Tom, tom, tom - saligt tom

er verden for andet end ting.

- Klaus Rifbjerg: Frihavnen
 
 

Troels var beskæftiget med at grave øjnene ud på Isabella med en Tutti Frutti icecream scoop med dipspids, da hans opmærksomhed blev afledt.

Han havde skruet helt op for fjerneren for at overdøve Isabellas hyl. De skurrede i diskanten og ligesom ødelagde koncentrationen og forstyrrede håndelaget.

Det var Banco Bingo. Villads Wurm bredte en arm ud til hver side og omfavnede Dotty og Sussi, der ikke havde efternavne.

- Og nu, brølede Wurm, så Troels satte sig til rette på Isabella for at høre. Åndsfraværende tørrede han scoopen af i hendes hår. Sjasket var det, og sjasket blev det.

- Det er ikke bare fantastisk, durrede Wurm. - Det er det største lotteri i menneskehedens historie. Guldgrisen. Ja, lige netop, Guldgrisen. En lille gris af det rene, pure fireogtyve karat skinnende guld er indlagt i et produkt. Et produkt, fremstillet af en af vores annoncører. Et eller andet sted - i en eller anden vare - vil en heldig dansker engang nu i Uge 20 finde Guldgrisen. Og Guldgrisen ville i sig selv være en ufattelig flot hovedpræmie. Guld, massivt guld, hele vejen igennem. Fra tryne til halekrølle. Men det er slet ikke det, der er det fantastisk utrolig samfundsomvæltende ved denne, den største af alle store konkurrencer. Det store, det utrolige ved dette Superlotto over alle Superlottoer er, at Banco Bingo har fået ingen ringere end DET DANSKE SKATTEVÆSEN som sponsor på denne konkurrence. Og den, der finder Guldgrisen, får som hovedgevinst - ja, jeg kan næsten ikke få det sagt...

Trommehvirvler i baggrunden. Dotty og Sussi klæbede sig ind til hver sin side af Villads Wurm og så med religiøs beundring på hans laminexbehandlede ansigt.

Troels sad og gloede på skærmen. Isabella var holdt op med at hvine.

- ... Den, der finder Guldgrisen, får... SKATTEFRIHED resten af LIVET!

Troels blev tom. Så faldt skællene fra hans øjne. De var ravgule og buede, som tånegle. Men helt gennemsigtige. Han fejede dem ned på gulvet.

Han så klarere, end han nogen sinde før havde set. Isabella var enten besvimet, eller også var hun god til at lade som om.

Hendes ansigt var marcipanhvidt og havde samme poreåndede smånoprethullede matte flade som marcipan. Der var en flygtig oliehinde af sved på den. Håret var slattent som kogt bændeltang, og nu smurt ind i blod og fnadder.

Det ene øje hang i seks tråde ned på kinden. Det hvide havde samme blåt anløbne skær som et tolv minutters hårdkogt æg. Tutti Frutti scoopen havde ridset hul, så noget vandklar gelé plutrede ud. En ringmuskel spjættede spasmodisk i hindefolderne inde bagved, der havde samme lyserøde farve og konsistens som frisk torskerogn. Et to-i-ét-hul. Hvis Troels havde været i lystigere stemning, kunne det nok have gjort ham tyk bag ørerne.

Lige nu gad han ikke. Han skubbede sig lidt på hende, så han sad mageligere. Så sukkede han. Tungt show. Nu lavede hun ikke øjne til Frankie mere. I hvert fald ikke i flertal.

Hans mor havde altid lært ham, at han ikke skulle gå fra halvfærdigt arbejde. Det var han ellers slem til. Han havde mest lyst til at rende ud og lede efter Guldgrisen. Men Isabella så sjusket ud med et øje på kinden og et vendt indad i hulen. Det forstyrrede hans symmetriske sans.

Han læner sig frem med scoopen.

Gud zapper.

En brøkdel af et sekund bliver billedet af Troels og Isabella hængende i luften. Så er det, som om de aldrig har eksisteret.
 
 

Folket havde været rigtig uartigt. Folket havde slet ikke påskønnet alt det, politikerne havde gjort for det. Folket havde sagt nej ved en folkeafstemning, selv om udenrigsministeren havde sagt, det ville sige ja og være glad til.

Derfor måtte folket sidde en klasse over. Politikerne havde ikke været vrede på folket. De havde været skuffede.

Næste gang var folket så kommet op i det samme én gang til, og denne gang havde det heldigvis svaret rigtigt på spørgsmålet.

Det var slet ikke noget dumt og dårligt folk, sagde politikerne til hinanden. Det var bare lidt tungt opfattende, og måske havde det haft dårlige venner.

Men hvis man havde tålmodighed og var overbærende, kunne det blive et rimelig flinkt folk.

Derfor var det også på sin plads at give folket en lille opmuntring. All work and no play makes Jack a dull boy.

Derfor fik folket guldgrisen at se på. Se, hvor flot den er. Se, den skinner. Det er guld, alt det, der glimrer.

Næ, hvor er den fin. Bare den var min.

Nok se men ikke røre.

Nu har vi set længe nok på guldgrisen. Vi skal jo også bestille noget. Livet er ikke lutter lagkage.
 
 

Guldgris mig her og guldgris mig der, sagde Niels. Tøjeri for vindbøjtler, det er lige det, det er. Ikke noget for den, der står med røjserne solidt plantet i den fede, danske muld. For nok er der guld i grisene, men ikke på den måde.

Men... nu skulle det med mulden jo heller ikke tages alt for bogstaveligt. For det moderne landbrug er en højt udviklet agroindustri. Og Niels tilbragte da nok mere af sin tid foran computeren end ude i marken. Såmænd så, ja.

For der skulle jo planlægges, så det hele gik, som det skulle. Nu det stykke, hvor han havde rugen. Man måtte beregne ganske nøje, hvad der skulle til. Pesticider, herbicider, arachnocider, myrmicider, kynocider. Og masser af kunstgødning. Så sprøjtede rugen da også op af jorden, så den var ved at dræ i bukserne. Men det var der også råd for. Så fik den et ordentligt læs stråforkortningsmiddel, så den kunne lære at dukke sig.

Og når så det stykke gav så gruelig meget. Så måtte man selvfølgelig lægge resten brak. Orden skulle der være i sagerne.

Dyrene blev fodret med foderkager, der var importeret nede fra de sorte af. Så blev de smækfede, og så kunne man få EU-tilskud til at lægge bøfferne på frys eller dumpe dem til de sorte igen, hvis de var ved at blive for gamle.

Der var nogle år endnu, til Niels kunne lægge op. Han skulle være over de halvtreds, før han kunne forpagte gården væk og lægge afgiften på kistebunden sammen med de 90.000 om året, han fik af skatteyderne for at lade helt være. Indtil da måtte han nøjes med stykpris. Og her måtte man både være god til at regne den ud, og samtidig have styr på regnskaberne. For det kunne vel ikke nytte, man ville have penge for ikke at dyrke ferskener eller oliven. Man måtte ikke være grådig. Når bare man fik, hvad man kunne få i eksportstøtte for produktion til overskudslagrene og hvad man kunne få i tilskud og præmie for at fælde frugttræer, lægge jorden øde, slå køerne for panden og kværke hønsene, var det såmænd helt godt at være landmand.
 
 

Magda var modstander af Første Mosebog 1.28. Hun mente ikke, at menneskene var sat på Jorden for at herske over dyrene. Dyr og mennesker var ligeværdige dele af skaberværket. Hvert eneste dyr havde en udødelig sjæl. I hvert fald de højere dyr. Magda havde ikke gennemtænkt, om fladormene var besjælede. Eller gonokokkerne.

Men Magdas yorkshireterrier Gumle havde ikke bare haft en smuk og lydefri sjæl, men også en aura, der skimrede i det grøngyldne.

Gumle var blevet gammel, men til sidst lå han stiv og kold på hynderne, og Magda begyndte at gå i zoologisk have.

Med foragt så hun, hvorledes publikum flokkedes om de søde, lodne og rare dyr. Det var for nemt. Man skulle opsøge de uelskede dyr og vise dem, at de ikke behøvede være alene.

Efterhånden koncentrerede Magda sig om næsehornene. I timevis stod hun og talte opmuntrende til disse kantede fortidsuhyrer. Hun fortalte dem rørende træk af Gumles liv og forvissede dem om, at vinger skulle skyde ud af deres pansrede flanker i det hinsidige, hvor løven og lammet skulle lægge sig med hovedet begravet i hinandens skød.

Det var Magdas faste overbevisning, at selv det hårdeste hjerte smeltede, hvis det mødte uselvisk hengivenhed og kærlighed. Og en dag i stille regn smilede det store hannæsehorn tilbage til Magda.

Næsehornets smil var som solen, der brød frem af skyerne, og Magda forcerede beslutsomt hegnet ind til næsehornet, med paraply og galocher.

Det var et vidnesbyrd om Magdas guddommelige kraft og rene tro, at hun nåede at klappe næsehornet tre et halvt minut, mens hun forsikrede det om sin velvilje og meddelte det såvel iagttagelser af Gumles liv og levned som uddrag af Krishnamurti, før dyret spiddede hende på hornet, trampede hende i smadder og pissede på resterne.
 
 

- That fucking bitch is just too much, sagde Jens indigneret. Han var så rasende, at han ikke kunne sidde stille på bussædet. Sad og kørte op og ned i sine posede bukser, hev i sin football jacket, trampede med sine biker boots, tog den omvendte baseballkasket af og kørte fingrene gennem den korte crewcut.

- She oughta have her ass whipped, sagde Michael.

- Yah, man, sagde Jens. - That's the fucking truth, man!

- Shit, man. Let her burn in hell. She's just a lousy cunt, sagde Michael trøstende.

- Nej, hun skal kraftædeme ikke slippe godt afsted med det, sagde Jens, der blev så ophidset, at han kom til at slå over i dansk. Hans ven lod taktfuldt som om han ikke havde bemærket det.

- Hun skal kraftædeme ikke tro, jeg finder mig i sådan en twotimer, sagde Jens, og hans stemme fløjtede op og ned i hele registret, fra slagtet gris til boblende lavagrød. - Det er too fucking much. Sådan noget... sådan noget...

Han ledte efter ordene. Fucking shit var for tamt. Det kunne man sige om et nintendo spil, der freakede out. Han måtte ned i modersmålets dybder. - Sådan noget pruttebæ, sagde han. - Men ved du hvad vi gør, mand. Vi lægger os i baghold. Og så slæber vi hende ned i kælderen, mand. Og så binder vi hende. Og så snitter vi tøjet af hende med en switchblade, lige så stille og cool, mand. Og når hun så står der, mand, så finder vi tængerne frem, mand, og gløder dem, mand. Og river ørerne ud af hovedet på hende, mand, så det hele følger med ud. Eller også tvinger vi hende til at æde pulveriserede glasskår, mand. Rørt rundt i hakket kød eller sådan noget, så det skærer tarmene op på hende, mand, og mavesækken. I lange, tynde strimler, mand. Så hun spytter blod i lange baner. Og så ser vi bare på hende mand, når hun ligger der og vrider sig...

Jens så pludselig ned på sine forvoksede pludderbukser. Det var et held, de var så omfangsrige.
 
 

Ulrik lagde benene over kors og vippede med højre fod. Han så tilfreds på sine Uffesokker. Blå med elleve gyldne og en enkelt lyseblå stjerne. Tiden er ikke til vulgære badges. Signaler skal være diskrete. Ulrik var rimelig tjekket.

- Der er bare én ting, jeg ikke fatter, sagde han, - og det er, hvordan Neglen har båret sig ad med at få Skattevæsenet til at gå ind som sponsor.

- Ja, sagde Ditlev. - Det er rigtig godt klaret. Rigtig godt, endda.

Tjeneren kom med to egoistbøffer og to flasker armensk Hripsime mineralvand. Der er konstateret fækalt tørstof i Perrier.

- Der er jo det ved det, at det rummer rimelig interessante perspektiver, sagde Ulrik.

- Hvordan det? sagde Ditlev og skar en lille bid af bøffen. Han snuste til den og så sig om efter tjeneren.

- Jo, sagde Ulrik. - Jeg tænker på et nærmere samarbejde mellem Skattevæsenet og Erhvervslivet...

Ditlev gestikulerede vildt. Tjeneren kom over og stod ret. Ditlev viftede med en lille bid bøf på gaflen.

- Jeg sagde, jeg ville have min bøf flamberet med armagnac, sagde han.

- Javel ja.

- Dette...

Ditlev så sig triumferende om i lokalet før han fortsatte. - ... dette er en bøf, der er flamberet med almindelig gemen cognac. Hennessy, hvis jeg ikke tager meget fejl.

- Undskyld, men jeg tror nu nok..., begyndte tjeneren.

- Tag den ud, sagde Ditlev. Tjeneren tog bøffen ud.

- Det er sådan, de skal have det, sagde Ditlev til Ulrik. - Samarbejde med Skattevæsenet, sagde du. Jamen, ved du hvad, jeg har da et aldeles tilfredsstillende samarbejde med Skattevæsenet...

- Nej, jeg tænkte på at gå ind i mere aktive tiltag, sagde Ulrik. - Nu hvor postvæsenet er privatiseret. Kunne man så ikke forestille sig...

- Privatisering af skattevæsenet? sagde Ditlev og så sig om efter tjeneren. Nu fortrød han, han havde ladet bøffen gå ud. Det var surt at sidde og hænge over et glas mineralvand, mens Ulrik mæskede sig med sin bøf. Han var tilsyneladende ligeglad med, at den stank af slavecognac. - Ja se, det... Det ville ikke være en guldgris. Men hønen, der lægger guldæg.

Han noterede sig sin witticism, så han kunne gentage den senere.

- Nej, sagde Ulrik, der tog alting så bogstaveligt. - Jeg mener bare: Man kunne måske privatisere opkrævningen. Jeg er sikker på, at inkassometoderne kan effektiviseres.

- Å ja, sagde Ditlev. Kom den bøf dog aldrig? - A propos guldgris, så er det da også en rimelig god gevinst, de har udloddet.

- Ja, sagde Ulrik med bøf i mund. - Den kunne jeg også godt tænke mig at få.

- Ja, sagde Ditlev. Så tilføjede han: - Hvorfor forresten det? Du betaler vel ikke skat alligevel.

- Nå nej. Det gør jeg selvfølgelig heller ikke.
 
 

Som regel har man en slags radar over for kunderne. Så man med det samme kan mærke, om der er noget galt. Men det sker selvfølgelig, at der er tekniske fejl i anlægget. Måske har man fået lidt for meget at drikke, eller man har måske været lidt opkørt, så man har taget et par downere for at komme ned på jorden igen, og så kan det ske, der kommer støv på antennerne. For i hvert fald kunne Esben ikke mærke noget mærkeligt ved kunden den aften på Midterhjørnet. Esben var et kendt navn. Han var ikke snusket og uvasket, som så mange af de andre drenge, og så var han selv til mænd, sådan at forstå, at kunderne kunne se på ham, at han selv fik noget ud af det, eller i hvert fald var fandens god til at lade som om, og det får jo altid taxametret til at tikke lidt hurtigere. De kørte i taxa ud til kunden, der boede ude på Ålekistevej, og kunden var meget stille og fredelig i vognen og ikke engang noget med kys og kram. Måske var han ligefrem genert over for chaufføren, der var pakistaner.

Kunden boede såmænd meget pænt, måske lidt borgerligt, og med disse solide møbler i mørkt træ, der er så typiske for miljøet, og mørke naturalistiske billeder på væggen og skabe med porcelæn og glas. Og Esben blev heller ikke fuldkommen lammet over, at der sad en dreng i forvejen og ventede ude hos kunden. Han var ellers ikke ret gammel, måske en tolv-tretten år, og radmager som en våd kat og store forskræmte øjne, men én gang skal jo være den første.

Og kunden sagde, Esben bare skulle sætte sig og vente et øjeblik, mens han gjorde sig i stand. Og så kom han ellers ind i lædertøj og med maske og en nihalet kat i hånden, og den så ud til at ende i små spidse blyklumper. Og det ville Esben altså ikke lægge røv til, for man skal passe på sin hud, at den ikke kommer til skade, og det skulle han også nok få kunden til at fatte. Men ham spirrevippen, han gik fuldkommen op i limningen og blev hvid i hovedet og hvinede og hylede og spjættede som en spasser. Og kunden grinede, og hans tænder var ærlig talt ikke ret pæne. Og ham splejsen, han smækkede døren op ud til altanen og gik derud og kravlede op på rækværket og hvinede, at hvis manden med pisken kom bare ét skridt nærmere, så hoppede han.

Og det var på fjerde sal, og knægten skreg tyndt og gennemtrængende hele vejen ned og hverken kunden eller Esben ville læne sig ud og se efter.
 
 

Yvonne troede selvfølgelig ikke, hendes krystal virkede helbredende. Det ville være overtro, og overtro lå hende uendelig fjernt. Derimod troede hun på, at hun selv gennem meditativ fordybelse og koncentration kunne bringe sit sind i samklang med krystallens naturlige svingningsfrekvens og derigennem skabe den harmoni, der fik hende til gennem et såkaldt biofeedback at helbrede sig selv, og det var jo noget ganske andet.

Yvonne syntes, der var så meget grimt i verden i dag. Der var krig ude omkring. Selv i Europa, hvor man ellers troede, der aldrig mere skulle komme krig. Og der var nød og sult, ikke bare i Afrika men såmænd også hos os selv. Selv herhjemme, hvor vi dog ellers havde det bedre end så mange andre steder, var der mennesker, der led nød. Og de mennesker, der ikke led nød, var de måske glade og tilfredse? Næ, tværtimod. Sure og stressede, hver og en. Der var engang, man talte om det danske smil. Det var totalt forsvundet nu. De eneste smil, man nogen sinde så, var ondskabsfulde og hånlige grin.

Yvonne passede sit arbejde i banken stille og pligtopfyldende. Hun holdt nu engang ikke af at sjuske med det, hun lavede. Og hun syntes nok, der lå en særlig tilfredsstillelse i at vide, hun havde gjort sig fortjent til den løn, hun fik. Så rigeligt endda, hvis hun selv skulle sige det.

Men det egentlige liv, det havde hun hjemme hos sig selv. I den lille hyggelige stue med statuetterne, krystallerne og de smukke orientalske billeder. Når hun sad derhjemme og lyttede til Forest Walk eller Kitaro, kunne hun mærke, hvordan hun løb fuld af ny energi, som en skål der langsomt fyldes med det reneste kildevand.

Der var så mange, der troede, de kunne få det bedre ved at lave om på ydre forhold. Men hvad hjalp alt det ydre, hvis det indre ikke fulgte med?

Hvis man skulle lave om på verden, måtte man begynde med at lave om på sig selv. Og hvis man skulle lave om på sig selv, måtte man først lære sig selv at kende.

Når Yvonne var på vej hjem fra arbejde, følte hun sig tit træt og stresset. Og utilfreds med livet.

Og først og sidst og altid savnede hun en kæreste.

Men hun kunne ikke gå ind i et nyt forhold, før hun var mere afklaret. Sådan som det var endt med Werner. Med skrig og skrål og vilde anklager fra begge sider.

Hun måtte først vide, hvem hun selv var. Om hun så skulle bruge resten af livet på det.