Mellem lemurer og kvægtyve 

Af Arne Herløv Petersen

Bækken løb ud over bjergets side og styrtede ned i en smal kløft. Nede i bunden af kløften havde bækken gravet sit leje, og på begge sider voksede tyve-tredive meter høje træer. Oppe i træerne sad sifaka lemurer som små, hvide uldklumper med lange ben og haler. Nogle af dem sad og trykkede sig ind mod hinanden, mens andre plukkede blade med de lange fingre og proppede dem i munden. En havde en unge hængende og dingle på ryggen, mens de fleste bare sad og halvsov og strakte sig lidt engang imellem, time efter time. En gul og sort slange - marodongo - snoede sig hen over stenene. Den rødvingede gøg - toloho - sagde sit navn med en vandklukkende kaldelyd, og de fuglestore sort- og hvidprikkede sommerfugle - lolo mboasary - flaksede rundt mellem bladene.

Ranohira hedder kløften - Lemurvandet - og den ligger i udkanten af Isalo nationalpark på det sydlige Madagascar. Isalo er på størrelse med Møn - knapt to hundrede kvadratkilometer. Den er som et udkast til en anden verden - en verden, hvor der aldrig er tænkt på menneskene. De vældige sandstensmassiver, der tårner sig op over den tørre slette, kan måske minde lidt om Colorado, men mange af planterne og dyrene findes ingen andre steder. På de nøgne klipper vokser miniature-baobabtræer, aloe og elefantfod - pachypodium - der er vandfyldte knolde med strittende arme.

Isalo er ikke ligefrem overrendt af turister. Parkbetjenten mente, der kom omkring seks hundrede udlændinge om året. Hvis man læser guidebøgerne og rejsebeskrivelser, får man også indtryk af, at det er en større ekspedition at drage til Isalo - at man helst skal hyre en flok indfødte bærere og medbringe alt fra vanddunke til moskitonet og petroleumslygter.

Men i virkeligheden er det ganske ligetil. Der går busser hele vejen fra hovedstaden Antananarivo til landsbyen Ranohira, og selv om de i reglen er overfyldte, og den manglende affjedring får folk til at hoppe som springbønner, er vejene ikke nær så slemme som man vil gøre dem til. Guidebøgerne fortæller, at hullerne i vejen undertiden er så dybe, at biler risikerer at forsvinde, hvis de kører ned i dem, men det er nok en mild overdrivelse. I hvert fald i tørtiden. Hvis man ikke vil køre med bus, kan man enten presse sig sammen med tyve andre i en minibus - taxi-brousse - eller tage taxi-bé, en almindelig personbil, der i Madagascar normeres til omkring fem personer på hvert sæde. (Hvis man fylder som en velfærdsdansker, kan man bare købe to eller tre billetter). Afstanden fra Antananarivo til Isalo er omtrent som fra København til Paris, så man skal nok regne fire-fem dage til turen. Den kan gøres for omkring 130 kroner.

Når man kommer til Ranohira, er der tre steder, hvor man kan bo. Der er et helt nyt luksushotel, der hedder Roulet de la reine.

Det er lokalbefolkningen ikke så begejstret for. Indtægterne går ikke til landsbyen og parken, men udelukkende til ejerne, der efter sigende er det konsortium, der også stod bag Sun City-komplekset i Bophuthatswana i Sydafrikas apartheid-periode. Der er to små lokalejede pensionater. Berny kan prale af telefon (nummer 6) og indlagt elektricitet, mens De glade lemurer - Aux joyeux lemuriens - er mere basic med petroleumslygter og gårdlokum. Til gengæld føler man sig som medlem af familien hos de glade lemurer, og Madame Myriam Jaofera serverer de mest overdådige middage med friskfangede krebs og andre delikatesser. Hun har studeret på universitetet i Antananarivo, siddet i centralkomitéen for det tidligere regeringsparti ARENA og deltaget i delegationsrejser rundt i verden. Hendes mand, Augustin, var officer i hæren, og da han gik på pension, købte de en flok okser og slog sig ned i Ranohira, men alle okserne blev stjålet fra dem, og så fandt de på at indrette deres hus som pensionat med fire værelser. I danske penge koster det omkring 35 kroner om dagen at bo hos familien Jaofera - med tre måltider mad. Ude i gården har familien to lemurer. De kan godt lide bananer, men de kan også lide at kaste med briller, så man skal passe lidt på.

Tidligere skulle man købe billetter til nationalparken i Skov- og Vandstyrelsen i hovedstaden, men nu sælges billetterne af hotellerne. En billet, der gælder flere dage, koster omkring tres kroner. Officielt skulle halvdelen af pengene bruges til lokale formål, men alle pengene skal sendes ind til hovedstaden, og der kommer aldrig nogen tilbage. Korruptionen er udbredt på Madagascar, og man må gå ud fra, at alle entréindtægterne går i lommen på pampere af forskellig art. Amerikanerne har støttet nationalparkerne økonomisk, men deres bidrag er heller aldrig kommet længere end til mændene bag skrivebordene i hovedstaden.

Der er nogle, der absolut vil strejfe rundt i Isalo på egen hånd. Især de lidt afblomstrede blomsterbørn. Men det er ikke nogen god idé. For det første kan man meget let fare vild, og Isalo er stor nok til at man kan nå at dø af sult, tørst og kulde, hvis man ikke finder vejen tilbage. For det andet er arbejdsløsheden i Ranohira næsten femoghalvfems procent, og en af de få ting, man som turist kan gøre, er at tage en guide. For det tredje er mange af guiderne særdeles vidende. Men man gør klogt i at se sig lidt for, for alkoholismen er næsten lige så udbredt som arbejdsløsheden i Ranohira, og nogle af guiderne er ude af stand til at klare deres arbejde på betryggende vis. Det er ikke sjovt at fare vild alene i kløfterne, men det er endnu mindre sjovt at fare vild sammen med en døddrukken guide. Både når man aftaler pris med en guide og en buschauffør, er det en god idé at læne sig frem, som for at høre bedre efter. Hvis man bliver mødt med en brise af rom, bør man se sig om efter en anden. Rommen er meget billig på Madagascar. Det er et land, hvor man kan drikke sig stinkende fuld for en krone og almindeligt smådum for halvtreds øre.

Vi var heldige med vores guide, Joëlson. Luksushotellets folk kører deres gæster hele vejen ud til parken, men vi valgte at gå derud fra landsbyen. Det tager omkring tre timer, og man skal huske stråhat, for der er femogtredive grader varmt, og solen brænder lige ned i hovedet på en. De sidste tre år har det næsten ikke regnet. Det hænger sammen med småbøndernes afbrænding af stepperne hvert år. De siger, at der kommer friske skud op til zebuokserne, hvis man brænder jorden af lige før regntiden, men i virkeligheden bidrager det til ørkendannelsen. Træerne bliver brændt af, og jorden tørrer ud. Den manglende fordampning betyder, at regnen helt udebliver. Befolkningspresset er nu så stort, at den økologiske katastrofe er en realitet. Om tyve år er det sydlige Madagascar sandsynligvis en ørken.

Ved siden af klimaforværringen er det andet store problem på det sydlige Madagascar kvægtyverierne - dahalo. Det har altid været tradition hos den lokalbefolkningen - bara'erne - at unge mænd som en slags manddomsprøve stjal nogle af naboernes zebuokser. Men i firserne begyndte kvægtyvene at slutte sig sammen i motoriserede bander. Hyrderne forsvarede deres okser med rifler, men de kunne kun skyde hundrede meter, og kvægtyvene lejede Kalashnikov rifler af gendarmeriet, før de skulle ud på overfald. De kan skyde 300 meter, og hvis hyrderne gjorde modstand, blev de myrdet. Den normale pris for en zebuokse er 900 danske kroner, men kvægtyvene kunne sælge dem for 150 kroner stykket. De bestak både politi og dommere, og hvis nogen vovede at tage til genmæle mod bandituvæsenet, røg de i fængsel for bagvaskelse af politiet. Alle vidste, hvordan det hang sammen, men der var ingen, der kunne gøre noget ved det. I 1991 blev der vedtaget en dina, en slags lokallov, der bestemte, at den, der stjæler en okse skal betale tre igen, og da den håndhæves lokalt, har den i vidt omfang kunnet løse problemet.

Fattigdommen er stor i Ranohira. Børnene er fejlernærede og har udspilede maver. Folk bor i dårlige huse og går barfodede. Børn, der bor bare ti kilometer fra Ranohira, kommer aldrig i skole. Joëlson skulle forsørge sin kone og sine fire børn for det, han tjener som guide. Han får 45 kroner for en hel dag. Han har otte brødre og en søster. Hans mor er enke og bor i Antananarivo. Det er otte år siden, han har set hende, for hverken han eller hun har råd til rejsen.

På vej over sletten fortalte Joëlson, hvad fuglene og planterne hed, og hvad planterne kunne bruges til. Der voksede duftende vilde nelliker, men også en lille busk med lilla blomster - mandronono - der er meget giftig. Man bruger et afkog af den til at begå selvmord med. Dem er der nogle stykker af i landsbyen hvert år - især unge, der lider af ulykkelig forelskelse.

Jorden er dyrket helt frem til de klipper, der danner indgangen til Isalo. Vi gik op ad en sti, hvor vi mødte skorpioner og en meterlang boa, der lå helt stille og fordøjede. Og så var vi inde mellem bjerge og sletter, kun afbrudt af enkelte grønne områder som Lemurkløften og "Piscine", et paradis af en krystalklar, grøn sø, omgivet af overdådig frodig vegetation. Alle turister inden for miles omkreds havde tilsyneladende sat hinanden stævne ved søen - der var måske tyve mennesker. Når der kommer rigtig gang i luksushotellet, bliver idyllen nok hurtigt ødelagt. Det er kun alt for let at forestille sig turistbusser hele vejen derud, burgerbar og badebroer og skjulte højttalere med muzak inde mellem klipperne. Når den dag kommer, vil den sidste lemur være udstoppet. Men endnu er der tid til at se den verden, Gud gemte til om søndagen i Isalo.