Jeg lukker øjnene og sidder atter i den lille båd på Vestsøen. I aftentågen smelter den æblegrønne himmel sammen med vandet. Spinkelt og ejendommelig tydeligt kommer aftenens lyde til os over vandet: Vindens susen i de fyrretæer, min ledsager plantede langs søens bredder, latter fra et muntert selskab, der er på vej over marmorbroen til en af de pagoder, han byggede.
 Med en langsom aftenbevægelse rækker Su Tung-po mig porcelænskoppen og fylder den med lunken risvin fra stendunken. Vi drikker i tavshed.
 - Vin er menneskelivets lov, siger Su Tung-po, og hans stemme er dyb og stor som en tempelgongong.
 Han tier og ser ind mod Samle-stjerner-terrassen, hvor man i tusmørket kan skimte siddende og stående hofmænd, forsamlet om en kendt kurtisane. Over vandet kommer brudstykker af en kompliceret melodi, spillet på kuglefløjte.
 Su drikker atter, og vinen risler ned gennem hans strube i en stadig strøm. Men han drikker ikke på samme gale måde som fortidens store poeter, Li Po, Tu Fu og Po Chü-yi, der kunne drikke sig fra sans og samling og falde helt uden for universet i en vældig, kosmisk rus. Hans måde at drikke på er stilfærdig og næsten sky.
 Det er blevet aften. Aften over Vestsøen og aften over Kina. T'ang-dynastiets rasende blomstren lever nu kun i minderne. Svundne århundredes borgerkige og lidenskaber er nu næsten glemt. Ingen digtere drikker sig ihjel i denne tid. Børnene fødes gamle. Man bevæger sig langsomt og eftertænksomt.
 På den anden side af Yangtzekiang ligger barbarernes kongerige. Centralasiens horder øver sig daglig i exercits for, når tiden kommer, at løbe den sydlige Sung-stat og hovedstaden Hangchou over ende. Tiden vil komme, da denne by jævnes med jorden, og man kan se bevidstheden om den kommende undergang i Sus drømmende øjne.
 Lydløst gemmer han sin vinkop ned i bunden af båden og haler en lille rulle silke frem. Han lægger de to rundstokke i skødet, og ruller op for et lille stykke svær, blank silke. Omhyggeligt vælger han en pensel ud og lægger den foran sig. Han bøjer sig ud over rælingen og kommer atter til syne med lidt af søens grønne vand på sin tuschsten. Tuschen røres ud i vandet, til den er netop så tæt i farven, som han ønsker det. Og den spidse pensel dyppes i tuschen.
 Fint svajende stammer, leddelte og komplicerede, vokser ned over den hvide silke, og ud fra stammerne skyder nu de knivlignende bambusblade. Planterne vokser frem på samme selvfølgelige måde som i naturen, og lige så lidt som man ville bedømme et vulkanudbrud kunstnerisk, kan man anlægge nogen menneskelig, kunstnerisk vurdering over for denne naturproces af et billede. Man kan kun undrende betragte planternes vækst, og tænke om Su Tung-po, at han, som det blev sagt om Wen Tung, selv forvandles til bambus, når han maler.
 Men nogle af bambusbladene forekommer krøllede og visnede, de savner de friske blades skarphed og antager ejendommelige former. Jeg kniber øjnene sammen for gennem tusmørket at se disse forvredne blade tydeligere, og det går da op for mig, at bladene er ved at forvandles til kalligrafiske tegn. Ud fra en af bambusstammerne gror et digt, forskyder sig ned mod vandet, det spejler planterne, bliver fyldigere og modnere som frugter: »Uendeligt, uendeligt vokser brøndkarsen på den vældige sø. Nattevinden og duggen er gennemtrængt af lotusblomsternes duft. Efterhånden skimtes lygteskæret i et fjernt tempel. Lad os vente og betragte søens strålen, når månen er gået ned.«
 I den blide aftenstemning over søen forekommer det ufatteligt, at mongolernes krigeriske horder i dette øjeblik samles til parade, et sted langt mod nord.
 Endnu synger cikaderne i den blomstermættede aften, endnu klukker søens vand mod bådens flanker. Vi driver hen over søen uden at bevæge årerne. Vandet fører os der hen, hvor det vil, og vi er rolige og tilfredse med hvad der end måtte komme.
 Su har skrevet sit digt færdigt, og atter rullet silken sammen. Han kikker op på mig, og hans tjavsede hvide skæg vipper af glæde, mens han smilende ser ud over vandet.
 - Sådan bør man leve sit liv, sige han. Som en båd der driver for vind og strøm hen over søen. Så fattet som denne båd lade sig bevæge, bør man tages mod alle skæbnens tilskikkelser.
 - Men har man da ikke pligt til at forme disse tilskikkelser, har man ikke pligt til at gøre noget for at forhindre, at ens tilværelse bliver knust?
 - Kan du se det stjerneskud over vest-pagoden. Sådan skal dine handlinger være, som naturprocesser skal dine ord lyde, som regn skal dine gerninger falde gennem luften. Du ved, jeg ikke har holdt mig tilbage fra handling, selv om det undertiden kostede mig dyrt. Hvem har talt, hvor mange gange jeg er blevet forvist fra hoffet, fordi jeg kom til at sige upopulære sandheder om kejserfamiliens og de andre regeringers imbecilitet, fordi jeg havde upopulære politiske anskuelser. Du ved, jeg en overgang havde en ret høj politisk stilling, jeg var formand for det udvalg, der skal efterse, at ceremonierne foretages på rette måde. Det var en stilling, der gav mig mange fjender, men jeg bøjede ikke af for mine fjenders mening. Når jeg mente, mine handlinger var rigtige, lod jeg dem ske, og jeg bestemte for så vidt ikke selv over mine handlinger: De skete.
 Når jeg diskuterer politik, ønsker jeg kun at diskutere politik af hele mit hjerte, og jeg lader ikke andre overvejelser spille ind, hensyn til min position eller popularitet kan ikke skræmme mig bort fra de ting, der må gøres.
 Men på samme måde vil jeg ikke beskæftige mig med noget andet i verden, når jeg skriver digte og ror i en båd på søen. Så må hele mit hjerte følge med i vandets rolige bevægelser og i hastige penselstrøg. Mine fingre bliver til pensler, mine arme til årer, mit hjerte til fuldmånen, der skinner over søen.
Da jeg som eremit boede i den lille hytte i vildnisset i Huangchou, fordi jeg havde lavet et - ganske vittigt, synes jeg selv - ordspil om kronprinsen, plagedes jeg heller ikke af nag eller bitterhed over at jeg var forstødt. Jeg stod tidligt op om morgenen og betragtede duggen på græsset om min hytte, jeg så på insekterne og fuglene, og der var ikke plads til andre tanker i mig.
 Du synes jeg flygter bort fra virkeligheden, når jeg sidder i en båd på søen og skriver digte om nattens komme. Men er denne sø og denne båd ikke virkelighed? Har kun intriger og politik eksistensberettigelse, eller bør også cikaderne finde deres plads i et menneskes liv?
 Su tier atter. Det er blevet mørkere. Man kan allerede se de første ildfluer. Søvandet lyser med hvidlig glans, som af morild. Inde på bredden tændes lysene i den ene pagode efter den anden, papirvinduernes gyldne firkanter skinner gennem mørket ud til os. Vi ser horisonten snævre sig ind om os, snart kan man kun se ganske få meter bort.
 Musik lyder inde fra bredderne. Cither- eller fløjtespil; det er en folkemelodi fra Han-dynastiets tid, der spilles. En bedøvende duft af magnolia står ud fra de kunstfærdigt anlagte haver.
 Hvem er denne Su, der passer så dårligt ind i de stive omgangsformer ved kejserhoffet. En udogmatisk og nysgerrig mand, der ikke nøjes med at beklæde et enkelt embede eller dyrke en enkelt kunstart. Som videnskabsmand er han blandt andet kendt som den første i verden, der opdagede blomsternes køn. Som maler, digter og kalligraf er han på højde med fortidens største navne. Som bygherre og arkitekt har han forvandlet Hangchou til en slags veneziansk eventyrby. Som statsmand har han styrket det smuldrende Sung-rige.
 Det kinesiske rige er på vej ind i en forfaldsperiode.
Men denne forfaldsperiode er ikke, som det romerske eller det persiske riges forfald, kendetegnet ved frådseri og sædernes forsimpling. Tværtimod er det en tid med stille resignation og dyb eftertanke, og Su er den mand, der mere end nogen anden har sat sit præg på tiden. Det er en tid, da alle digterne samtidig er filosoffer, og for Su gælder det, at han er filosof før han er digter. Han trænger intuitivt ind til den inderste kerne i alle de ting han ser og skriver digte om, og varsomt skruer han universet af sine hængsler for at undersøge det på samme omhyggelige måde, som han undersøgte blomsterplanterne.
 - Det er ved at blive sent. Chao Yun venter os, siger Su.
 Chao Yun er hans elskerinde. For mange år siden en berømt hofdame. Nu har de levet sammen i tyve år, og hun er ældet, men stadig smuk.
 Mens Sus religion er en guddommelig blanding af buddhisme, taoisme og konfucianisme, er Chao rettroende buddhist, og hendes hjerte er fuldt af de ord fra diamantsutraen, der skal blive hendes sidste: »Som en drøm, som et blændværk, som en boble. Som en skygge, som dugg, som lyn.«
 - Ja, lad os ro tilbage til bredden, siger jeg. Vi griber årerne, og det går med langsomme tag gennem det stille vand til de mørknende haver ved Vestsøens bredder. Hvad tænker mon Su. Den Su, der har anlagt haverne ved disse bredder, plantet fyrrelundene, bygget pagoderne og de hvide marmorbroer, der brummer som snetigres spændte rygge. Føler han stolthed, tilfredshed? Føler han glæde ved at tænke tilbage på et rigt liv? Jeg ved, at han hverken føler sig stolt eller tilfreds. Han reflekterer slet ikke over sine handlinger, men lever blot på samme måde som et træ vokser. Han er som et boble, der glider gennem vandet og snart skal briste. Uden dualistisk reflektion, og derfor uden fortrydelse. Liv er noget man tager i håndfulde, noget man lader løbe gennem hænderne som det selv vil.
 - Se, Chao Yun står og venter på os foran den lille keramikpagode, siger Su Tung-po.
 

(Politiken. Kronik. 2.3. 1964)