James Joyce
Kammermusik
Oversat af Arne Herløv Petersen
Efter Chamber Music (1907)
(udkommet på Brøndums forlag 1991 som "Digte og Epifanier"
Copyright ã 1991 Arne Herløv Petersen
I
Musik i jord og luft
Hør strenges spil
Musik og pilens duft
ad floden til.
Musik lyder langs med floden
hvor Elskoven går
med blege blomster på kappen
og løv i sit hår.
Han står så stille
imod musikken vendt.
Hør ham nu spille
sit strengeinstrument.
II
Tusmørket går fra ametyst
til blåt og dunkelblåt.
Og lampens blege grønne skær
er over vejen trådt.
Klaveret spiller en gammel sang,
så lystig, langsom, blid.
Hun bøjer sig over elfenben
og vender hovedet hid.
Alvorlige øjne og tanker sky
og hænder, der flagrer lyst.
Tusmørket bliver dunkelblåt
med lys af ametyst.
III
Kan du høre i denne stille nat
du ensom op imod himlen ser
at nattevindene sukker her
og harper beder Amor at
snart gryets under sker.
Nu mens alle sover våger du
og hører harpers spinkle klang
for Amor som en velkomstsang.
Hør nattevinden svarer nu
og melder solopgang.
Spil, harper, for kærlighedens Gud
der spreder lys, hvor end han går
over skyer nu i timen hvor
musikken vælder fra himlen ud
og jordens lande når.
IV
Når over himlen går en stjerne
jomfruelig og modløs, sky,
en stemme kommer fra det fjerne
og synger ved din dør påny.
Hans stemme blid som dug i maj
og hør, han synger kun for dig.
Synk ikke hen i drømme mer
når han ved aftentide kalder
og grund ej mer: Hvem synger der
de ord der i mit hjerte falder.
Men lyt til sangens ord, og vid,
at det er mig, der kom herhid.
v
Læn dig af vinduet,
Gyldenhår.
Jeg hører dig synge
en sang om vår.
Min bog er lukket.
Jeg læser ej mer.
Ser ilden danse
på gulvet her.
Jeg gik fra bogen,
jeg gik ud.
Din stille sang har
sendt mig bud.
Du synger stadig
en sang om vår.
Læn dig af vinduet,
Gyldenhår.
VI
Jeg ønsker, jeg var bag dit bryst
(der er så hvidt og er så smuk)
hvor ingen blæst fra mismods kyst
kan nå mig og slå mig på flugt.
Jeg ønsker, jeg var bag dit bryst.
Jeg ønsker, jeg var i dit hjerte
(Jeg banker stille på og venter)
i fred for blæst og mismods smerte.
For intet mismod ramme den der
har taget bolig i dit hjerte.
VII
Min elskede blandt æbletræer
så let og hvidklædt går
og sommervinden går på færd
i hendes lyse hår.
Hvor vinden standser og gør kur
til hvert et nyfødt blad
med sænket hoved går hun tur
og skyggen følger glad.
Hvor himlen er en lysblå kop
sat på det lyse land
der går hun nu og holder op
i kjolesømmens rand.
VIII
Hvem går i den grønne skov?
Hvert træ for hende bukker.
Hvem går i den smukke grønne skov
og gør den endnu smukkere?
Hvem går i solens lys
på sti der kender hendes fod?
Hvem går i solens varme lys
jomfruelig og god?
Se, skovens træer smykker sig
med solens gyldne skær.
For hvem, monstro de smykker sig,
de ranke, grønne træer?
Det er jo for min elskede
de bærer solens guld.
ja, for min egen elskede
der er så ung og huld.
IX
Majdags blæst, der danser på hav,
danser rundt i muntert trav
fra bølgedal til bølgetop
så skum fra voven flyver op
og over himlen bredes ud,
sig, har du set min unge brud?
Majdags blæst, aldrig mer
lykkelig du mig ser
førend min elskede atter er her!
I blæsten strømmer
hans hår; han synger:
Hvis intet dig tynger
så følg mig, du.
Lad drømme den drømmer
som intet begærer,
som ikke bevæger
min kalden nu.
Han stopper ikke
og tonerne ruller.
Omkring hans skulder
biernes sky.
Lad drømmene ligge
og søg det nære.
Jeg kommer, kære
endnu før gry.
XI
Byd farvel, farvel, farvel,
byd farvel til pigeår.
Elskovsguden kommer selv,
gør dig fri af pigekår:
Bæltet om dit smalle liv,
hårets krans af blomst og siv.
Så snart som du har hørt, at han
er meldt dig af kerubers røst,
tag bæltet af dig, at du kan
ham trykke til dit pigebryst,
og fjern din krans om håret, som
jo er et tegn på jomfrudom.
XII
Hvad hvisked månen bag sit slør
dig mon i hjertet, søde barn,
om månenattens elskov før
og stjerner, der gik i hans garn?
En vismand fuld af fjas og tant,
en kapuchiner-komediant.
Tro hellere på mig, der kender
til verden uden hjælp fra gud
og glans i disse øjne tænder.
Min egen! Min! jeg råber ud.
Søg ej i månen gråd og kval,
du søde, så sentimental.
XIII
Fortæl jeg kommer, selv om så
min vej er lang,
krydrede blæst, der altid synger
en bryllupssang.
Skynd dig over de mørke lande
og havets vej.
Hverken land eller hav kan skille
min brud fra mig.
Vind, vær ej sen, men hør nu denne
min bøn og rejs.
Flyv ind i den lille have
og sporenstregs
syng, at bryllupsvindene blæser
og sig det klart:
Snart er din kæreste atter hos dig,
snart, åh snart.
XIV
Min due, min underskønne
stå op så let
For duggen tæt
har lagt sig i mit hår.
De duftende vinde blæser
og sukker nu.
Kom med mig, du,
min due, min underskønne.
jeg venter ved cedertræet.
Mit hjerte er dit.
Oh, duebryst hvidt
mit bryst skal være din seng.
Se duggen tæt
som et slør for mit blik
du skønne, min due, stå op så let.
XV
Vågn op af dugklar søvn, min sjæl,
fra elskovs dybe søvn og død.
Hør træets dybe suk og dvæl
ved den formaning, det betød.
I øst er nu det gyldne gry
som flammer på den mørke jord.
I ilden skælver end påny
nattågers grå og gyldne flor.
Og langsomt, hemmeligt og stille
blir gryets blomsterklokker rørt.
Og alferne begynder spille
musik som ingen før har hørt.
XVI
I dalen er der køligt nu,
der skal vi gå igen,
for mange fugle synger nu
hvor Amor vandred' hen.
Og hør, nu kalder droslerne,
de kalder på os to.
For sval og sommerskøn er dalen,
hvor du og jeg skal bo.
XVII
Fordi du var så nær mig, har
jeg gjort ham ondt.
Fordi min hånd om dine var
som sluttet rundt.
jeg finder intet ord, der gør
det godt igen.
En fremmed er nu den, jeg før
har kaldt min ven.
XVIII
Din elsker taler.
Min kære, hør:
En mand må sørge
når venskab dør.
Da skal han vides
venskab er svig-
Vens ord er aske@
forræderi.
Du ene holder
din dyre ed
og lindrer stille
med kærlighed.
Hans hånd er under
dit hvide bryst.
Og den, der sørger
skal finde trøst,
XIX
Sørg ej, kære, blot fordi,
de tror på løgn og larm mer end på dig.
Rolig, kæreste, og sig:
Kan de vanære dig?
Tristere er de end tårer.
Kun sukken møder de på livets vej.
Svar kun stolt på deres tårer.
Gør som dem. Sig nej.
XX
Gid vi blandt graner
og fyrre lå,
hvor middagssolen
ej kan nå.
Hvor skønt at ligge
og kysses der
i grantræskyggen
hinanden nær.
Hvad kan jeg ønske
mere når,
mit ansigt strejfes
af dit hår?
Kom nu ved middag
til skoven med.
Kom med mig, kære,
nu afsted.
XXI
Den der har mistet ry og magt
og aldrig mødt en lydhør sjæl,
men møder f)endernes foragt
med gamle tiders ædle sind.
Den, der står venneløs igen -
hans elskerinde er hans ven.
XXII
Min sjæl så glad og gerne går
i dette fængsel ind,
i dine arme, ved dit hår
og hos dig, kind mod kind.
Kunne jeg altid blive der,
jeg ønsked intet andet mer.
Således, arm flettet i arm
der sitred af begær,
bort til den nat, hvor ingen harm
kan komme os to nær.
Hvor søvn i drømme går i hast
og sjæl ved sjæl er bundet fast.
XXIII
Et hjerte banker under mit,
det er min rigdom og mit håb.
Når du var borte, har jeg lidt.
jeg glæder mig ved kyssets dåb.
Min rigdom og mit håb - ja, mer,
min hele lykke ser jeg der.
Som gærdesmutten flyver fort
og gemmer sølv blandt mos og tråd,
jeg lagde mine skatte bort,
før mine øjne kendte gråd.
Lad os kun handle viist som den,
skønt kærlighed snart dør igen.
XXIV
Ganske tavs hun kæmmer,
kæmmer sit lange hår.
Yndefuldt og stille
nynnende hun står.
I piletræerne står sol,
i græsset leger vind,
og stadig kæmmer hun sit hår
og ser i spejlet ind.
Jeg beder dig, hold inde nu,
kæm ej dit lange hår.
For jeg har hørt om trolddomsmagt,
der skjult bag sangen går.
En magt, der gør det ét at gå
og blive samme sted.
Så smukt et smil, så fuldt af sang
og ligegyldighed.
XXV
Træd så let som nogen fe,
skønt dit hjerte varsler ve,
mangen svunden sol og dal,
Oreade! Uden kval
le, til bjergets brise går
uærbødigt i dit hår.
Lette, altid lette skridt -
over dal et skylag hvidt
som en ydmyg vogter kun
i en aftenstjernestund.
Elskov, latter løst i sang
når en sjæl er tung og trang.
XXVI
Du lægger nattens muslingskal
til øret. lyttende så trygt.
I dette muntre stemmegjald,
hvad hørte du, der indgav frygt?
Hørte du brus af floders vand
fra nordens gustne ørkenland?
Oh, skælvende, se nøje til,
og se, din frygt er også hans,
der maner frem et sælsomt spil
ved midnatstid i drømmedans,
blot for et ord, et skønt sujet
hos Purchas eller Holinshed.
XXVII
Om jeg din Mithidrates var
og modstod hver en giftig pil,
gav kun din favnen mig et svar
og elskov i dit bryst fandt hvil.
Dog må jeg tilstå, at jeg tror
lidt ondskab i din ømhed bor.
Du ved, min kære, jeg for tit
har tilbedt gammelt sirligt sprog,
men endnu ej af elskov lidt,
som skildret i hver digters bog
og aldrig kendt kurmageri
uden en smule falskhed i.
XXVIII
Kære, du må ikke synge
trist om kærlighedens død.
Glem din sorg, at du kan synge:
God var kærlighedens glød.
Syng om alle, der skal sove,
elskere der døde, du.
I en grav skal elskov sove.
Træt er kærligheden nu.
XXIX
Min kære, hvorfor martre mig
med dette blik, i vånde stedt?
Vist er du skøn endnu, m.en, nej,
hvor er din skønhed dog forklædt.
Igennem dine øjnes spejl
09 kyssets blide suk og lyst
står vinden bidende og stejl
mod kærlighedens skyggekyst.
Vor kærlighed skal flagre hen
når vinden suser over os.
Min kæreste, min kære ven,
hvorfor dog pine mig med trods?
XXX
Vi mødte kærlighed en dag,
da én mod skumring spilled' sky,
én stod i frygt ved siden a?
Frygt er i elskov, der er ny.
Alvorligt elsked' vi. Forbi
er alt, der gjorde timen glad.
Velkommen nu, hver ensom sti
vi hver for sig skal vandre ad.
XXXI
Det var engang ved Donnycarney.
Fra træ til træ fløj flagermus.
Min kæreste og jeg gik sammen
i kærlighedens lykkerus.
Og sommervinden fulgte med os
og mumlede i lystig leg,
men blidere end somrens ånde
var det kys, hun gav til mig.
XXXII
Regnen faldt den hele dag.
Kom ud blandt træerne med mig.
Se, blade ligger lag i lag
på mindets vej.
Vi bliver lidt på mindets vej,
før afskedstimen ringes ind.
Kom, lad mig sige lidt til dig
og til dit sind.
XXXIII
Over landets brune bånd,
hvor Elskov spilled' sød musik,
skal vi to vandre hånd i hånd
i mindet om den tid, der gik
og ikke sørge blot fordi
vor kærlighed nu er forbi.
En nar går klædt i gult og rødt
og banker, banker på hvert træ.
Omkring vor ensomhed står støt
en blæst, hvor intet giver læ.
Ej lyder suk fra løvets bryst,
når året tager det i høst.
Nu skal vi ikke høre mer'
en villanelle og rundesang,
men lad os kysses, kære, her
og tage afsked sidste gang.
Min kære, hav ej sorg i sind,
når året, året høster ind.
XXXIV
Så sov nu, ja, sov nu,
urolige hjerte!
Det råber: 'Oh, sov nu'
så dybt i mit hjerte.
For døren står vinteren,
står vinteren her.
Så sov nu, for vinteren
har råbt: 'Sov ej mer!'
Mit kys giver fred nu
og ro i dit hjerte.
Så sov kun i fred nu,
urolige hjerte!
XXXV
Den ganske dag jeg hører vande
jamre sig
så trist som når en søfugl drager
på sin vej.
Den hører blæsten tude, vandets
tappenstreg.
Og grå og kolde vinde knager
hvor jeg går.
Jeg hører larm af mange vande
nedenfor.
Jeg hører, hvor de evig brager
år for år.
XXXVI
Jeg hører en hær., der stormer ind imod land
og hestenes tordnen, mens skummet om
koderne slår.
I sorte rustninger bagved det fyrige spand
står vognkuske., knalder med pisk@ mens de
tøjlen forsmår.
Mod natten råber de vildt deres blodige
navn.
Jeg stønner i søvne ved lyden af deres
latter.
De flænger drømmenes mulm som en blussende
bavn.
og slår og slår på hjertet, som på en
ambolt.
De kommer og ryster sejrrigt det havgrønne
hår.
De kommer fra havet 09 løber ad
strandbredden hen.
Mit hjerte, hvad sker der. at du mod
fortvivlelsen går.
Min kære, min kære, hvorfor har du mon mig
forladt.