Dværgene kommer pludselig hjulende på deres små ben ind ad døren. Chap først. Det er ham med overskægget. Han strækker en arm i vejret. Bent tager nøglen fra brættet bag sig og lægger den i dværgens hånd. Chip kommer efter. Løfter de foldede hænder over sit hoved som en bokser der har vundet en boksekamp. De er travle, hele tiden i bevægelse, smiler og hilser, siger noget som ingen hører i travlheden, haster sig videre hen mod vindeltrappen. Det går hurtigt.

De runde knæ gør små komiske sving ud til siden hver gang benene tager et trin. De er ranke i ryggene. De holder sig fast og hiver sig op i armene. Det går forbavsende hurtigt. Det hele er overstået på få sekunder.

Det må være underligt at være så lille, tænker Bent. Og det samme tænker han hver aften når de kommer og hver morgen når de går. Det er tre uger siden cirkus lukkede for sommersæsonen. Om en uge rejser de sydpå.

Jesper forsøger sig igen. Denne gang med en morsom bemærkning.

Dværge er gennemgående mindre end kæmper, siger han.

I.P. kigger efter dem til de er forsvundet og lyden af deres små rappe skridt hen ad hotelkorridoren er stilnet af.

Så stirrer han i påtaget forbavselse på viftepalmen, lægger nakken tilbage oz drikker flasken ud. Han ignorerer Jespers bemærkning vender sig mod Bent og siger højtideligt:

Har du nogen sinde knaldet en dværg?

Ejstrup kan komme når som helst, siger Bent.

Jeg spurgte om du nogen sinde har knaldet en dværg, siger I.P. En damedværg selvfølgelig.

Nej, siger Bent.

Jesper ryster på hovedet.

Sikke noget at snakke om, siger han. Det er da klart at han ikke har det.

Det er ikke arveligt, siger I.P. Sådan en dværg kan få et barn af normalstørrelse. Det kan endda tænkes at han ved et forbandet uheld bliver skyld i en mutation som Jesper, eller i heldigere tilfælde må nøjes med at få en søn der bliver to meter og otteogtreds centimeter høj.

Det er dog mærkeligt at det menneske aldrig kan snakke om noget fornuftigt så snart han har fået en lille smule at drikke, siger Jesper til Bent. Det er dog mærkeligt at det menneske altid skal have samtalen ført ned under bæltestedet og at man aldrig nogen sinde kan føre en samtale med ham om fornuftige ting så snart han bare har lugtet til et par flasker.

Hvis du kan fortælle mig noget, der er fornuftigere end at få javertussen møjet godt op, så bare sig til, siger I.P. Nede i Afrika lever watutsierne, de er verdens højeste folk og måler fra to og en halv meter og så opefter, og så lige ved siden af dem lever pygmæerne der er trekvart meter og nedefter. Når så watutsirnændene skal have sig noget ekstra godt på den fine, så tar de sådan en pygmædame og krænger hende godt på til hun sidder fast, og så får hun et lille let dask på kinden så hun snurrer rundt ligesom lykkehjulene i Tivoli. Når hun så har taget seksoghalvtreds omdrejninger, går den på ham mens han synger den gode gamle watutsi-sang: Orgasme, orgasme, nu går den fanden rasme. Melodien er Jens Vejmand.

Hvis det der er morsomt, stammer Jesper i bare arrigskab, ja ja, hvis det er morsomt, så ved jeg ikke hvad der er morsomt. For mig er det i alt fald ikke morsomt, for mig er det uhyggeligt plat, og så er det direkte racediskrirninerende. Føj for pokker, siger jeg, føj for pokker.

Det er forbudt at spytte på gulvet, siger I.P.