være, så jeg kan blive lidt glad, før jeg går bort til mørkets og mulmets land, hvorfra jeg ikke vender tilbage, det land, der er mørkt som det dybeste mørke, med mulm, uden orden, hvor lyset er som det dybeste mørke.

(Jobs Bog, 10. 8-22)

Job tror, at Gud har skabt ham. Men han tror ikke på et liv efter døden. Når han dør, går han bort til et land, hvor lyset selv er som mørke.

I sin fortvivlelse siger han, at når han alligevel skal dø, ville det være bedre, han aldrig havde været født.

Mange kristne vælger at se bort fra Bibelens ord om, at døden er det dybeste mørke. De tror, deres udødelige sjæl skal leve i en paradistilstand. Måske får de ikke helt bogstaveligt vinger på og ligger på en lyserød sky og spiller på harpe. Men i hvert fald vil de blive ved med at være bevidste på en eller anden måde.

Det er svært at se, hvad den tro bygger på, andet end ren ønsketænkning. Det er også svært at se, hvad det er for en bevidsthed, der skulle overleve. Den senile oldings? Og hvad med det barn, der dør som spæd? Eller skal vi alle sammen leve i en slags reklamefilms-ungdom? Mister vi så alderens erfaringer?

Og er det i øvrig kun mennesker, der har en udødelig sjæl efter denne opfattelse? Skal det mest utiltalende menneske leve evigt, mens den blideste og klogeste chimpanse bare rådner op i jorden?

Nogle mennesker tror på reinkarnation. Men hvis man alligevel ikke kan huske de tidligere liv, er det altså ikke bevidstheden, der bliver reinkarneret. Men hvad skulle det så være?

Nogle religioner taler om et nirvana, der er en tilstand af ikke-væren, hvor man slipper fri af den tyngende krop. Nirvana kan kun defineres negativt. Det er måske ikke død, men heller ikke liv. Og slet ikke udødelig bevidsthed.

Nogle siger, de finder udødelighed i at skabe noget, der lever ud over dem selv. Eller i at få børn. Det er godt at gøre noget, man kan tænke tilbage på med tilfredshed. Men man dør lige afgørende, hvad man end dør fra.

Materielt er vi udødelige. Hvert enkelt atom i mig er (stort set) evigt. Når jeg drikker et glas vand, er der en stor sandsynlighed for, at jeg drikker mindst ét atom, der engang har været en del af Christian den fjerde. Vi nedbrydes i vores bestanddele og indgår i stadig nye mønstre. Alle de atomer i os, der ikke lige er brint eller helium, stammer fra det indre af en stjerne, der eksploderede som nova, før vores solsystem blev til. Vi er skabt af stjernestøv. Vi går ind i naturens kredsløb på samme måde som de blade, der falder af træerne om efteråret.

Det er smukt, hvis man kan finde ro i den tanke. Den har ikke noget at gøre med personlig, bevidst udødelighed. Men den har den fordel, at den er reel.

Måske kan man også finde udødelighed på en anden måde. Mystikerne taler om oplevelsen af det evige nu - den pludselige, overvældende erkendelse af, at alting hænger sammen og at tiden ikke eksisterer. Måske kan vi i sjældne øjeblikke - gennem den mystiske oplevelse, i de mest berusende erotiske møder, over for den store kunst - slippe væk fra tidens tyranni og opleve et pust af det evige nu. J. Anker Larsen taler i "For åben dør" om oplevelsen af evigheden her og nu, den erkendelse der fylder en med "hensigtsløs mildhed", glæden over at verden er til. Som han siger: "Jeg er ikke interesseret i at "sidde til bords" ved den Store Gårdejers høstgilde, hvad enten der synges meget og viftes med palmer eller gantes med Houris. Jeg er ikke interesseret i langvarighed, men i evighed. Og evigheden er Nu og tilgængelig nu."

Det er meget muligt, vi i al for høj grad er bundet af vores lineære tidsopfattelse. Måske breder tiden sig ud til siderne. Hvis vi kunne stige op over vores begrænsede udkigspunkt, ville vi måske se tiden brede sig som et landskab. Det nu, der lige er gået, er måske ikke væk. Det ligger på vejen bag min ryg og kan stadig ses af den, der hæver sig vinkelret på tidslinjen.

Engang drømte jeg om en anden form for evighed. Jeg drømte, jeg talte med Satan. Han sagde smilende, at helvede bogstavelig talt eksisterer. Helvede er at ligge vågen og tænke på alt det, man skulle have gjort anderledes. Uden nogen sinde at kunne gøre noget ved det.

Lige idet jeg vågnede, kom jeg til at tænke på en beskrivelse, jeg har læst af, hvordan det er at falde ind i et sort hul.

Hvis en mand falder ind i et sort hul, vil folk udefra se ham forsvinde og aldrig komme ud mere.

Men selv vil han opfatte det sådan, at tiden går langsommere og langsommere. Til sidst vil tiden subjektivt set gå i stå. Han vil opfatte det, som om han altid bevæger sig ind mod det sorte hul uden nogen sinde at komme frem.

Sådan er det måske at dø. Døden er måske det sorte hul. Og måske findes det evige liv ikke efter døden, men i døden.

Hvis det er rigtigt, bliver det endnu vigtigere at leve sådan, at man kan glæde sig over det liv, man har haft, når livet er forbi.

Hvis man skal tænke tilbage på, at man livet igennem har lukket af for andre og for sine egne følelser, bare for at ens bankkonto skulle vokse, bliver ens død et evigt helvede. På den måde findes der måske en guddommelig retfærdighed.
 
 
 
 

For et træ er der håb, hvis det fældes, kan det skyde igen; det holder ikke op med at sætte friske skud. Selv om rødderne i jorden er gamle og stubben dør i mulden, gror det igen, så snart det mærker vand, og sætter grene som et nyplantet træ. Men dør en mand, er det forbi med ham, udånder et menneske, hvor er det så? Vandet kan svinde i søen, floden kan blive tør og vandløs; men har mennesker lagt sig til hvile, rejser de sig ikke... Kan en, der er død, få liv, da ville jeg holde ud alle min trængsels dage, til afløsningen kom... Men nu holder du tal på mine skridt; vogter du ikke på min synd? Min overtrædelse ligger forseglet i pungen, du har klistret til for min brøde. Nej, et bjerg kan styrte sammen, en klippe kan komme i skred; sten rives med af vandet, jord skylles væk af skybrud - og du slukker menneskets håb.

(Jobs Bog 14. 7-19)

Hvis man har hugget et træ om, kan det stadig skyde nye skud fra roden, siger Job. Det er noget andet med mennesker. Når vi først er døde, er alt forbi for os.

Hvis man kunne håbe på et evigt liv, enten i et Himmerige eller gennem reinkarnation, hvor man blev afløst, så kunne man med fortrøstning se døden i møde. Mennesket er skyldigt og syndigt. Gud holder nidkært øje med brøde og overtrædelser. Og slukker ethvert håb for menneskene.

Jobs venner Sofar, Elifaz, Bildad og Elihu prøver forgæves at få Job til at indse, at han taler bespotteligt. Hvem tror han, han er, at han skal dømme om Guds veje? Hvis han bliver ved med at være så opsætsig, vil Gud straffe ham. Men hvis han bøjer sig, bliver han belønnet.

Da vennerne ikke kan overbevise Job, viser Gud sig selv og siger til Job: Kan du måske påtage sig at styre verden bedre end mig? Sig endelig til, hvis du kan. Så skal jeg nok prise dig. Men det kan du ikke.

Du kan bare se på flodhesten og krokodillen, som jeg har skabt. (Behemot og Livjatan i den nye oversættelse). Se, hvor stærke de er. Intet menneske kan sætte sig op mod deres styrke - hvor meget mindre så mod Gud.

Dette argumentio ex hippopotame får Job til at erkende sin synd og sin underlegenhed.

Men det er værd at bemærke sig, at både Jobs venner og Gud nøjes med at sige, Job skal indrømme, han er lille og svag. De argumenterer ikke mod, at Gud ved at lade menneskene dø udslukker ethvert håb. Gud siger ikke til Job, han skal leve evigt. Kun at han skal kaste sig i støvet og erkende sin magtesløshed.
 
 
 
 

Vort liv er stakket og sørgeligt, og ved et menneskes ord er der ingen lægedom, og man kender ingen, som er kommet tilbage fra Dødens rige. Thi ved en hændelse er vi født, og derefter bliver vi som de, der ikke har været til; thi åndedraget i vores næse er en røg, og tanken en gnist, der fremkommer ved vort hjertes slag.

Når den er udslukt, bliver legemet til aske, og ånden spreder sig som tynd luft. Også vort navn glemmes med tiden, og ingen ihukommer vore gerninger; og vort liv farer bort som spor af en sky og spredes som en tåge, der er fordreven af solens stråler og besværet af dens hede.

Thi vor tid er som en skygges forbigåen, og der er ingen tilbagevenden af vort endeligt; thi den er forseglet, og ingen kommer tilbage.

Kom da og lad os nyde de gode ting, som er tilstede, og bruge det skabte flittigt, som i ungdommen.

Lad os fylde os med kostelig vin og salver, og lad ikke forårsblomsten gå os forbi!

Lad os bekranse os med rosenknopper, før de visner!

Lad ingen af os være udelagtig i vor lystighed, lad os alle vegne efterlade os glædens tegn! thi dette er vor del og vort lod.

(Visdoms bog, 2. 1-9)

I det apokryfe skrift "Visdoms bog" (der er udeladt af de autoriserede Bibeloversættelser) er disse smukke ord lagt i munden på de ugudelige, "de, som ikke slutte ret."

Men som Luis Buñuel siger i sin erindringsbog "Mit sidste suk" skal det ikke forhindre os andre i at tage ordene til os.

Og den tankegang, der her kaldes ugudelig, passer faktisk ganske godt med den, der fremlægges i Prædikerens bog som den eneste rigtige: "Nyd livet med den kvinde, du elsker, i det tomme liv, Gud har givet dig under solen, for det er din løn i livet og i det, du slider med under solen. Alt hvad din hånd finder på at gøre, skal du gøre af al din magt, for i dødsriget, hvor du går hen, er der ingen handling eller sammenhæng, ingen kundskab eller visdom."

Livet er kort, og legemet bliver til aske. Vores korte tid på jorden er en forbiglidende skygge. Når tiden er gået, vender den aldrig tilbage.

Der eksisterer ikke andet end dette flygtige nu.

Grib nuet. Bekrans dig med rosenknopper, før de visner. Efterlad dig glædens tegn alle vegne.
 
 
 
 

Skyldig eller uskyldig, han udsletter begge! Når en flodbølge spreder pludselig død, spotter han de uskyldige i deres fortvivlelse. Landet lægges i hænderne på uretfærdige, dommerne giver han bind for øjnene. Hvis ikke det er ham, hvem er det så?

Mine dage går hurtigere, end man kan løbe, glædesløse jager de afsted. De farer afsted som sivbåde, som en ørn, der slår ned på byttet.

(Jobs Bog, 9. 22-26)

Livet går alt for hurtigt. Dagene farer afsted som både af siv, de iler som en ørn, der slår ned på sit bytte.

Det ville måske være til at bære, hvis der var nogen retfærdighed i verden. Men det er der ikke.

De uretfærdige sidder på magten. Dommerne har bind for øjnene, ikke for at være upartiske, men for ikke at se retfærdigheden.

Og det må være Gud, der har givet de onde magt og kastet de uskyldige i fortvivlelse. For hvem skulle det ellers være?

Hvis der overhovedet er en Gud, må han have skabt sorg og lidelser og uretfærdighed.

Det kan der være mange grunde til. Enten kan Gud være højt hævet over menneskenes daglige anliggender. En Gud som det styrende princip i universet, der virkelig ikke kan tage sig af, om Jensen snyder Hansen nede på en lille planet om en fjerderangsstjerne i udkanten af en galakse. Men så forsvinder hele kristendommens personlige gudsforhold.

Ambrose Bierce mente, at det ikke var nødvendigt at forestille sig en Satan for at forklare verdens ondskab. Det var nok at tænke sig, at menneskene var overladt til sig selv.

Hvis ikke Gud er ligeglad, kan det tænkes han er ond.

Jobs ven Sofar har en anden forklaring. Han fortæller Job, at der er en højere mening med hans lidelser. De skal hjælpe ham til at få forstand.

De ugudelige lærer ingenting. Derfor går de til sidst til grunde. Der ligger den højere retfærdighed.

Job bliver ikke overbevist af den forklaring. Han siger, at Gud burde være mindre streng. Når nu vi lever så kort tid, burde vi have mulighed for at glæde os ved livet, den korte tid vi har.

Man kunne tilføje, at der ikke er meget, der tyder på at lidelser fører til visdom. Lidelser kan lige så godt føre til bitterhed og misundelse eller afstumpethed og apati.

Men det er slet ikke vores opgave at udgrunde den højere mening, lyder et standardsvar så. Guds veje er uransagelige.

Ivan Karamasov i Dostojevskijs roman siger: "Hvis børnenes lidelser skal medregnes til den sum af kvaler, med hvilken sandheden må købes, så erklærer jeg på forhånd, at hele sandheden og erkendelsen ikke er denne pris værd. Jeg vil ikke have, at moderen omfavner bødlen, der lod hendes dreng sønderrive af hunde. Ikke skal hun vove det."

Dostojevskij mente selv, at hele hans værk var et svar på denne udfordring. "Brødrene Karamasov" slutter med den lille Iljusjas begravelse. Af hans død lærer hans venner kærlighed. Mindet om den døde dreng binder dem sammen og varmer deres hjerter.

Men Iljusja er altså død og hans far vanvittig af sorg.
 
 
 
 

På en sabbat kom Jesus forbi nogle kornmarker, og undervejs begyndte hans disciple at plukke aks. Farisæerne sagde da til ham: "Se dér, hvorfor gør de noget, som ikke er tilladt på en sabbat?"

Så sagde han til dem: "Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd manglede mad og blev sultne, hvordan han på ypperstepræsten Ebjatars tid gik ind i Guds hus og spiste af skuebrødene, som det kun er tilladt præsterne at spise, og tilmed gav sine mænd noget?"

Og Jesus sagde til dem: "Sabbaten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbatens skyld."

(Markusevangeliet, 2. 23-27)

De forskellige religioner har mere eller mindre velbegrundede regler. Den troende må ikke spise svinekød. Eller spille fodbold om søndagen. Eller tegne billeder af mennesker og dyr.

Man har forsøgt at finde rationelle begrundelser for reglerne. Forbudet mod svinekød skyldes frygt for trikinose. Påbudet om omskæring skyldes hygiejniske hensyn.

Men reglerne er først og fremmest shibboleth - formularer, der skiller fårene fra bukkene og skaber en tryg vi-fornemmelse hos de troende.

For de mest snæversynede troende bliver reglerne vigtigere end religionens indhold. Der findes kristne, der går mere op i, om deres nabo spiller kort, end i, om de selv elsker deres næste.

Den manglende perspektivsans havde Jesus ikke. Han siger, at sabbaten er til for menneskenes skyld og ikke omvendt. Hvis man er sulten, kan man roligt spise de udstillede skuebrød.

På samme måde brændte den sjette zen-patriark Hui Neng nogle hellige træstøtter en vinter, hvor var der så koldt, at han og de andre i klostret ellers ville fryse ihjel. Og til dem, der mente at finde frelse gennem at sidde i yogastilling, sagde han: "Hvad fornuft kommer der af at sidde i en anstrengende stilling?"

Da en mand sagde, at han gennem mange års faste og meditation var blevet så hellig, at han kunne gå på vandet, rystede Hui Neng på hovedet og sagde mildt: "Jamen, kære ven, det er da så nemt at tage en båd."
 
 
 
 

Er det ikke tømrerens søn? ... Hvor har han så alt dette fra?" Og de blev forarget på ham. Men Jesus sagde til dem: "En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og i sit hus." Og han gjorde ikke mange mægtige gerninger dér på grund af deres vantro.

(Matthæusevangeliet, 13. 55-58)

"Du skal ikke tro, du er noget," lyder Jantelovens første bud. Hvis du er tømrerens søn, skal du ikke komme her og sige, du er profet.

Profeten er ringeagtet i sin hjemby. Men også i sti hus. Familielivet kræver faste roller. Lille Peter er nu engang sådan og sådan, og det har han at blive ved med. Hvis han skulle komme hjem og være anderledes, nægter familien at se ham.

Det var vist Shaw, der sagde, at hans skrædder var det eneste fornuftige menneske, han kendte. Skrædderen tog mål af ham, hver gang de mødtes, mens alle andre troede, de kunne tage mål af ham én gang for alle.

Man skal bryde med nogle bekvemme tankemønstre for at indse, at tømrerens søn faktisk godt kan være profet. At naboens lille snottede unge kan have udviklet sig til noget helt andet.

Når man beholder skyklapperne på, ser man ikke andet end sin egen mulepose. Den er tryg at se på, men der er også andet i verden.

På den anden side er det ikke alle miskendte, der er profeter.

I de sidste år er de værste børshajer begyndt at sige, at de er ofre for jantementalitet. Og borgerlige kulturskribenter hævder, at enhver forestilling om et mere solidarisk samfundssystem udspringer af misundelse.

Når man ser valutaspekulanter fylde de penge, den svenske nationalbank pumper ud på markedet til støtteopkøb, i lommerne, så den svenske velfærdsstat må afvikles, behøver det ikke være misundelse, man gribes af.

Hvis jeg ser en mand voldtage et barn, er "misundelse" ikke noget dækkende ord for de følelser, jeg gribes af.

Man behøver ikke at anerkende enhver form for dygtighed.

Indbrudstyven kan være lige så dygtig som låsesmeden, men jeg har alligevel svært ved at beundre hans faglige kunnen.

Man skal ikke miskende sin hjembys profeter. Men heller ikke falde på halen for enhver, der fører sig frem.
 
 
 
 

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen ved Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

(Johannesevangeliet, 1. 1-5)

Den nye Bibeloversættelse er desværre begyndt at kalde Ordet for "ham". Selv om det i en note forklares, man også stadig kan sige "det". Det vælger jeg så at gøre.

Det er synd at give afkald på den forbløffende tanke, at Ordet er årsag til universet og er lig med Gud. Ordet i bestemt form. Ikke nogen magisk trylleformular, men Tanken som princip.

Hvis Gud er Ordet, er han ikke en venlig ældre herre, der sidder på en sky, men et abstrakt styrende princip.

Ud fra den kosmologiske viden, vi har i dag, kunne man måske sige, at universet opstod ved Big Bang i kraft af det styrende princip, der er rygraden i naturens love.

Man kan også vælge en mere antropocentrisk model. Universet opstår først for os, når vi kan benævne det. Vi ser alting formløst og kaotisk, indtil vi med ord og tanker trækker grænselinjer og skiller enkeltdelene i det formløse ud fra hinanden.

Ingen strukturering af verden er mulig uden Ordet. Vi kan slet ikke tænke uden at have et sprog.

Dialektikken taler om, at den egentlige drivkraft i verden er modsætningernes enhed, samspillet mellem kræfter, der gensidig udelukker hinanden, men også betinger hinanden. Det minder ikke som lidt om Bohrs komplementaritetsprincip, der kan symboliseres med det gamle kinesiske yin-og-yang-tegn.

Det koreanske tai kin er et tredelt yin-og-yang. Det er farvet i de tre primærfarver i stedet for i sort og hvidt. Det kan bruges som symbol på en trivalent logik, der indfører begreber som "ja-nej-måske", "enten-eller-og" og "plus-minus-sidelæns ud." Man kan finde en symbollighed med protonernes tre kvarker.

Yin-og-yang og tai kin kan ses på symboler på en holistisk verdensopfattelse.

Den traditionelle marxisme var skeptisk over for holismen. Man mente, at den "proppede en Gud i maskinen" og slap idealismen ind ad bagdøren.

Men det er i sig selv en dualistisk tankegang at se sådan på holismen. Modsætningernes enhed betyde ikke, at der sidder en ånd i maskinen, men at verden skal ses som integreret system. Man kan som arbejdsmodel betragte enkeltfænomener hver for sig. Men når man skal se på samarbejdet mellem de enkelte elementer, bliver man nødt til at se på systemet som helhed.

Helheden er mere end summen af enkeltdele. Et ur går ikke, når enkeltdelene ligger spredt rundt på bordet, først når de er sat rigtig sammen.

At sige man må forstå samspillet mellem delene for at forstå helheden er ikke mere "idealistisk" end at sige, at man ikke kan forstå et digt ved kun at se på bogstaverne enkeltvis.

Man må undgå den holdning, der kaldes "the nothing-buttery-approach", at sige at "verden er ikke andet end..."

Verden er alt hvad der, er i den, og samspillet mellem alle elementerne. Uden et program er computeren bare en temmelig kostbar brevvægt.

Det ligger i dialektikkens natur at se verden som processer snarere end som ting. Verden er et net af processer. Alt er i stadig bevægelse, i den subatomare dans.

Når man siger, verden skal betragtes som helhed, betyder det ikke, man kan have overblik over helheden. En appelsin er for kompliceret til at kunne reduceres til en clockwork orange.

Verden er ordnet kaos og kaotisk orden.

På det politiske plan betyder det, at man må tage afstand fra de tunge, maskinknirkende ideologier. Troen på marxismens historiske nødvendighed eller liberalismens usynlige hånd, der regulerer alt.

Hvis man hverken skal stole på drømmeslottene (der slår revner) eller lade stå til (og glide ud over afgrundens rand), må man arbejde på en cybernetisk måde. Som en termostat må man hele tiden gribe ind og regulere, gribe ind og regulere. Hver gang kan man komme til at puffe lidt for stærkt i den ene eller den anden retning. Så må man rette op igen.

Det er ligesom at cykle. Man skal hele tiden justere styret for at holde balancen.
 
 
 
 

Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: "Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.

(Lukasevangeliet, 17. 20-21)

Der er en del Jehovas vidner og fundamentalister af forskellig art, der går rundt og venter på, at himlen pludselig skal revne med et brag.

Så vil Jesus træde frem oppe mellem skyerne med et sværd i hånden og indrette et Gudsrige på Jorden for de frelste, og så er det bare ærgerligt for dem, der ikke nåede at omvende sig i tide.

Men sådan så Jesus ikke på det. Han siger, at gudsriget er noget, hver enkelt bærer i sig selv. Ikke noget, der kommer udefra med brask og bram og revnede skyer.

"Gudsriget" er det samme som troen. Og troens vigtigste bud er at elske andre, som du elsker dig selv.

Det er et umuligt mål, men man kan livet igennem arbejde i den retning. Livet er selve vandringen, ikke målet for enden af vejen.

Hvis man arbejder for at nærme sig det umulige mål, bliver man ikke belønnet ved at blive anbragt på en lille tottet sky, hvor man kan sidde og spille basun til man bliver blå i hovedet. Det ville også være en temmelig tvivlsom belønning.

Hvis man gør alt hvad man kan for at elske andre mennesker som sig selv, er denne stræben sin egen belønning. Man oplever at gudsriget er midt iblandt os.
 
 
 
 

Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.

(Markusevangeliet, 10. 15)

Der er nogle, der tror, de kan købe adgangsbillet til Guds rige ved at være flittige, gå i kirke som søndagen og gøre et passende antal gode gerninger.

Nogle tror også, at økonomisk fremgang her i livet er bevis på, at de allerede har sikret sig en plads inde hos Gud.

John D. Rockefeller sagde, at hans rigdom var en "gave fra Himlen, der betyder: 'Dette er min elskede søn, som jeg er særdeles tilfreds med.'"

Desværre for Rockefeller siger Jesus i Lukasevangeliet, 20.47, at de, der "æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere."

Man kan ikke købe sig plads i himlen, hverken med penge eller bønner eller fromme gerninger. Man kan kun komme ind i det, ved at modtage det med åbent sind, ligesom et lille barn.
 
 
 
 

Der var en rig mand, som havde en godsforvalter, om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede anker olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!"

Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. "Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.

(Lukasevangeliet, 16. 1-9)

Lignelsen om den uærlige godsforvalter er en af de mest forbløffende historier i Bibelen.

Jesus siger her: Det er i orden at begå underslæb, hvis man bruger de penge, man svindler sig til, til at købe sig venner.

For penge er alligevel noget skidt, men venner kan man aldrig få for mange af.

Denne verdens børn er kloge nok. Klogere end englene - lysets børn. Lysets børn vil ikke have noget med penge at gøre. De stinker. Denne verdens børn indser, at penge kan bruges til noget ordentligt.

Hvis man deler ud af andres penge og så fyret for det, gør det ikke så meget, for så har man venner der kan tage sig af en.

Det er ikke den moral, der ligger i straffeloven. Men den passer med det, Jesus ellers siger om at man ikke skal samle sig skatte, som møl og rust kan fortære.

Liberalismen går som ideologi ud fra, at alle mennesker først og fremmest har behov for at skrabe penge til sig. Den vil ikke tro på, at behovet for at have venner kan være større end behovet for at have nogle tal stående på en konto.

Nogle liberale er blevet skræmt over det, der lige nu ser ud til at være liberalismens sejr i hele verden. De bliver helt nervøse for, hvad deres egen ideologi kan føre til i praksis, når den bliver drevet ud i sin yderste konsekvens i Østeuropa. De "pæne" liberale siger, at liberalismen må mildnes med omsorg for de svageste.

Men hvor kommer de svage fra, og hvad har gjort dem svage?

Hvis de svage slutter sig sammen, bliver de stærke. Og de behøver ikke at lade sig udplyndre for at få krydderi på tilværelsen. Når de holder op med at være svage, har de ikke brug for krummer fra de riges bord. Så sidder de selv med ved bordet.

Nogle siger, at liberalismen har sine fejl, men er det bedste, vi har set indtil nu.

Det er ikke noget stærkt argument. Kejser Nero og Attila kunne også sige, at deres systemer var de bedste, man havde set indtil da.

Lige nu står vi på randen af en afgrund, hvor alt levende er truet. Derhen har ideologierne ført os.

Det bedste er altså ikke godt nok. Derfor må vi lave noget, der er bedre.

Ingen siger, vi kan finde bedre samfundsmodeller på historiens pulterkammer. Den udfordring, vi står overfor, er ny. Derfor må vi også skabe et samfund, man ikke har set før.

Et idealsamfund eller en utopi kan man ikke skabe. Det skal man heller ikke kunne. Smerter og konflikter vil der altid være. Død, sygdom og lidelser bliver ikke afskaffet.

Men man kan afskaffe sult og materiel nød. Hvis ét menneske kan leve af grøntsager og rodfrugter fra 100 kvadratmeter køkkenhave, så kunne alle mennesker i verden brødfødes af et intensivt dyrket areal på størrelse med Frankrig.

Man behøver ikke være bange for, at livet skal blive kedeligt og mangle udfordringer, hvis man afskaffer bingo-økonomien og spændingen ved at vente på af få en dolk i ryggen.

Der findes mindre primitive måder at skaffe sig indhold i tilværelsen på. Kærlighed, naturen og mulighederne for erkendelse gennem kunst og videnskab.
 
 
 
 

For kærligheden er stærk som døden, lidenskaben er grum som dødsriget, dens flammer er flammer af ild, en voldsom brand. Vældige vande kan ikke slukke kærligheden, floder kan ikke skylle den bort. Hvis en mand gav al sin rigdom bort for kærlighed, ville man da ringeagte ham?

(Højsangen, 8. 6-7)

Kærligheden er det, der giver livet mening. Den er kilde til de største glæder. Og til den dybeste sorg. Den er grum som dødsriget, men det eneste i verden, der er lige så stærkt som døden.

Fysikeren Geoffrey Chew taler om bootstrap-teorien, hvorefter alle fænomener i verden skal forstås ud fra alle andre fænomener. Der er et sammenhængende net af indbyrdes forhold, der holder hinanden oppe. En slags daisychain af begivenheder, der sidder på hinanden og derfor ikke har brug for stole.

Verden må erkendes som et netværk af processer og forhold mellem dele af en helhed.

Den intuitive erkendelse af verdens helhed og realitet er det, man kalder den mystiske oplevelse.

J. Anker Larsen taler i "For åben dør" om hvordan man kan se på et træ med æstetisk behag. Man kan se på det med glæde som ens ejendom og overveje, hvilke formål man kan have med det. Man kan hugge det om og give brændet til de fattige, en etisk anvendelse af træet.

Men i et kort lykkeligt øjeblik ser man måske på træet og bliver grebet af dyb lykke over, at træet bare står der og gror og at man har lov til at se på det.

"Taknemmelig lykke over, at tingene er til, ikke for det æstetiske behag, de vækker, ikke for den nytte de kan gøre, men fordi de eksisterer sammen med os, det er kendetegnet på, at man ser selve virkeligheden. Når vi glemmer, at de ting, som er vore, hører os til; når glæden over, at de er vore, drukner i glæden over, at de findes, er evighedens lunge begyndt at ånde. Da fødes i mennesket en hensigtsløs mildhed, der udstrømmer fra hans væsen uden persons anseelse... Den lille dreng, som står... med uskyldens glorie om sit hoved, han er ikke moralsk godgørende, men han gør os moralsk gode. Han er til velsignelse, blot fordi han står der, og vi, som går forbi, bliver bedre ved at se ham."

Den totale erkendelse af altings samhørighed føder den totale kærlighed. Når jeg er en del af altet, findes altet i mig. Det største spejles i det mindste. Og kærligheden er det, der holder alle disse verdener sammen.