"Nidkære guder" er anmeldt af Thomas Boberg på Nettidsskriftet Promenaden. Han skriver bl.a.:

Arne Herløv Petersen kender sine sætningers veje, han har noget han vil kommunikere, et skræmmende hjerte banker i denne fortælling om menneskets grusomhed og stræben hinsides det menneskelige, en ærgerrig længsel mod det sublime som minder om dumdristighed eller bare dumhed. Et klassisk motiv skåret i glas og krystal og med chokerende perspektiv. Mens jeg læste kom jeg til at tænke på Preben Major Sørensen, især hans debutroman Af en engels erindringer fra 1976, jeg tænkte på Merete Pryds Helles roman Solsiden fra 2001, og Harald Voetmanns romaner Vågen, 2010 og Alt under månen, 2014 Helt forskellige forfattere som enten har den fantastiske fortælling og/eller brugen af historisk kulisse tilfælles. Men læs Nidkære guder, det er en gyser, vis, ond og smuk.
 

Læs hele Thomas Bobergs anmeldelse her:
 
 

Uddrag af bogen

Hanno levede i en tilstand af evig jubel, og hvis Elyssa engang imellem gav udtryk for, at hun fandt sine pligter omkring opsynet med landbruget byrdefulde, da hun også skulle tage sig af husholdningen og sikre sig, at slaverne gjorde det nødvendige, mens Hanno, der, hvis ikke han kunne påtage sig arbejdet med gården, i det mindste burde hellige sig købmandsskabet, alligevel, som hun udtrykte det, spildte sin tid på sang og dans, så anså Hanno ikke dette for særlig alvorligt, men blot et udslag af den trættekærhed, der kunne ramme ellers udmærkede kvinder, hvis de henfaldt til kedsomhed, fordi de ikke havde børn at tage sig af. Også af denne grund, som af andre, var det derfor vigtigt, at Elyssa så hurtigt som muligt satte et barn i verden, og det skulle rigtignok helst være et drengebarn.
 Man kunne nu læse, hvad de lærde havde at skrive om, hvorledes man bedst fremmede undfangelsen, og således lære, at dersom de læber, der omgiver kønsåbningen, er glatte at føle på, da er undfangelsen besværliggjort, eftersom mandens safter vil glide af, mens derimod undfangelsen begunstiges af forholdsvis ru og sammenklæbede kønslæber. Det var Hanno en kær syssel at undersøge tingenes tilstand grundigt og ved energisk og vedholdende gnubben fremkalde den ru og sammenklæbede tilstand, der i denne henseende var attråværdig. Han forsømte heller ikke at indgnide de pågældende dele med olivenolie, hvori var opløst en anelse alun, hvilket havde den bivirkning, at det frembragte en art nedre trutmund, der på behageligste vis sluttede stramt om hans manddom.
 Det gjaldt nu videre om at sørge for, at den sæd, hvormed han skulle befrugte hende, var tyk og grynet, så den kunne forme et foster af hankøn, da tyndere væske skaber pigebørn, der den første tid i livmoderen er genfærdsagtige og uformede og først lang tid efter drengene får faste og genkendelige træk. Dette kunne man især opnå ved at spise syltet hanekam, skildpaddeæg og æselnosser kogt i rødvin med rosmarin. Videre skulle man naturligvis holde alle onde ånder på afstand af befrugtelsens leje, især dem, der led under evig misundelse over menneskenes vilkår, og, dersom de fik lejlighed til det, ville se deres snit til selv at smutte op i livmoderen, æde det endnu uformede foster og suge sig fast, så de kunne fødes som skiftinge. Man skulle derfor ophænge figurer af disse onde ånder, så de kunne genkende sig selv og ved dette ræddelige syn flygte hvinende bort, og Hanno sørgede for, at hele guirlander med lerstatuetter af ånder blev ophængt omkring deres seng. Figurerne skramlede, allerede når Hanno og Elyssa lagde sig på lejet, og når de to hengav sig til den søde dyst, gyngede alle ånderne med og stødte klirrende ind i hinanden.
 Om nu den ene eller den anden forholdsregel var afgørende skal være usagt, men således gik det, at Elyssas katamenier eller månedlige renselsens blod efter en stund ophørte med at strømme nedad for i stedet at gå i brysterne, hvor det omdannedes til mælk. Selv om det var lykkedes at holde de onde ånder borte fra deres leje, havde de alligevel sneget sig ind i Elyssas sind, for hun gennemgik de særeste stemningsskift, henfaldt i ubestemt længsel og drømmerier, blev så pirrelig at alt på hende strittede som en pindso og så overfølsom og grætten, at man kunne tro, hun var blevet ramt af en art åndelig nældefeber eller pletsot.