Tirsdag, Juli 08, 1997 01:08:05 PM

Dagenes digte Item

Fra: Bibliotekar

Niels Ivar Larsen

Emne: En naturforskers død

Til: Poesi

DAGENS DIGT, DEN 12 APRIL.

Dagens digt skyldes den betydelige irske digter Seamus Heaney. Der findes på dansk et udmærket udvalg udvalgt og oversat af Uffe Harder: Fra Samvittighedens Republik, Gyldendal 1989. Måske kender I Heaney -

han er i al fald en god ven af Danmark og dybt betaget af vore mosefund

- jeg taler om Tollund-manden, Egtved-pigen, Grauballemanden mv. På mange måder kan man anskue Heaneys poesi som et stykke arkæologi - digtet er en graven et spadestik dybere i et frønnet fortidigt element, der gemmer på eksotiske skatte. Som han skriver i digtet "Gravning" efter at have udtrykt sin betagelse over sin barndoms tørvegravere:

Den kolde lugt af kartoffelmuld, svuppet og klasket

af gennemvåde tørv, en ægs studse hug

gennem levende rødder vågner i mit hoved

Men jeg har ingen spade at følge mænd som dem med.

Mellem pegefinger og tommel

hviler den plumpe pen

Den vil jeg grave med

Her er digtet "En naturforskers død" - om et undrendes barns fascination og forfærdelse ved synet af "obskøne" padder. Vi samsender digtet med Zoologiens verden i dagens anledning.

En naturforskers død

Hele året væskede hørdiget

i bylandets hjerte. Grøn og tunghovedet

hør var rådnet dér, trykket ned af mægtige græstørv.

Dagligt smeltede det af varme i den brændende sol.

Bobler gurglede svagt, spyfluer

spandt en stærk gaze af lyd omkring lugten.

Der var guldsmede, plettede sommerfugle,

men bedst af alt var det varme, tykke pløre

af frøæg der bredte sig som levret vand

i breddernes skygge. Her fyldte jeg hvert forår

glas der havde rummet Specks frugtgelé

at stille i vindueskarmene derhjemme,

på hylderne i skolen og ventede og så indtil

de stadig tykkere pletter brast til vævert

svømmende haletudser. Miss Walls fortalte os altid hvordan

man kaldte frøfar'en en oksefrø

og hvordan han kvækkede og hvordan frømor'en

lagde hundredevis af små æg og det var

frøspy. Man kunne se på frøer og hvordan vejret var

for de var gule i sol og brune

i regn

Så en varm dag da markerne bugnede

af kokager i græsset besatte de vrede frøer

hørdiget; gennem hække smuttede jeg til

en grov kvækken jeg ikke før havde

hørt. Luften var tyk af et bas-kor.

Hele vejen hen ad diget sad tykmavede frøer

på græstørv: deres slappe halse pulsede som sejl. Nogle hoppede:

plasket og plumpet var obskøne trusler. Nogle sad

på spring som muddergranater med deres stumpe hoveder

pruttende.

Jeg fik kvalme, vendte om og løb. De store slimkonger

sad dér og ventede på hævn. Jeg vidste

at dyppede jeg hånden ville spyet snappe den.