Mens det konservative Folkeparti med sjælden konsekvens fortsætter sin march ned under spærregrænsen, raser den sædvanlige strid om konservatisme kontra reaktion inden for partiets svindende rækker. Der er mange, der har svært ved at se forskel på de to begreber, men i virkeligheden er der en afgrund mellem dem. Den sande konservative sætter sig tungt ned og siger: 'Nu har vi det vel nok godt. Det her skal vi aldrig lave om på'. Den reaktionære derimod mukker: 'Det går skidt nu. Det var bedre i gamle dage'. Eller som hjemstavnsdigteren Thorkild Gravlund så gribende udtrykte det: 'Jeg sku' hilse og sige, at det skal være, som det er, og blive som det var'.
Der er noget ejegodt og rørende ved den konservatives glæde over de nuværende forhold. Der kan være krig, hungersnød og udbytning. Den konservative synes stadig, vi lever i den bedste af alle verdener og ikke behøver lave om på noget.
Hvis vi alle sammen var konservative, sad vi selvfølgelig stadig i hulerne og sagde: 'Stenøkser er nu gode nok. Man ved, hvad man har, men man ved ikke, hvad man får'.
Men der er ikke kun grund til at grine ad konservatismen. Vi har alle behov for tryghed, og man skal da heller ikke kaste sig ud i eksperimenter for eksperimenternes egen skyld. Det kan være meget sundt med en lidt gumpetung og besindig bagtrop, der enfoldigt men trofast holder igen.
Der er bare det ved det, at den konservative efter sagens natur altid må klynge sig til det, andre har indført for nogle generationer eller år siden. Engang var det et historisk fremskridt at indføre enevælden. De konservative var selvfølgelig mod og ville holde sig til valgkongedømmet. Men da enevælden først var etableret, forsvarede de konservative den mod alt det nymodens pjat med demokrati.
Heraf fremgår, at en konservativ kan gå ind for hvad som helit, bare det er etableret. I Sovjetunionen kan man se en del konservative kommunister, der vil bevare det bestående system uden udvikling eller forandringer.
I Danmark er det bestående samfund stærkt præget af Socialdemokratiets indsats op gennem årene, og derfor stemmer langt de fleste konservativt indstillede på Socialdemokratiet. Landsfaderen Stauning kunne få alle sande konservative til at skrukke som høns af bare tryghed.
Symbolet for konservatismen - selve blommen i det kosmiske æg - er centrum. Derfor søger de konservative konservative ind mod centrum af dansk politik. Men centrum er et geometrisk punkt, og et sådant har ikke nogen udstrækning - heller ikke vælgerbefolkningen. Så er det lige meget om man som L. V. Birk i 1920 kalder sit parti 'Centrum' eller som senere partistiftere 'Liberalt Centrum" eller 'Centrum-Demokraterne'. Et punkt er et punkt. Og i et punkt er der ikke plads til det parti, Knud Bro så gerne ville have omdøbt til Folkepartiet. Bortset fra at navnet Folkepartiet nok ville være lidt prætentiøst for et parti, der på de sidste otte år har mistet 73 pet. af sine vælgere. Lige til højre og venstre for centrumspunktet er der heller ikke plads. Der flyder Venstre, radikale og Socialdemokratiet sammen.
Derfor vil nogle blandt partiets ledere søge ud mod frisk luft til højre. Men også her kommer de for sent. Højrefløjen - den egentlige reaktion - er overtaget af Fremskridtspartiet, der har sit navn, fordi det ønsker tilbageskridt til tiden før de sociale reformer og før indkomstskattens indførelse i 1903.
De sidste konservative halser rundt i en gang musikalske stole, men kommer hele tiden for sent. Pladsen er optaget. Og derfor vil partiet formodentlig dø af forpustelse.
Jeg er politisk modstander af de konservative, men jeg kan alligevel ikke lade være med at finde disse sandsynlige udsigter ejendommeligt gribende. At høre Stetter og Schlüter er som at overvære de sidste dinosaurers dødskamp. Det er som at betragte de sidste syge pungrotter i en zoologisk have. Snart er de borte. Og vi er nogle stykker, der vil savne de konservatives milde glæde over det bestående, når Glistrups horder bomber børnehaverne tilbage til stenalderen.

(Ekstra Bladet. 10.11. 1975)