I
begyndelsen af tresserne blev det klart, at USA var ved at nærme
sig det punkt, hvor landets gæld til udenlandske centralbanker snart
ville komme til at overstige værdien af finansministeriets guldbeholdninger.
Dette punkt blev nået og overgået i 1964, på et tidspunkt
hvor underskuddet på den amerikanske betalingsbalance tilsyneladende
udelukkende skyldtes udenlandske militærudgifter, hovedsagelig til
Vietnamkrigen.
Dette
brød forbindelsen mellem dollaren og markedsprisen på guld.
Der opstod to priser på guld, en stigende pris på det åbne
marked og den lavere, "officielle" pris på 35 dollars pr. ounce,
hvorefter verdens centralbanker vedblev ved med at værdisætte
deres valutareserver.
Tre
år senere, i august 1971, gjorde præsident Nixon guld-embargoen
officiel. Den afgørende valutastandard, der byggede på dollarens
indløselighed med guld, var død. Den amerikanske dollarseddel-standard,
dvs. standarden for gæld i dollars, der bygger på en dollar,
der ikke kan indløses - blev indført. De udenlandske regeringer
kunne ikke længere bruge deres dollars til at købe amerikansk
guld og kunne nu kun købe amerikanske statsobligationer, og (i langt
mindre omfang) aktier og obligationer udstedt af amerikanske virksomheder.
Når
de udenlandske centralbanker modtog dollars fra deres eksportører
og fra kommercielle banker, der foretrak den indenlandske valuta, havde
de ikke mange andre muligheder end at låne disse dollars til den
amerikanske regering. At have dollaroverskud på betalingsbalancen
blev ensbetydende med at låne dette overskud ud til det amerikanske
finansministerium. Verdens rigeste land blev i stand til automatisk at
låne af de udenlandske banker, simpelthen ved at have underskud på
betalingsbalancen. Jo større det amerikanske underskud på
betalingsbalancen blev, jo flere dollars havnede i de udenlandske centralbanker,
der derefter lånte dem til den amerikanske regering ved at investere
dem i amerikanske statsobligationer af varierende grad af likviditet og
salgbarhed.
Det
amerikanske forbundsbudget fik stadig større underskud som reaktion
på smør-og-kanoner-politikken, hvilket oppiskede en strøm
af indenlandsk forbrug, der førte til større udgifter til
import og udenlandske investeringer og endnu større udenlandske
militærudgifter for at opretholde systemet med herredømme.
Men i stedet for at de amerikanske borgere og virksomheder blev pålagt
skat, blev de udenlandske økonomier tvunget til at købe de
nye statsobligationer, der blev udstedt. Amerikas udgifter under den kolde
krig blev således en skat på udlændinge. Det var deres
centralbanker, der finansierede omkostningerne ved krigen i Sydøstasien.
Der
var ikke noget egentlig styr på, hvor langt denne cirkelstrøm
kunne gå. Af forståelige grunde ønskede de udenlandske
centralbanker ikke at gå ind på det amerikanske aktiemarked
og købe Chrysler, Penn Central eller aktier i andre virksomheder,
fordi dette ville have medført en risiko af den art, som centralbanker
ikke må tage. Ejendomsmarkedet var ikke mere tiltrækkende.
Det, centralbanker har brug for, er likviditet og sikkerhed for deres officielle
reserver. Det var derfor, de traditionelt havde holdt sig til guld som
midlet til at dække deres egne underskud. I det omfang, de begyndte
at ophobe overskuds-dollars, havde de ikke mange andre muligheder end at
beholde dem i form af amerikanske statsobligationer og valuta uden at der
var fastsat grænser herfor.
Skiftet
fra pengeaktiver (guld) til gældspenge (amerikanske statsobligationer)
vendte de traditionelle forbindelser mellem betalingsbalancen og den indenlandske
monetære tilpasning på hovedet. Takket være det akkumulerede
amerikanske betalingsunderskud på 50 milliarder dollars mellem april
1968 og april 1973, fandt de udenlandske centralbanker sig nødsaget
til at købe hele stigningen på 50 milliarder i den amerikanske
forbundsgæld i denne periode. I realiteten finansierede USA sit indenlandske
budgetunderskud ved at køre med underskud på den internationale
betalingsbalance. Som forbundsreservebanken i St. Louis beskrev situationen
blev de udenlandske centralbanker tvunget til at købe stadig større
mængder af dollars, når de forsøgte at opretholde nogenlunde
faste valutakurser. Hvis de ikke opsugede disse dollars, ville det have
ført til, at dollaren faldt i værdi i forhold til andre valutaer,
da udbuddet af dollars langt overgik efterspørgselen. En faldende
dollarkurs ville have givet de amerikanske eksportører fordel i
konkurrencen gennem devaluering og ville samtidig havde mindsket den indenlandske
valutaværdi af dollarreserverne i udlandet.
De
udenlandske regeringer ønskede ikke at stille deres eksportører
i en dårligere konkurrencesituation, så derfor blev de ved
med at opkøbe dollars for at støtte valutakursen - og dermed
også eksporpriserne - i økonomierne i dollarområdet.
"Disse udenlandske institutioners stærkt øgede efterspørgsel
efter kortfristede amerikanske statsobligationer førte til et lavere
markedsudbytte af disse værdipapirer i forhold til andre salgbare
værdipapirer end det tidligere havde været tilfældet",
forklarede forbundsreservebanken i St. Louis. "Denne udvikling fandt sted
til trods for de store amerikanske underskud på betalingsbalancen,
der forekom i denne periode". Takket være centralbankernes enestående
efterspørgsel efter statslige dollargældsinstrumenter, faldt
udbyttet på amerikanske statsobligationer i forhold til udbyttet
på værdipapirer fra private virksomheder, som centralbankerne
ikke opkøbte.
Dette
vendte den klassiske mekanisme for tilpasning af betalingsbalancen på
hovedet, den mekanisme der i århundreder havde tvunget landene til
at sætte renten op for at tiltrække udenlandsk kapital, så
de kunne finansiere deres underskud. I Amerikas tilfælde var det
underskuddet på betalingsbalancen, der skaffede den "udenlandske"
kapital, når de udenlandske centralbanker genbrugte dollarudstrømningen
- det vil sige deres egen dollartilstrømning - på statsobligationer.
Den amerikanske rente faldt, præcis på grund af underskuddet
på betalingsbalancen, ikke til trods for den. Jo større underskuddet
blev på betalingsbalancen, jo flere dollars blev de udenlandske regeringer
tvunget til at investere i amerikanske statsobligationer, så de samtidig
finansierede underskuddet på betalingsbalancen og underskuddet på
det indenlandske forbundsbudget.
Aktie-
og obligationsmarkederne blomstrede, da de amerikanske banker og andre
investorer bevægede sig bort fra statsobligationer og over til de
private virksomheders obligationer og pantebreve i ejendom, der gav højere
udbytte, mens statsobligationer, der gav lavere udbytte, blev overladt
til de udenlandske regeringers opkøb. De amerikanske virksomheder
begyndte også at opkøbe indbringende udenlandske virksomheder.
De dollars, de brugte hertil, blev videregivet til de udenlandske regeringer,
der ikke kunne gøre meget andet end at reinvestere dem i amerikanske
statsobligationer med abnormt lav rente. Den udenlandske efterspørgsel
efter disse statsobligationer drev prisen på dem op, så udbyttet
faldt yderligere i overensstemmelse hermed. Dette holdt den amerikanske
rente nede, hvilket førte til en endnu større kapitaludstrømning
til Europa.
Den
amerikanske regering havde ikke nogen særlig motivering til at stoppe
denne dollar-gældsspiral. Den indså, at de udenlandske banker
dårligt kunne nægte at tage mod flere dollars, da verdens valutasystem
ellers ville bryde sammen. Ikke engang Tyskland eller de allierede havde
tænkt på at fremsætte denne trussel i 1920'erne eller
efter anden verdenskrig, og de var ikke indstillet på at gøre
det i tresserne eller halvfjerdserne. Det var den almindelige fornemmelse,
at et sådant sammenbrud ville skade udlandet mere end USA, fordi
udlandshandelen spillede en større rolle for deres eget økonomiske
liv. Dette indså de amerikanske strateger, og de insisterede på,
at underskuddet på den amerikanske betalingsbalance var et problem
for udlandet, ikke et problem som de amerikanske borgere behøvede
at bekymre sig om.
I "Real World Economic Outlook - The Legacy of Globalization: Debt and Deflation", red. Ann Pettifor. Palgrave Macmillan 2003.
Artiklen er et sammendrag af Michael Hudson: "Super Imperialism: The Origins and Fundamentals of US World Dominance" (Pluto Press, London, 2003). Hele bogen er tilgængelig her.