Hvalrossen og tømreren

På havet skinned' solen ned,

den lyste som besat

og gjorde, hvad den kunne, for

at jævne bølgen glat,

og det var ganske sært, for det

var faktisk ellers nat.

Men måned skinned' surt og tvært

og følte nid og nag.

Den sagde: "Hvad skal solen der,

når ikke det er dag?

Hvor er det grimt, den blander sig

i månens job og sag."

Og havet var så vådt som vand

og jorden tør som ler.

Man kunne ikke se en sky,

for der var ingen der.

Og ingen fugl fløj rundt, for der

var ingen fugle mer'.

En hvalros og en tømrersvend

gik på den tørre strand.

De græd, som blev de pisket, da

de så på alt det sand.

"Det burde ryddes væk," sa' de,

"så her blev gjort i stand."

"Hvis man fik fjorten koner til

at feje den et år,"

sa' hvalrossen, "så blev her rent.

Men tror du nu det går?"

"Nej, næppe," sagde tøm'ren trist

og græd en lille tår.

"Oh, østers, kom!" sa' hvalrossen

og strøg sit kindskægs lok.

"Vi går en tur på denne strand

i glad og samlet flok.

Men vil I også holde hånd

er fire af jer nok."

Den ældste østers så på ham,

og dette blik var hårdt.

Den rystede på ho'det tungt

og helt bestemt og kort.

Den ville ikke gå med dem

fra østersbanken bort.

Men fire unge østers kom

hen over strandens sten.

De havde børstet deres sko

og pudset hver og en.

Og det var ellers sært, da de

jo ikke havde ben.

Og efter dem kom fire til,

der skyndte sig i land.

Og der kom stadig fler' og fler'

fra horisontens rand.

De sprang igennem bølgens skum

ind på den tørre strand.

Og hvalrossen og tømreren

gik så en lille mil.

Så kom de til en klippesten,

hvor de ku' holde hvil.

Og alle de små østers stod

og vented' med et smil.

"Nu er det tid," sa* hvalrossen,

"at få en lille snak

om sko og kål og rullesten

og brunkager og lak,

og hvorfor havet koger op

og grise spiller skak."

"Nej, lad os lige vente lidt,"

sa' østers fjern og nær,

"for vi er ganske fede og

har mistet vores vejr."

"Vi når det nok," sa' hvalrossen.

De syntes, han var kær.

"Nu skal vi ha' os en bid brød,"

sa' hvalrossen så glad.

"Lidt peber og lidt eddike

og denne sten som fad.

Oh, østers, hvis I er parat,

så skal vi ha' lidt mad!"

"Hvad mener du?" hver østers sa'

og blev en smule blå.

"Du vil vel ikke spise os?

Hvad tænker du dog på?"

"Hvor er her rart," sa' hvalrossen,

"det er lidt træls at gå."

"Hvor pænt af jer, oh østers små,

at komme med os her."

Men tøm'ren sagde bare: "Lad

mig få et stykke mer'.

Kan du da ikke høre mig,

når jeg om brødet be'r?"

"Det er lidt synd," sa' hvalrossen,

"at spille dem et puds,

at lokke dem til denne tur

og ta' dem på en studs."

"Et dryp citron," sa' tøm'ren blot,

"er sandelig et plus."

"Oh, østers små," sa' hvalrossen,

"jeg har vist været slem."

Og mens han græd, så fandt han sig

de fedeste af dem.

Han hulkede og snøftede

og peb med fynd og klem.

"Nå, østers," sagde tømreren,

"så er man blevet mæt.

Skal vi så vandre hjem igen

fra denne skønne plet?"

Men ingen østers svared' ham,

for hver og en var ædt.

Siddende på ledet

Nu skal jeg sige, hvad jeg kan,

i hvert fald, hvad jeg ved.

Jeg så en gammel, gammel mand,

der sad på markens led.

"Hvad tager du dig til?" sa' jeg,

"hvis jeg må vær' så fri."

Hans svar gik lige gennem mig

som tevand gennem si.

"Jeg leder efter sommerfugle,

der sidder ned og sover.

Så triller jeg dem i en kugle

og kommer brøddej over.

Jeg sælger dem som kødpostej

til sømænd, med lidt fedt.

Desværre kan jeg sige dig,

det gi'r kun ganske lidt."

Jeg tænkte på min egen plan:

At farve skægget grønt,

og holde for det hele da'n

hvis ikke det blev kønt.

Og derfor gav jeg dette svar

til denne gamle mand:

"Hvad lever du dog af, din nar?"

og slog ham med en spand.

Han sagde mildt: "I skovens rand

jeg finder mig en bæk.

Så stikker jeg den straks i brand,

så den kan flamme væk.

Det laver man det hårvand af,

der hedder "Glat & Blid".

En penny er mit vederlag

for møje og for slid."

Men jeg var helt besat af en

diæt af pandekager.

De ville give fede ben,

hvis man var lidt for mager.

Så derfor rusked' jeg ham hårdt,

så han blev grøn og blå,

og råbte: "Sig mig ganske kort,

hvad arbejder du på?"

"Jeg går og plukker torskeøjne

på denne store hede.

Nu siger jeg dig ingen løgne,

man skal blot grundigt lede.

Jeg sælger dem som vesteknapper

for en kobbermønt.

Så suger jeg på mine labber,

for det job er tyndt.

Jeg graver efter smørrebrød

og finder krabbebuske,

et gammelt hjul, en hasselnød,

og hvad jeg nu kan tuske.

Jeg finder også stegte ål.

Det er mit job, min søn.

Og derfor drikker jeg din skål

med glæde og i løn."

Jeg havde regnet ud, hvordan

man holder broer fri for rust.

Man koger dem i vin og vand

med urter og lidt ost.

Og derfor hørte jeg hans ord

og takked' for hans skriftemål

og hvad han laved' her på Jord

og for at udbringe min skål.

Og hvis jeg støder hårdt imod

en svingdør eller to.

Og hvis jeg presser højre fod

ned i en venstre sko.

Og hvis det skulle ske engang,

jeg bliver stanget af en fed,

så græder jeg, og jeg får hang

til straks at tænke på dengang

jeg så den mand i mark og vang,

hvis stemme havde så blid en klang,

hvis hår var så hvidt som dagen er lang,

hvis ansigt var som en platfodet svang,

hvis øjne var som en solnedgang,

der var så pint af nød og trang

og knust af armods hårde tvang

og ikke havde let til sang,

men fnyste som en orangutang

den sommeraften skøn engang,

da han sad på sit led.

Se krokodillen

Se krokodillen, se hvordan

den ligger for sig selv

og henrykt pjasker Nilens vand

på sine gyldne skæl.

Den spreder klo mod vejr og vind

og mod den brune Nil

og byder alle småfisk ind

med verdens største smil.

Du er gammel, far William

"Du er gammel, far William, dit hår er så hvidt,"

sagde ynglingen spagt til sin far,

"Og alligevel står du på ho'det ret tit.

Sig mig hvorfor, for så er du rar."

"I min ungdom, min søn," sagde oldingen fromt,

"var jeg bange, at ho'det blev blødt.

Men nu ved jeg, mit ho'de for hjerne er tomt.

Derfor bliver det nok ikke stødt."

"Du er gammel, men det har jeg nævnt lige før

og så ganske forfærdelig fed,

men du slår mange kolbøtter ind ad din dør.

Sig mig hvorfor, du dog bliver ved."

"I min ungdom, min søn, holdt jeg kroppen i stand

med en salve af fedt fra en killing.

Jeg har én krukke her. Tror du ikke, jeg kan

sælge dig den? Den koster en shilling."

"Du er gammel, min far, hvad man tydeligt ser.

Du har ikke en eneste tand.

Men du spiste en gase med knogler og fjer.

Jamen, sig mig dog, hvordan du kan."

"I min ungdom, min søn, blev jeg gift med din mor,

og jeg skændtes så bravt med min vin,

at den styrke, det gav mig i kæben, den tror

jeg nok holder til hele mit liv."

"Du er gammel, min far, og brændt ned er dit bål.

Du er uden en eneste chance.

Men på næsten kan du holde oprejst en ål.

Hvorfra får du dog denne balance?"

"Jeg har svaret tålmodigt, men nu er det nok,"

sagde faderen stille og trapper.

"Ti nu stille, for ellers så ta'r jeg min stok,

og jeg sparker dig ned ad de trapper."

Hummerkvadrillen

"Ta' og rub dig, ta' og let dig," sa' en hvilling til en snegl,

"En delfin er lige bag mig, lige i mit agterspejl.

Se, hvor hummerne og skildpadder så ivrig danner krans.

Se, de venter der på stranden. Vær nu med i vores dans!

Kom nu, kom nu, kom nu, ikke, vær nu med i vores dans!

Kom nu, kom nu, kom nu, ikke, vær nu med i vores dans!

Det er simpelthen så dejligt, det der nu skal foregå,

når de ta'r os op og kaster os langt ud i bølgen blå!"

"Det er lidt for langt for mig," sa' sneglen, "lidt for langt til vands.

Ellers tak, min kære hvilling. Jeg si'r nej til denne dans.

Nej tak, nej tak, nej tak, nej tak, ingen dans til mig!

Nej tak, nej tak, nej tak, nej tak, ingen dans til mig!"

"Hvad betyder det, hvor langt der er," sa' fisken glad og lyst.

"For på havets anden side, er der nok en anden kyst.

Hvis vi kommer langt fra England, er vi bare udenlands.

Ikke bange, kære snegl, men kom nu med i vores dans!

Kom nu, kom nu, kom nu, ikke, vær nu med i vores dans!

Kom nu, kom nu, kom nu, ikke, vær nu med i vores dans!"

Gartnerens sang

Han syn's han så en elefant,

der spillede på fløjte.

Så så han, at det var et brev,

og det var ingen spøg, det.

"Hvor livet dog er hårdt," sa' han,

"i længden og i højde."

Han syn's han så en klappersnog,

der spørgsmål kunne sluge.

Så så han, at det var en dag,

engang i næste uge.

Men dage siger ingenting.

Det ku' han ikke bruge.

Han syn's han så en bisontyr,

der dansed' polonaise.

Så så han, at det bare var

hans søsters mands niece.

"Kan du så se at komme væk,"

han råbte med sin næse.

Han syn's han så en bankkasser',

der stift gik ned ad gaden.

Så så han, at det var en hest,

en flodhest midt i staden.

Kom den til middag her, så var

der næppe nok til maden.

Han syn's han så kænguruer,

der plukkede persille.

Så så han, at det bare var

en hovedpinepille.

"Hvis jeg sku' spise den," sa' han,

"blev jeg nok alt for stille."

Han syn's han så en hestevogn,

der stod ved hans kommode.

Så så han, at det var en bjørn,

der manglede sit ho'de.

"Det stakkels kræ," sa' han. "Den må

vi se at få på fode."

Han syn's, han så en albatros

der basked' om en lygte.

Så så han, at det bare var

et frimærke der spøgte.

"Kan du så komme hjem," sa' han,

"tro ikke du kan flygte!"

Han syn's han så en havedør,

der førte ud til molen,

Så så han, at det var en lov

om livet og om skolen.

"Og det mysterium," sa' han,

"er li'så klart som solen."

Skildpaddesuppe

Dejlige suppe, så fyldig og grøn,

står i terrinen, vidunderlig skøn.

Åh, du er den, jeg vil tage og snuppe!

Aftenens suppe, dejlige suppe!

Aftenens suppe, dejlige suppe!

Daaa-aaa-aaaj-lige suuu-uuppe!

Daaa-aaa-aaaj-lige suuu-uuppe!

Aff-tenn-ens suuu-uuppe!

Dejlige, dejlige suppe!

Dejlige suppe, hvem ønsker sig steg,

fisk eller fjerkræ, når man kan få dig?

Åh, jeg ku' spise dig, rub, ja, og stub; p-

roppe mig mæt i den dejlige suppe!

Proppe mig mæt i den dejlige suppe!

Daaa-aaa-aaaj-lige suuu-uuppe!

Daaa-aaa-aaaj-lige suuu-uuppe!

Aff-tennens suuu-uuppe!

Dejlige, DAJ-lige, SUPPE!

Kloppervok

I glummert lys den slyge spæg

stod gomrende og glim.

I børkens dyb stod mamren fjæg

og bungrede i skim.

"Vogt dig for Kloppervok, min søn,

pas på dens tand og klo!

Hold dig fra fuglen Djubberløn

og fra den spuge flog!"

Han tog sit vorpne sværd i hånd

og søgte fjenden trum,

Ved tomtetræets smækre vånd

han ventede så stum.

Som uffig han i tanker stod,

den kurpe Kloppervok

med flammeøjne ret imod

ham kom og guste spok.

Men hug på hug! Og sværdfet slog

så vorpent mod dens hals!

Dér lå den død; dens hoved tog

han med sig i gefals.

"Og, har du fældet Kloppervok?

Min søs, du est en knog!

Det er en glamrig dag, og nok

en spurkel værd, mintro!"

I glummert lys den slyge spæg

stod gomrende og glim.

I børkens dyb stod mamren fjæg

og bungrede i skim.