Forlagets beskrivelse
 
 

Visse forfattere vender sig mod de konkrete historiske begivenheder, når de når en vis alder. Det gjorde Rifbjerg og det har en af hans næsten samtidige, Arne Herløv Petersen, der debuterede få år efter Rifbjerg i 1960’erne, gjort med flere romaner i de senere år.
Senest kom i efteråret, på 75-årsdagen for Morten Nielsens død, Hvede der med udgangspunkt i et omfattende historisk kildemateriale i romanform fortalte historien om unge digteres klub med Halfdan Rasmussen, Piet Hein og selvfølgelig Morten Nielsen der blev dræbt som frihedskæmper hvad bogens tomme kapitel 100 er dedikeret til.

Arne Herløv Petersens nye roman Klinte er opkaldt efter det tidsskrift, der i dag kendes som Hvedekorn, og som blev grundlagt i starten af 1920’erne. Der er måske ikke nogen tid, der er mere omgærdet af mystik end 1920’erne, hvor en bølge af modernitet og dekadence skyllede gennem det europæiske kulturliv, brat afbrudt af børskrakket i Wall Street i 1929 og den økonomiske depression i 1930’erne.
I Danmark er især Tom Kristensens delvis selvbiografiske roman Hærværk, om en fordrukken dagbladsjournalist, kendt som en milepæl i litteraturen om perioden. I Klinte kommer vi tæt på den – ganske rigtigt fordrukne – dagligdag der inspirerede Tom Kristensen til sin roman.
Vi møder desuden bl.a. den avantgardistiske digter Emil Bønnelycke, kendt som Bønne, den kommunistiske ekspressionist og idealist Rudolf Broby-Johansen, arbejderdigteren Nis Petersen, den gæve jyske digter Jeppe Aakjær, forskellige forhutlede evighedsstudenter og foretagsomme forlagsfolk og såmænd også Lars Bukdahls bedstefar. For den, der vil vide mere om de historiske skikkelser, der for de fleste blot er navne, og om en helt særlig epoke i dansk litteratur, er Klinte en guldgrube af viden og stemninger og litterære hændelser.
Bogen udgives på 100-årsdagen for Påskekrisen i 1920 der også skildres indgående i bogen.
 
 

Anmeldelser

Tom Kristensen »ligner en rombudding, nogen har trådt i«. Han er på druk og fuld. Igen. »Tom smider en stol gennem et vindue. Han havde håbet, at den ville sejle lige igennem i en regn af glasskår, men det lykkes ikke helt. Vinduet splintres godt nok, men stolen falder ned på gulvet og ligger der med et brækket ben. Han tramper løs på i den i rasende afsind«.Sådan gik den aften med vennerne i den store digters lejlighed i Istedgade, hustruen Ruth har forladt med parrets barn og overladt til dæmonerne. Og hærværket.
Alt det ved Arne Herløv Petersen, og han skænker rundhåndet ud af sin viden i ’Klinte’, hvorfra ovennævnte citat stammer. Om det har noget med Tom Kristensens virkelighed at gøre, må man selv gætte på…
Det kan være svært at sluge de alt andet end objektive beskrivelser af de figurer, hvis værker vi engang læste i dansktimerne. Her optræder de som hårdtpumpede figurer i en andens roman. Kan man det – tage biografisk fiktion om ikoniske personer så langt ud?
Nogen nødvendighed til forståelsen af hverken sin tid eller sin litteratur er den såkaldte roman ikke.
Erik Jensen i Politiken

Kommentar:
Kan man det? spørger Erik Jensen. Kan en forfatter lade virkelige personer optræde i en roman?
Ja, det kan man. Da Birtgithe Kosovic lod Scavenius halse rundt i underbukser for to år siden, fik hun Politikens litteraturpris.
Må man skrive historiske romaner og blande fantasi og virkelighed?
Ja. Det er det, den historiske roman er.
Lille hint: Ingemanns romaner er ikke stenografiske referater af, hvad kong Erik og de fredløse sagde til hinanden.
Og det er ikke forfatteren, der er ond ved stakkels Tom Kristensen, men TK der er ond ved sig selv:
”Og i det samme kom Jastrau til at se på Steffensen. Han havde rødsprængte Øjne, og i Øjenkrogene havde der samlet sig en Dråbe Blod. Håret hang tjavset ned over Panden.
"Hvor ser du dog ud!" bemærkede Jastrau.
"Tror du måske, du ser bedre ud," grinede Steffensen. "En Rombudding, der er trådt i."
(Hærværk, 3. del For stedse, kap. 3 –s. 260 i udg. 1930)

I Hvede (2019) tegnede forfatteren Arne Herløv Petersen et billede af den unge digtergeneration fra 1940’erne, der samledes omkring tidsskriftet Vild Hvede.
Personerne er taget lige på kornet med hver deres karakteristiske træk.
Med Klinte går han baglæns til de unge digterspirer fra 1920’erne, og det er en stor og farverig buket, vi her præsenteres for. En del af dem læses stadig, nogle er bare blevet til et navn, og enkelte er faldet helt ud af historien.
Samlingsstedet for de unge mennesker var universitetets frokoststue i Studiegården, som i 1916 var blevet åbnet for, at de studerende i denne dyrtid kunne få lidt næring for en billig penge.
Her sad de i grupper ved marmorbordene og diskuterede litteratur, kunst og politik. Kun Athos Josephson (bedre kendt som Mogensen i Hans Scherfigs Den forsvundne fuldmægtig) sad helst for sig selv. Man funderede…
På første side står der, at bogen er en roman, og det er den da, men skildringen af den tids politiske og kulturelle rørelser er ikke digt, men fakta, og personerne er taget lige på kornet med hver deres karakteristiske træk. Altså historieskrivning på en måde, der gør den til ren lystlæsning.
- Margit Andersen i Arbejderen
 

Klinte – Arne Herløv Petersen svæver igen

Jeg var for nogle år siden i gang med Arne Herløv Petersens rystende fortælling om spionsagen mod ham, Skueprocessen, og havde taget bogen med på rejse.
Det skulle jeg ikke have gjort.
I Københavns Lufthavn, i én af caféerne, omgivet af hundredevis af mennesker, læste jeg afsnittet om den CIA-agent hvis udsagn viser sig at ligge til grund for de danske myndigheders totalt uholdbare anklager mod Arne Herløv. Bogen beskriver agentens videre svindlerkarriere ind i New Age og drømmetydning på en måde så jeg pludseligt, dér, i lufthavnen brød sammen af latter. Jeg kunne ikke stoppe, det var en krampe. Mennesker begyndte at stirre på mig, jeg kunne ikke lukke det ned, til sidst måtte jeg rejse mig og betale og skynde mig væk, stadig hikkende af grin.
Det er meget sjældent litteratur er morsomt på den måde. Sådan rigtig morsomt.
Måske fordi de virkelig sjove øjeblikke er knyttet til den pludseligt opståede situation og har noget løst og uforudset over sig. Som åbenbart er meget svært at tilvejebringe på skrift.
Måske også fordi romanen traditionelt er en alvorlig genre, med ret dårlig plads til lyst, sanselighed og komik.
Arne Herløv Petersen er en stor forfatter der punkterer (også) denne regel.
Hans bøger rummer ofte passager som kan få én til at brøle af grin.
Denne høje komik finder man igen og igen i hans nye roman, Klinte, der for nylig er udkommet på Det Poetiske Bureaus Forlag.
Jeg synes man er nødt til at kalde bogen en roman. Men den er meget mere end det der sædvanligvis ligger i det ord. Ligesom den er meget, meget mere end rigtig sjov.
Bogen fortæller om det menneskelige og litterære miljø i 1920erne i især København omkring tidskriftet Klinte (som siden blev til det berømte Hvedekorn der heldigvis eksisterer den dag i dag).
Her møder man en lang række af datidens kendte og ukendte kvinder og mænd, Tom Kristensen, Jørgen Bukdahl, Schade, Lulu Ziegler, Ruth Lange, Bønnelycke, Henrik Cavling, Broby-JohansenPå ét niveau er bogen helt let læst, den er, i sin smukke og nuancerede fremstilling af kærlighedsforholdene, af Tom Kristensens voldsomme skæbne, af kreativ udfoldelse, af overgreb, af opblæsthed, mindreværd og menneskelig finhed og hjertelighed, én lang, medrivende fortælling. Man kan læse den uden at kende alle dens personer på forhånd, læse den som, ja, en spændings-  og kærlighedshistorie man bliver suget igennem.
Og så kan man nyde dybden:
Der er et problem med al historieskrivning. Historien findes jo ikke. Hvad der findes er nogle spor, på basis af hvilke vi skaber en fortælling. Som meget ofte bliver en historie om os selv, eller i hvert fald om vores egen tid, som vi så projicerer tilbage på fortiden.
Således er eksempelvis Matador en hyggelig og stimulerende serie. Men den er på ingen måde historieskrivning.
Helt anderledes forholder det sig med Klinte. I denne bog – og i mange andre af sine bøger – udfolder Arne Herløv en helt særlig litterær magi: På den ene side beretter han ud fra sin nutid. Bogens fortællerstemme har et overblik fra 2020, et nutidigt sprog, en historisk erfaring og et psykologisk kendskab fra idag, og han bruger denne viden til at forstå de personer han fortæller om, og til at forstå deres samtid.
Men samtidigt skaber bogen en oplevelse af at vi er til stede nøjagtigt samtidigt med menneskene og begivenhederne og forstår dem ud fra deres egne forudsætninger.
I Klinte bruges samtidige dokumenter i teksten. Digte, prosastykker, retsprotokoller, avisreferater, fragmenter af dialoger.
Nogle af dem kender jeg, andre har jeg aldrig før hørt.
Men alle er de perler, og de er ligesom strøet med let hånd i teksten, de bliver aldrig tunge, bare fascinerende. Og så giver de en oplevelse af at leve og forstå 20erne gennem 20ernes eget sprog og egne formuleringer.
Denne effekt findes i bogen også i en endnu mere subtil udgave: Fortælleren lader, på en meget forfinet måde, sit eget sprog farve af den tid han skildrer. Derved opstår en form for litterær dobbelteksponering, en oplevelse af at vi båder oplever alle disse mænd og kvinder som de så hinanden og sig selv. Samtidigt med at vi omfatter dem med hele den viden og forståelse vi har i dag.
Dette er gjort med medfølelse. Selv for de værste skurke har bogen en basal empati som gør at læseglæden bliver meget nuanceret og kompleks. Som om man møder livet i hele dets sammensathed, dets skønhed, komik og gru, holdt af en bevidsthed der både elsker, analyserer, gør grin med og tilgiver, og alt sammen på én gang.
Klinte er altså historieskrivning af høj klasse. Næsten uden at mærke det tilegner man sig under læsningen nogle af Danmarkshistoriens vigtigste år og begivenheder, og man aner, længere ude, Europa og resten af verden.
Der må ligge rent ud sagt kolossalt omfattende studier til grund for en bog som denne. Kunsten, en del af denne bogs store kunst, er at gøre dette fundament vægtløst og usynligt. Fortællingen og sproget svæver, Arne Herløv er – også – en stor litterær solodanser.

- Peter Høeg i Kontemplation
https://kontemplation.dk/klinte-arne-herloev-petersen-svaever-igen/
 
 

Uddrag af bogen

Efter Landmandsbankens krak nedsatte Rigsdagen en undersøgelseskommission, der kom til at bestå af landsdommer CD Rump, bankinspektør Holmer Green og professor LV Birck. Kommissionen havde en sekretær, der hed Juul og boede til leje hos grosserer Peter Lumholdt, Strandboulevarden 107 st.
Juul havde for vane at tage rapporter og beretninger fra kommissionen med hjem for at arbejde videre med dem. Hvad han ikke vidste var, at Lumholdt sympatiserede med det kommunistiske parti. Lumholdt henvendte sig en aften til Karl V. Jensen på Arbejderbladet og fortalte, at der lå nogle papirer på den logerendes værelse, der måske kunne interessere bladet.
Karl V. Jensen kom over med det samme. Lumholdt lagde en maskinskrevet rapport på 14 sider foran ham. Den havde titlen ”Harald Plum og verdenspolitikken.”
Karl V. Jensen læste, og de små hår i nakken begyndte at stritte. Her var storkapitalens afsløring af sig selv. Der stod det hele. Ikke mindst om interventionskrigen mod Sovjetstyret.
- Nå, hvad mener De? spurgte Lumholdt., - Har det interesse – eller hvad?
- Jeg må have det hele. Der er ikke et komma, der ikke har betydning.
- De vil da vel ikke løbe med det hele? Det går sgu ikke.
- Jeg må have det skrevet af. Men hvordan skal vi klare det? Han kan jo komme hjem. Og jeg skal til møde.
Næste formiddag kunne passe, Karl V. Jensen skrev hovedpunkterne ned med det samme og kom tilbage dagen efter. Han skrev og skrev. På et tidspunkt kom der en høj klaskelyd lige ved siden af ham, og han fór i vejret og så sig om. På gulvet lå en røget sild, som en gadedreng havde smidt ind ad det åbne stuevindue.
*
Arbejderbladet begyndte at trykke rapporten, og der blev øjeblikkelig nedlagt fogedforbud mod offentliggørelsen. Da Arbejderbladet alligevel fortsatte, besatte politiet trykkeriet og styrtede satsen. Den måtte virkelig være brandfarlig, den rapport. Arbejderbladet kunne ikke gå videre. Både bladet og partiet kunne blive knust. Politiet havde sagt, at den ansvarshavende kunne blive sigtet for højforræderi.
I stedet for at trodse fogedforbudet gav Arbejderbladet rapporten videre til DNSS, der smuglede den op til vennerne i Mot Dag i Norge, der sørgede for at få den trykt og den trykte pjece smuglet tilbage til Danmark, hvor DNSS solgte den.
 
 

***
 

De holdt redaktionsmøde hjemme hos Jonas på Dosseringen. Da de aftalte mødet på frokoststuen, tog Jonas mod til sig, selv om benene gyngede i ham, som stod han i en robåd, og henvendte sig til Ingeborg Jerk.
- Frøken Ingeborg, vil De ikke med til vores møde.
- Jo, det kan jeg da godt, sagde hun med det samme.
Mødet gik som det skulle, og der var forhåbentlig ikke nogen, der kunne se, at Jonas svedte under armene og fik pletter for øjnene, hvis han kom til at se over på Ingeborg.
Åh, hendes let hvælvede havblå øjne, duggede som druer. Hendes mørke hår. De rosarøde læber. Den lille, lige næse.
Da de brød op, sagde Jonas, at han ville følge frøken Ingeborg til Kystbanen. Da hendes far, digteren Johannes Jørgensen, gik fra sin kone og deres syv børn for at slå sig ned i Assissi, samlede han hele familien i en kæmpekasse af en villa med syv værelser og to badeværelser på Forårsvej 12 i Charlottenlund, som han meget passende gav navnet ”Refugium”.. De skulle ikke lide afsavn, fordi han hellere ville vandre der, hvor den hellige Frans havde prædiket for fiskene, end være sammen med dem.
Børnene reagerede ved unisont at skifte navn til Jerk.
- Det er da ikke nødvendigt for den bid vej, sagde hun.
- Jeg insisterer, sagde han.
Og så gik de da gennem det begyndende oktobermørke ned ad Frederiksborggade forbi Grønttorvet.
Ingeborg havde hænderne begravet i muffen. Den var sort og lodden som en garderhue. Hvem der var den muffe, tænkte Jonas. Åh. At varme hendes små, kolde fingre.
Nede på perronen stod de lidt kejtet ved siden af hinanden. Hun havde muffen foran sig, han stod og flyttede vægten fra den ene fod til den anden. Så lukkede han øjnene halvt og sprang ud fra timetervippen.
- Frøken Ingeborg. Jeg elsker Dem, sagde han.
Hun så på ham. En ung fyr med mørke krøller i vild uorden og med små, runde Henrik Hertz-briller. Sød og fjollet. Hun havde set manuskriptet til et digt, han havde skrevet. Hvordan kan man tage en mand alvorligt, når han skriver med grønt blæk?
- Nå, sagde hun.
- De kan da ikke sige ”Nå”, når jeg siger ”Jeg elsker Dem”.
- Åhr, De tror, jeg er som en automat. De stikker en erklæring i en sprække, og så triller et lille pigehjerte ned i skuffen.
Hun smilede bredt og holdt muffen med venstre hånd, mens hun rakte højre hånd frem.
- Lad os være kammerater. Lad os være dus. Vi skal være sammen rigtig meget. Om at få vores blad ud i verden. Og så taler vi ikke mere om intimiteter. Er det i orden, Jonas?
Han tog hendes hånd. Hvor var den varm og smal, hvor havde han dog lyst til at proppe den ind i munden og sutte på den. Men han nøjedes med at trykke den. Ikke alt for hårdt, lidt forsigtigt.
- Ja, lad os være venner, sagde han.
En boble af indeklemte tårer tog form i hans hals og han svælgede, så hans adamsæble gled lidt op og ned. Så smilede han tappert.

***

Det var en drøm, der gik i opfyldelse for Tom, da de igen flyttede ind til byen. Til Istedgade 1, på hjørnet af Reventlowsgade og lige klos op ad Hovedbanegården. Fem minutters gåtur til arbejdet på Politiken. Fem minutter ind til baren i Kong Frederik. Og otte timer om at komme hjem igen.
Fra Ruths forældre fik de smukke rokokostole til den nye lejlighed. Der var rigeligt med plads. Der var gode billeder på væggene. Det var en af disse store patricierlejligheder, man kan finde forbløffende billigt i København, hvis man har de rette forbindelser. Smuk og centralt beliggende. Ikke rigtig Istedgade og Vesterbro, men tæt op ad den fristende fært af syndighed med ludere og sjovere, marskandisere og værtshuse. Og samtidig vendt mod Frihedsstøtten og den første stump af Vesterbrogade, Café Paraplyen på hjørnet ud mod Rådhuspladsen, Palads Hotel, BT Centralen. Muslingeskallen med den store bladkiosk, kanonfotograf, pølsevogn og smørrebrødsvogn og manden, der solgte duefoder. Klemtende sporvogne og truttende lillebiler på Vestre Boulevard, omnibussen ned ad Strøget, kastanjetræerne der gav mindelser om Paris. København som storby i lille hyggeformat.
Hvis Tom lå på divanen og pløjede sig gennem de bøger, han skulle anmelde, kunne han godt finde på at holde en lille pause og gå på rekognoscering ud ad Istedgade. Han kunne lide stemningen på de små værtshuse, hvor der sjældent var larm eller ballade, men hvor stilfærdige mænd sad og metodisk drak hjernen flydende. Han kunne lide de moderlige servitricer, som fulde mænd betroede sig til om træske koner og deres egne tilgivelige fejltrin. Han kunne lide stemningen af raflebægre og tyk tobaksrøg, af forceret latter og nedkæmpet gråd. Han kunne lide Café Fatty og Blomsten og Prøvestenen og Stjernen.