Velsignede lugt af støv på
det lille lager. Stilhed. Som et lunt omslag om
sjælen. Vederkvægelse.
-
Reolsystem. Foldex eller Simplex eller noget
i den retning. Lange
metalstivere med huller i. Masonithylder.
På hylderne alle de forskellige
kort, anbragt i nummerorden.
-
Hvorfor kunne jeg ikke lige så godt
have mit skrivebord herinde?
Kunne da ikke genere en kat. I fred for
chefens galpen, Brøndbys klæge
fortrolighed, frøken Nicolaisens
lallede ugeblade.
-
Men det ville chefen aldrig gå med til.
Jeg skal være inden for
rækkevidde. Så han kan overfuse
mig.
-
Spærret inde med tre idioter dag ud
og dag ind. En tyran, en nar og en
dulle. ¸h Gud.
-
Mig det hele hviler på. Den bropille,
der holder alt oppe. Uden mig gik
alt i stå. Og alligevel. Alligevel
får jeg mindst i løn af alle. Tror jeg nok.
-
Lønnen skal selvfølgelig holdes
hemmelig. Bang sidder og gnidrer med
sine regnskaber, dækker over dem
som en tosset knægt der skriver
kærestebreve, hvis man kommer ind
på kontoret, mens han er i gang
med dem. Lønregnskaberne er strengt
fortrolige.
-
Men Brøndby kan jo ikke lade være
med at prale af, hvor meget han
får for at sidde og tygge på
en blyant. Bonus får han også, når han har
vredet sin klud af en hjerne og fundet
frem til noget ganske særlig
imbecilt. Og frøken Nicolaisen
får sikkert ekstra for at sidde på skødet
af chefen og holde om ham både her
og der. For der er noget der. De
har flere gange været ude at spise
sammen. Man kan jo høre alt, hvad
der bliver sagt inde på det kontor.
-
En dulle. Og en mær. Maler sig i hele
hovedet, trækker skuldrene
tilbage, når hun snakker med chefen,
så hendes små dumme bryster
strutter lige frem. Strut. Isvafler. Små
og spidse.
-
Trække tiden ud herinde. Ligesom når
man er på wc. Blade lidt i
kortene. Kender selvfølgelig dem
alle sammen på forhånd. De fleste af
de morsomme bemærkninger handler
på den ene eller den anden måde
om kønslivet eller spirituøse
drikke. Det eneste, Brøndby finder
morsomt. "Tillykke med de fyrre. Du kan
stadig klare alt det, en
tyveårig kan." Billede af stærk
ung fyr på forside. Så lukker man op.
Stærke unge fyr forvandlet til krumbøjet,
affældig olding. Tekst under:
"Du er bare dobbelt så længe
om det".
-
På et andet kort: "Her er min fødselsdagsgave
til dig." Så lukker man
op, og der er klistret en lille flad grøn
plasticnøgle ind. Et af Brøndbys
gimmicks. Neden under står der så:
"Gå ned på hjørnet af Istedgade og
Halmtorvet og lås dig ind og sig
til damen, du skal have din gave."
Tegning af dame med laktaske og opslidset
nederdel.
-
Hjørnet af Istedgade og Halmtorvet?
Skærer de overhovedet hinan-
den? Kan ikke rigtig huske det.
-
Burde slå det op i Krak. Påtale
det over for Brøndby, hvis han har
taget fejl.
-
Et tredje kort: "Jeg syntes, du skulle have
en flaske whisky til din
fødselsdag". Inden i: "Men så
kom jeg desværre til at drikke den selv".
Neden under indklæbet ægte
etiket. Johnnie Walker.
-
Funny funny ha ha.
-
Finde femogtyve blandede kort til Mullerup
Boghandel. Kan selv-
følgelig godt tage et eller to
af Brøndbys. men også nogle af de oversatte
masseprodukter med rosenranker og små
pipfugle og ingen dumme
bemærkninger. Tak for en dejlig
aften. Til lykke med den lille ny. Min
hjertelige deltagelse. Straight.
-
Ti fødselsdagskort, fem til bryllupper,
fem til værtinden og fem til
begravelser. Brøndby har dog ikke
lavet morsomme begravelseskort
endnu. De er alle sammen straight.
Hvad kunne man finde på, ellers?
Du har altid været et hul i jorden...
Så det passer fint du også
er proppet ned i sådan et. Lige så sjovt som
Brøndbys udgydelser. Det skal der
selvfølgelig heller ikke meget til. Hvis
I vil se Johannes før han rådner,
skal I skynde jer. Og hvad for nogle
gimmicks kunne man så have med?
Nej, måske lidt for makabert.
-
Komplet idioti med alle de kort. Dumsmarte
fiduser for folk, der er
for dovne til at skrive et personligt
brev.
-
Tilbage til skrivebordet med kortene. Lægger
dem i konvolut sammen
med faktura, vejer brevet og sætter
porto på. Lægger brevet i ud--
bakken. Brøndby sidder og tegner
kruseduller. Arbejder sjældent mere
end et kvarters tid om dagen. Men det
siger chefen selvfølgelig ikke
noget til, for han er jo kreativ, og kreative
mennesker kan man ikke jage
med. Bvadr.
-
- Du, Leon...
-
- Ja?
-
Lød det afmålt nok? Ser for mit
indre blik noget britisk, aristokratisk.
Sætte pøblen på plads.
Uden at tabe ansigt.
-
- Tror du, man kan sælge Valentinesdagskort?
-
- Valentine?
-
Var lige ved at tilføje "min gode mand".
Må passe på ikke at over-
drive. Bare rimpe næseborene lidt
sammen. Vise foragt på en værdig
måde.
-
- Ja, du ved. Fjortende februar. De fejrer
den i Amerika. Det må du
sgu da have hørt om... Man sender
et kort om: "Vil du være min
valentine?" Til sin kæreste, hvis
man har sådan en. Eller sin kone. Eller
børn sender dem til deres mor,
ikke også? Bare til den man bedst kan
lide. Med et stort hjerte på. Tror
du ikke, man kan indføre det her?
-
- Jo, det kan man da sikkert.
-
Fuldkommen dødfødt idé.
Har vist læst noget om det et eller andet
sted. (Men troede det var noget gangsterne
fejrede? I Chicago? Al
Capone?) Men helt givet, de aldrig har
hørt om det i Mullerup. Men lad
ham bare okse på. Knække halsen.
Så chefen får alle hans dumme kort
tilbage i hovedet igen fra alle landets
kiosker. Usolgt materiale retur-
neres. Det kunne måske dukke ham
lidt. Ha.
-
- Tror du virkelig? Ja, for jeg har en hel
række skidegode koncepter.
Og folk er jo helt vilde med at efterabe
alt mulig andet ovre fra staterne,
ikke også? Du synes altså
bare, jeg skal klø på?
-
- Helt afgjort.
-
- Ja, for så er det sgu på tide
at komme i drev. Faktisk er det næsten
for sent allerede. For vi er allerede
i november, så der er ikke for meget
tid at give af. Så tror jeg, jeg
koncentrerer mig om det. Jeg behøver
heller ikke gøre så meget
ud af påskekortene, for der lavede jeg en
ordentlig dyne sidste år.
-
Husker det godt. De importerede med gule påskekyllinger
og hvide
påskelam og brune påskeharer.
Og Brøndbys morsomme med ind-
klæbede påskebrygs-etiketter.
Ikke godt salg af nogen af dem. Folk
gider ikke sende kort, bare fordi det
er påske.
-
Noget andet med jul. Men det er allerede et
overstået kapitel. Selv den
sløveste kiosk er vel dækket
ind nu.
-
Brøndby hele tiden i utakt med årstiderne.
Holder jul i juli. Får
forårsfornemmelser i november. Jeg
plukker anemoner... Måske med til
at gøre ham så kulret som
han er. November. Forresten.
-
- Brøndby. Hvorfor har du så
ikke lavet noget til Thanksgiving?
-
- Gud. JA. For fanden mand. Kalkuner og græskarmand.
Hvorfor
SATAN har jeg ikke tænkt på
det? Nu kan det jo ikke nytte noget.
-
Slår sig komisk fortvivlet for panden.
Men ærgrer sig også rigtig.
Godt. Glæder mig.
-
- Ja, den ville de sgu hoppe lige på,
alle idioterne. For som sagt: Bare
det lugter af USA, så går
den på alle høvederne.
-
Inklusive Brøndby.
-
Han noterer min idé med sin dumme sølvpencil.
Burde få bonus. I
virkeligheden stjæler han fra mig.
Er vel noget der hedder copyright.
-
Tilbage til mit skrivebord. Flere fakturaer.
Dukkede ham i det mindste
ved at sætte ham i taknemmelighedsgæld.
For en dødssyg idé. Passer
mig fint.
-
Chefens brøl bag lukkede dør.
-
- ¸e, frøken Nicolaisen. Vil De lige
komme herind et øjeblik?
-
Frøken Nicolaisen lægger "Mit
livs novelle" fra sig. Ser med komisk
opgivende blik på mig og Brøndby.
(Mest Brøndby). Hæver øjen-
brynene, trækker skuldrene lidt
op, ryster lidt på hovedet. Hvorfor skal
de spille stumfilm dagen igennem? Som
om det var Keystone Kops det
her. Tvangspræget morsomme, begge
to. Neurotisk.
-
Frøken Nicolaisen går ind på
chefens kontor. Hendes røv fejer frem
og tilbage under nederdelen. Lidt vraltende,
som en gås. Og snadrende
som en gås. Og hjerne som... (Hvorfor
pludselig spænding i hænderne?
Som om jeg havde lyst til at gribe fat
i den røv. Ikke om jeg så fik penge
for det).
-
Direktøren har dæmpet stemmen,
så meget det er ham muligt. Det er
ikke meget.
-
- En bid brød..., lyder det derindefra.
- ... Sorte Ravn... Nå... det var
da kedeligt.
-
En mumlen som vand i fjerne rør. Det
må være frøken Nicolaisen, der
forklarer, hvorfor hun ikke har tid nu
i aften.
-
- ... troede ellers lige..., siger chefen.
- ... Nå, men hvornår så? ... I
morgen? ... Nå, men så er
det en aftale.
-
Brøndby kigger over. Kniber ene øje
medviderisk sammen. Igen dette
overdrevent farceagtige. Som om han har
fået træk i øjet. Svarer med
ganske let skuldertrækning, fordyber
mig i fakturaer.
-
Frøken Nicolaisen kommer tilbage. Ser
hverken til højre eller venstre.
Skrider over til sit skrivebord. Har kladden
til et brev med. Begynder
med febrilsk hast at skrive brevet på
maskine. Klakkedi klakk
klakkedi klakk. Hun har ikke skrevet ret
meget, før hun ser op.
Brøndby griner sjofelt over til
hende. Blottede tandhalse. Burde gøre
noget ved det. Hun ser ned, rødmer
vist endda, så vidt man kan se det
under sminken. (Pancake?)
-
- Gud, hvor er det altså irriterende
med de kladder, han laver, siger
hun. - Man kan altså ikke finde
hoved eller hale på dem. Og hvis man
spørger, bliver han bare åndssvag.
-
Brøndby ser på hende. Lukker
meget langsomt ene øje. Sætter en
pegefinger op på lukkede øje.
I øjet på Karl den tolvte. Hun flakser med
sine lange stivede øjenvipper.
Betty Boop.
-
Selvfølgelig ved hun, man kan høre
alt, hvad der bliver sagt inde på
kontoret. Hvorfor så den komedie?
-
Trækker jakkeærmet op, ser på
uret. Tyve minutter til fyraften. Ikke
mere at lave. kunne lige så godt
gå. Men det er selvfølgelig utænkeligt.
Sidder og flytter rundt med konvolutterne
med kort. Tager dem altid
med og smider dem i postkassen nede på
gaden. (Det foregår strengt
taget efter arbejdstid. Burde have ekstra
for det). Kunne selvfølgelig gå
ned med dem nu, men det er der ikke nogen
mening i. Heller ingen
mening i at sidde og glo. I det hele taget
ikke mening i ret meget.
-
Ser over på vægurets sekundviser.
Støbt i gelé, bevæger sig langsomt,
spjættende. Frøken Nicolaisen
har klapret færdig og svanser ind til
chefen for at få det underskrevet.
Banker på. Dukkeduk. Chefens
vrantne: Krrmmminnn. Der bliver ikke sagt
noget hørligt derinde.
Kommer hurtigt ud igen. Meget rank. Røven
svanser frem og tilbage.
Hovedet sidder som på en stilk.
Over til mig, rækker brevet frem, som
om det lugtede. Jeg tager det, lægger
det i konvolut, skriver adresse på.
Læger konvolutten op i bakken til
de andre. Flytter lidt rundt på dem
alle sammen igen.
-
Brøndby lægger sin pibe i mappen.
Tre B. Tiden kryber.
-
Et minut i rejser Brøndby sig. Går
over til knagen, Tager sin trench--
coat. Prøver at spille Humphrey
Bogart, mens han trækker i den. Ikke
udpræget lighed. Minder mere om
Klaus Pagh. Frøken Nicolaisen
forputter sig i sin halvlange, pelsforede
frakke. Udskrabet rotte.
-
Jeg rejser mig langsomt, sætter fra
med armene mod skrivebordet. Øm
i halebenet af at sidde hele dagen på
den ubekvemme kontorstol. Lyst
til at gnubbe, men det kan man jo ikke.
Har vel en god opdragelse. Går
over til min sorte frakke og bløde
hat. Tager frakke på, sætter hatten på
hovedet. Hægter slidte mappe op
under armen, tager brevbundtet i
anden hånd.
-
Chefen kommer ud fra sit kontor.
-
- Nå, De skal nok skynde Dem? siger
han til mig. De to andre siger
han ikke noget til.
-
- Nø, siger jeg. Går hen mod
døren. Kan mærke chefens blik som
prikken i ryggen. De må hellere
tage Dem lidt sammen, siger det blik.
Der er arbejdsløse nok, der ville
være lykkelige for at få en fast stilling
som Deres.
Halvmørkt og vådt ude på
gaden. Stille og indædt novemberregn. Et
univers af sure sokker. Min mors lange
blege silkestrømper, der daskede
klamt mod mit ansigt, mens jeg stod og
vaskede mig om øjnene i koldt
vand ude på toilettet. Slimede ål
gennem tangskove, nipper i halvt
opløste, udbulnede lig. Kød
af de druknede, blegt som fiskeboller.
-
Langt væk herfra. På en lille
koralø et sted ude i havet, vokser smækre
palmer mod himlen. Smækre. Og piger.
Liljevånd. Kanelbrune. Hun var
slank som en lilje og sort som vanilje.
Røde blomster. Hibiscus. I håret.
Sunde regelmæssige hvide tænder.
-
Og jeg med lille lændeklæde om.
Hulbrystet. hostende. Ha. Hula hula.
Hutlihut. Må blive i den trædemølle,
man hører hjemme i. Ingen
svinkeærinder. Sjovt ord. Svinke.
Hvordan svinker man? Jeg kunne godt
tænke mig at svinke lidt.
-
Går hen til postkassen, stiller mappen
i klem mellem benene. ¸bner
klappen, dråber falder ned. Brevene
må ikke blive våde. Propper dem
i sprækken, tager mappen under armen
igen. Videre ned til busstoppe-
stedet. Som sædvanlig. Tre trettener
på rad og række. De to sidste
næsten tomme. Sløseri. Der
skader. Os alle. Endelig otteren. Folk har
ingen køkultur. Møver sig
ind over hinanden. Som gjaldt det livet.
Gammel dame fægter med paraply.
Livsfarligt. Kunne stikke øjnene ud
på folk. Gamle politivedtægt
krævede, at damer havde sikkerheds-
dupper på hattenålene, når
de færdedes med offentlige sporveje. Kunne
man ikke forbyde pensionisterne helt at
tage med bussen i myldretiden?
De kan jo alligevel ikke bruge mimrekortet.
Og de har hele dagen til det.
Hvorfor så lige komme væltende,
når vi andre skal hjem fra arbejdet? Os
der betaler hele gildet. For alle de uproduktive.
-
Kan man vel ikke. Ville ikke være ret
og billigt. Umistelige rettigheder
Kan godt lide det udtryk: Umistelige rettigheder.
Får en til at skyde
brystkassen en smule ud. Der må
dog være måde. Med galskaben.
Rykker nøkk for nøkk ned
ad midtergangen. Vådt tøj lugter væmmeligt.
Unge fløse sidder og breder sig.
Neonstribede dynejakker med firma-
navne på. Selvfølgelig ingen
af dem, der ville drømme om at rejse sig op
for en ældre. Almindelig høflighed.
En by i Rusland. Magnetogorsk.
-
Ahh. Tom plads.
-
Svinger rundt om åndssvag kælling.
Der kom du for sent, moster.
-
¸h. Hjulkassen. Knæene op til næsen.
Også mærkeligt de ikke kan
lave et bedre system. Mappen klemt ind
i sprække i kroppen, bag
krampagtigt optrukne ben. Sidder som en
græshoppe.
-
Nuvel.
-
Godt ord. Klang af myndighed. Nuvel.
-
Mørket lægger sig. Sænker
sig. Falder på. Klasker sammen om
bussen. Ruderne bliver sorte spejle med
regnstænk, der tværer billeder
af folk og bænke ud.
-
To af disse grimme unge på sædet
foran. Sidder slapt nedsunket.
Splatter ud. Som våde vandmænd.
Gel^. Ingen substans. Kun holdt
oppe af lilla og skriggrønne dynejakker.
Unaturligt blege. Næsten
gennemsigtige. Hulepadder. Taler sammen
på mærkeligt skurrende
måde. Lystne.
-
- ... hvis man så kunne fange en kat
i gården.
-
- Ja, ved du hvad man kunne. Man kunne mase
nogle sovepiller og
komme dem i en dåse kattemad, ikke
også? Jeg kunne bare tage af min
mors nembutaler.
-
- Så kunne vi lave torturkammer nede
i kælderen. Hvad kunne du
tænke dig og lave med den først?
-
- Man kunne også komme pulveriserede
glasskår i kattemaden. Kan
du ikke lige se det, mand. Den ville få
alle tarmene flået op. Og hoste
dem ud af munden i trævler. Hvad?
-
- Man kunne også binde den helt fast
og så gløde en strikkepind og
stikke den lige midt ind i øjet
på den.
-
Hvor gamle er de? Tretten-fjorten år?
Denne betændte lystenhed over
deres stemmer. Som om ordene er væskende
filipenser, de klemmer ud.
Skutter mig. Grussen i mellemkødet.
Ubehag.
-
- ... og man kunne flå skindet af den,
med et barberblad. sådan meget
langsomt. Skrælle skrælle.
og så se, hvor meget den kunne overleve, ikke
også?
-
Hvad talte vi andre om i den alder? Pralede
ad piger, vi aldrig havde
rørt. men som vi påstod,
vi havde foretaget os det utroligste med omme
i anlægget. Trække trusser
ned og sådan. Men ikke noget med strikke-
pinde i øjet. Hvor har de alt det
fra med den sadisme? Væmmeligt.
-
- Man kunne også kaste-rere den først.
-
De ser sig om. Fordi de er bange for, at andre
skal høre dem? Snarere
tværtimod. Fordi de gerne vil have
publikum? Chokere?
-
Upraktisk man ikke har klapper i ørerne,
så man kunne lukke af for
uønskede stemmer. Sådan nogle
små nogle med tryklås.
-
Behøver heldigvis ikke lytte. Man har
vel sine tanker. Tanker er
toldfri. Intelligente mennesker keder
sig aldrig.
-
Egentlig har tilværelsen været
god ved mig. Kone og to børn. Et
barnebarn. Udmærket lejlighed. Godt
fast arbejde.
-
Udmærket arbejde, egentlig. Ikke stressende.
Rimeligt interessant.
Måske ikke den store udfordring.
men noget skal man jo leve af. Og
ingen kan forbyde en at udvide sin horisont.
I fritiden. Og ferierne. Var
for eksempel på flere udmærkede
kunstmuseer, sidst vi var i Italien. Ikke
os der bare drikker os sanseløse
eller ligger og får sand i navlen. Smukke
billeder fra hele renæssancen og...
Hvad hedder den anden? Barokken?
Rokokotiden? Fra alle perioderne, faktisk.
Ikke nogen stor virksom-
hed. Netop en charme ekstra. Mere hyggeligt.
Man lærer de andre at
kende på en helt anden måde.
End på de store anonyme arbejdspladser.
-
Brøndby... Selvfølgelig lidt
af en nar. Men er vi ikke alle? Og han er
jo ugift. Ungkarl. Så skal man jo
klæde sig lidt aparte. For at gøre
indtryk. God nok på bunden. Vil
altid gerne dele sine ideer og planer
med mig. Helt rørende. Høre
den ældres mening. som en ivrig dreng, der
kommer ind til forældrene med sine
tegninger.
-
Frøken Nicolaisen. Ikke meget hjemme.
Bevares. Men da også en
meget sød og frisk pige. På
sin egen måde. (Små spidse vaffelbryster.
Hvordan mon de er at røre ved?
Som om de går lige ud i vorte,
vaffelvortespids. Små stive dutter).
Nuvel.
-
Chefen. Bang. En bulderbasse. Rrrrummmm rrrummm.
Nytter ikke
at nægte det. Som en tordensky.
Men det skal siges til hans ros. Han
lader ikke solen gå ned over sin
vrede. Man må jo også bære over med
ham. Når man tænker på
den kone, han har at trækkes med derhjemme.
Afpillet hejre. Grim som arvesynden. Vorherrebevares.
Skræpper op
ustandselig. Så skal en mand jo
prøve andre græsgange. Det kan man
vel ikke fortænke ham i. Bare menneskeligt.
Og at han nu engang er lidt
for højrøstet. Hvem er fejlfri.
Noget opfarende. Men så har han jo også
ansvaret. Det er en anden jo lykkeligt
fri for.
-
På en måde, kan man godt sige,
vi er en lille hyggelig familie. på
kontoret.
-
Såmænd.
-
Nuvel.
-
De to væmmelige drenge er stået
af. Der kan man bare se. Hvis man
nægter at høre på den
slags udgydelser. Så holder de op af sig selv.
-
Nu sidder der en stor tyk indvandrerdame med
tørklæde om hovedet.
Og et lille spjæt af en pige, også
med tørklæde. Taler sammen, et eller
andet güksjü müksjü.
Nå ja. de skal jo også leve. Leben und leben
lassen. Ingen skal i hvert fald beskylde
mig for racisme. Umistelige
rettigheder. Men for deres egen skyld.
Ville det nok være bedre for dem,
hvis de ikke stak af fra os andre på
den måde. Assimilerede sig. Lod
være med at klæde sig så
aparte. Skik følge eller land fly. When in
Rome, do like the Romans. I mørket
er alle ulve grå. (Hvor kom det
fra? Hørte det med her?)
-
Mange af mine bedste venner er...
-
Tyrkere? Jøder? Bøsser? Kleptomaner?
Politikere?
-
Næ. Mange af mine bedste venner er...
Hvad for noget?
-
Har jeg overhovedet nogen bedste venner?
-
Børge og Sonja. Spiller kort sammen
en gang om ugen. Lige fra
ungdommens dage. Så de må
vel være vores bedste venner. For hvem
skulle det ellers være?
-
(Kan bare ikke holde dem ud).
-
Det gode ved at bo i Tingbjerg. At man ikke
behøver se efter stoppe-
steder. Kan sidde i egne tanker. Lige
til endestationen.
-
Fremme. Og ud. Nogle minutter at gå.
Skæver over til det lille anlæg.
Bænkene. Sidder der ikke i dag.
-
Ville også være lige et nummer
for festligt. I mørke og regn.
-
Huller i stien. Burde påtales. Ved hjørnet
en lille flok ihærdige fyre
med knallerter. Plasticjakker. At de gider.
I regnvejr.
-
De gasser knallerterne op, så de brøler
og larmer. Skærer gennem
marv og ben. Store vilddyr.
-
Går i en stor bue uden om klyngen. Har
ganske vist aldrig selv være
ude for, de har været voldelige.
-
Men man hører jo så meget. Forsigtighed
er en borgmesterdyd.
-
Nogle gange suser alle knægtene ud ad
Frederikssundsvej på deres
knallerter. Sløseri. Bruger en
masse benzin. Og hvorfor den fart? Det
kan da ikke være for at komme hurtigere
frem. Trods alt vel hurtigere
med toget. Og desuden kommer de tit tilbage
med det samme igen. Har
ikke engang købt ind. Ikke forrettet
et ærinde. Bare frem og tilbage.
-
Sikken en tilværelse. Indholdsløs.
Frem og tilbage i den samme bane.
Fræsende på en dum knallert.
Brrrummmm brrruuummm.
-
Ikke noget mål i tilværelsen.
Det, der er i vejen med den yngre
generation. (Dyrplagerne i bussen. Ubehag.
Skub væk.)
-
Ryster på hovedet. Godt man ikke...
Går ind ad hoveddøren til
nummer atten. Temmelig skrabet opgang.
Ru betonvægge. Ingen
elevator. Nedstyrtningsskakt virker ikke.
-
Men ikke noget at sige lejligheden på.
Pæn og moderne. Bruserkabinet
og centralvarme. Selvfølgelig ikke
helt billig. Når man selv skal betale.
I modsætning til visse andre. De
fleste. Faktisk.
-
Udmærket kvarter. Plan, overskuelighed.
Tegnet af Steen Eiler
Rasmussen. Der selv sagde, han ikke ville
have haft noget mod at bo
her. Hvis det skulle have været.
Op ad trappen. Mat messingskilt.
"Martha og Leon Schoubye Sørensen",
Med kursivskrift. Ham selv der
insisterede på, at hun skulle stå
først. I vores generation tror vi på
kvindens frigørelse. Lille printet
plasticstrimmel klæbet fast neden
under. Blå, med udhævede store
bogstaver. "EDWIN SCHOUBYE
SØRENSEN". Fisker nøglen
op af mappens lomme. Låser op og går
ind.