Fra konvergens til kimære

For tredive år siden kunne det se ud som om de to uforsonlige magtblokke var begyndt at nærme sig hinanden. I Sovjetunionen talte Hrusjtjov om at prioritere forbrugsgoder frem for militært isenkram, samtidig med at et politisk og kulturelt tøbrud satte ind. I USA kunne man til trods for Vietnamkrigen også finde opmuntrende tendenser: Borgerretslovgivningen og præsident Johnsons stort anlagte program for kamp mod fattigdommen.

Derfor begyndte mange politiske iagttagere at tale om konvergensteorien - teorien om at de to samfundssystemer langsomt nærmede sig hinanden og på langt sigt ville smelte sammen. På den måde ville tidligere modsætninger en skønne dag blive lige så irrelevante som modsætningerne mellem guelfer og ghibelliner, og et nyt og smukkere samfund ville træde frem i både øst og vest, et samfund der forenede det bedste af socialismen og det borgerlige demokrati, et samfund med social ansvarlighed, både økonomisk og politisk demokrati og fuld ytringsfrihed.

Senere fulgte tilbageslagene. I øst stagnation og voksende korruption, parret med militærchauvinisme, Brezjnevdoktrinen. I vest Thatchers og Reagans ideologiske kamp mod "ondskabens imperium", samtidig med at krigen mod fattigdommen blev forvandlet til en krig mod de fattige.

Men endnu ved årsskiftet 1989-90 kunne man et øjeblik håbe på, at konvergensteorien alligevel ville holde stik. De østeuropæiske dissidenter, der førte kampen mod det forstenede magthierarki til sejr, ønskede for de flestes vedkommende at forene det bedste i de to samfundssystemer og skabe et socialt demokrati eller en demokratisk socialisme. Måske ville Østeuropa på den måde kunne inspirere os i vesten, måske ville vi finde frem til metoder til at indføre demokratiske tilstande, også inden for det økonomiske område. De mest optimistiske pegede på, at en samfundsovertagelse af økonomien i USA og Vesteuropa allerede var ved at blive indført ad bagdøren gennem pensionskassers og lønmodtagerfondes voksende indflydelse.

I dag er drømmene knust. Der blev ikke tale om konvergens. Vi fik ikke skabt et nyt samfund, der byggede på de bedste træk ved de to samfundssystemer. I stedet opstod en kimære, et frygteligt uhyre avlet af kapitalismens og statssocialismens værste træk.

Den højtbesungne frihed, østeuropæerne har fået, viser sig at være friheden til at blive flået. Levestandarden er styrtdykket. Der er massearbejdsløshed. Den økonomiske magt er i hænderne på mafiaen og de multinationale. Det politiske demokrati har vist sig at være en narresut - der bliver alligevel regeret med dekreter. Og det ideologiske tomrum efter statssocialismens sammenbrud udfyldes ikke af demokratiske og socialt ansvarlige tanker, men af antisemitisme, racisme, chauvinisme, monarkisme og religiøs fundamentalisme.

I pressen nævnes det i forbifarten, at det "jo alligevel er Verdensbanken og Valutafonden", der træffer beslutningerne i Polen eller Rusland og at Europarådet har udtalt sin misbilligelse af det ellers så roste "skandinaviske demokrati" i Estland, hvor 96 procent af befolkningen i Narva blev berøvet stemmeretten, fordi de ikke var racerene estere, og hvor parlamentet indsatte en præsident, der kun havde godt 20 procent af vælgerne bag sig og skubbede den kandidat, der havde fået ca. 45 procent, ud i mørket. I Rusland stemte et overvældende flertal ved folkeafstemningen i foråret 1991 for at bevare Sovjetunionen. Det var under de forudsætninger, Jeltsin blev valgt til delrepublikkens præsident, hvorefter han gennemførte unionens opløsning. At det kunne lade sig gøre skyldes selvfølgelig det gammelkommunistiske kupforsøg i august, der kom så belejligt - og var så dilettantisk gennemført - at man ikke kan lade være med at spørge sig selv, om der lå mere bag det end man umiddelbart kunne se. I hvert fald forekommer det tankevækkende, at kupmagerne ikke er blevet retsforfulgt, mens deres offer Gorbatjov bliver forfulgt med stadig skarpere midler, og at Jeltsin uantastet kunne holde taler og optræde for folkemængden midt under kuppet. Efter Jeltsins overtagelse af magten er vælgerne ikke blevet spurgt om noget som helst. Når Jeltsin vil have noget gennemført, udsteder han et ukas.

Borgerkrig. Sult. Arbejdsløshed. Hyperinflation. Mafia. Kriminalitet. En voksende kløft mellem rige og fattige. Økonomisk magt til Verdensbanken, de store udenlandske koncerner og indenlanske spekulanter og kriminelle. Politisk magt til de bureaukrater, der har haft magten hele tiden, men bare har udskiftet kommissæruniformen med vestlig habit.

Men ytringsfrihed har de da fået i Østeuropa. Sådan som ytringsfriheden nu engang er efter de borgerligt demokratiske regler. Anders And udkommer på russisk, man kan købe pornoblade i Praha. Vesttyske kæmpeforlag og engelsk-australske pressekoncerner sætter sig på avis- og bogmarkedet i Østeuropa. Enhver kan frit stille sig op på en sæbekasse og råbe op, så længe de ikke forstyrrer den offentlige ro og orden. Enhver kan sende manuskripter ind til koncernerne og håbe på at få dem offentliggjort. Enhver, der har nogle millioner i ryggen, kan oprette sit eget forlag eller sin egen avis. Og hvis man ikke har nogle millioner i ryggen, må man naturligvis skrive det, som de rige medieejere ønsker skal skrives. Hvorfor skulle de betale for at udgive noget, der strider mod deres egen kapitalistiske overbevisning?

På den baggrund virker det næsten rørende naivt, når stud. mag. Hanne Gesang i en kronik i Information 26.10.92 skriver, at russerne har svært ved at forstå indholdet at begrebet "demokrati". "I et demokrati kan ingen blive valgt alene af sig selv, ingen kan udstyre sig selv med magt til at regere, og derfor kan ingen tilrive sig ukontrolleret og ubegrænset magt", skriver hun.

Smukke ord. Men hvem har valgt Verdensbanken eller de multinationales bestyrelser? Hvordan har de kunnet tilrive sig ukontrolleret og ubegrænset magt over verdens økonomi? Er det fordi vi kun bruger ordet "demokrati" som røgslør over den kendsgerning, at vi lever i et samfund, hvor den nøgne magt hersker? Hvor demokrati er defineret som retten til at vælge mellem Tweedle-Dee og Tweedle-Dum engang hvert fjerde år og ellers holde kæft.

Samtidig med at Østeruopa har overtaget laissez-faire kapitalismens mest modbydelige træk, har vi i Vesteuropa overtaget mange af de mest utiltalende træk ved den hedengangne betonsocialisme.

EF er den stalinistiske bureaukrats ønskedrøm. Dekreter og forordninger i én lind strøm, centralisering og magtkoncentration, omsvøbsdepartementer og uigennemskuelige støtte- og reguleringsordninger.

Vi taler om markedsøkonomiens nødvendighed i Østeuropa. Men herhjemme skal vi endelig ikke have markedsøkonomi.

Tænk hvis vores landbrug for eksempel skulle klare sig på markedets præmisser. Eller hvis hele vores erhvervsliv skulle klare sig uden statens støtte og opmuntring. Utænkeligt.

En liberalistisk tankegang siger, at de, der ikke kan flyde, må gå til bunds. Hvis vores bønder ikke kan leve af det, de producerer, må de så sandelig finde sig et andet arbejde. Hvis det bedre kan betale sig at dyrke korn i Ukraine eller få oksekød fra Argentina, så må danske korn- og kødproducenter enten finde noget andet at bruge jorden til dyrke lægeurter eller oprette hjortefarme - eller også må de opgive helt og lade skoven brede sig over markerne. Det ville måske også være kønnere. Det er ikke noget religiøst bud, at Danmark skal være et landbrugsland. Hvis landbruget ikke kan betale sig, kan man jo nedlægge det. Så sparer vi de penge i skat.

Men i stedet siger man i EF: Bønderne skal have tilskud til kunstgødning og gift, så de kan pine så meget som muligt ud af jorden. Dermed bliver udbyttet så stort, at vi ikke kan få høsten afsat. Den skal oplagres eller brændes af eller ligge og rådne. Vi prøver at hjælpe på det ved at give tilskud til at lægge noget af jorden brak og tilskud til at pine endnu mere ud af den tiloversblevne del af agerjorden. Så må vi jo give ekstra tilskud til at skaffe os af med skidtet. Hvis vi destruerer tilstrækkelig meget af høsten, kan vi holde priserne kunstigt oppe. Så kan varerne ganske vist ikke konkurrere med import fra andre lande, men så må vi indføre importbegrænsninger, så vi ikke risikerer at skulle ud i noget så stygt som markedets betingelser.

Og det allermest groteske er, at bønder, der har sugerøret helt ned i bunden af statskassen og ikke kunne overleve en eftermiddag uden kunstigt åndedræt af skattepenge fra os andre, opfatter sig selv som liberalister og taler med foragt om de nassere, der får socialhjælp, bare fordi de er blevet arbejdsløse.

I Rusland er landbrugets udbytte pr. hektar lige så stort som i Vesteruopa. Det kunne blive større på f.eks. den ukrainske sortjord, uden at man behøvede at forgifte jorden. Men en stor del af høsten rådner op på markerne eller går til på vejen ind til byerne, fordi infrastrukturen er elendig. Der mangler jernbaner og veje. Hvis EF ville bruge landbrugsstøttepengene til noget fornuftigt, kunne man udbygge infrastrukturen i Østeuropa og producere korn der, hvor kornhøsten giver størst udbytte i stedet for at forsøge at pine så meget som muligt ud af dårligere egnet jord i Vesteuropa. Rusland kunne let blive korneksportør i stedet for kornimportør.

Det såkaldte "erhvervsliv" forgyldes af regeringen - med skatteydernes penge. Det påstås til hudløshed, at det er nødvendigt af hensyn til vores konkurrenceevne. Og for beskæftigelsens skyld.

Men jo mere erhvervslivet forgyldes, jo mere indfører man modernisering og automatisering, der skubber endnu flere ud i arbejdsløshed. Og Danmarks konkurrenceevne er allerede helt i top. Vi ligger på højde med lande som Taiwan og Sydkorea, der traditionelt har haft en glimrende konkurrenceevne, fordi lønnen er lav og ingen får lov til at modsige magthaverne.

Selv erhvervslivets ledere siger i dag, at de ikke rigtig kan ønske sig mere. Andet end et større hjemmemarked. Som de jo har svært ved at få, fordi de penge, folk skulle købe varerne for, er blevet brugt til subsidier til samme erhvervsliv.

Hvis jeg må komme med et beskedent forslag til, hvordan erhvervslivet kan få endnu bedre konkurrenceevne, lyder det således: Skær topledernes løn ned. Der er ingen, der siger, vi konkurrerer bedre, fordi danske topledere mæsker sig i millionløn. Hvis vores ledere boede på usle tagkamre uden varme, ville de blive på kontoret en større del af dagen og få noget mere arbejde fra hånden.

I dag er det sådan, at hvis en topleder har dummet sig tilstrækkelig meget, afskediges han med et gyldent håndtryk på nogle millioner. Så kan det jo næsten betale sig at sætte andre menneskers penge over styr. Pokker skulle da arbejde livet igennem, hvis man kunne tage på fisketur og ligge i en hængekøje resten af livet og bare lytte efter checkenes regelmæssige bump gennem brevsprækken. Hvis toplederne fik at vide, at ethvert fejltrin betød, de faldt ned mellem roterende knive, skulle de nok holde sig mere på mærkerne. Og så kunne pengene fra de gyldne håndtryk bruges til noget andet. Man kunne ansætte en halv snes mennesker for en enkelt forsikrinsgdirektørs dummernik-præmie.

Bureaukratiseringen og statens tilskud til underskudsforetagender er altså den udvækst på kimæren, vi har fælles med Brejznevs stagnationspolitik.

En anden er stikker- og stasi-mentaliteten. Hjemmeværnet aflægger rapport om borgernes formodede sindelag. Hvis man tillader sig at mene noget andet end det, magthaverne ønsker man skal mene, risikerer man at blive anklaget for så mystiske begreber som "påvirkningsagentvirksomhed" eller "disinformation". For en halv snes år siden lykkedes det som bekendt den daværende socialdemokratiske justitsminister at stemple forsøg på at påvirke meningsdannelsen, altså deltagelse i den offentlige debat, som en form for spionage. Indtil da havde "spionage" været defineret som "ulovlig udforskning og overdragelse af statslige, industrielle eller især militære hemmeligheder", men nu kunne enhver anvendelse af ytringsfriheden straffes. At regeringen i april 1982 undlod at følge denne nyskabelse op, betyder ikke, at det ikke vil kunne lade sig gøre. Der er skabt præcedens for, at man i enhver given situation kan spærre dissidenter inde. Og det er her vigtigt at understrege, at ytringsfrihed ikke kan måles på jasigernes og rygklappernes ret til at ytre sig. Et samfund kan altid kun bedømmes ud fra, hvordan det behandler sine modstandere. Tilhængerne bliver jo behandlet pænt i selv de værste samfund.

I Østeruopa har man forlangt det hemmelige politis arkiver åbnet. Herhjemme er PET's og de forskellige meldekorps' arkiver hermetisk tillukkede. Og ikke engang faguddannede historikere har adgang til f.eks. arkiverne fra besættelsestiden. Noli me tangere, siger efterretningsvæsenet. Og de danske stasier, hjemmeværnets snagere og kiggere, går frit rundt mellem os og bliver formodentlig ved med at melde og rapportere. Også denne artikel havner i et charteque. Og selv om man ikke bruger lejre eller fængsler, har man jo andre metoder.

Døre kan lukkes i for de formastelige på en absolut effektiv måde, uden at man ligefrem behøver lægge nogen i jern.

I den græske mytologi blev Kimæren dræbt af Bellerofontes med et lansestød. Hvem kan gøre det af med den vanskabning af betontænkning, racisme og afstumpet griskhed, der i dag hersker over både Østog Vesteuropa?

I sin nye bog "Det nye Stor-Tyskland" skriver Jan Myrdal, at han ikke er tilhænger af det indirekte, parlamentariske demokrati, men ønsker et åbent repræsentativt demokrati, hvor "folket holder tommelfingrene direkte på øjeæblet af sine repræsentanter".

"Desværre forklarer han ikke hvordan dette skal opnås. Må vi bede om en brugsanvisning, tak!" vrisser Jakob Andersen i Ekstrabladet 26.10.

Men det var netop betonideologiernes fejl, at de troede, der fandtes en brugsanvisning på livet. At man bare skulle rette sig efter de trykte anvisninger, så gik alt godt. Vi fødes nøgne, og vi finder først ud af livet ved at leve det. Der er ingen facitliste til historien. Historien sker og udfolder sig.

Der er ikke noget mål, vi er på vej frem til. Det eneste mål, der venter det enkelte menneske, er døden. Livet er den vej, vi går ad.

Som verden ser ud i dag, forekommer den eneste anstændige holdning mig at være rebellens. At sige til magthaverne det, Lucifer sagde til Jahve: Non serviam. Jeg vil ikke tjene.

En anarkistisk holdning, måske. Man kan ikke fremlægge utopier og brugsanvisninger. Men man kan sige: Her vil jeg ikke være med. Det må vi lave anderledes.

Udgangspunktet må være en klippefast overbevisning om, at "samfund" betyder "et liv sammen" og ikke "alles kamp mod alle". At et samfund har pligt til at hjælpe de svage, til at give alle lige muligheder, til at gøre beslutningsprocesserne gennemskuelige og tillade alle at være med at til bestemme over deres eget liv. At kampen mod racisme og undertrykkelse af enhver art er afgørende for, at vi kan skabe et menneskeværdigt samfund. At menneskene kun er én af de mange arter, der deler denne klode, og at vækst på bekostning af det næringsgrundlag, kloden giver for vækst, er absurd. At vækst må være organisk og cyklisk og ikke svulstens uhæmmede vækst. At vi ikke kun indgår i et samfund af mennesker, men et samfund, der omfatter alle arter, hvor den enkelte arts frie udfoldelse er betinget af alle arters frie udfoldelse.

Politisk kamp bliver derfor hele tiden en kamp om den retning, vi bevæger os i - ikke om fjerne eller utopiske byer ved vejens ende. Man kan ikke give en brugsanvisning på et idealsamfund. Men man kan tage kampen op mod den skællede drage, der ligger tungt over verden nu.

Som Brecht sagde, kan den, der befinder sig i et brændende hus, ikke spilde sin tid med overvejelser om vejret udenfor. Han springer.