PORTRÆT AF POETEN

I

O mit ansigts hus,

du, som holder af at ligge i solen

og lade græsset gro om og ind i dine mure,

du, der faar regn og sne kastet imod dig

og i tilgift deres stemmer og farver,

deres lugte og smag og deres

stikkende kulde og lunkne væde,

du, som beboes af hærskarer af feer og trolde,

myriader af børn og dyr,

okser, elefanter og myg,

du, hvis vægge skifter lød og tapet,

du, hvis gulv stribes af støvede loftstraaler,

du, hvis uryddelige loft undertiden

gennemisnes af den hastige nordenvind.

O mit ansigts hus,

natten og dagen gaar over dit tag,

solen og maanen standser for at se dig,

vindene taler til dig og gennem dig,

livet elsker dig,

i dig er evigheden gemt,

i dig dør nuet.

II

O øjne,

stivnede vande,

hvor smaadyr og kryb slaas om retten

til at leve.

I, der tror paa alt, hvad der er lys,

under jeres laag sidder farverne

og skinner i mørket,

under jeres laag ligger drømmene,

som I tror paa

for bagefter at benægte.

Tingene flyver til jer

som bier til stadets flyvehul,

farverne sidder som orange og brandrød

pollen i tingenes bukser,

i deres honningmaver ligger

god og lys nektar

saavel som daarlig og uren.

O mine stakkels øjne,

hvordan vilde I,

hvorledes kunde I leve jeres eget liv,

under jer sidder menneskets sjæl

og vugger som en brand

under menneskets øjne

sidder hans evighed

som en vej, der gaar tilbage.

III

O øren,

rudimenter,

hæslige vanskabninger,

vidunderlige labyrinter

med hundreder af frygtelige huler

og ensomme kroge.

Tjensvillige øren,

som stadig gemmer barnets graad,

selv naar jeg har glemt den,

for saa at holde den frem imod mig

som en kostelig gave,

naar jeg sætter min vilje

ind i jeres gange.

I øren,

der leder mine fingre over

fløjtens brune træ,

over kontrabassens lyse faaretarme.

I lader fugletrækkets lyd komme til mig

gennem den høje foraarsluft,

I faar min kvindes ord før mig,

I hører harens skrig paa heden,

faamælte selv hører I alverdens stemmer,

mod jeres tarmrude falder ordene

som en haandfuld grus,

der kastes mod en kvindes vindu

af en elskovssyg yngling.

I lever uden at vide det,

rødt blod strømmer igennem jer

og oplyser jer,

ledere og ledte.

Vidunderlige krinkelkroge og buegange,

lokkende fremspring og udvækster

med de dejlige navne:

eustachiske øregang,

ovale vindu,

forgaardssæk og snegl,

og allerbedst:

hammer, ambolt og stigbøjle.

IV

O næse,

bjergryg i mit ansigts landskab,

karnap paa mit ansigts hus,

lydgivende horn.

Naar jeg ryger, er du husets anden skorsten,

naar det fryser, har du barder

hængende i dit bor,

dybt i dine gange venter

den metalliske fornemmelse,

der springer frem, naar du faar et slag,

længst tilbage i mørket sover blodet.

Yppigt skælver dine næseflige,

her staar violer,

her løftes vin imod dig,

der raadner liget,

og der slaar kønslugten dig imøde.

Misbrugte del af mit hus,

rynkende ven,

gennem dig bliver jeg opfyldt

til randen af livets aande,

fordi du er rørende hul,

er du mægtig at skænke mig livet.

V

O mund,

o mægtige mund,

du den største aabning ind til min sjæl,

frugtbare grosted for alskens

mærkelig vækster,

selv i din spalte

gror hyppigt og gerne min pibe,

ziirplanten, hvis blomst er en røg.

Ovngab og afløb,

dine to læber

fanger en kvindes mund og ansigt,

strejfer et barns usigeligt kloge pande,

berører læderet om en hellig bog.

Ordene, jeg siger,

vader sindigt og sløvt gennem mit spyt,

før de falder fra min mund,

stakkels smaa og sorte.

Og gennem dig,

mund,

gaar brændslet til mit legemes ovn

VI

O mit levende ansigt,

under dig fornemmes legemet

som en lerstok, der er stivnet

i en grotesk attitude,

hvad er vel legemets

huller, karnapper og bjergtoppe

i sammenligning med dig

og uden dine.

Mit legeme

er et blindt kældervindu,

jorden presser tæt ind imod det.

Men i mit ansigts hus

er evigheden gemt.

KIRSTEN OG VEJEN FRA GURRE

Det løvfald, som vi kom saa altfor nær,

bedrog os med de ting vi havde kær:

den strenge, hvide sol. En sløret regn.

Et gult forundringssmil i Nyrup Hegn.

Hvor kom vi altfor nær paa alle ting.

Det løvfald lod os se en sjælden ring:

der stod en hest med samme hvide haar,

som vore arme unger engang faar.

Din lille varme haand sad fast i min,

og der kom blæsten rendende med sin.

I vejens vaade blanke asfaltaa

drev mange flere blade, end vi saa.

Esbønderup. Det hvide hospital.

En fjern og ukendt hanes søndagsgal.

Dit blik fik gule marker med sig hjem.

Nu ejer du en længsel efter dem.