Arne Herløv Petersen: Helgardering

Arne Herløv Petersen

Helgardering

Copyright © 1994 Arne Herløv Petersen
Centrum
1994
Romanen "Helgardering" udkom september 1994 på forlaget Centrum
efter at have vundet førstepris i forlagets romankonkurrence.
Den er udsendt i serien "Gennembrud" og koster 100 kroner.
Den er på 164 sider.

Helgardering som e-bog

Læs hele bogen som PDF-fil på Scribd

- Ja, det er Bang, brølede stemmen inde fra chefens kontor. - Direktør

Bang fra Con-Grat. Er det Olsen?

Dukker mig over fakturaerne, trækker skuldrene op. En svag sitren i

den højre. Rislende. Chefen kunne være blevet god Wagnersanger.

Stemmepragt. At så stor en stemme kan bo i så lille en krop. Kompakt,

men lille. Komprimeret chef. Med tågehorn. Umuligt at samle tankerne

imens. Lad ham råbe ud. Lad dog barnet. Umulig at stoppe. Som at

stoppe en søelefant midt i dens parring. Søelefant? Måske ikke parring,

klemt i en skruestik.

På fabrikker har de høreværn. Hvad ville chefen sige, hvis jeg sad her

med høreværn? Mopset, for at sige det mildt. Personlig fornærmelse.

Men hvorfor kan han dog ikke dæmpe sig lidt, så andre kan være her?

Hjælper ikke en pind, døren er lukket. Man kunne selvfølgelig også

lydisolere døren. Hvis det hjalp. Lime æggebakker på indersiden. Snige

sig ind en tidlig morgen med mappen fuld af æggebakker.

Tålmodigt sukkende skubber jeg fakturaerne fra mig. Ser på mine

negle. Rosa og hvælvede. Smukke, egentlig. Små muslingeskaller man

fandt på stranden som barn. Chefens stemme mejsler sig ind i øregan-

gen. Han kunne lige så godt have siddet på skødet af mig.

- Hvad fanden er det for noget sløseri, Olsen? Var det ikke snart på

tide, De fik fingeren ud af hullet? Er De klar over, at vi skulle have haft

de påskekort i mandags? At hvad siger De? Arbejdsnedlæggelse? Fagligt

møde? I arbejdstiden? Jamen, hvad fanden har man da Arbejdsretten til?

Det kan sgu ikke gå ud over Deres kunder, at Deres folk ikke gider

bestille noget... Ja, det er sgu da ikke noget under, det går ad helvede til

her i landet - med den indstilling... Sløseri og slendrian... Ja, det kan der

sgu være noget om, Olsen. Det er os andre, der skal betale gildet... Nej,

det kan det sgu heller ikke. Det kan ikke betale sig at bestille noget...

Men vi er jo nogle stykker, der gør det alligevel, ikke også? Ha ha... Ja,

nogen skal sgu holde skuden oppe...

Chefen som admiral. Krydsbandolerer strammer om den lille

hårdtpumpede vom. Trækker sablen og går ned med skibet. Klap for

øjet.

- Hø. Ja, det er sgu lige før... Sådan en smart lejlighed i West End.

Eller Mayfair. Eller hvad det nu hedder... Hø. Ja, de skulle sgu bare

prøve en rigtig krise. Så kunne de måske lære at makke ret... Når der nu

ikke er råd til lønstigninger... Ja, ja... Nej, er De vanvittig? Nej, Olsen.

Det kan der ikke være tale om. Det vælter alle vores planer... Nej. det er

alt for sent... Nå, men så lad os da i hvert fald sige fredag... Nej.

Formiddag... Ja, så siger vi det. Inden tolv... Ja, husk det nu. Farvel.

Røret smækket på med et brag. Ser for mig alle chefens underlige små

nipsgenstande hoppe op og ned. Nisser fra Harzen. Gruss gruss.

Tager ny bestilling fra bordet. Taster kundenummer ind. Her.

Mullerup Boghandel. Hvem helvede har glemt at sætte postnummer på?

Hverken her eller der. Sjusk. Sløseri der skader os alle.

Sukker, trækker midterste skuffe ud. Adressebogen. 5540 Ullerslev.

An: 25 diverse lejlighedskort. En gros-pris.

h nej. Ikke nu igen. Chefens telefonitis. Hvad er det, man siger?

Vaccineret med en grammofonstift. Nå da da. Chefinden. Hyænen.

- Ja, det er mig. Er det dig?

Basso profundo. Fortissimo.

- Ja, nu skal du høre, Thelma. Det er en af de store boghandlere fra

provinsen, der er kommet til byen... Ja, fra Viborg. Ja, han sidder her på

kontoret nu. Lige ved siden af... Ja, så vi har lige snakket om, vi skal ud

og have en bid brød. Så du skal ikke vente mig før senere på aftenen...

Ja, Thelma... Ja, det skal jeg nok... Ja, farvel.

Smæk bang goinkk! Røret på! Og den lyd derindefra. Som et dybt

dybt suk. Steg op af ukendte huler i chefens massive kødkrop.

Søelefanten sluppet ud af skruestikken.

Så kan man måske... Skygge. Fare. Sæt... Farer sammen, adrenalin.

Ser flaksende op over Brøndbys lange skikkelse. Slange skikkelse.

Gjorde mig forskrækket. Hvorfor er han så lydløs? Uhyggeligt, er det.

Og så de tennissko, han går med. Store og uformelige og med navn på.

Sgu da ikke noget at gå med i arbejdstiden. Kan heller ikke være godt

for fødderne. Svamp mellem tæerne. Kan ikke lide, han kommer

snigende på den måde. Lurende.

Brøndby synker sammen i knæene. Hørlig knirken. Usmurt meccano.

Sakser ned i kroppen, en balde plantet på hjørnet af mit skrivebord.

Bryder mig altså ikke om at have hans røv i næsehøjde. Ubehag.

Brøndby køber jakkesæt i Sverige. Disse ternede letvægtshabitter, man

ellers kun ser i Tivoli. Tror de virker amerikanske. Giver ham dette

anstrøg af The Big Apple. Sammen med det afgnavede hår. Big Apple.

Ha. Small Potatoes. Og så de klumpede tennissko på fødderne. Helt

inkongruente. Adidas. Djum djum.

Foragter ham. En spradebasse og en nar. Har set hans visitkort. "Art

director", kalder han sig. Hurtigtegner er han, ligesom på Strøget. Eller

på Bakken. Og idémand til platte karlekammervittigheder. Vorher-

rebevares.

- Nå, nu skal gammelfar ud og have noget på den fjollede igen, siger

han.

Denne klæge stemme. dette forsorent friskfyragtige. Indladende.

Forsoffent udtryk i øjnene. Noget lettere gæret over hans hud. Bumser

i nakken, dækket af lysebrun clearasil. Hvorfor er vi ikke Des? Og

skriver med fjerpenne ved hver sin pult? Hvorfor opfører han sig som

om vi er jævnaldrende. Når jeg kunne være hans far. Eller i det mindste

en yngre onkel.

- Hø, ja, siger jeg. Noget skal man jo sige. En grimasse der kan passe.

- Det er sgu da også underligt, han ikke kan vænne sig af med at galpe

op på den måde. Man kan sgu ikke høre, hvad man selv tænker.

Ekkorum i Brøndbys blege kranium.

- Mjø, siger jeg. Altid klar med en intelligent bemærkning.

- Ved du hvad, Leon. Jeg tror sgu ikke, det er gået op for Bang,

telefonen er opfundet. Han tror sgu, han skal skrige, så det kan høres

hjemme i Ordrup.

Smiler pligtskyldigt. Ikke nogen ny bemærkning. Ville ønske Brøndby

gik tilbage til sig selv. Ville ønske han holdt op med at kalde mig Leon.

Jeg har også et efternavn. Schoubye Sørensen.

Jeg kalder da heller ikke ham André. Kunne jeg faktisk overhovedet

ikke tænke mig. En vis omgangstone på et kontor... Men han dalrer jo

bare rundt. Tror han er kunstner. Kuh-nsst-ner. Med spidst u. Ha.

Lykønskningskortenes Rembrandt. Nu glider hans balde længere ind

over mit skrivebord. Den siver. Kunne snart bide ham i låret. Hvad mon

han ville sige til det?

- Nu skal du ellers høre, Leon, siger han. Læner sig frem. Syntetisk

pebermynteånde. Plax. Skurer drøblen, før han går hjemmefra. Og

tygger stimorol før et møde. Så tror han, han kan tillade sig at sende sin

hede bronchieluft op i næsen på folk. Rimper uvilkårligt næseborene lidt

sammen. Han har små gule søvnklatter i øjenkrogene. Får lyst til at

kratte dem ud med en negl.

Knævren går. h Gud.

- For man må jo tænke i nye baner. Og der er aldrig før nogen, der har

lavet en serie specielt til dem, der fylder tredive. Bare sådan lidt

småfnidder. Men ikke på en målrettet måde. Og de trediveårige, det er

jo dem, der går i byen og alt mulig. Det er dem, der har en masse

venner, der gerne vil sende dem sådan et kort, ikke. Kan du ikke lige se

det? Det er simpelthen vores målgruppe.

- Mvø.

- Ja, for nogle år siden, der var det mest teenagerne, der købte vores

kort, ikke. Men de køber sgu ikke noget mere. Måske er det, fordi de

ikke lærer at læse eller skrive i skolen. Jeg mener, de ved sgu ikke, hvad

der er for og bag på en giroblanket. De render rundt med deres

walkman for ørerne, og så ser de splatterfilm i videoen. Og så drikker

de guldbajere, så snart de har lagt sutten. Så de køber sgu ikke fødsels-

dagskort. Jeg tror heller ikke, de har sans for humor...

Hvis sansen for Brøndbys humor uddør, vil det være et fremskridt for

menneskeheden. Som udviklingen fra neanderthaler til cro magnon.

Men selvfølgelig... Han har jo ret i det med de unge. Magen til kogte

padder...

- ... og dog, siger Brøndby grundende. - Nu det der med de splatter-

film. Måske kunne man få noget af den slags med på kortene. Med

motorsavsmassakrer... eller noget i den dur. Man skulle måske læse et

par bøger af Stephen King..

Brøndby tager gudhjælpeme en lille sort notesbog op af inderlommen

i sin blåternede svenske letvægtsjakke, fisker en ganske lille sølvpencil

op og skriver et par ord i notesbogen, før han stikker den ned igen.

Hvilke ord? Husk splatter. Stephen King, research... Må endelig ikke gå

glip af et indfald. Studerer sikkert sit lokumspapir som var det rohr-

schachprøver.

- Tak skal du have, siger Brøndby og smiler til mig med sine mod-

bydelige plaxtænder. - Der er nu ikke noget så godt som en lille snak til

at få ideer. Sådan lidt brainstorm.

Hold mig udenfor. Ikke meget storm i den brain. En storm i en kop

lunken havresuppe. Smiler strintende helt nede fra bunden af mavesæk-

ken.

- Det kan være, de helt unge slet ikke holder fødselsdag, siger jeg.

- Tror du?

Brøndby rynker brynene. Lodret rynke. Simulerer en tanke. - Nå, det

ved du selvfølgelig ikke en kæft om... Hvor skulle du også vide det fra?

Han rejser sig op. Nu går han vel. Han læner sig frem og prikker mig

i brystet med en pegefinger., Skæver ed. Han burde få gjort noget ved

den neglerod. Står lige ud, som en blodig trævl. Kan man dog aldrig

blive fri?

- Nej, du. Men de trediveårige. Dem ved man, hvor man har. Jeg har

lige lavet et kort, hvor der står på forsiden: "Nå, din gamle støder. Så er

du altså blevet pebersvend". Og når man så lukker op, så er der en pose

med rigtig stødt peber i.

Og jeg har også lavet et andet, hvor der står: "Tak for festen, du

gamle. Det var en mægtig fødselsdag". Og så på side tre står der: "Du

har sikkert brug for denne her". Og så ligger der en rigtig hoved-

pinepille. I en lille pose.

Forstår du, når man står og vælger kort, så tager man altid det, der

indeholder en vare. Det giver folk en fornemmelse af at de får mere for

pengene.

Det er et mægtigt gimmick. Synes du ikke også?

- Jo.

Jeg ser på mine egne negle. Ingen flossede neglerødder.

Hvorfor kan folk dog ikke gøre sig en smule umage med sig selv? Være

en anelse soignerede. Brøndby kommer aldrig til at virke rigtig sund.

Eller stueren. Uanset hvor meget han gurgler hals og

smører bumser. Altid en fornemmelse af, at der siver pus og materie ud

af ham, hvis man trykker på ham. Han ligner noget, der har ligget under

en sten.

Selvfølgelig kan man også gå i den anden grøft. Ser mig træt rundt.

Efter undsætning. Frøken Nicolaisen sidder og maler neglene blårøde.

Blodige kløer. Chefens sekretær. Skriver forretningbrevene for ham.

mens Brøndby oversætter de udenlandske kort og finder på sine egne og

tegner til.

Laver ikke dagens gerning nogen af dem. Mig der holder hele biksen

oppe, selvfølgelig. Har ansvaret.for både kontor og lager. Lageret

ganske vist ikke meget større end et kosteskab. Lille rum ud til kontoret.

Con-Grat er ikke ligefrem et verdensfirma. Mig og chefen, Brøndby og

frøken Nicolaisen. That's all, folks. Og når så de tre af dem ikke

bestiller en kæft andet end at snakke i telefon og sminke sig og plante

sine svedige endebalder på mit skrivebord. Så.

Rejser mig op. Brøndby har allerede åbnet munden for at ævle videre.

Går. Lader ham stå der og lege guldfisk. Ha.

Velsignede lugt af støv på det lille lager. Stilhed. Som et lunt omslag om

sjælen. Vederkvægelse.

Reolsystem. Foldex eller Simplex eller noget i den retning. Lange

metalstivere med huller i. Masonithylder. På hylderne alle de forskellige

kort, anbragt i nummerorden.

Hvorfor kunne jeg ikke lige så godt have mit skrivebord herinde?

Kunne da ikke genere en kat. I fred for chefens galpen, Brøndbys klæge

fortrolighed, frøken Nicolaisens lallede ugeblade.

Men det ville chefen aldrig gå med til. Jeg skal være inden for

rækkevidde. Så han kan overfuse mig.

Spærret inde med tre idioter dag ud og dag ind. En tyran, en nar og en

dulle. h Gud.

Mig det hele hviler på. Den bropille, der holder alt oppe. Uden mig gik

alt i stå. Og alligevel. Alligevel får jeg mindst i løn af alle. Tror jeg nok.

Lønnen skal selvfølgelig holdes hemmelig. Bang sidder og gnidrer med

sine regnskaber, dækker over dem som en tosset knægt der skriver

kærestebreve, hvis man kommer ind på kontoret, mens han er i gang

med dem. Lønregnskaberne er strengt fortrolige.

Men Brøndby kan jo ikke lade være med at prale af, hvor meget han

får for at sidde og tygge på en blyant. Bonus får han også, når han har

vredet sin klud af en hjerne og fundet frem til noget ganske særlig

imbecilt. Og frøken Nicolaisen får sikkert ekstra for at sidde på skødet

af chefen og holde om ham både her og der. For der er noget der. De

har flere gange været ude at spise sammen. Man kan jo høre alt, hvad

der bliver sagt inde på det kontor.

En dulle. Og en mær. Maler sig i hele hovedet, trækker skuldrene

tilbage, når hun snakker med chefen, så hendes små dumme bryster

strutter lige frem. Strut. Isvafler. Små og spidse.

Trække tiden ud herinde. Ligesom når man er på wc. Blade lidt i

kortene. Kender selvfølgelig dem alle sammen på forhånd. De fleste af

de morsomme bemærkninger handler på den ene eller den anden måde

om kønslivet eller spirituøse drikke. Det eneste, Brøndby finder

morsomt. "Tillykke med de fyrre. Du kan stadig klare alt det, en

tyveårig kan." Billede af stærk ung fyr på forside. Så lukker man op.

Stærke unge fyr forvandlet til krumbøjet, affældig olding. Tekst under:

"Du er bare dobbelt så længe om det".

På et andet kort: "Her er min fødselsdagsgave til dig." Så lukker man

op, og der er klistret en lille flad grøn plasticnøgle ind. Et af Brøndbys

gimmicks. Neden under står der så: "Gå ned på hjørnet af Istedgade og

Halmtorvet og lås dig ind og sig til damen, du skal have din gave."

Tegning af dame med laktaske og opslidset nederdel.

Hjørnet af Istedgade og Halmtorvet? Skærer de overhovedet hinan-

den? Kan ikke rigtig huske det.

Burde slå det op i Krak. Påtale det over for Brøndby, hvis han har

taget fejl.

Et tredje kort: "Jeg syntes, du skulle have en flaske whisky til din

fødselsdag". Inden i: "Men så kom jeg desværre til at drikke den selv".

Neden under indklæbet ægte etiket. Johnnie Walker.

Funny funny ha ha.

Finde femogtyve blandede kort til Mullerup Boghandel. Kan selv-

følgelig godt tage et eller to af Brøndbys. men også nogle af de oversatte

masseprodukter med rosenranker og små pipfugle og ingen dumme

bemærkninger. Tak for en dejlig aften. Til lykke med den lille ny. Min

hjertelige deltagelse. Straight.

Ti fødselsdagskort, fem til bryllupper, fem til værtinden og fem til

begravelser. Brøndby har dog ikke lavet morsomme begravelseskort

endnu. De er alle sammen straight.

Hvad kunne man finde på, ellers? Du har altid været et hul i jorden...

Så det passer fint du også er proppet ned i sådan et. Lige så sjovt som

Brøndbys udgydelser. Det skal der selvfølgelig heller ikke meget til. Hvis

I vil se Johannes før han rådner, skal I skynde jer. Og hvad for nogle

gimmicks kunne man så have med? Nej, måske lidt for makabert.

Komplet idioti med alle de kort. Dumsmarte fiduser for folk, der er

for dovne til at skrive et personligt brev.

Tilbage til skrivebordet med kortene. Lægger dem i konvolut sammen

med faktura, vejer brevet og sætter porto på. Lægger brevet i ud--

bakken. Brøndby sidder og tegner kruseduller. Arbejder sjældent mere

end et kvarters tid om dagen. Men det siger chefen selvfølgelig ikke

noget til, for han er jo kreativ, og kreative mennesker kan man ikke jage

med. Bvadr.

- Du, Leon...

- Ja?

Lød det afmålt nok? Ser for mit indre blik noget britisk, aristokratisk.

Sætte pøblen på plads. Uden at tabe ansigt.

- Tror du, man kan sælge Valentinesdagskort?

- Valentine?

Var lige ved at tilføje "min gode mand". Må passe på ikke at over-

drive. Bare rimpe næseborene lidt sammen. Vise foragt på en værdig

måde.

- Ja, du ved. Fjortende februar. De fejrer den i Amerika. Det må du

sgu da have hørt om... Man sender et kort om: "Vil du være min

valentine?" Til sin kæreste, hvis man har sådan en. Eller sin kone. Eller

børn sender dem til deres mor, ikke også? Bare til den man bedst kan

lide. Med et stort hjerte på. Tror du ikke, man kan indføre det her?

- Jo, det kan man da sikkert.

Fuldkommen dødfødt idé. Har vist læst noget om det et eller andet

sted. (Men troede det var noget gangsterne fejrede? I Chicago? Al

Capone?) Men helt givet, de aldrig har hørt om det i Mullerup. Men lad

ham bare okse på. Knække halsen. Så chefen får alle hans dumme kort

tilbage i hovedet igen fra alle landets kiosker. Usolgt materiale retur-

neres. Det kunne måske dukke ham lidt. Ha.

- Tror du virkelig? Ja, for jeg har en hel række skidegode koncepter.

Og folk er jo helt vilde med at efterabe alt mulig andet ovre fra staterne,

ikke også? Du synes altså bare, jeg skal klø på?

- Helt afgjort.

- Ja, for så er det sgu på tide at komme i drev. Faktisk er det næsten

for sent allerede. For vi er allerede i november, så der er ikke for meget

tid at give af. Så tror jeg, jeg koncentrerer mig om det. Jeg behøver

heller ikke gøre så meget ud af påskekortene, for der lavede jeg en

ordentlig dyne sidste år.

Husker det godt. De importerede med gule påskekyllinger og hvide

påskelam og brune påskeharer. Og Brøndbys morsomme med ind-

klæbede påskebrygs-etiketter. Ikke godt salg af nogen af dem. Folk

gider ikke sende kort, bare fordi det er påske.

Noget andet med jul. Men det er allerede et overstået kapitel. Selv den

sløveste kiosk er vel dækket ind nu.

Brøndby hele tiden i utakt med årstiderne. Holder jul i juli. Får

forårsfornemmelser i november. Jeg plukker anemoner... Måske med til

at gøre ham så kulret som han er. November. Forresten.

- Brøndby. Hvorfor har du så ikke lavet noget til Thanksgiving?

- Gud. JA. For fanden mand. Kalkuner og græskarmand. Hvorfor

SATAN har jeg ikke tænkt på det? Nu kan det jo ikke nytte noget.

Slår sig komisk fortvivlet for panden. Men ærgrer sig også rigtig.

Godt. Glæder mig.

- Ja, den ville de sgu hoppe lige på, alle idioterne. For som sagt: Bare

det lugter af USA, så går den på alle høvederne.

Inklusive Brøndby.

Han noterer min idé med sin dumme sølvpencil. Burde få bonus. I

virkeligheden stjæler han fra mig. Er vel noget der hedder copyright.

Tilbage til mit skrivebord. Flere fakturaer. Dukkede ham i det mindste

ved at sætte ham i taknemmelighedsgæld. For en dødssyg idé. Passer

mig fint.

Chefens brøl bag lukkede dør.

- e, frøken Nicolaisen. Vil De lige komme herind et øjeblik?

Frøken Nicolaisen lægger "Mit livs novelle" fra sig. Ser med komisk

opgivende blik på mig og Brøndby. (Mest Brøndby). Hæver øjen-

brynene, trækker skuldrene lidt op, ryster lidt på hovedet. Hvorfor skal

de spille stumfilm dagen igennem? Som om det var Keystone Kops det

her. Tvangspræget morsomme, begge to. Neurotisk.

Frøken Nicolaisen går ind på chefens kontor. Hendes røv fejer frem

og tilbage under nederdelen. Lidt vraltende, som en gås. Og snadrende

som en gås. Og hjerne som... (Hvorfor pludselig spænding i hænderne?

Som om jeg havde lyst til at gribe fat i den røv. Ikke om jeg så fik penge

for det).

Direktøren har dæmpet stemmen, så meget det er ham muligt. Det er

ikke meget.

- En bid brød..., lyder det derindefra. - ... Sorte Ravn... Nå... det var

da kedeligt.

En mumlen som vand i fjerne rør. Det må være frøken Nicolaisen, der

forklarer, hvorfor hun ikke har tid nu i aften.

- ... troede ellers lige..., siger chefen. - ... Nå, men hvornår så? ... I

morgen? ... Nå, men så er det en aftale.

Brøndby kigger over. Kniber ene øje medviderisk sammen. Igen dette

overdrevent farceagtige. Som om han har fået træk i øjet. Svarer med

ganske let skuldertrækning, fordyber mig i fakturaer.

Frøken Nicolaisen kommer tilbage. Ser hverken til højre eller venstre.

Skrider over til sit skrivebord. Har kladden til et brev med. Begynder

med febrilsk hast at skrive brevet på maskine. Klakkedi klakk

klakkedi klakk. Hun har ikke skrevet ret meget, før hun ser op.

Brøndby griner sjofelt over til hende. Blottede tandhalse. Burde gøre

noget ved det. Hun ser ned, rødmer vist endda, så vidt man kan se det

under sminken. (Pancake?)

- Gud, hvor er det altså irriterende med de kladder, han laver, siger

hun. - Man kan altså ikke finde hoved eller hale på dem. Og hvis man

spørger, bliver han bare åndssvag.

Brøndby ser på hende. Lukker meget langsomt ene øje. Sætter en

pegefinger op på lukkede øje. I øjet på Karl den tolvte. Hun flakser med

sine lange stivede øjenvipper. Betty Boop.

Selvfølgelig ved hun, man kan høre alt, hvad der bliver sagt inde på

kontoret. Hvorfor så den komedie?

Trækker jakkeærmet op, ser på uret. Tyve minutter til fyraften. Ikke

mere at lave. kunne lige så godt gå. Men det er selvfølgelig utænkeligt.

Sidder og flytter rundt med konvolutterne med kort. Tager dem altid

med og smider dem i postkassen nede på gaden. (Det foregår strengt

taget efter arbejdstid. Burde have ekstra for det). Kunne selvfølgelig gå

ned med dem nu, men det er der ikke nogen mening i. Heller ingen

mening i at sidde og glo. I det hele taget ikke mening i ret meget.

Ser over på vægurets sekundviser. Støbt i gelé, bevæger sig langsomt,

spjættende. Frøken Nicolaisen har klapret færdig og svanser ind til

chefen for at få det underskrevet. Banker på. Dukkeduk. Chefens

vrantne: Krrmmminnn. Der bliver ikke sagt noget hørligt derinde.

Kommer hurtigt ud igen. Meget rank. Røven svanser frem og tilbage.

Hovedet sidder som på en stilk. Over til mig, rækker brevet frem, som

om det lugtede. Jeg tager det, lægger det i konvolut, skriver adresse på.

Læger konvolutten op i bakken til de andre. Flytter lidt rundt på dem

alle sammen igen.

Brøndby lægger sin pibe i mappen. Tre B. Tiden kryber.

Et minut i rejser Brøndby sig. Går over til knagen, Tager sin trench--

coat. Prøver at spille Humphrey Bogart, mens han trækker i den. Ikke

udpræget lighed. Minder mere om Klaus Pagh. Frøken Nicolaisen

forputter sig i sin halvlange, pelsforede frakke. Udskrabet rotte.

Jeg rejser mig langsomt, sætter fra med armene mod skrivebordet. Øm

i halebenet af at sidde hele dagen på den ubekvemme kontorstol. Lyst

til at gnubbe, men det kan man jo ikke. Har vel en god opdragelse. Går

over til min sorte frakke og bløde hat. Tager frakke på, sætter hatten på

hovedet. Hægter slidte mappe op under armen, tager brevbundtet i

anden hånd.

Chefen kommer ud fra sit kontor.

- Nå, De skal nok skynde Dem? siger han til mig. De to andre siger

han ikke noget til.

- Nø, siger jeg. Går hen mod døren. Kan mærke chefens blik som

prikken i ryggen. De må hellere tage Dem lidt sammen, siger det blik.

Der er arbejdsløse nok, der ville være lykkelige for at få en fast stilling

som Deres.

Halvmørkt og vådt ude på gaden. Stille og indædt novemberregn. Et

univers af sure sokker. Min mors lange blege silkestrømper, der daskede

klamt mod mit ansigt, mens jeg stod og vaskede mig om øjnene i koldt

vand ude på toilettet. Slimede ål gennem tangskove, nipper i halvt

opløste, udbulnede lig. Kød af de druknede, blegt som fiskeboller.

Langt væk herfra. På en lille koralø et sted ude i havet, vokser smækre

palmer mod himlen. Smækre. Og piger. Liljevånd. Kanelbrune. Hun var

slank som en lilje og sort som vanilje. Røde blomster. Hibiscus. I håret.

Sunde regelmæssige hvide tænder.

Og jeg med lille lændeklæde om. Hulbrystet. hostende. Ha. Hula hula.

Hutlihut. Må blive i den trædemølle, man hører hjemme i. Ingen

svinkeærinder. Sjovt ord. Svinke. Hvordan svinker man? Jeg kunne godt

tænke mig at svinke lidt.

Går hen til postkassen, stiller mappen i klem mellem benene. bner

klappen, dråber falder ned. Brevene må ikke blive våde. Propper dem

i sprækken, tager mappen under armen igen. Videre ned til busstoppe-

stedet. Som sædvanlig. Tre trettener på rad og række. De to sidste

næsten tomme. Sløseri. Der skader. Os alle. Endelig otteren. Folk har

ingen køkultur. Møver sig ind over hinanden. Som gjaldt det livet.

Gammel dame fægter med paraply. Livsfarligt. Kunne stikke øjnene ud

på folk. Gamle politivedtægt krævede, at damer havde sikkerheds-

dupper på hattenålene, når de færdedes med offentlige sporveje. Kunne

man ikke forbyde pensionisterne helt at tage med bussen i myldretiden?

De kan jo alligevel ikke bruge mimrekortet. Og de har hele dagen til det.

Hvorfor så lige komme væltende, når vi andre skal hjem fra arbejdet? Os

der betaler hele gildet. For alle de uproduktive.

Kan man vel ikke. Ville ikke være ret og billigt. Umistelige rettigheder

Kan godt lide det udtryk: Umistelige rettigheder. Får en til at skyde

brystkassen en smule ud. Der må dog være måde. Med galskaben.

Rykker nøkk for nøkk ned ad midtergangen. Vådt tøj lugter væmmeligt.

Unge fløse sidder og breder sig. Neonstribede dynejakker med firma-

navne på. Selvfølgelig ingen af dem, der ville drømme om at rejse sig op

for en ældre. Almindelig høflighed. En by i Rusland. Magnetogorsk.

Ahh. Tom plads.

Svinger rundt om åndssvag kælling. Der kom du for sent, moster.

h. Hjulkassen. Knæene op til næsen. Også mærkeligt de ikke kan

lave et bedre system. Mappen klemt ind i sprække i kroppen, bag

krampagtigt optrukne ben. Sidder som en græshoppe.

Nuvel.

Godt ord. Klang af myndighed. Nuvel.

Mørket lægger sig. Sænker sig. Falder på. Klasker sammen om

bussen. Ruderne bliver sorte spejle med regnstænk, der tværer billeder

af folk og bænke ud.

To af disse grimme unge på sædet foran. Sidder slapt nedsunket.

Splatter ud. Som våde vandmænd. Gel^. Ingen substans. Kun holdt

oppe af lilla og skriggrønne dynejakker. Unaturligt blege. Næsten

gennemsigtige. Hulepadder. Taler sammen på mærkeligt skurrende

måde. Lystne.

- ... hvis man så kunne fange en kat i gården.

- Ja, ved du hvad man kunne. Man kunne mase nogle sovepiller og

komme dem i en dåse kattemad, ikke også? Jeg kunne bare tage af min

mors nembutaler.

- Så kunne vi lave torturkammer nede i kælderen. Hvad kunne du

tænke dig og lave med den først?

- Man kunne også komme pulveriserede glasskår i kattemaden. Kan

du ikke lige se det, mand. Den ville få alle tarmene flået op. Og hoste

dem ud af munden i trævler. Hvad?

- Man kunne også binde den helt fast og så gløde en strikkepind og

stikke den lige midt ind i øjet på den.

Hvor gamle er de? Tretten-fjorten år? Denne betændte lystenhed over

deres stemmer. Som om ordene er væskende filipenser, de klemmer ud.

Skutter mig. Grussen i mellemkødet. Ubehag.

- ... og man kunne flå skindet af den, med et barberblad. sådan meget

langsomt. Skrælle skrælle. og så se, hvor meget den kunne overleve, ikke

også?

Hvad talte vi andre om i den alder? Pralede ad piger, vi aldrig havde

rørt. men som vi påstod, vi havde foretaget os det utroligste med omme

i anlægget. Trække trusser ned og sådan. Men ikke noget med strikke-

pinde i øjet. Hvor har de alt det fra med den sadisme? Væmmeligt.

- Man kunne også kaste-rere den først.

De ser sig om. Fordi de er bange for, at andre skal høre dem? Snarere

tværtimod. Fordi de gerne vil have publikum? Chokere?

Upraktisk man ikke har klapper i ørerne, så man kunne lukke af for

uønskede stemmer. Sådan nogle små nogle med tryklås.

Behøver heldigvis ikke lytte. Man har vel sine tanker. Tanker er

toldfri. Intelligente mennesker keder sig aldrig.

Egentlig har tilværelsen været god ved mig. Kone og to børn. Et

barnebarn. Udmærket lejlighed. Godt fast arbejde.

Udmærket arbejde, egentlig. Ikke stressende. Rimeligt interessant.

Måske ikke den store udfordring. men noget skal man jo leve af. Og

ingen kan forbyde en at udvide sin horisont. I fritiden. Og ferierne. Var

for eksempel på flere udmærkede kunstmuseer, sidst vi var i Italien. Ikke

os der bare drikker os sanseløse eller ligger og får sand i navlen. Smukke

billeder fra hele renæssancen og... Hvad hedder den anden? Barokken?

Rokokotiden? Fra alle perioderne, faktisk. Ikke nogen stor virksom-

hed. Netop en charme ekstra. Mere hyggeligt. Man lærer de andre at

kende på en helt anden måde. End på de store anonyme arbejdspladser.

Brøndby... Selvfølgelig lidt af en nar. Men er vi ikke alle? Og han er

jo ugift. Ungkarl. Så skal man jo klæde sig lidt aparte. For at gøre

indtryk. God nok på bunden. Vil altid gerne dele sine ideer og planer

med mig. Helt rørende. Høre den ældres mening. som en ivrig dreng, der

kommer ind til forældrene med sine tegninger.

Frøken Nicolaisen. Ikke meget hjemme. Bevares. Men da også en

meget sød og frisk pige. På sin egen måde. (Små spidse vaffelbryster.

Hvordan mon de er at røre ved? Som om de går lige ud i vorte,

vaffelvortespids. Små stive dutter). Nuvel.

Chefen. Bang. En bulderbasse. Rrrrummmm rrrummm. Nytter ikke

at nægte det. Som en tordensky. Men det skal siges til hans ros. Han

lader ikke solen gå ned over sin vrede. Man må jo også bære over med

ham. Når man tænker på den kone, han har at trækkes med derhjemme.

Afpillet hejre. Grim som arvesynden. Vorherrebevares. Skræpper op

ustandselig. Så skal en mand jo prøve andre græsgange. Det kan man

vel ikke fortænke ham i. Bare menneskeligt. Og at han nu engang er lidt

for højrøstet. Hvem er fejlfri. Noget opfarende. Men så har han jo også

ansvaret. Det er en anden jo lykkeligt fri for.

På en måde, kan man godt sige, vi er en lille hyggelig familie. på

kontoret.

Såmænd.

Nuvel.

De to væmmelige drenge er stået af. Der kan man bare se. Hvis man

nægter at høre på den slags udgydelser. Så holder de op af sig selv.

Nu sidder der en stor tyk indvandrerdame med tørklæde om hovedet.

Og et lille spjæt af en pige, også med tørklæde. Taler sammen, et eller

andet güksjü müksjü. Nå ja. de skal jo også leve. Leben und leben

lassen. Ingen skal i hvert fald beskylde mig for racisme. Umistelige

rettigheder. Men for deres egen skyld. Ville det nok være bedre for dem,

hvis de ikke stak af fra os andre på den måde. Assimilerede sig. Lod

være med at klæde sig så aparte. Skik følge eller land fly. When in

Rome, do like the Romans. I mørket er alle ulve grå. (Hvor kom det

fra? Hørte det med her?)

Mange af mine bedste venner er...

Tyrkere? Jøder? Bøsser? Kleptomaner? Politikere?

Næ. Mange af mine bedste venner er... Hvad for noget?

Har jeg overhovedet nogen bedste venner?

Børge og Sonja. Spiller kort sammen en gang om ugen. Lige fra

ungdommens dage. Så de må vel være vores bedste venner. For hvem

skulle det ellers være?

(Kan bare ikke holde dem ud).

Det gode ved at bo i Tingbjerg. At man ikke behøver se efter stoppe-

steder. Kan sidde i egne tanker. Lige til endestationen.

Fremme. Og ud. Nogle minutter at gå. Skæver over til det lille anlæg.

Bænkene. Sidder der ikke i dag.

Ville også være lige et nummer for festligt. I mørke og regn.

Huller i stien. Burde påtales. Ved hjørnet en lille flok ihærdige fyre

med knallerter. Plasticjakker. At de gider. I regnvejr.

De gasser knallerterne op, så de brøler og larmer. Skærer gennem

marv og ben. Store vilddyr.

Går i en stor bue uden om klyngen. Har ganske vist aldrig selv være

ude for, de har været voldelige.

Men man hører jo så meget. Forsigtighed er en borgmesterdyd.

Nogle gange suser alle knægtene ud ad Frederikssundsvej på deres

knallerter. Sløseri. Bruger en masse benzin. Og hvorfor den fart? Det

kan da ikke være for at komme hurtigere frem. Trods alt vel hurtigere

med toget. Og desuden kommer de tit tilbage med det samme igen. Har

ikke engang købt ind. Ikke forrettet et ærinde. Bare frem og tilbage.

Sikken en tilværelse. Indholdsløs. Frem og tilbage i den samme bane.

Fræsende på en dum knallert. Brrrummmm brrruuummm.

Ikke noget mål i tilværelsen. Det, der er i vejen med den yngre

generation. (Dyrplagerne i bussen. Ubehag. Skub væk.)

Ryster på hovedet. Godt man ikke... Går ind ad hoveddøren til

nummer atten. Temmelig skrabet opgang. Ru betonvægge. Ingen

elevator. Nedstyrtningsskakt virker ikke.

Men ikke noget at sige lejligheden på. Pæn og moderne. Bruserkabinet

og centralvarme. Selvfølgelig ikke helt billig. Når man selv skal betale.

I modsætning til visse andre. De fleste. Faktisk.

Udmærket kvarter. Plan, overskuelighed. Tegnet af Steen Eiler

Rasmussen. Der selv sagde, han ikke ville have haft noget mod at bo

her. Hvis det skulle have været. Op ad trappen. Mat messingskilt.

"Martha og Leon Schoubye Sørensen", Med kursivskrift. Ham selv der

insisterede på, at hun skulle stå først. I vores generation tror vi på

kvindens frigørelse. Lille printet plasticstrimmel klæbet fast neden

under. Blå, med udhævede store bogstaver. "EDWIN SCHOUBYE

SØRENSEN". Fisker nøglen op af mappens lomme. Låser op og går

ind.

Arne Herløv Petersen Helgardering

Arne Herløv Petersen

Helgardering