I begyndelsen af tresserne blev det klart, at USA var ved at nærme sig det punkt, hvor landets gæld til udenlandske centralbanker snart ville komme til at overstige værdien af finansministeriets guldbeholdninger. Dette punkt blev nået og overgået i 1964, på et tidspunkt hvor underskuddet på den amerikanske betalingsbalance tilsyneladende udelukkende skyldtes udenlandske militærudgifter, hovedsagelig til Vietnamkrigen.
 
 

Det ville have krævet en ændring af den nationale bevidsthed at stoppe de militære programmer, der var kommet til at involvere USA i omfattende engagementer i udlandet. USA så ud til at være nær ved at bukke under for et imperialt syndrom efter europæisk model og var i fare for at miste sin dominerende stilling i verden omtrent på samme måde, som Storbritannien og de andre imperiale magter havde gjort det, tynget ned af omkostningerne ved at opretholde sit verdensomspændende imperium. Og fuldkommen som første og anden verdenskrig havde fået Europa til at gå fallit, truede Vietnamkrigen med at få USA til at gå fallit.
 
 
 
Hvis USA havde overholdt de kreditor-orienterede regler, som de europæiske regeringer havde rettet sig efter i kølvandet på de to verdenskrige, ville landet have opgivet sin position i verden. Dets guld ville have strømmet ud, og amerikanerne ville være blevet tvunget til at sælge ud af deres internationale investeringer for at betale for de militære aktiviteter i udlandet. Det var det, de amerikanske embedsmænd havde forlangt af deres allierede i første og anden verdenskrig, men USA var ikke villig til selv at rette sig efter den slags regler. I modsætning til de nationer, der tidligere havde stået i samme situation, blev det ved med at bruge penge både i udlandet og hjemme uden at tage hensyn til konsekvenserne for betalingsbalancen. Et af resultaterne var et dræn på guldet, hvis tiltrækningskraft voksede samtidig med at de militære udsigter for Amerika i Vietnam blev dårligere. De udenlandske centralbanker, især i Frankrig og Tyskland, indløste næsten på månedlig basis deres dollaroverskud til guld fra de amerikanske reserver.
 
 
 
De officielle reserver blev solgt for at imødekomme den private efterspørgsel og dermed holde guldprisen nede. I en række år havde USA sammen med andre regeringer finansieret Guldpuljen i London. Men i marts 1968 faldt de amerikanske guldreserver, efter at have været drænet gennem et halvt år, ned under den bundlinje på 10 milliarder dollars, som finansministeriet havde opstillet som grænsen for, hvor det ville suspendere yderligere salg. Guldpuljen i London blev opløst, og verdens centralbanker indgik en uformel aftale (efter at have fået armene vredet om med diplomatiske midler) om at holde op med at indløse deres dollartilstrømning med guld.
 
 

 
 

 
 

Dette brød forbindelsen mellem dollaren og markedsprisen på guld. Der opstod to priser på guld, en stigende pris på det åbne marked og den lavere, "officielle" pris på 35 dollars pr. ounce, hvorefter verdens centralbanker vedblev ved med at værdisætte deres valutareserver.
 
 

Tre år senere, i august 1971, gjorde præsident Nixon guld-embargoen officiel. Den afgørende valutastandard, der byggede på dollarens indløselighed med guld, var død. Den amerikanske dollarseddel-standard, dvs. standarden for gæld i dollars, der bygger på en dollar, der ikke kan indløses - blev indført. De udenlandske regeringer kunne ikke længere bruge deres dollars til at købe amerikansk guld og kunne nu kun købe amerikanske statsobligationer, og (i langt mindre omfang) aktier og obligationer udstedt af amerikanske virksomheder.
 
 

Når de udenlandske centralbanker modtog dollars fra deres eksportører og fra kommercielle banker, der foretrak den indenlandske valuta, havde de ikke mange andre muligheder end at låne disse dollars til den amerikanske regering. At have dollaroverskud på betalingsbalancen blev ensbetydende med at låne dette overskud ud til det amerikanske finansministerium. Verdens rigeste land blev i stand til automatisk at låne af de udenlandske banker, simpelthen ved at have underskud på betalingsbalancen. Jo større det amerikanske underskud på betalingsbalancen blev, jo flere dollars havnede i de udenlandske centralbanker, der derefter lånte dem til den amerikanske regering ved at investere dem i amerikanske statsobligationer af varierende grad af likviditet og salgbarhed.
 
 

Det amerikanske forbundsbudget fik stadig større underskud som reaktion på smør-og-kanoner-politikken, hvilket oppiskede en strøm af indenlandsk forbrug, der førte til større udgifter til import og udenlandske investeringer og endnu større udenlandske militærudgifter for at opretholde systemet med herredømme. Men i stedet for at de amerikanske borgere og virksomheder blev pålagt skat, blev de udenlandske økonomier tvunget til at købe de nye statsobligationer, der blev udstedt. Amerikas udgifter under den kolde krig blev således en skat på udlændinge. Det var deres centralbanker, der finansierede omkostningerne ved krigen i Sydøstasien.
 
 

Der var ikke noget egentlig styr på, hvor langt denne cirkelstrøm kunne gå. Af forståelige grunde ønskede de udenlandske centralbanker ikke at gå ind på det amerikanske aktiemarked og købe Chrysler, Penn Central eller aktier i andre virksomheder, fordi dette ville have medført en risiko af den art, som centralbanker ikke må tage. Ejendomsmarkedet var ikke mere tiltrækkende. Det, centralbanker har brug for, er likviditet og sikkerhed for deres officielle reserver. Det var derfor, de traditionelt havde holdt sig til guld som midlet til at dække deres egne underskud. I det omfang, de begyndte at ophobe overskuds-dollars, havde de ikke mange andre muligheder end at beholde dem i form af amerikanske statsobligationer og valuta uden at der var fastsat grænser herfor.
 
 
 
 
 

 
 

Skiftet fra pengeaktiver (guld) til gældspenge (amerikanske statsobligationer) vendte de traditionelle forbindelser mellem betalingsbalancen og den indenlandske monetære tilpasning på hovedet. Takket være det akkumulerede amerikanske betalingsunderskud på 50 milliarder dollars mellem april 1968 og april 1973, fandt de udenlandske centralbanker sig nødsaget til at købe hele stigningen på 50 milliarder i den amerikanske forbundsgæld i denne periode. I realiteten finansierede USA sit indenland­ske budgetunderskud ved at køre med underskud på den internationale betalings­balance. Som forbundsreservebanken i St. Louis beskrev situationen blev de udenlandske centralbanker tvunget til at købe stadig større mængder af dollars, når de forsøgte at opretholde nogenlunde faste valutakurser. Hvis de ikke opsugede disse dollars, ville det have ført til, at dollaren faldt i værdi i forhold til andre valutaer, da udbuddet af dollars langt overgik efterspørgselen. En faldende dollarkurs ville have givet de amerikanske eksportører fordel i konkurrencen gennem devaluering og ville samtidig havde mindsket den indenlandske valutaværdi af dollarreserverne i udlandet.
 
 

De udenlandske regeringer ønskede ikke at stille deres eksportører i en dårligere konkurrencesituation, så derfor blev de ved med at opkøbe dollars for at støtte valutakursen - og dermed også eksporpriserne - i økonomierne i dollarområdet. "Disse udenlandske institutioners stærkt øgede efterspørgsel efter kortfristede amerikanske statsobligationer førte til et lavere markedsudbytte af disse værdipapirer i forhold til andre salgbare værdipapirer end det tidligere havde været tilfældet", forklarede forbundsreservebanken i St. Louis. "Denne udvikling fandt sted til trods for de store amerikanske underskud på betalingsbalancen, der forekom i denne periode". Takket være centralbankernes enestående efterspørgsel efter statslige dollargældsinstrumenter, faldt udbyttet på amerikanske statsobligationer i forhold til udbyttet på værdipapirer fra private virksomheder, som centralbankerne ikke opkøbte.
 
 

Dette vendte den klassiske mekanisme for tilpasning af betalingsbalancen på hovedet, den mekanisme der i århundreder havde tvunget landene til at sætte renten op for at tiltrække udenlandsk kapital, så de kunne finansiere deres underskud. I Amerikas tilfælde var det underskuddet på betalingsbalancen, der skaffede den "udenlandske" kapital, når de udenlandske centralbanker genbrugte dollarudstrømningen - det vil sige deres egen dollartilstrømning - på statsobligationer. Den amerikanske rente faldt, præcis på grund af underskuddet på betalingsbalancen, ikke til trods for den. Jo større underskuddet blev på betalingsbalancen, jo flere dollars blev de udenlandske regeringer tvunget til at investere i amerikanske statsobligationer, så de samtidig finansierede underskuddet på betalingsbalancen og underskuddet på det indenlandske forbundsbudget.
 
 
 

 
 

Aktie- og obligationsmarkederne blomstrede, da de amerikanske banker og andre investorer bevægede sig bort fra statsobligationer og over til de private virksomheders obligationer og pantebreve i ejendom, der gav højere udbytte, mens statsobligationer, der gav lavere udbytte, blev overladt til de udenlandske regeringers opkøb. De amerikanske virksomheder begyndte også at opkøbe indbringende udenlandske virksomheder. De dollars, de brugte hertil, blev videregivet til de udenlandske regeringer, der ikke kunne gøre meget andet end at reinvestere dem i amerikanske statsobligationer med abnormt lav rente. Den udenlandske efterspørgsel efter disse statsobligationer drev prisen på dem op, så udbyttet faldt yderligere i overensstemmelse hermed. Dette holdt den amerikanske rente nede, hvilket førte til en endnu større kapitaludstrømning til Europa.
 
 
 

Den amerikanske regering havde ikke nogen særlig motivering til at stoppe denne dollar-gældsspiral. Den indså, at de udenlandske banker dårligt kunne nægte at tage mod flere dollars, da verdens valutasystem ellers ville bryde sammen. Ikke engang Tyskland eller de allierede havde tænkt på at fremsætte denne trussel i 1920'erne eller efter anden verdenskrig, og de var ikke indstillet på at gøre det i tresserne eller halvfjerdserne. Det var den almindelige fornemmelse, at et sådant sammenbrud ville skade udlandet mere end USA, fordi udlandshandelen spillede en større rolle for deres eget økonomiske liv. Dette indså de amerikanske strateger, og de insisterede på, at underskuddet på den amerikanske betalingsbalance var et problem for udlandet, ikke et problem som de amerikanske borgere behøvede at bekymre sig om.
 
 
 
 

I "Real World Economic Outlook - The Legacy of Globalization: Debt and Deflation", red. Ann Pettifor. Palgrave Macmillan 2003.

Artiklen er et sammendrag af Michael Hudson: "Super Imperialism: The Origins and Fundamentals of US World Dominance" (Pluto Press, London, 2003). Hele bogen er tilgængelig her.