Forlagets beskrivelse

Lyset, replikkerne og fortællingen fra besættelsestidens København, som Arne Herløv Petersen genskaber med overbevisninger, sender læseren direkte ind i et spændende og levende tidsbillede og en fortælling om en følsom, ærlig og søgende ung digter, der døde alt for tidligt, og den kreds af venner, digtere og modstandsfolk han bevægede sig i. Store dele af fortællingen er således dedikeret til personligheder som Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen, Ester Nagel og Sonja Hauberg. Bogen er desuden forsynet med en fyldig litteraturliste med kilder til Morten Nielsen og de øvrige digteres liv og værker samt besættelsestiden som sådan. * Arne Herløv Petersen har udgivet digtsamlinger og romaner. Senest er kommet: Zephyr. (Fortælling 2017), Fugle kan ikke flyve. (Digte 2018) og Udvalgte digte (2018), alle på Det Poetiske Bureaus Forlag.
 

Anmeldelser

Den store litteratur på området gør dog også bogen lidt overflødig. Der er ikke meget i den, som erfarne læsere ikke ved, helt ned til Tove Ditlevsens knirkende barnevognshjul, der kunne høres helt til Køge.Måske er det Arne Herløv Petersens hensigt at fortælle historien for unge læsere? I hvert fald skrives selv bogtitler fra 1940’erne med moderne retskrivning.Men sproget er, synes jeg, gammeldags, og det store persongalleri ligner sig selv fra litteraturhistorien, uden at vi får meget mere at vide om forfatterne, eller hvorfor deres liv betød noget-...
Det er ikke nogen rigtig god eller vigtig bog,,, Jeg vil hellere henvise til Morten Nielsens egne digte og til Tove Ditlevsens og Elsa Gress’ erindringer.
Marie-Louise Kjølbye i Information

Romanen består af 101 små, flimrende kapitler, der hver er et nedslag i hans liv. Det er således ikke en fremadskridende biografisk fremstilling, men snarere en indkredsning eller antydning af et
menneske, der ikke var for fastholdere. Det er en vellykket fremgangsmåde.
Dog er romanens store styrke måske slet ikke fremstillingen af Nielsen, men derimod hovedhistoriens fine bagtæppe, der udgøres af tidens unge digtermiljø. Vi får nemlig en meget levende og o verbevisende skildring af menneskene omkring Unge Kunstneres Klub, der blev stiftet af Tove Ditlevsen og talte forfattere som Halfdan Rasmussen, Ester Nagel og Sonja Hauberg. Disse bipersoner er skarpt tegnetJens Eichler Lorenzen i Fyens Stiftstidende

Det minder om en gyser, men det er en skandale. Det handler om at gøre en nulevende dansker usynlig, og den mand det rammer er forfatteren Arne Herløv Petersen der gennem årene har udgivet en lang række gode romaner og digtsamlinger, men ingen af dem er blevet anmeldt i dagbladene, og det er både en gyser og en skandale. Det er som om den samlede danske anmelderstand forsøger at gøre Arne Herløv Petersen usynlig, men heldigvis er han er ikke sådan at stoppe.
Hans seneste bog er en roman med titlen Hvede. Den skildrer Morten Nielsen, Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen, Sonja Hauberg, der skrev lysende digte i mørket under den tyske besættelse og som samledes i miljøet omkring tidsskriftet Vild Hvede. Vi følger dem mens de mødes i kælderlokaler, på loftsværelser og i dagligstuer og skriver uforglemmelige digte, der i dag har klassikerstatus. Det er en pragtfuld bog.
Den er baseret på en meget grundig research, og man kan med en vis ret sige, at den ikke tilføjer noget nyt, men den er skrevet i et sprog der er så veloplagt, at hver side føles som ny. Dertil kommer, at Arne Herløv Petersen er en forrygende god læser. Med fryd citerer han fra centrale tekster og genfortæller digte, så sansninger af liv og lys står for læseren som var det netop nu, det fandt sted. At læse den bog er som at blive ung igen. Her er der virkelig tale om dansk kultur af allerhøjeste klasse, men bogen er ikke blevet anmeldt i nogen af de danske dagblade.
Egon Clausen

Jeg har lige læst “Hvede” af Arne Herlev Petersen. En meget fin roman om en af de danske digtere, jeg holder af, nemlig Morten Nielsen. Jeg tror fortsat der er mange, som elsker Morten Nielsens digte, så her er en lejlighed til at begive sig ind i dem igen på en ny måde. Arne Herlev står også for udgivelsen af Morten Nielsens dagbøger. Begge bøger er udkommet på Det poetiske Bureaus Forlag. Det er en vigtig pointe, for åbenbart betyder det, at disse bøger knap nok får omtale i dagspressen. Jeg kender ikke årsagerne til dette, men synes efterhånden det virker noget suspekt. Bøger fra små forlag bliver ikke taget alvorligt af de store avisers kulturredaktioner? Det er muligt. Så er det godt at facebook findes (ind i mellem kan jeg dog få den tanke, at facebook er mere negativt end positivt, men det er en anden diskussion lige nu), Arne Herlev Petersen kan fortælle sine historier, og jeg bliver opmærksom på hans bøger. Så dette er en anbefaling af kunstnerromanen” Hvede”.Den skriver sit tidsrum frem, nemlig besættelsen og lige før. Morten Nielsens ungdom, hans digteriske forsøg, hans familie og venner, Unge Kunstneres klub med bl.a. Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen. Det er en fantastisk historie, synes jeg, og meget fint og følsomt skrevet, faktisk ordknapt, og ordknap er ellers ikke noget, jeg generelt forbinder med Arne Herløv Petersens virke, han er umådelig produktiv. Og godt for det. Den ungdom Arne Herløv skriver frem, ligner enhver anden, men med den forskel, at krigens alvor bliver stadig mere dominerende. Mod slutningen er det bogstaveligt talt med pistolen for panden. Det gør noget ved mennesker, og unge mennesker ikke mindst. Morten Nielsen, som vi jo ved, dør pludseligt af det, men han efterlader en håndfuld uopslidelige digte. Og her findes nu “Hvede”, en lille ( i betydningen af volumen) klassiker, mener jeg. Dagbogen er også virkelig vigtig, og “Breve til en ven”, som findes, og sidst og først hans DIGTE. Læs dem nu og igen.
Thomas Boberg

Jeg har nu læst Arne Herløv Petersens nye roman "Hvede" i ét langt stræk. Det er en fortræffelig bog - som desuden tillader sig den luksus at være en roman uden egentlig handling og uden hovedperson, men derimod et gruppeportræt af en håndfuld debuterende lyrikere under besættelsen. De udeblevne anmeldelser er en skandale. Hvordan kan man tage en dagspresse seriøst, der bliver ved med at boycotte Arne Herløv Petersen? Det har intet med den af pressen så højt besunge ytringsfrihed at gøre, men er ytringsundertrykkelse. Alligevel er bogen nu på vej i 2. oplag. Måtte mange flere finde vej til den.
Christian Braad Thomsen

Jeg er netop færdig med bogen, og er meget begejstret, selv om - eller måske fordi - jeg har læst meget om kredsen omkring Vild Hvede og Unge Kunstneres Klub. Det er rørende og fascinerende at læse om deres blanding af uskyld og målrettethed. Du havde krog i mig fra starten
Lone Kûhlmann

Læste i aftes og i nat og uden fjerneste behov for en pause Arne Herløv Petersens ny roman "Hvede."
Roman? jovist, men først og sidst et eminent tidsbillede af den gruppe, der kaldte sig Unge Kunstnere og omfattede bl. a. Halfdan Rasmussen, Ester Nagel, Sonja Hauberg, Tove Ditlevsen og her som en hovedskikkelse lyrikeren Morten Nielsen. De var alle debuteret i Viggo F. Møllers tidsskrift Vild Hvede, og der er blandt en overdådighed af knivskarpe scener en afsindig tragisk-morsom skildring af Viggo F. Møllers og Tove Ditlevsens ægteskab.
Lige så nærgående et portræt af den elegante outsider Piet Hein. Og jeg kunne blive ved. Gåden Morten Nielsen. Den desillusionerede Sonja-overklasse-Hauberg ...
Du kan både høre og se dem. Og du kan lugte det usle København og de lyriske drømmerier på indeklemte hybler, hvor sengen ikke må knirke under den pt. udkårne, for så kommer værtinden rendende.
Hvor er det hele bare nærværende. Som toner fra en violin. Og i baggrunden alle besættelsesårene med deres rationering, æblebladstobak, cikorie og erstatningsvarer, så du fornemmer, at selv forelskelse kan være en erstatning.
"Hvede" blev for mig en aften- og natlig læsefryd, som der gerne må være flere af.
Og til sidst en privat tilståelse: jeg har ikke så forfærdelig mange bøger. De fleste, der kommer til, smider jeg ud eller forærer væk.
Men her til morgen gled Arne Herløv Petersens "Hvede" ind på reolen, og den bliver hos mig.
Flemming Chr. Nielsen

Jeg har netop vendt sidste side i Arne Herløv Petersens nyligt udgivne roman Hvede, der er noget af det bedste, jeg længe har læst.
Romanen handler om digteren Morten Nielsen (ham med digtet om tykke, der gik ind i Schalburgkorpset), der døde i 1944 som blot 22 årig modstandsmand under mærkværdige omstændigheder. Måske var det et vådeskud, måske var det et jalousidrab begået af Citronen, måske er forklaringen en helt anden. Det eneste sikre er, at det aldrig bliver opklaret.
Morten Nielsens død fylder ikke i romanen, det gør derimod miljøet i og omkring De Unge Kunstneres Klub, der eksisterede i halvandet år fra 1940 og som talte digtere som Tove Ditlevsen, Piet Hein, Morten Nielsen og Halfdan Rasmussen, og så selvfølgelig Morten Nielsens eget liv i tiden op til hans første og eneste forlagsudgivelse i levende live og hans og andre digteres engagement i modstandsbevægelsen.
Det er en historisk roman, hvor der til sidst er givet henvisninger til de mange kilder, der udgør det faktuelle grundlag for fortællingen.
Romanen har sit eget sprog og rytme, som det tager et par håndfulde sider at blive fanget helt ind i, men det lønner sig rigeligt. Som sidegevinst er der en del citater fra digte sat inden i en overordnet sammenhæng, hvilket er inspirerende, når man som mig ellers ikke læser den slags.
René Offersen
 
 
 
 

Uddrag af bogen

Karsten blev oppe i Rørvig, så Morten havde lejligheden i Bredgade for sig selv. Han havde fået en logerende. Det var Jan Weber, der var turnuskandidat på Bispebjerg. Og nu var han radise, som man kaldte dem, der var under jorden. Han kunne ikke bo hjemme hos sig selv. Gestapo var efter ham.
Der havde i lang tid været meget varmt og tørt, men dagen før havde en kraftig tordenbyge skyllet luften frisk. Morten og Weber cyklede op til Norgesmindevej, en sidevej til Ryvangs Allé, lige over for Ryvang kaserne, som tyskerne havde overtaget. De indkvarterede tyske soldater på kasernen og brugte øvelsesterrænet til at henrette og begrave danske frihedskæmpere.
Brødrene Hermann og Henning Rohde boede på Norgesmindevej. De havde gemt tre pistoler i haven. Dem skulle Morten hente og aflevere inde i byen. Mens Morten talte med brødrene Rohde, ladede Weber en af de pistoler, de hentede, en Mauser. Der var dødsstraf for besiddelse af våben, så hvis de blev stoppet, gjorde det hverken til eller fra, om de skød med den Mauser eller ej. Og hvis de var heldige, kunne de måske skyde sig fri. Morten fik pistolerne i en skotøjsæske, som han satte på bagagebæreren. Så cyklede han og Weber ind til byen. Morten havde en aftale i Silkegade. Han trampede hårdt i pedalerne og tænkte et rim:

Jeg tramper i pedalerne, med hvilke
jeg bæres ind mod denne strøm af silke.

Han tænkte på den lille salamander, derl lå og vimrede inde i Tutti. En lille menneskeorm, der ikke vidste, at den skulle skrabes ud og kastes i en spand. Den troede sig sikker i sin røde hule, troede den skulle gro og komme ud i verden. Men de havde dømt den til døden.. Bag sig havde han en skotøjsæske fuld af død. En pistol var som Yoricks kranium. En påmindelse, Jeg har døden liggende bag mig, tænkte han. Dens evne til at suge, til at tiltrække. Dens lokkende kalden. Når man står oppe i et tårm, denne sugen under fødderne, så man må stemme dem hårdt mod for ikke at give efter. Når man kommer kørende på cykel over en bro, denne pludselig trang til at dreje styret og styrte ud. Trangen til at hoppe fra perronen ned foran toget. Hvor kommer den fra, denne næsten uimodståelige trang? Det er ikke selvmordet, der lokker. Ikke døden. Kun en slags selvulykke – the imp of the perverse.
Døden var der altid, omkring en og i en. Man kunne glemme den. Sådan som Køppe havde glemt, han skulle dø, Hans måbende forbavselse, da han blev skudt. Han så igen og igen Køppe falde ned på gaden, så Teglers tømme magasinet i ham, så hjernemasse og blod løb ud. Døden er der altid. Man kan fortrænge den, men den kommer. En ukendt i menneskemængden har prikket dig ud, Om et øjeblik er det forbi,
Man bærer døden i sig fra det øjeblik, man bliver født. Man ser den ikke. Men den er der.

Da de kom ind til Holmens kanal bad Morten Weber om at vente på ham der.
- Jeg er tilbage om en halv time, sagde han.

Morten fortsatte til Silkegade 11. En mand i lys cottoncoat kom hurtigt over gaden og gik ind. Morten blev stående lidt på fortovet og åbnede så døren. Manden var forsvundet op ad trappen. Morten gik op på første sal. Trikotagedirektør Christensen, der var med i Speditøren, havde afstået sit privatkontor til modstandsbevægelsen og var selv flyttet ud på lageret. Kontoret havde egen indgang direkte fra korridoren og døren mellem kontoret og lageret var camoufleret med en rullereol, der kunne skubbes til side og åbne en flugtvej over lageret til køkkentrappen. De havde sat et skilt på døren. ”Nielsens Agentur”, stod der. Morten Nielsen smilede.

Morten åbnede døren og gik ind på kontoret. I kontorstolen sad en mand, han kendte af udseende. Han havde været i Sverige, men kedede sig og flygtede hjem igen. Han gik under navnet Citronen.