Begavet rejsereportage og farce om et romantisk trip til fantasiernes riger, der desværre også har sine meget konkrete og hårdslående sider. Alt i alt en spændende historie... - fuld af charme og ærlig forståelse.

Knud Holst - Berlingske Tidende
 
 

Det er førsteklasses rejsereportage med overspringning af alt det uvæsentlige, det er spændende og det er sjovt. Og sjovt er det pokker ikke bare alligevel, for bag gagsene og de nu og da rent afsindige hændelser ligger der... en meget stor og hjerteskærende alvor.
 
 

Franz Berliner - Politiken
 
 

Et stærkt billede af nye turistlande under den blanke turistoverflade.. Det er en god ny dansk roman.
 
 

Henning Ipsen - Jyllands Posten.
 
 

Olfert købte sig en persisk parlør. Han sad og læste op af den: - Jeg er syg. Jeg er forkølet. Jeg har ondt i armen. Ryggen Hjertet. Foden. Jeg har ondt i hovedet. Benet. Hånden. øjet. øret Maven. Halsen. Næsen. Tænderne. Jeg har feber. Jeg har diarré (forstoppelse). Jeg hoster. Jeg skal kaste op. Jeg har kastet op. Han er besvimet.

- Det er da i hvert fald noget, du kan få brug for, Olfert, sagde Erik og tog bogen og bladede i den. Der er også en her, der er fin, hvis man vil i kontakt med de indfødte: "Vil De studse hårene mine ører?" Og her er et pludseligt smertensudbrud: "Der er et koøje i min kahyt". Kan du ikke se situationen. Manden sidder stille og roligt nede i kahytten - med nystudsede ører. Han har lige hostet forstoppelsen op, og nu vil han bare være i fred. Men så falder hans blik med t på væggen - og hvad ser han der ...? Et stort, skinnende koøje.

- I med al jeres pjat, sagde Wilma. Hvorfor kigger I ikke ud af vinduet? Der var nogle vildsvin lige før. Med små, stribede unger. De kiggede alle sammen ud. Der var bjergtoppe, glasgrønne floder langt nede, skovbevoksede skrænter. Fedt og frodigt altsammen. Men ikke flere vildsvin.

Benny kørte bilen til Teheran. Det var en stor og grim og moderne by med neonskilte og masser af biler. Bazaren var mere ægte end den i Istanbul. Den lignede en banegård, glasoverdækket med grønne jernstolper til at bære taget oppe. Handelen var ikke lagt an på turister. Der var overhovedet ikke andet end billigt plastic-juks.

De hentede post fra hovedpostkontoret. Erik havde sendt et postkort hjem fra Istanbul, om hvor han var henne i verden, og fik et meget bekymret brev fra sin mor, der kaldte ham "kære lille Erik". Hun spurgte, om han havde varme sokker med, og formanede ham til at lade være med at drikke vand, spise kød, frugt og grøntsager og sove under åben himmel.

"Herhjemme går alt ved det gamle. Far har hekseskud igen. Han hænger i armene ned fra døren ti minutter hver dag. Jeg skulle hilse. Mange kærlige hilsener fra mor".

En fed og skummel herre, der stod på trappen foran posthuset, rakte med en majestætisk bevægelse Erik en valnøddekerne. Den var rådden. Erik spyttede den diskret ud i hånden. Manden forlangte at få at vide, hvor de kom fra, og hvor de skulle hen. Dø blev inviteret til middag hos ham præcis fjorten dage senere klokken halv-et i Mashad i det østlige Iran.

- Jeg er leder af et rekreationshjem der, sagde han. Husk endelig at komme præcis.

De gik alle fire ned til en lille restaurant i nærheden af bazaren for at spise. Olfert havde sin parlør med.

- Min ærede herre eller dame, alt efter omstændighederne, sagde han til tjeneren. Vil De bringe mig spisekortet? De har glemt at give mig en gaffel. Kødet er dårligt. Betjeningen er ført på regningen. Giv mig straks oksekød, kalvekød, kartofler melon, ærter, bønner, spinat, salat.

Tjeneren virrede med ørerne. - You spikka inglis?

- Løg, hvidløg, blomkål, hvidkål, trådnudler, smeltet smør.

- Sprekka deutschstch?

- Hakkede kæmperejer. Bønnepostejer med persille. Sovs på rester af malede sesamfrø. Suppen er for salt. Har De et ledigt bord? Det er alt for dyrt, må jeg tale med inspektøren.

Tjeneren kom med ris og fårekød og te i små glas. Det smagte udmærket. Olfert lignede en kæmpesalamander, der er blå i hovedet af grin. Benny hev efter vejret. Wilma flyttede sin stol længere over til Erik.

- Er de altså ikke åndssvage? sagde hun kærligt. Hendes øjne var varme og slørede.

Erik tog med en fejende håndbevægelse en imaginær hat med

fjerbusk af og udbragte en skål for den eneste fornuftige i selskabet -Gladsaxes levende gudinde, den hvide dronning blandt de sorte bønder. Wilma halede ned i cowboybukserne, der strammede i skridtet. Hun rejste sig op og kniksede for Erik.

- Folkets lykke, min orgasme, sagde hun.

Olfert begyndte at tale på blankvers. Benny havde godt nok ikke grint så meget, siden den gang de trak vod efter svigermor. Tjeneren rystede mildt på hovedet ad de tossede udlændinge. Erik fandt cigaretterne frem til teen. Tændstikstynde Homa. En tyvestykspakke fyldte ikke mere end en dansk tistyks.

Homa er en persisk fabelfugl. Benny kaldte dem konsekvent for homo-smøgerne.

En formfuldendt, midaldrende herre kom over for at hilse på dem og høre, hvor de kom fra.

Han fortalte dem, at Danmark var i en meget udsat situation - fordi landet lå så tæt op ad Sovjetunionen. Det gjorde Iran ganske vist også, men én persisk soldat kunne med lethed klare tyve russere.

Erik havde hørt fra Mahmud, at nogle oprørske stammefolk havde massakreret en tyve gange så .stor persisk regeringsstyrke. Heraf fulgte det logisk, at n stammekriger var lige så stærk som fire hundrede russere. Det sagde han ikke.

Manden hed dr. Tirnazar. Han havde sin bil holdende udenfor. Det ville være ham en fornøjelse at invitere dem alle fire på eftermiddagste hjemme hos sig. Det var altid interessant at tale med unge europæere.

Privatchaufføren var i liberi. Han sprang ud som en spændt fjeder og åbnede alle dørene i den store, sorte Cadillac.

Dr. Tirnazar fortalte dem undervejs, at han egentlig var sagfører og professor i jura ved Teherans universitet, men nu havde han trukket sig tilbage, efter han var fyldt femogfyrre. Så mente han nok, han havde gjort, hvad man kunne forvente af ham. Nu boede han hver vinter i sin lejlighed i Paris og hver sommer i Teheran. - Det er meget vigtigt ikke helt at miste forbindelsen til sit fædreland, sagde han.

De kørte gennem nogle baggyder med faldefærdige skure og pjaltede unger. Snart kom de ud i en lys og åben forstad, hvor kæmpemæssige palæer, der lignede enhver konditors drøm, lå halvt skjult bag ældgamle træer og engelske plæner.

Bortset fra lidt uniformeret tyende så man ingen mennesker. Dr. Tirnazars palæ var det største af dem alle sammen. Butleren viste dem indenfor. Stuerne var en slags senvictorianske rædselskabinetter, overfyldte af nips og forgyldte småborde alle vegne. Der var krystallysekroner på størrelse med Storkespringvandet og tæpper, der var så tykke, at det næsten føltes som at vade frem gennem kviksand.

Væggene var dækket af malerier, så der ikke var plads til så meget som en flue ind imellem dem. Der var to af Rubens, et af Rembrandt, fjorten portrætter af dr. Tirnazar i sødladen klisterstil og en mængde dystre stilleben af elever af flamske mestre.

Da dr. Tirnazar klappede blødt i hænderne, kom en pige med sort silkekjole og nystivet, hvidt pynteforklæde ind med en slags bløde brunkager, pistacchionødder og te i små, forgyldte kopper. Wilma sad med dydigt samlede ben og nippede til teen med strittende lillefinger. Dr. Tirnazar fortalte dem om Shahens kroning, som han havde været med til. Han fortalte dem, at den juvelbesatte krone alene formentlig var dobbelt så meget værd som Danmark. Olfert kom til at vælte fadet med brunkager ned på tæppet og sin lille kop te oven i, så det blev til klistret brunkagegrød. Dr. Tirnazar viftede episoden bort, som var det en flue, der havde sat sig på næsen af ham. Han klappede blødt i hænderne, og pigen kom ind med et nyt fad brunkager og en ny kop te. Stuepigen gjorde tegn til Olfert om at flytte sin stol lidt, så han ikke trådte i kagerne. Det kunne vente med at samle dem op, til de var Dr. Tirnazar fortalte, at hele folket elskede Shahen, fordi han havde gjort så meget. 98 procent af godserne var udstykket, arbejderne fik andel i udbyttet på fabrikkerne, mange soldater var udstationeret som lærere i landsbyerne.

Alle havde det godt nu, økonomisk set.

Erik kunne ikke lade være med at spørge, hvorfor der var så mange tiggere. Dr. Tirnazar smilede overbærende. Man måtte endelig ikke tro, tiggerne var fattige. Når de døde, fandt man som regel, at de havde syet en million eller to ind i madrassen.

Erik spekulerede på, om det hørte med til camouflagen at stikke øjnene ud og forkrøble benene. Det måtte virkelig være meget excentriske millionærer, man havde i Iran. Det sagde han heller ikke.

Der opstod en pause i samtalen. Dr. Tirnazar klappede i hænderne, og pigen fjernede alt det, der stod på bordet. Dr. Tirnazar rejste sig smilende og gav dem allesammen hånden. Det havde været ham en stor fornøjelse. Han skulle give chaufføren besked om at køre dem tilbage til bazaren.

Audiensen var forbi.

På vejen tilbage i bilen udpegede de millionærer for hinanden. Der var Siné-mænd i legevogne og små, rakitiske børn.

Nogle af millionærerne fulgte efter dem hele vejen rundt i bazaren og pegede på deres camouflagemaling. Wilma gav dem nogle mønter, de kunne sy ind i madrasserne.

Næste morgen kørte de til Isfahan. Hvis de 98 procent af godserne virkelig var udstykket, var det bemærkelsesværdigt, at de sidste to procent lå langs med alle hovedvejene. For d r gik store arbejdskolonner af fæstebønder og høstede, mens ridefogeder holdt opsyn med dem.

På vej kom de gennem en meget hellig by, der hedder Qom. Der er moskeer og masser af guldkupler. Folk valfarter dertil fra hele Iran, hvis et af deres familiemedlemmer dør. Alle mennesker er meget religiøse, især de handlende, der tjener på pilgrimmene. Wilma blev stoppet på gaden af politiet, fordi hun ikke havde slør på. Benny vadede lige midt ind i mosk gården, uden at nogle gjorde noget. En masse mennesker sad derinde og holdt skovtur De havde bredt store tæpper ud, og sad i små familiegrupper med brød og frugter og spiste. Benny gik op ad trappen til selve mosk en med skoene i hånden. Til højre stod kvinderne bag et sækkelærredsforhæng og bad, til venstre stod alle mændene. Olfert og Erik var blevet stoppet i døren. Benny blev opdaget af nogle de bedende, der blev meget forargede og tilkaldte en lille gammel mand med stribet turban. Han førte Benny udenfor. De fik at vide, at de ikke var velkomne i Qom. Hvis de ville se moskeer, kunne de køre til Isfahan. Det gjorde de så.

Der er fantastiske, blå moskeer i Isfahan og maleriske gadeværksteder, hvor kobbersmedene sidder på hug og banker deres store kar og fade ud. Der er også tæppevæverier. De var inde for at se på et af dem.

Guiden fortalte, at de allerfineste tæpper slet ikke var til salg. Det tager fem kvinder halvandet år at væve sådan et, med helt små og stramme knuder. De bliver brugt som gaver til præsidenter og konger, der kommer på statsbesøg.

Olfert spurgte, om det ikke var skadeligt for øjnene at sidde hele dagen og knytte sådan nogle små knuder.

- Tja, sagde guiden, men når man er tilstrækkelig fattig, kan man ikke bekymre sig om, at man også bliver blind.

Erik og Wilma gik ud for at købe grøntsager til middagen. - Kom herned, sagde Wilma, og hev ham ned ad en lille sidegade. Lad os gå en tur og se lidt på byen.

De kom ud til en bæk med græsbredder. Lidt længere inde lå en masse lerklinede huse. Børnene var mere påtrængende end i Tabriz og Teheran. De fulgte efter dem og råbte en masse til hinanden. Det lød ikke, som om de var begejstrede for europæere. - Det jeg godt kan lide ved Asien er, at de fleste mennesker er så tolerante overfor hinanden, sagde Wilma. De har virkelig fundet ud af, at det eneste det kommer an på, er, at man skal elske hinanden uden at spærre hinanden ind. Alle mennesker skal bare elske hinanden.

Børnene gad ikke følge efter dem mere. I stedet begyndte de at kaste med sten. En af dem ramte Wilma i ryggen. Det gjorde ondt. Erik snurrede om og løb skrigende og bandende efter ungerne, der fløj til alle sider. Han fangede den bageste, men vidste ikke rigtig, hvad han skulle stille op med ham, så han rystede ham bare lidt i luften som en kattekilling og slap ham igen. Ungen for afsted efter de andre.

Wilma ømmede sig. Hun havde tårer i øjnene. Hun tog Erik i hånden, og de gik tilbage langs bækken.

- De kunne se på os, vi ikke var virkelig åbne og kærlige, sagde hun. Du skulle ikke have løbet efter dem.

- Det gør ondt at få murbrokker i hovedet.

- Du må altså love mig at være lidt mere tålmodig en anden gang, ikke?

Hun så op på ham med et tårevædet smil. Hun knugede hans hånd et øjeblik, og slap den så. De købte ris, bønner og meloner. En ung amerikaner, der hed Jerry, sad i bilen og snakkede med Benny og Olfert, da de kom tilbage. Han havde ternet skjorte, blå cowboybukser og langskaftede cowboystøvler på. Han manglede faktisk kun kluden om halsen og den bredskyggede hat. Han var uddannet agronom og udsendt af fredskorpset til en forsøgsgård, femten kilometer syd for Isfahan. De blev enige om at køre ud til ham og lave maden derude.

Forsøgsgården lå midt i ørkenen. Eller rettere på steppen, for det kalder perserne den konsekvent, selv om der ikke er andet end sandklitter, så langt man kan se.

Gården var bygget med amerikansk bistand, og skulle egentlig have været en stor landbohøjskole. Amerikanerne borede efter vand alle vegne i nærheden af Isfahan, og her havde de så fundet noget, hvorefter de straks var begyndt at opføre en række boligbarakker til de studerende og de nødvendige institutter og auditorier. Da de havde fået bygget det meste af det, var der en kvik fyr, der fandt på at smage på det vand, der kom op fra brønden. Det var salt og kunne hverken bruges til overrisling eller til kreaturerne. Nu kom der nogle dromedarer ud med tre tønder ferskvand på ryggen hver dag. Det var nok til at holde et lille bed og en halv snes køer i gang. Der var ansat tre persere og Jerry på forsøgsstationen. Barakkerne og institutterne stod tomme.

De gik over på Jerrys værelse, der var stort og meget moderne indrettet. Han havde en guitar hængende på væggen, og en masse amerikanske bøger lå i store stakke på gulvet. Han skulle være på stationen i to år.

- Hvad laver du så til daglig? spurgte Benny.

- Det ved jeg ærlig talt ikke rigtig. Forsøgsstationen er startet uden min hjælp, og den kan sådan set sagtens fungere videre uden mig. Det eneste jeg kan gøre, er at snakke lidt med de tre persere og komme med forslag til småforbedringer engang imellem.

Men det er næsten umuligt at få noget gennemført. De persiske agronomer ved udmærket godt, hvad de skal gøre, og på overfladen ser det hele fantastisk effektivt ud, men det er i virkeligheden ikke andet end facade. For eksempel ved de godt, at de skal notere hver enkelt kos mælkeydelse ned for hver dag og senere regne gennem snittet ud. Men i realiteten vælger de bare nogle tilfældige tal, der yder rimelige.

Det er det samme med alting her i landet. På overfladen virker det meget moderne og vestligt, men det stikker ikke ret dybt. Man hører, at der er gennemført en masse sociale reformer, men sagen er, at der er nogle bønder, der har fået firehundrede kvadratmeter stenet jord, så de bliver alligevel nødt til at fortsætte med fæstearbejde for godsejerne. Og der er demokratiske valg, men i virkeligheden skal alle kandidaterne først godkendes af sikkerhedspolitiet.

Folk spiste ris og bønner og meloner, så de var ved at sprække. Jerry kom med nymalket mælk.

- Det jeg allerhelst ville, er at købe en hest, så jeg kan ride rundt herude, sagde han. For der er simpelthen ikke meget andet man kan gøre, end komme hjem og sige: "Jeg har været der". Det er umuligt at gennemføre reformer ét enkelt sted, for det hele hænger sammen, og man kan ikke lave om på det ene, uden at lave om på det hele. Hvis man for eksempel får flere afgrøder, må man til at finde ud af, om der overhovedet er afsætningsmuligheder for varerne. Det er der som regel ikke.

Jerry kom sammen med nogle af de andre fredskorpsfolk engang imellem. Nogle af dem brugte måneder på at blaffe rundt i landet. Der var ingen, der savnede dem.

De var allesammen højt kvalificerede og havde lært flydende persisk inden afrejsen. Folk med skæg og afvigende meninger blev ikke udvalgt.

Når fredskorpsfolkene havde været i landet to år, fik de en temmelig stor pengesum. Nogle af folkene brugte deres to år på at finde en eller anden god vinkel, der kunne give kasse.

En af Jerrys forgængere var for eksempel landets største kyllingeeksportør nu. Han havde investeret sin bonus i en farm i nærheden af Teheran.

De lavede te, og Jerry fandt guitaren frem og begyndte at sidde og spille sentimentale, amerikanske folkesange. Benny akkompagnerede ham. Jerry havde en god stemme.

Erik gik udenfor for at tisse. Wilma kom derud og så på stjernerne. Det var en fløjlsblød nat, tegnet i hvidt og sort. Wilma spurgte, om de ikke skalle gå en lille tur. Så snart de var kommet uden for den latterlige lille køkkenhave, der var resultatet af amerikanske investeringer, tog hun ham i hånden.

- Vil du være min Valentino og bortføre mig på dromedar ud over ørkenen? spurgte hun dramatisk.

Han knælede ned for hende og trykkede hede kys på hendes små, tørre hænder.

Hun rodede ham i håret og hev ham op ved ørerne.

De satte sig på en lav stenmur, der afgrænsede forsøgsstationens område, og så ud over ørkenen, der fortsatte helt over til Pakistan.

De tog på hinanden som om det var en helt ny ting at bruge hænderne til, og kyssede hinanden elleve gange.

Erik holdt om Wilmas bryster og kom med forskellige forslag, hvoraf det mindst vidtrækkende gik ud på, at de skulle grave en hule i sandet og bo dernede til de blev firs.

- Kom så, vi skal tilbage til de andre, sagde Wilma og hoppede ned fra stenmuren. Hun slæbte ham afsted tværs gennem melonbedet.

Inde fra huset kunne de høre Jerry og Benny synge duet:

I baggrunden var der en anden lyd, der enten kunne være dromedarføllene, der diede, eller Olfert, der prøvede på at synge andenstemme.
 
 

- Her er godt nok lidt lunt, sagde Benny næste dag, da de havde kørt i syv timer. Der var toogfyrre grader i skyggen.

Det var det eneste, han sagde den dag.

Wilma sad og kiggede ud af vinduet på sandet, der blev ved med at se ens ud, hvor længe man end så på det.

Olfert var ved at lære sig grundbegreberne i persisk grammatik ud fra standardsætningerne i parløren. Erik kørte.

Den trykkede stemning i bilen skyldtes ikke udelukkende var-men.

Olfert overtog rattet ud på aftenen, og Erik Dyttede om på bagsædet. Han prøvede på at sige noget til Wilma. Hun svarede med nstavelsesord og så ud på sandet og dromedarerne.

Erik tog hende i hånden.

- Du har nogle forfærdelig svedige hænder, sagde hun Og trak sin hånd til sig. Hun tørrede den af på sit cowboybukselår.

Erik forstod ikke en lyd af det hele. Benny sad og så interesseret ned på gulvet for sine fødder.

De stoppede op ved landevejen et sted øst for Teheran den aften. Det var mørkt og koldt. Wilma mumlede noget om at de allesammen var lige hamrende åndssvage.

- Hvad siger du? sagde Erik.

- Ikke noget.

Olfert sad længe oppe og læste i sin parlør ved lyset fra den lille petroleumslampe, de havde anskaffet sig. Benny lå i sin sovepose udenfor. Erik lå på bagsædet. Wilma var gået en tur for sig selv. Næste morgen var Benny en lille smule mere meddelsom. Han bandede over de elendige veje. De standsede et sted, hvor der stod en vandpost ud til vejen. Den lignede en brandhane. Man skulle trykke ned på en lille jernklinge for at få vand. Der stod en masse unge piger og hældte vand på store plasticdunke. Benny forsøgte at møve sig frem, men blev hele tiden skubbet ned bag i rækken. Senere var der en lille dreng, der pumpede vand op til ham - efter at alle de andre havde fået.

- Er dette her vand godt? spurgte Olfert en af kvinderne. Ja, det er godt.

- Vandet her er ikke godt, vel? sagde Olfert til den samme kvinde.

- Nej, det er ikke godt.

En ung mand, der fortalte, han kunne engelsk, kom over for at hjælpe udlændingene. Han forklarede, at vandet var aldeles fortrinligt. Man skulle bare lade være med at drikke for meget af det, for så blev man syg.

Der var masser af rovfugle langs vejene, og de var store. På afstand så man dem sidde på telefonpælene som en slags store, deforme fjerklokker. De fløj op, når man nærmede sig dem. Vingerne var strakt lige ud, og de svævede lydløst af sted gennem den støvfulde ørkenluft.

Det var de eneste dyr, man så, bortset fra æslerne omkring landsbyerne og engang imellem en flok dromedarer. Det var ikke rigtig til at finde ud af, hvad alle de rovfugle levede af. Måske af lig. Folk blev bisat i høje tårne, jo fornemmere de var, jo højere var tårnene. Folk, der ikke var fornemme, blev begravet på kirkegårde, der ikke var andet end store støvmarker med flade sten, der fik lov til at smuldre. Der kom ingen enker med små river en gang om ugen.

Vejene var dækket af et tykt lag gult støv, og det blæste koldt. Når man sad på forsædet, så man lige ind i støvskyerne, der stod op foran bilen. Somme tider kunne man ikke se en meter frem. Det mindede om den japanske filmversion af "Macbeth". Støvskyerne var sære og uhyggelige, ikke på en nærværende måde, men abstrakt uhyggelige som i en drøm.

Det kunne være svært at se den modgående trafik gennem støvskyerne, fordi folk som regel ikke tændte forlygterne. Men når de tændte, var det også ubehageligt, fordi man i Iran har en mærkelig skik med at blinke kraftigt, idet man kører forbi. Folk dæmper lyset fem sekunder, så skruer de op for nærlyset og prøver på at blænde n. Somme tider gentager de det to-tre gange efter hinanden, for en ordens skyld. Så må man knibe øjnene sammen, idet man kører forbi.

Der kunne godt vokse planter i støvet langs vejene. Vindruer og en slags æblekvæder. æblekvæderne lignede ferskener på afstand, men man kunne rulle et gråt fløjlsbetræk af skurv og støv af dem. Indeni var der irgrønne frugter, der smagte så surt, at de snerpede hele munden sammen.

Et sted huggede de en spandfuld druer ved vejkanten. Da de havde skyllet dem, lå der fem centimeter brungråt mudder på bunden af spanden.

De standsede i Quchan, hvor husene var lange og lave og gule. Murene var af stampet ler, der var blandet op med strå for at holde dem sammen. Midt inde i byen var der hundrede meter med asfalt. Midt på denne strækning var der en lille rund plads med en guldskinnende statue af Shahen. Det var der i hver eneste landsby. En masse mennesker strømmede sammen foran bussen, så snart de standsede. Ingen kvinder, udelukkende børn og mænd. En af mændene lignede fuldkommen en neanderthaler med lav pande, fremspringende øjenbrynsbuer og stort skæg. En betjent i blå uniform gennede alle folk væk. De købte ris, løg og tomater. De ville også gerne have haft en maggiterning at komme i, men det kunne ikke nytte noget. Når de sagde "soup" kom folk med ost og sæbe. I Mashad skulle de have visum nede på den afghanske ambassade. Det var temmelig dyrt, og de fik besked på, at de kunne komme og hente deres pas med visumstemplerne næste dag. Der hang et stort skilt på væggen, hvor der stod: "ADVARSEL. Det er forbudt at hitchhike gennem Afghanistan. Det er obligatorisk at sove på hoteller. Personer med langt hår ligesom Beatles kan ikke komme ind i kongeriget Afghanistan". Der sad en masse langhårede hitchhikere oppe på konsulatet og ventede på at få deres visa. Opslagene tog man åbenbart ikke så højtideligt.

Det var så småt ved at være spisetid, og de fandt ud af, at det lige var den dag, de var blevet inviteret til middag på et rekreationshjem i Mashad af den fede mand, de havde truffet foran postkontoret i Teheran.

Wilma havde ikke lyst til at tage derover.

- Han var altså så ulækker, sagde hun. Vi får garanteret ikke andet end rådne valnødder.

Benny sagde, hun bare skulle holde sin kæft. Der var ingen grund til at sige nej til et gratis måltid. Olfert sagde, han ville æde så meget, at han kunne trille de næste fjorten dage. Erik mente også lige så godt, man kunne tage mod et godt tilbud. Wilma ville hellere snakke med nogle flippere, hun havde mødt på det afghanske konsulat. Benny sagde, det var usolidarisk af hende at bruge penge, når de kunne få mad gratis. Wilma blev drønsur. Benny sagde, så kunne hun også bare skride. Olfert spurgte, om hun ikke kunne se, det var lige så fornuftigt at tage mod den invitation. Wilma sagde "Bvadr altså" og gik med.

En ung fyr viste dem frem til den adresse, de havde fået skrevet ned. Han virkede meget vantro, men de fortalte, de havde talt med bestyreren.

- Åe, javel, sagde han og flyttede vægten fra den ene fod til den anden. Det er det store brune hus derhenne i parken. Han missede usikkert et par gange og skyndte sig videre.

Det var en enorm, kasernelignende bygning. Der var et tre meter højt smedejernsgitter om med pigtråd foroven. Ved porten stod to hvidklædte vagtmænd. De viste sedlen frem og blev vist ind. Inde i parken tussede nogle mennesker i blåstribede hospitalsdragter rundt. Hvidklædte sygeplejere svævede rundt i udkanten af patientgrupperne. En af patienterne begyndte ganske umotiveret at løbe lige hen mod et stort platantræ. En sygeplejer spurtede efter ham og standsede ham et par meter før han havde smadret skallen i træet.

- Hvad fanden mon der er i vejen med ham? sagde Benny.

De kom ind i en forhal, der lugtede af karbol. En mand sad i et lille glasbur ved indgangen og råbte til dem. De viste ham navnet på bestyreren og blev vist op på anden sal. Der var linoleum på gangene og en uhyggelig, antiseptisk stemning over det hele. De bankede på hos bestyreren og kom ind. Den fede mand sad derinde bag et skrivebord på størrelse med Anholt og gnaskede valnødder:

- Hvad ønsker De? spurgte han.

- Øe, De sagde noget om en middag..., forsøgte Olfert sig.

- Middag? Hvad mener De?

- Kan De ikke huske mig fra Teheran? spurgte Erik. Det var mig, der stod foran posthuset. De gav mig nødder og inviterede os alle fire til middag her i Mashad i dag. De sagde, De var bestyrer på et rekreationshjem.

- Sagde jeg det? Det erindrer jeg ikke.

Han rejste sig pompøst op og slog ud med armen.

- Men, nuvel, har jeg sagt det, er De naturligvis velkommen. Middagen begynder præcis klokken halv et. Spisesalen er på første sal, lige ned ad gangen og så til højre. Jeg skal sørge for, at personalet får besked om, at De spiser med.

Han viftede affabelt og satte sig ned igen. De blev stående et øjeblik og følte sig lidt fjollede, men bakkede så ud af kontoret igen.

- Skal vi ikke hellere gå nu? sagde Wilma. Så fedt er det vel heller ikke med den middag. Han har de mest elendige vibrationer, jeg nogen sinde har været ude for.

- Sludder og vrøvl, sagde Benny, her er godt nok lidt uhyggeligt, men jeg er så sulten, at jeg kunne æde en ko rå.

De andre var også enige om, at de da lige så godt kunne få den middag med, nu der blev givet besked alligevel.

På vejen mødte de et par patienter, der sad foroverbøjet på stole ude på gangen og stirrede stift ned i gulvet. De så ikke op, da danskerne kom forbi.

- Det er de første persere, jeg har set, der ikke er nysgerrige, sagde Benny.

- Jeg tror efterhånden, jeg har fundet ud af, hvad for en slags rekreationshjem, det er, sagde Erik. Men maden kan vel være lige så god for det.

Spisesalen var enorm stor. Der var mindst tyve store borde, der var dækket op med jernporcelæn og plasticbestik. Ved hver tredje plads sad sygeplejere.

Patienterne begyndte at komme trissende. Nogle af dem fandt med stift søvngængerblik frem til deres vante plads. Andre så sig fortabt omkring, indtil de blev ført over på det rigtige sted af sygeplejerne.

En gammel mand gik pludselig amok og forsøgte at slå flik-flak tværs gennem lokalet. Han knækkede håbløst sammen, og en af sygeplejerne kom styrtende over og lossede ham ned på en stol. Manden lagde hovedet ned i armene og begyndte at hulke hjerteskærende.

- Ikke ligefrem nogen særlig opbyggelig atmosfære, sagde Olfert.

- Undskyld, men hvor skal vi sidde henne? spurgte Benny en af plejerne. Plejeren så overrasket på dem.

- De er nye her, ikke sandt?

- Vi skal bare spise med. Vi er inviteret.

Plejeren gik over og konfererede med nogle af de andre. Så viste han dem hen til et afsides bord.

- De kan sidde her. Vi har ikke fået besked om Deres nummer endnu, men det ordner vi lige efter middagen.

- Hør nu her, vi går lige efter middagen.

- Ja, selvfølgelig, sagde plejeren med mild røst og forsvandt. Der sad kun to patienter og en plejer ved det bord, de blev vist over til. Den ene af patienterne var en mand på cirka halvtreds år, der så ud til at være indbegrebet af sundhed. Han smilede hjerteligt til dem, og gav dem alle fire hånden efter tur. Erik fik pladsen ved siden af ham. Idet han satte sig ned, bøjede manden sig frem o sagde på udmærket engelsk:

- Pas lige på ornen.

- Ornen?

- Den, der ligger under bordet.

Erik kiggede uvilkårligt ind under bordet, og grinede så ad sig selv, fordi han havde gjort det. En af plejerne kom over i det samme og hev ham op, så han sad ret igen.

- Sid ordentligt, sagde plejeren, der så satte sig ned ved den ene bordene.

Erik kunne ikke i farten finde på et bidende svar og rødmede som en krebs. Den anden patient stirrede med et tomt, glaseret blik ud i lokalet. Hans øjne virkede grønskimlede og mælkede. Erik lagde mærke til, at han havde hænderne inde mellem lårene. En af plejerne opdagede det også, og ruskede i patienten, der lydigt lagde hænderne op på bordet igen.

Nogle damer trillede stålborde med store stålfade med låg ind. Manden med det tomme blik begyndte ganske stille og lydløst at savle, så det drev ham ned over hagen.

- Nu går jeg altså, sagde Wilma.

- Åhr, hold så op, vi skrider, så snart vi har spist, sagde Benny. Fadene blev anbragt på bordet og lågene, der emmede på indersiden, taget af. Ris og fårekød.

De fire danskere ventede høfligt til de andre havde fået. Så øste de selv op og åd sig på rekordfart gennem så meget, at de var ved at sprække. Manden med ornen spiste også bravt, mens den anden sad forvirret og ude af stand til at klare sig selv og savlede. En af plejerne måtte made ham. Han fik ikke ret meget mad.

Danskerne anså det for høfligst at blive siddende og holde bordskik. Ti minutter efter, at de var færdige, rejste en af plejerne ved let forreste bord sig op og stødte i en fløjte. De fleste af patienterne rejste sig og begyndte at gå ud. Nogle måtte hales op. Manden med ornen sagde høfligt farvel til dem og slentrede roligt hen mod døren. Den anden blev siddende og stirrede på risen. Han havde tilsyneladende ikke fået nok.

- Gfk, gfk gfk, sagde han, men en af plejerne halede ham utålmodigt op og skubbede ham over mod døren. Han sjoskede videre derover som et mekanisk legetøj, der er trukket op.

De fire danskere begyndte at gå over mod døren. En plejer stod i døren og holdt øje med patienterne. Han blev meget overrasket, da han fik øje på dem.

- Er De nye? spurgte han på engelsk.

- Nej, vi er her kun som gæster. Vi er inviteret af bestyreren, forklarede Erik.

Plejeren så lidt forvirret ud. Så meget engelsk kunne han tilsyneladende heller ikke.

- Stue 317, tredje sal, sagde han.

- Lad os se at komme væk, sagde Olfert og begyndte at gå hen mod hovedtrappen.

Plejeren kom løbende efter Olfert.

- Op. Op, sagde han. Tredje sal.

- Ned. Ned, sagde Olfert. Jeg skal ikke spærres inde, kammerat. Plejeren råbte en hel masse på persisk, og pludselig vrimlede det med folk i hvide, nystivede uniformer omkring dem. De diskuterede indgående tilfældet, og havde tilsyneladende svært ved at komme til et resultat. Benny begyndte at svingle faretruende med armene. Olfert og Erik stod fortabt og gloede på mylderet af plejere. Wilma så resigneret ud, som om hun tænkte: "Sagde jeg ikke nok, vi skulle holde os væk".

Plejerne blev tilsyneladende enige om et eller andet. En af dem trængte sig igennem og sagde til danskerne:

- Denne vej. Lille besøg. Tredje sal. Op, op.

- Du kan tro nej, din avekat, sagde Benny og puffede løs med skuldrene. Vilde råb og heftig parlamenteren på persisk. En ældre herre i hvid lægekittel kom over. Plejerne råbte i munden på hinanden alle sammen.

- Doktor, skreg Erik, vi er her på besøg. Vi vil gerne ud.

Lægen nikkede venligt og sagde et par ord på persisk til plejerne. De begyndte at gribe fat i armene på de fire danskere og slæbe dem hen til trappen op til tredje sal. Benny maste løs og rev sig fri af de to plejere, der holdt om ham. Han stormede hen til trappen, men blev standset af et hold plejere, der kom løbende nedefra De myldrede tæt sammen om ham. Lægen kom derover og smilede venligt. Han trak en sprøjte og en lille plasticflaske op af brystlommen og begyndte roligt at fylde sprøjten. Benny skreg og hylede og baskede med arme og ben. Plejerne holdt ham fast så længe, at lægen kunne hakke ham i overarmen.

Benny holdt op med at hyle. Fire plejere bar ham op på tredje sal.

De tre andre danskere var nærmest hypnotiserede af choket. De vadede katatonisk op ad trappen, klemt inde mellem tilfreds smilende og venligt nikkende sygeplejere.

De blev båret frem med processionen til tredje sal og ind på stue 317, hvor de blev presset ned på træstole langs væggen. Benny hang dvask ned over stolen. Han havde et saligt, krøllet smil om læberne.

Wilma løb over til Benny og knælede ned foran ham.

- Benny, er der noget i vejen? Hvordan har du det, Benny?

- Mig? ... erru maj du mener ... schki ...de... godt.

- Benny. Vågn så op. Det er Wilma.

- Bare rolig - det ordner sig ... altsammen.

Benny vinkede beroligende ud med den ene hånd og skvattede sammen igen.

Wilma så sig omkring. Hun fandt tilsyneladende ikke nogen støtte hos de to andre, der bare sad og gloede tomt frem for sig. - Hvad skal vi gøre? peb hun.

- Vi skal bare snakke med bestyreren, sagde Erik. Så ordner det sig.

- Jamen, hvad nu hvis han har glemt os igen? Så kan vi sidde her og rådne.

- Tag den nu med ro, Wilma.

Lægen kom ind og gik over til skrivebordet, hvor han satte sig. Han smilede venligt, men der var et iskoldt glimt i øjnene.

- Narkotika, ikke sandt? sagde han til Erik. Hans stemme var ikke spor venlig. Ballade ude i byen? Eller hvad? Lovene er meget strenge her i Iran, men vi skal se, hvad vi kan gøre.

- Hør nu her engang, sagde Erik, meget langsomt og tydeligt og uendelig tålmodigt. Vi er blevet inviteret til middag her af bestyreren, som vi traf i Teheran for fjorten dage siden. Det kan plejerne åbenbart ikke fatte. Det er i orden, for man kan ikke forvente, de skulle kunne engelsk. Men det kan De åbenbart. Vil de nu være så venlig at lade os gå?

Lægen så lidt desorienteret ud.

- Plejerne sagde, De var blevet anholdt ude i byen, og at De vist nok var blevet vanvittige af narkotika.

- Det er ikke tilfældet.

- Lad os nu undersøge sagen. Vi skal bare være helt rolige. Så går det nok altsammen. Vi skal bare ikke være nervøse og overspændte.

Lægen smilede professionelt igen. Nu var han På hjemmebane. Tag lige og ring til bestyreren. Så er De rar.

- Nu må vi ikke fare op. Vi hviler os lige lidt. Der er senge derinde. Så kan vi måske få taget en lille blodprøve imens. Og må jeg forresten lige se Deres underarm.

Olfert var ved at tage sig sammen til at sige noget voldsomt, men Erik forhindrede ham i det. Han rakte villigt sin underarm frem.

- Se. Ingen nålemærker. Tilfreds?

- Man kan jo også indtage stofferne oralt.

Wilma begyndte at småklynke. Lægen så interesseret over på

hende.

- Angstneuroser? Abstinenssymptomer? Mon ikke vi skulle have en lille, beroligende indsprøjtning?

Olfert rejste sig op. Han lignede et mareridt i meccano. Han vandrede på sine enorme fødder over til skrivebordet. Lægen krympede næsen og satte sig tilbage i stolen. Han rakte ud efter en trykknap på skrivebordet. Olfert opdagede hans bevægelse og trådte et skridt tilbage igen. Lægen lod hånden glide tilbage, men fulgte stadig vagtsomt Olfert med øjnene.

- Doktor, sagde Olfert langsomt og tydeligt. Vi er fuldkommen villige til at lade os indlægge. De får ikke spor ballade med os. Må jeg bare bede Dem om en ting?

- Så gerne. Hvad drejer det sig om?

- Vil De lige ringe til bestyreren?

Lægen så ud som om han tænkte: Nu begynder de gudhjælpemig på den åndssvage historie igen, men trak så på skulderen og rakte ud efter telefonen.

Han drejede et nummer og sagde et par ord på persisk. Han lyttede et øjeblik og lagde røret på.

- De har ganske ret, sagde han så. Hans stemme havde ikke forandret sig den mindste smule. Der er åbenbart sket en mindre fejltagelse.

Olfert og Erik stablede Benny på fødderne og begyndte at gå hen mod døren med ham. Lægen råbte efter dem:

- Hov, vent lige lidt, jeg så kun den ene underarm.
 
 

De sad og drak te nede ved bazaren i Mashad, mens de prøvede på at komme lidt til hægterne igen. Wilma pylrede om Benny, der stadig var noget mat i øjnene. Erik syntes, det så afskyeligt ud. Olfert virkede nærmest ligeglad nu. Lad dog de unge mennesker more sig.

En ung perser kom over og snakkede med dem. Han fortalte dem, det var et held, de ikke havde korte bukser på. I sidste uge var to engelske turister slået ihjel af folk her, fordi de gik med korte bukser. Folk var meget religiøse i Mashad. Det var en hellig by.

På vejen tilbage til bilen var der en herre med lange skægstubbe og et fanatisk glimt i øjnene, der så sig gal på Benny. Han dansede rundt om ham og truede ad ham med en stor jernstang. Benny var stadig lidt døsig.

- Godt med dig, brormand, sagde han på vesterbrosk. - Læg den pind, så er du en flink hund.

Wilma blev meget hvid om næsetippen og begyndte at ryste på hænderne. Hun hev nogle forbipasserende i ærmet og spurgte om de ikke kunne kalde på en betjent eller noget. Manden med jernstangen svingede nu rundt med den lige over hovedet på Benny.

Benny så mildt interesseret op på den roterende stang og sagde: - Læg sig så. Nu må du ikke skabe dig mere.

De forbipasserende trak på skuldrene:

- Han er sindssyg, forklarede de venligt Wilma.

- Jamen, så spær ham da inde.

- Han er sindssyg. Han kan ikke gøre for det.

Så var der åbenbart ikke mere at sige til det.

Benny rakte sindigt en af sine gorillaarme op i luften og stod med jernstangen i hånden. Den gale mand spilede øjnene op og stirrede rædselsslagent på Benny, der smilede venligt til ham. Benny rakte ham stangen og sagde på dansk:

- Kan, du så gå hjem med dig. Du kunne komme til skade med den stang.

Manden luskede hjem. Wilma rystede over hele kroppen.

- Men jeg tror det var meget heldigt, du ikke fik tilkaldt politiet, sagde Erik. Så var det bare os, der var blevet spærret inde igen.

Wilma værdigede ham ikke et blik. Hun knugede Bennys hånd.

- Benny, lad os komme væk fra den forfærdelige by. Lige med det samme.

En rasende menneskemængde stod klemt sammen om deres rugbrød og hamrede løs på vognen med knytnæver eller kastede mur-brokker efter den. To af sideruderne var allerede gået i stykker. De havde ikke parkeret foran en moské eller noget, så det var lidt svært at finde en påviselig årsag. Måske var det de danske nummerplader, der fik folk til at se rødt. Folk var meget ortodokse i Mashad og kunne måske ikke tåle synet af europæiske bogstaver. Benny var lidt mere vågen nu og svinglede ud med armene, så folk fløj til alle sider. Han trængte sig frem og satte sig ind bag rattet. Folk veg forskræmt tilbage. De andre tre gik over mod vognen. En fjorten-femten årig fyr vendte sig om på vej væk fra bilen smed en sten i maven på Wilma, der knækkede sammen og begyndte at græde.

Olfert og Benny fór begge to efter drengen, der pilede ned ad gaden. Bennys arme og Olferts store fødder hvirvlede støvet op, det lignede en mindre tornado.

Benny fik langet ud efter drengen i et tehus nede ad gaden, og Olfert kylede en stol i hovedet på ham. En masse voksne lagde sig imellem.

- Han er jo ikke andet end en baby, sagde de om fyren, der #d og gloede olmt. En lidt ubarberet baby, ganske vist.

Der var ved at være optræk til øretæver, så Benny og Olfert fandt hurtigt tilbage til folkevognen, og halvandet minut efter, lige som de første sten begyndte at smælde ind i bagruden, var de på vild flugt ud af byen.

- Hvorfor er folk altid så underlige, når de er religiøse? spurgte Erik.

- Jeg vil hjem til mine forældre, sagde Wilma.

Benny trøstede hende. Olfert kørte. De kørte ud til den afghanske ambassade, der lå i udkanten af byen, for at forklare at de måtte have deres visa med det samme, fordi det ikke var rigtig sikkert at bo i Mashad. Det viste sig, at det kunne lade sig gøre mod en mindre erkendtlighed til kontoristen. Helst i hård valuta. Og under ingen omstændigheder i afghansk.

Tre blaffere, en sortsmusket islænding og et engelsk par, kørte med fra ambassaden til den afghanske grænse.

På den persiske side af grænsen skulle fjorten forskellige mennesker have navnet på de rejsendes far, mor, bedstefar og bedstemor. De skulle fortælle, ikke bare hvornår de var født, men også hvor og hvornår de var døbt og hvilken religion de tilhørte.

- Hvad skal jeg gøre? Jeg aner ikke, hvornår jeg er døbt, sagde Wilma.

- Bare skriv et eller andet, sagde Benny. Det gør jeg.

Wilma var så forfjamsket, at hun kom til at skrive den dag, det var nu. Alle tolderne ønskede hende tillykke.

Da de endelig var kommet igennem, viste det sig, de havde glemt en af de fjorten, der sad ved et lille uafmærket hul i muren. Så måtte de tilbage en gang til.

- Bedstefars navn?

- Nokkefår. Pladderabe, sagde Benny.

Manden nikkede og satte et lille bitte rødt stempel i Bennys pas. De kunne køre igennem til Afghanistan.

På den anden side af grænsen skulle de opgive, hvad de havde med af fotografiapparater, musikinstrumenter og den slags ting. En indfalden herre i vissengrøn uniform noterede det hele med imponerende arabisk skrift i deres pas. Det brugte han flere sider på. Så skulle de have klistret små farvede mærker i passet og have sat en halv snes forskellige stempler.

Det tog så lang tid, at de bestemte sig til at gøre holdt for natten et par hundrede meter fra grænsen. Wilma sad og snakkede med de tre blaffere hele aftenen. De var rørende enige om, at det, det kom an på her i verden, var at køre sit eget løb. På den måde kunne alle blive lykkelige.

Næste morgen havde blafferne kørt deres eget løb og var væk. De havde taget Bennys guitar med.

Benny var rasende. Wilma lidt eftertænksom.

I Herat brugte Olfert hele formiddagen på at få deres penge vekslet til afghani. Der var fire bankmænd, der hele tiden sendte ham rundt fra den ene til den anden. Alle ansøgninger om veksling skulle udfærdiges i otte eksemplarer.

Erik var nede på posthuset imens. Der var brev til Wilma fra hendes forældre, der ikke kunne forstå, hvor hun blev af. Hun havde fortalt dem, hun nok blev væk en måneds tid, og nu var der allerede gået mere. De andre var der ingen breve til. De havde heller ikke fået skrevet nogle.

Erik fandt breve i dyngen med poste restante, der var tre-fire år gamle. Det var helt hyggeligt at se gamle danske julemærker igen.

Han spurgte postassistenten om det ikke ville være mest korrekt at sende de gamle breve retur.

- Det er alt for besværligt. Og der er jo ikke returporto med, sagde postassistenten. Desuden samler tilsynsmanden fra Kabul på frimærker. Han kan godt lide, vi gemmer nogle breve til han kommer.

Et stykke udenfor Herat begyndte en supermoderne betonvej. Den var bygget af russerne som led i u-landshjælpen til Afghanistan. En gang i timen så man en enkelt dromedar på vejen. Med jævne mellemrum var der bygget luksushoteller ud til vejen. De stoppede ved et af dem ud på aftenen for at spørge, om måtte få noget vand, og blev budt hjerteligt velkommen af hoteldirektøren, der ikke havde set en gæst i ugevis. Der kom aldrig mennesker forbi, forklarede han. Han sagde, at han hellere end gerne ville have inviteret dem til at tage ambassadørsuiten gratis, men det kunne han desværre ikke tillade sig. Men hvis de ville sove i deres soveposer på gulvet i receptionen var de meget velkomne. Det ville de da gerne. Der var lækre toiletter med bidet og det hele, og en stor swimming-pool lige udenfor. Den kunne de desværre ikke bruge. Der var ikke vand i.

På alle væggene var der plakater med Kreml og Lumumba-universitetet og sputnikker og folkenes ubrydelige venskab.

Der var store saloner med konferenceborde og dybe, sorte læderlænestole. De satte sig rundt i lænestolene og spillede whist. Benny bandede indædt over, at hans guitar var blevet stjålet. Men ellers havde de det aldeles pragtfuldt.

Hoteldirektøren satte sig over og snakkede med dem. Han for-talte om forholdene i landet.

- Her er ingen partier eller politisk liv overhovedet, sagde han. Kun kongen, hvis far oprindelig var general og overtog magten efter en røverhøvding far fyrre år siden.

Han fortalte også om retssystemet. Hvis en mand myrder mere end to personer, bliver han betragtet som et statsanliggende, og så bliver han halshugget offentligt. Men hvis han kun myrder én, bliver han bagbundet udleveret til den myrdedes familie sammen med en kniv. Så kan de få fornøjelsen af at snitte ham i småstykker eller de kan bruge ham som arbejdsslave - alt efter hvad de har lyst til.

Inspektøren inviterede dem alle fire på middag. Det skulle heller ikke koste noget. Han tog dem med ud for at se på køkkenet, der var et vidunder af moderne maskiner - dybfryser, elektronisk ovn, opvaskemaskine, store elektriske friturekogere. Alt sammen russisk og alt sammen det allersidste og nyeste, man kunne finde.

- Men vi kan desværre ikke finde en kok, der kan finde ud af alle de maskiner, sagde hotelinspektøren. - Så vi laver mad her ved siden af.

De gik igennem døren og kom ud til en stor, forsømt baghave. Der var flikket et lille træskur op, hvor en smilende, sodsværtet mand sad og stegte kød over åben ild.

De spiste ude i haven. Ris med fårekød og små glas med te. Det smagte storartet.

Om aftenen var de nede i kælderen, hvor folk fra omegnen gerne holdt til. De kunne ikke lide at være oppe i lænestolene i de store saloner. De var vant til at sidde på gulvet på tæpper.

Nede i kælderen havde de stablet nogle store metal-garderobeskabe ovenpå hinanden og op ad væggen. Med lågerne indad, så man ikke kunne komme til. Men det havde de heller ikke brug for.

Foran metalskabene havde de bredt tæpper ud på gulvet, og der sad de på hug og drak te og røg hash af flotte, udskårne piber.

To mænd spillede på en slags skabsharmonika, hvor de skulle trække ned i et trælåg hele tiden. En ganske lille, snottet unge spillede aldeles fremragende på trommer til.

Der sad en halv snes mænd i alt og drak te og røg hash og tyggede grønt snus, der var lavet af tobak med tilsat kalciumsulfat. Det flåede næsten tandkødet helt op.

Nogle af de unge mænd gik udenfor og klædte sig om i skørter. De smurte også godt med læbestift på og klistrede sølvpailletter i panden. Så kom de ind enkeltvis og dansede rundt med fejende skørter. Der var en masse pludselige breaks i musikken, der fik dem til at synke sammen i en fastfrossen, yndefuld stilling.

Som regel sank de betaget sammen foran en af de ældre mænd og dansede foran ham alene, indtil de fik en ti-afghani-seddel stukket i hånden. De dansede ikke for nogle af danskerne.

Wilma gik alle i en bue uden om. De var ikke vant til at omgås kvinder uden slør, og vidste ikke rigtig, hvordan de skulle opføre sig over for sådan en med splitternøgent ansigt.

Det var vidunderligt at sove på det bløde gulvtæppe oppe i receptionen. Næste morgen tog de hjertelig afsked med hotelinspektøren og lovede at hilse hans kolleger i de næste, tomme luksushoteller.

 Vejen fortsatte lige bred og imponerende. Og lige øde.

Et sted købte de en melon ved vejkanten. Manden havde en enorm messingvægt, og lagde omhyggeligt melonen op på den ene vægtskål. Så fandt han en skovl frem og skovlede jord op på den anden vægtskål, indtil de stod lige.

Derefter forlangte han den pris, han havde bestemt sig til i for-vejen.

Det så de på en eller anden måde som et symbol på hele Afghanistan.

I Kandahar var de inde på et apotek, fordi Wilma havde hoved-pine. Strykninpræparater, efedrin, largactil og alle mulige andre ting lå frit fremme på disken. Man kunne tilsyneladende købe alt uden recept. De nøjedes med aspirin.

Kandahar var en fantastisk oplevelse. Man havde for første gang virkelig en fornemmelse af at være kommet meget langt væk fra Europa.

Alle mændene var i nationaldragter med posede bukser og hvid turban med en langt nedhængende snip, som de bruger til at snyde næse i og hvad man nu ellers kan finde på. Kvinderne i mørke fuglebure af stof op over hovedet, så ikke engang øjnene er fri. De fleste havde bare fødder. En tigger, de kom forbi, lå på siden, så man kunne se hans grå fodsåler, der var skorpede som bildæk. Nogle af kvinderne havde fine metal-snabelsko på. Mange af pigerne gik med et kastemærke i panden, enkelte havde barberet håret af og blå tatoveringsmærker hen over den blanke isse, som man kun ser glimtvis under slørene. De fleste af børnene var klippet skaldede. Som regel sidder der dog en lille firkant af hår tilbage mellem øjnene, eller én tynd og lang fletningepisk omme i nakken. Nogle af pigerne havde en masse små fletningeorme i nakken, og en hel del af de små børn - både drenge og piger - havde et tykt lag mascara rundt om øjnene.

Øjnene var det værste. Der er fantastisk mange mennesker med øjensygdomme. Blinde, røde øjne. Øjne der er helt hvide, uden iris. Indfaldne øjenlåg, hvor øjenæblet bagved mangler. Overalt sidder fluerne tæt om de syge øjne.

En kvinde sad midt på fortovet med et lille barn i skødet. Der løb blod ud af barnets øjne og ned over kinderne.

Ved siden af lå en lille dreng på gaden. Han var tilsyneladende lemlæstet. Det ene ben stak ud i en umulig vinkel. Han så dødssyg og udmagret ud og strakte en lang, tynd fuglearm frem for at tigge. Folk hastede bare videre.

Wilma lagde hovedet ind til Bennys skulder. Men den lille dreng var der alligevel.

De sad på et lille tehus og drak te og småskændtes. Wilma ville helst videre med det samme. Hun kunne ikke rigtig holde til at være i den by længere. Benny spurgte, hvorfor hun var så pirrelig. Hun sagde, at det var hun bare. Benny spurgte om hun stadig havde hovedpine. Hun blev endnu mere pirrelig.

En ung afghaner, der kunne tale engelsk, satte sig over til deres bord. Han fortalte dem, at Afghanistan formentlig var det mest korrupte land i verden. Men man kunne ikke gøre noget ved det, fordi alle mennesker var analfabeter og ikke var klar over at man kunne lave om på forholdene.

Han sagde, at han selv kom fra en rig familie, men det harmede ham alligevel at se de få, rige familier sidde og brede sig over det hele. På alle regeringskontorerne sad en eller andens onkel bare. Der var en tysker, der var blevet sat til at organisere hoteldriften i landet, og han havde fået lavet en masse, men så var han blevet erstattet af en af ministrenes fætre, og så var der ikke sket andet alligevel. En ekspert, der var udsendt af FN, skulle tage sig af opbygningen af vandkraftstationer i Afghanistan, men han måtte opgive efter ganske kort tids forløb, fordi der på alle kontorerne sad "ingeniører", der bare sad der, fordi de havde forbindelser, og godt kunne bruge nogle penge.

Mange af dem var analfabeter.

En dromedar sank pludselig i knæ lige foran dem. Den mand, der havde trukket den afsted, kom hen og så undersøgende på den. Han hev i tøjret, der var slået ind gennem huller i dyrets næsebor. Næseborene blødte. Dromedaren rørte sig ikke. Manden vendte dens øjenlåg opad. Den så meget træt ud.

Roligt og metodisk halede manden en enorm kniv op af bæltet og begyndte at file halsen over på dyret. Den blødte meget. Dromedaren så spørgende og sørgmodigt op på ham. Den sagde ikke noget. Wilma var blevet meget bleg, og pludselig rejste hun sig op, så hendes glas væltede, og fór ned ad gaden. Benny sprang op og løb efter. Olfert havde også rejst sig, men Benny sagde til ham, han bare skulle blive siddende.

Olfert og Erik gik en tur rundt i gaderne. Der var boder emd alt mulig ragelse, hvor indehaverne havde hængt en række udrullede præservativer op på en snor. Rundt omkring på gaden kunne man se piger på ti-tolv år, der med et yndefuldt og henført ansigtsudtryk sad og pustede kondomerne op til balloner.

Måske brugte de dem også til at bære vand i.

Der var ikke ret mange biler på gaderne. De fleste af dem, der var der, var russiske. Busserne var ombyggede tankbiler eller lastvogne, der var forsynet med et højt stakit hele vejen rundt om ladet. Oppe på ladet sad folk så stuvet så tæt sammen, at de lignede mangehovede uhyrer.

Hver gang busserne svingede om hjørnet, intonerede en forsanger "Mashallah" - "Guds vilje ske" - og alle stemte i med en lille, fatalistisk bøn. Det kunne der også være grund til, sådan som chaufførerne kørte. Men der var flest hestevogne. Det var lette sulky-lignende vogne. Hestene havde fine blomstertømmer.

De kom tilbage til bilen. Wilma sad omme på bagsædet, klemt helt ind mod væggen, og græd. Benny sad med armene om hende og prøvede på at trøste hende.

De blev enige om at køre videre med det samme.
 
 

De kørte nordpå ud af byen ad den brede og totalt øde motorvej, amerikanerne havde bygget. De kom forbi Kandahars stolthed, lufthavnen, som alle mennesker i byen snakkede om hele tiden.

Der var ganske vist ingen maskiner overhovedet, der landede der, men det kunne jo være, det kom engang.

Russerne og amerikanerne havde været nogenlunde lige uheldige med deres vejbyggerier og andre u-landsprojekter. Perserne var det gået endnu værre. De havde bygget en vej ind på afghansk territorium og havde desværre glemt at spørge afghanerne først. Den afghanske regering havde hævnet sig ved at ophæve persisks status som officielt sprog i Afghanistan. Det var ganske vist lidt upraktisk, for mere end halvdelen af den afghanske befolkning talte persisk, men nationens ære måtte gå forud for alt. Så nu kunne folk i Kabul ikke forstå radioen eller læse aviserne mere.

Kineserne var de eneste, der havde lavet et virkelig effektivt stykke vejbyggeri. De havde bygget en betonvej, der var stærk nok til at kunne bære tanks, fra den kinesiske grænse ned til den afghanske hovedstad.

Som alle andre europæere skulle de standse i Qazni og se på udvalget af de berømte afghanerfrakker. Qazni var en sær by, der mindede dem om Lhasa eller noget i den retning. Husene lå trykket sammen op ad en høj. For foden af højen var der en stor mur af stampet ler. Oppe fra muren vajede lange, flossede silkebannere. Folk så mongolske ud.

I den første bod, de kom til, sad et kinesisk tvillingepar på omkring de halvfjerds. De havde blankpolerede isser og lange, hvide skæg, og de hoppede op og ned som Tweedle-dee og Tweedle-dum, mens de roste deres frakkers fortræffelighed. De havde to hulIede og mølædte jakker, der så ud til at stamme fra nogle meget syge får, og en lang, rød og hvid stribet slåbrok med pelsfor, der tilsyneladende var arvet efter de glade hostruppere på Regensen. De skulle koste 1200 afghani stykket, 130 kroner.

De betakkede sig og gik videre til næste butik, hvor indehaveren, en blankskinnende buddha, sagde at han lige skulle hente varer fra lageret. Så kom han guddødemig slæbende med de samme ormædte rædsler, denne gang til 600 afghani stykket.

Det viste sig at de rigtige turistfrakker skulle købes i en anden gade, hvor folkene var meget turistvante og ikke indlod sig på prutte om prisen.

Prisen var omtrent lige så høj som i København. Wilma syntes, de skulle købe dem alligevel. De andre sagde, hun ikke var rigtig klog.

Wilma ville have dem til at tænke på, hvor meget arbejde der lå i de frakker, og hvor fattige afghanerne var. Det gad de ikke tænke på.

Wilma sagde, de var typiske, forstokkede turister og ikke forstod et ord af det hele. Hun købte en nationaldragt med posede bukser og slør, så hun rigtig kunne føle sig indforstået. Den kostede det hvide ud af øjnene.

Wilma kørte resten af vejen til Kabul. Hun gik modstræbende med til at tage sit nye slør af så længe.

Det første indtryk af Kabul var ucharmerende. Smuldrende bygninger i europæisk stil, grimede af skidt. Enkelte moderne hotel-klodser.

Erik og Wilma gik ud for at købe ind til middag, og kom ind i nogle spændende bazargyder, der var gemt væk bag den triste facade. De handlende snød, så vandet drev. Hvis man ville købe kilo vindruer, fik man rundt regnet tohundrede gram. Men de handlende havde forfalskede lodder, så det var umuligt at gøre vrøvl.

Erik prøvede alligevel. Wilma sagde, han skulle holde op, hvad betød et par øre mere eller mindre.

En lille dreng kom hen til dem med en svedig blomst i hånden. Den rakte han til Wilma. Hun lyste op i et stort smil og satte blomsten i håret.

- Sådan er menneskene her. De er kærlige og åbne overfor alle, der bare er en lille smule imødekommende, sagde hun docerende. Det er ikke som i Europa.

Drengen rakte hånden frem for at få penge. Wilma gav ham en håndfuld mønter.

Fyrre børn fulgte dem i hælene resten af vejen.

Erik diagnosticerede Wilmas tilfælde som galoperende exotitis. Han prøvede på at fortælle hende, at det ikke var godt altsammen, fordi det ikke var som i Europa. Korruptionen, fattigdommen og alle sygdommene var ikke noget godt. Wilma sagde, det ikke var det, det virkelig kom an på. Erik mindede hende om tiggerdrengen og den oversavede dromedar i Kandahar. Wilma sagde, hun var sikker på, at den europæiske indflydelse havde skadet meget. Folk havde været meget lykkeligere, da de boede i små landsbyer i nær kontakt med jorden.

- De der ser ellers ud til at være i meget nær kontakt med jorden, sagde Erik og nikkede over til et par af de mest beskidte unger.

- Årh, altså, sagde Wilma.

Så sagde hun ikke mere på resten af vejen.

De var holdt op med at spise kød. Wilma lagde også noget idealistisk i det - det var på en eller anden måde ædlere at ruske forsvarsløse planter op af jorden end at smække dyr for panden. De andre var blevet vegetarer af at se på slagteboderne, hvor det grønslimede kød var næsten usynligt under et halv meter tykt tæppe af fluer.

Middagen bestod til en afveksling af ris og tomater. De drak te på et lille tehus bagefter. Manden forlangte fem afghani for en kande te.

- Fem? Det er dyrt, sagde Olfert venligt og overbærende på persisk.

Manden skyndte sig at lægge fire afghani i byttepenge.

De blev i Kabul nogle dage. Der kom masser af mennesker forbi bilen. De var venligt interesserede, og aldrig påtrængende, stumt gloende som i Tyrkiet eller fjendtlige som i Mashad.

En ung mand ville meget gerne have at vide, hvorfor Wilma gik med slør og pludderbukser. Hun fortalte ham, at afghanerne var meget smukkere end europæere. Han spurgte med lysende øjne, om det var rigtigt, man kunne tjene flere tusinde om måneden i Europa.

Der var en masse unge europæere og amerikanere i byen. De var delt i to temmelig skarpt adskilte grupper. På Hotel Noord sad en masse freaks og røg hash. De klumpede sig sammen i hotellets vestibule, og gik kun ud for at købe et par sukkerkringler engang imellem. Ellers vovede de sig ikke længere væk fra deres hovedkvarter end til hotellets have, hvor de kunne sidde i timevis og spille på bongotrommer. På Khyber Hotel holdt de amerikanske college-studerende og de engelske og franske rejsende med landkort på bilerne til. Der konsumerede de enorme mængder ristet brød og drak rigtig, europæisk kaffe i spandevis.
 
 

Nogle af de mest vanvittige af dem var en flok englændere, der var ved at køre en rigtig dobbeltdækkerbus fra London jorden rundt. Det var der ingen, der havde gjort før. De havde sikkert også sparet i årevis for at betale bussen og for at samle de enorme summer sammen, det ville koste at fragte bussen til Australien og derfra igen til Amerika. Benny spurgte, om det ikke var mere praktisk at sælge bussen i Indien og købe en ny i Australien.

- Jamen, så kommer vi jo ikke jorden rundt med dobbeltdækkeren.

- Hvorfor gør I det egentlig?

- It's good fun.

De var kommet for skade at køre gennem en viadukt, der var en halv meter for lav, i Baghdad og måtte køre rundt om Kuwait for at sælge blod, så de kunne få den repareret ordentligt igen. Man betalte høje priser for blod i Kuwait, fordi muslimer ikke må give blod.

I Tyrkiet var der nogle steder, hvor man betalte endnu mere men der turde de ikke give blod. Der var akut mangel, og et sted havde man simpelthen tømt en intetanende engelsk hippie.

Benny og Olfert og Erik sluttede sig nærmest til folkene på Hotel Khyber. De sad og udvekslede erfaringer om vejenes beskaffenhed og prisniveauet hele vejen over Asien. Wilma syntes, det var afskyeligt med denne europæer-stemning. Hun kom lidt nede på Hotel Noord, men var heller ikke rigtig tilfreds med hippiernes totale mangel på interesse for, hvor de egentlig var henne i verden. For det meste røg hun et par piber nede på Hotel Noord sammen med flipperne, og strejfede så rundt i bazargyderne for at se på de smukke afghanere. Hun blev skuffet, hver gang hun snakkede med nogle. For det meste ønskede de sig præcis de ting her i verden, som hun afskyede. Hun kunne sidde i timevis nede på tobakstorvet eller ristorvet og ryge ubehandlet langpibetobak af vandpiber sammen med de handlende og drikke te af små glas. Men hver gang hun kom tilbage, klagede hun over, at hun ikke rigtig kunne komme i kontakt med folk.

De var ude på den indiske ambassade for at hente visum. Der sad en mand bag en lille glug og rakte formularer frem og forklarede dem på sing-song-engelsk, at alle formaliteterne måtte være i orden, og formular A udfyldes før formular B.

De skulle have særlig tilladelse til at køre på de indiske veje og garanti for, at de ikke ville blive i Indien mere end to måneder med bilen. Når de spurgte, hvem der egentlig kunne garantere det, trak han bare på skuldrene. Det kom ikke ham ved.

De gik op til den danske konsul i byen, der var italiener. Han hadede inderne af et godt hjerte.

- De er så forbandet arrogante og bureaukratiske hele tiden, sagde han. Jeg tror, det kommer af et eller andet mindreværdskompleks.

Han sagde, at han da ikke anede, om de ville køre vognen ud inden to måneder, men han havde ikke spor mod at garantere det.

- Lad mig bare skrive under. Jeg er da ligeglad.

De fik hans underskrift, men det viste sig naturligvis, det var på den gale formular, så de måtte køre frem og tilbage et par gange til.

Uden for Kabul kørte de gennem et forrevent bjerglandskab med dybe kløfter og slugter. Nogle steder var der flere hundrede meters lodret fald fra den smalle stenvej. Erik blev svimmel af at kigge ned. Han var glad for, det var Benny der kørte.

I Jalalabad, lige før grænsen, brugte de deres sidste afghani - ti kroner i alt - til at købe orgieagtigt ind. Tre pakker cigaretter, et kilo bolsjer, fem pund pærer, fire pund æbler, tre pund granatæbler og to pund vindruer. De havde allesammen diarré næste dag.

Gennem hårnålesving, hvor enhver form for udsyn var umuligt, op til Khyber-passet, der dannede grænsen til Pakistan.

Ikke så snart var de kommet igennem, før de første sten smældede mod bagruden. Afghanistan var åbenbart bare en venlig parentes.