Dengang Facebook var helt nyt, skrev aviserne – og især Information - side op og side ned om, hvem man kunne møde der. Især var der stor interesse for mystiske og måske fordækte profiler på Facebook, som en journalist mente måtte være et skalkeskjul for en eller anden, der måske ligefrem kunne være kendt under sit rigtige navn.
Peter Adolphsen var på det tidspunkt gået ind i et samarbejde med en digter, der kaldte sig Ejnar Nyhavn og i virkeligheden hed noget andet. Historien om Nyhavn skulle bankes op på Facebook og i pressen, og derfor ville det være godt med nogle bipersoner, der kunne illudere Nyhavns skolekammerater og andre gamle venner. Så derfor spurgte han mig, om jeg ville være med,
Det ville jeg gerne, så jeg fandt på personen Preben Klystrup, der havde gået i skole med Nyhavn. Han var en midaldrende mand, der boede i Klovtofte. Han brokkede sig over alt muligt fra manden i pølsevognen og ekspeditricerne på Strøget til dødens uafvendelighed. Han følte sig snydt af livet og levede i ufrivilligt cølibat i et betonkompleks. Og så skrev han digte. Han skrev digte i alle tænkelige versformer – alexandrinere, ottaver, terziner og oldnordiske stavrim.
Og selvfølgelig skulle han have sin egen Facebook-side og en blog.
Jeg kom ind i en Klystrup-raptus og skrev en pænt stor bunke digte, som jeg delte op i tre dele – Brokkelser, Kattedigte og Fortidsbylder – og udgav under den passende titel ”Klynk og ynk” som selvudgiver på Book on Demand.
Det blev i helt i Klystrups ånd en spektakulær fiasko. Der blev ikke solgt ét eneste eksemplar. Ikke ét bibliotek i landet ville have den, og der blev ikke skrevet lektørudtalelse. Man havde næppe set noget lignende, siden HC Andersens ”Ungdoms-Forsøg”, der ikke blev solgt ét eksemplar af. Hele oplaget blev købt af en urtekræmmer, der brugte bøgerne til at lave kræmmerhuse af.
 
 
 
 

Anmeldelser

Bogen er ikke blevet anmeldt nogen steder.
 
 

Uddrag af bogen

Kunst
Aria

På barndomshjemmets stuevæg
hang oldefædrene med skæg
og midt deri
et maleri
En kronhjort stod ved søens bred
i fred
Den var så smuk med sit gevir
at den var dagligstuens sir
Den brølede mod himlen op,
det rysted' i dens stærke krop
Den var et billede på brunst
og kunst
Og den der tæt til hjorten går
vil kunne se hvert mindste hår
fint malet af;
han ku' sit fag
den maler, der har dette gjort.
Hvor stort!
I vore dage kaldes hver
for kunstner blot han er lidt sær
og slår en klat.
Hvor plat!
En abelort, der smøres ud
er gud
End ikke klat behøver man.
Nu siger man, at kunsten kan
blot være tanke og idé
Der kan man altså bare se
Det er logik for høns og gås
og vås
Alt hvad jeg tænker når jeg står
og reder mine spredte hår
er såre godt
og vældig flot
Den varme luft og idel dunst
er kunst

Klippekortet
Elegi i alexandrinere

Den unge dame inde i TV-avisen
lod ane morgendagen nok blev kold og klam.
Min lejlighed har alt for meget træk til prisen
og fik jeg influenza, var det jo en skam.

Desværre var de lange underbukser alle
for hullede og møre, da jeg tog dem på.
Jeg købte dem i mange år i Dalle Valle.
Nu er de åbenbart umulige at få.

Nuvel, jeg måtte ta' med toget ind til byen
og søge frem igennem hver en tøjbutik
Måske kom regn og sne, så tung og grå var skyen
da jeg tog huen på og ud ad døren gik.

I byen gik jeg med fortrøstning ned på Strøget
hvor det så ud til tøj blev solgt i hver butik
Men det var åbenbart lidt skralt med herretøjet,
det så jeg, mens jeg mellem dametrusser gik.

Og tøj blir solgt af små og dumme skolepiger
der tygger tyggegummi mens de står og glor
og knap nok fatter, hvad en ældre herre siger
Hvor er vankundigheden hos de unge stor!

Jeg spurgte efter underbukser af de lange
og lodne jeg har brugt i mange herrens år.
De fniste rigtig uforskammet mange gange
og påstod, at de aldrig den slags bukser får.

Jeg gik og gik og stred mig gennem men'skemassen
Humøret sank og var tilsidst på vågeblus
Til sidst stod jeg med frosne ben på Rådhuspladsen
Jeg måtte give op og finde hjem med bus.

6A ku bruges til den første del af vejen
og klippekortet var jo gyldigt end en stund.
Hvad var vel tabt? Min tid er heldigvis min egen.
Man siger også, gang og slig motion er sund.

På Peter Bangsvej sku jeg skifte bus og vente
men næste bus kom ikke til den rette tid.
Jeg stod og frøs, mens tiden gik, og indædt sendte
jeg onde tanker mod chaufføren, dumme skid.

Men endelig, omsider kom da denne herre.
Jeg viste kortet frem, men manden sagde blot:
Nej, det er udløbet for længst, De må desværre
nok klippe én gang til. Det ved De også godt.

- Min gode mand, mit kort var gyldigt, da De skulle
ha været her, så det er Deres egen skyld.
jeg kender reglement og politik tilfulde.
Og Deres adfærd er en skamplet og en byld.

Så kaldte han mig for en gammel nar og mere
af anatomisk art og smed mig bare ud.
Jeg stod og frøs og magted' ikke noget mere.
Nu har jeg mistet troen på en kærlig Gud.
 

Den larmende nabo
Elegi i ottaver

Blandt alle denne Vestegns boligblokke
er intet sted så lydt, som hvor jeg bor.
Man hører mavekval og nabohor.
En søvnløs øver sig i gang med stokke,
en Don Juan forsøger pigen lokke,
en hel forsamling spiller Matador.
Hvis nogen spiser knækbrød, ja, så virker
det som den ganske opgang står og knirker.

Det var mit held, at jeg til nabo havde
en mand der gik i filtsko hos sig selv
og holdt sig under tyve decibel,
Han skyed' støj og råb og al ballade
Han gjorde alle folk omkring sig glade
og viste hensyn til de andres vel.
Han leved' af kartoffelmos og vandgrød.
Men, ak, en dag så var den gode mand død.

En stund derefter kom min nye nabo
og flytted' ind med bulder og med larm.
En tatovering lyste fra hans arm
Han var en krydsning mellem Morten Sabroe
og Mephistopheles af Istvan Szabo.
Når han gik ind, så sprængtes dørens karm
Det viste sig, han var til techno-rocken
Den kunne høres halvvejs ud til Nokken.

Det er musik, der spilles uden noder
Det lød som om han sparked' af al magt
konservesdåser ned i trappens skakt,
som slagsmål mellem kat og svirebroder,
som sammenstød imellem tvende kloder,
som jordskælvgungren støbt i marchens takt.
Det var så hårene blev blæst af issen
hver gang han nød musik, ham techno-bissen

Jeg prøved' med et kosteskaft at banke
og slå på mine radiatorrør
Men intet skete. Det var lige før
han tog det som musik fra højre flanke.
Han skænked' ingen anden nogen tanke.
Så gik jeg ud og banked' på hans dør.
Han hørte ingenting. Hans dør stod åben
og han sad indenfor og nød det, tåben.

Så gik jeg ind og stod der i hans stue
og bad ham venligt om at skrue ned
og vise lidt normal anstændighed.
Hvad gjorde han? Han gav sig til at true
Han skulle sat'me gi' den ekstra skrue
Jeg sku ha en på hodet, så det sved.
Jeg var en fucking bøsse og en svans
Nu ku jeg trippe cykelkædedans.

"Skrid, før jeg på dit skide hoved hopper".
Jeg skred, så det blev da hans sidste ord.
Nu sidder jeg derinde, hvor jeg bor
og aldrig, aldrig techno-larmen stopper,
så jeg har købt solide ørepropper
Nu kan jeg ikke mere høre spor.
Jeg er holdt op mit fløjtespil at øve
og ser kun Tekst-TV og nyt for døve.

Kærlighedskval

Fordi jeg har lidt underbid
og små og krumme ben
har kvinderne i al min tid
kun voldt mig sorg og mén

Jeg ville gerne flette hånd
og mumle kælne ord
Men ingen kvinde ser den ånd
der inde i mig bor

Så se mig. Jeg er skabt af gud
og har en trofast sjæl.
Men de ser kun min blege hud
og synes jeg er fæl.

De ser min lidt for store vom
som minder om en sæk.
Så drejer de på hælen om
og ser at komme væk.

Hvor finder jeg en trofast Qvind
til følge på min vej?
Kanhænde en der er lidt blind,
men ser den indre mig.

Europahymne for katte

Alle store kattedrømme
skal vi leve ud en dag
Mus skal snart i horder strømme
Alle rovdyr, ud og jag.

Når en hankat går og tørster
efter villig hunkats gunst
skal den slås og rejse børster
Leve alle kattes brunst

Jagt og brunst og nok at æde
Ellers sove dagen lang
Det er alle kattes glæde
Hør den stolte kattesang

Undulaten

Sammen med en døsig flue sidder jeg med vintersnue
i min egen lune stue foran dette kakkelbord.
og min hals som på giraffen søger langstrakt ned mod kaffen
og jeg tænker: Et slaraffenliv er det, der om mig gror.
Dette liv er jo så trygt, at det er lige før jeg tror
jeg er hjemme hos min mor.
Min kanelsnegl: Når jeg bider, er det jo som om jeg glider
bort til fjerne rum og tider, hvor der dufter af kanel.
Hører jeg tukanen skrige, ser jeg jaguaren snige
sig igennem skovens rige, ser jeg ørkenens kamel?
Jeg forsvinder i en skov, er kun en helt usynlig del
og dog stadig her og hel.

Ud fra urskovsmørket kommer som en lille fortidsdommer
på måske en halv snes tommer, med en farve som spinat
denne fugl, der tanken lammer, for den bor jo på mit kammer
i den by, hvorfra jeg stammer, denne grønne undulat
som fik fuglefrø af Brugsens allerbedste fabrikat
og et lille blad salat.
Jeg er her og dog derhjemme, kaldt af undulatens stemme
Åh, hvor kunne jeg dog glemme denne lyd, der lød så spagt?
Det er ikke stueuret, men et næb der slår mod buret.
Du har skræppet, du har skurret, du min lille undulat
du der vendte dig om pinden som en anden akrobat
hvad jeg husker ganske svagt.

Fra kanelsneglen kom duften bølgende igennem luften,
til den slukkede fornuften med et verdensfjendsk diktat.
Og det er som om jeg drømmer, mens erindringsfloden strømmer
til jeg nutidsboet rømmer sammen med min undulat,
skyller mig og den tilbage til er liv der står så vagt
søger mod en fortidsstat.
Nu er alting længe siden, men et budskab gennem tiden
ramte mig med denne viden, du, mit mindes tro soldat.
Under kirkegårdens stene smuldrer nu forældrebene
og her sidder jeg alene med et blus, der er lidt svagt
med kanelsnegl og med koppen med et mokka-derivat
sammen med min undulat.