Onsdag, August 20, 1997 01:55:37 PM

Poesi Item

Fra: Martin Budtz

Pernille Yding Andersen

Emne: Fwd: DD:Erik Knudsen

Til: Poesi

DD: Erik Knudsen

Digtet "En strålende skyskraber" er taget fra Erik Knudsens 1. digtsamling: Dobbelte dage udgivet i '45.

Erik Knudsen, født '22, en dansk forfatter, der skriver om det aktuelle og er meget udadvendt i sin lyrik.

I sine digtsamlinger udtrykker han et etisk angagement i samtiden - via aggresivitet og følsomhed.

En Strålende Skyskraber tager fat på det så velkendte tema - følelserne. Erik Knudsen viser en verden, hvor alt, der ikke er stilrigtigt og målrettet afskaffes. Hvor der ikke er frihed til at danse, synge, skråle - til at være i live og være individuel - og føle...

Verden er blevet en strålende skyskraber.

I det tyvende århundredes etage logerer vi,

højt oppe over skyerne og de små bjerge.

Se ikke ned! Bliv ikke svimmel!

Jorden er underlig fjern,

et gammelt herregårdsminde,

en ond drøm.

Videnskabsmænd sidder med tilbageholdt åndedræt

og skriver græsk og tegner kurver

i vældige koordinatsystemer.

Statsmænd tænker sig skaldede og tandløse,

og du og jeg tør ikke danse, som vi gerne ville,

tør ikke skråle og synge og bokse,

tør ikke gå på hænder og slå kraftspring.

Vi må ikke forstyrre ligevægten,

ikke bringe tårnet til at vælte

ved unødig støj og voldsomme bevægelser.

Vi ser ud i den tomme luft

og lytter til blæsten,

der piber i vinduer

og skramler i ventiler.

Heroppe i de skinnende glassale

er sang og spil forbudt.

Mystikere og profeter,

poeter og malere,

troldmænd og musikanter

blir pågrebet af uniformeret politi,

og uden rettergang kastet ud af vinduerne.

Tilstedeværelsen af disse femte-kolonne-mænd

er farlig for skyskraber-samfundet.

De spreder trods og modvilje.

Den øverste etage er forbeholdt

folk der retter blikket opad.

Der er ikke plads

for drømmende ynglinge med sænkede øjenlåg

og sangere der klimprer på guitarer

og nynner om perler og rosenbuske.

Om natten stråler det violette lys

ud i himmelrummet.

Stjernerne sender blå signaler til hinanden.

Når stormen tager til,

gynger det vældige hus som et skib på bølgerne,

det knager i korridorer,

døre springer op -

Men de sovende vågner ikke.

Ingen hører når en møtrik løsner sig,

ingen mærker den kolde luft,

der strømmer ind

ad usynlige revner i muren.