Guds fingeraftryk

En logisk udredning

af Arne Herløv Petersen

Den irske ærkebiskop James Ussher beregnede for omkring 350 år siden ud fra Biblens slægtstavler, at Gud skabte verden den 23. oktober år 4004 f.kr. klokken ni om morgenen. Det var en onsdag.

I dag kan vi altså fejre universets 6000 års fødselsdag.

Det kan vi så smile ad. Den moderne videnskab siger, universet blev skabt af ingenting med et stort brag for femten milliarder år siden.

Jorden er godt fire milliarder år gammel. Livet opstod hurtigt. Vi kan følge det over tre milliarder år tilbage gennem forsteningerne.

Charles Darwin forklarer in sin "The Origin of Species" fra 1859, hvordan de forskellige arter har udviklet sig fra fælles urtyper.

Men i 1857 udgav geologen Philip Henry Gosse bogen "Omphalos", der fortæller, at forsteningerne ikke kan bruge som bevis på, at der overhovedet har eksisteret dinosaurer.

Hvis Gud overhovedet har skabt verden, må han have skabt den midt i processen, med falske vidnesbyrd om en tid, der aldrig har eksisteret.

Lad os sige, Gud har skabt Adam. Så har han formodentlig givet Adam en navle - "omphalos". Men navlen er spor efter en fødsel. I dette tilfælde et falsk spor. Selv hvis Adam ikke havde nogen navle (Og Jorge Luis Borges opregner i sin kommentar "Skabelsen og P.H. Gosse" syv litterære henvisninger fra sir Thomas Browne til James Joyce til en navleløs Adam), har han i hvert fald skabt Adam med blod. Men man kan ikke have blod uden chymus, og man kan ikke have chymus uden forudgående biologiske processer.

Hvis Gud har skabt flodhesten, har han også givet den nedslidte tænder lige fra skabelsesøjeblikket. For hvis en voksen flodhest har helt jomfruelige tænder, kan den ikke lukke munden, og så dør den af sult.

Gosse bruger 300 sider på eksempler, der på samme måde viser, at hvis et levende væsen pludselig bliver skabt, må det allerede i skabelses- øjeblikket vise tilbage til en illusorisk fortid.

Gosse kalder alle de fæmomener, der er skabt af Gud i skabelses-øjeblikket og ser ud til at vise tilbage til tidligere tider, for "prokroniske" og alle begivenheder, der er indtrådt efter skabelsesøjeblikket, for "diakroniske."

Geologerne har fundet forstenede dinosauruslorte - de såkaldte koprolitter. Gosse svarer, at Gud må have skabt dinosaurerne med fæces i tarmene, og derfor er det bare logisk, at han også har anbragt forstenede dimosaurusekskrementer ind mellem de forstenede dinosaurusknogler. Begge dele kan sagtens være prokroniske.

Hvis man følger Gosse, er der altså ikke noget, der taler mod, at biskop James Ussher havde ret.

Men hvis man kan vælge den 23. oktober 4004 f.kr., kan man også vælge onsdag den 23. oktober 1996. Universet kan være skabt for et sekund siden. Komplet med alle mine falske erindrin-

ger om i går. Anden verdenskrig har aldrig eksisteret. Det har aldrig været sommer på den nordlige halvkugle. Gud har lige skabt verden med alt, hvad der er i den. Vi er skabt med hovedet fulde af erindringer, der viser tilbage til en illusorisk fortid. Gud har skabt biblioteker fulde af prokroniske bøger, film og båndoptagelser. For det er ikke sværere for Gud at skabe det Kongelige Bibliotek end at sige: Der blive lys!

Men Gosse slog kistelåget i over sig selv, netop ved at understrege, at hans teori aldrig vil kunne modbevises, skriver Stephen Jay Gould i "The Flamingo's Smile." Videnskab er en procedure for afprøvning og godkendelse eller forkastelse af visse hypoteser. En samling dogmer har ikke noget med videnskab at gøre. "Omphalos" må derfor forkastes, ikke fordi argumenterne i den er forkerte, men fordi de er irrelevante, siger Gould. Vi kan ikke bruge dem til noget.

Men hvis Gud er alvidende, har han også tænkt på Goulds argument. Så hvis Gud har ønsket at vise os, han har skabt universet, må han have sat umiskendelige fingeraftryk på sit skaberværk.

Nu kan det jo være svært at udtale sig om, hvad Gud har ønsket. Hvordan kan man vide noget om, hvordan Gud tænker?

Det kan man kun vide noget om ved at se på alle de ting, han har skabt - stadig forudsat universet er skabt af en Gud.

Se på dovendyret, på myreslugeren og næbdyret. Eller for den sags skyld: Se på mennesket. Så må man nødvendigvis komme til den konklusion, at Gud må have humoristisk sans.

Sort humor ganske ofte. En bizar sans for humor. Se på seglhvepsens liv. Seglhvepsen lægger sine æg i sommerfuglelarver. Når æggene udklækkes, lever seglhvepselarverne af sommerfuglelarven. Sommerfuglelarven må ikke dø i utide. Derfor angriber seglhvepselarverne ingen livsvigtige organer. De suger blod af deres vært. For at erstatte tabet må sommerfuglelarven æde mere og mere. Men jo større snyltelarverne bliver, jo sværere bliver det for værten at indhente tabet. Han angriber

nu sin egen livskapital, sit fedtlegeme, der er en opsparet næringsmasse - en samling fedtceller der i form af to lange, sammentrykkede, ofte svagt fligede fedtpuder omgiver larvens indvolde i hele deres udstrækning. Det er disse fedtpuder, der giver de sunde larver deres fasthed og fylde. Hos angrebne larver er de bløde og slatne at føle på (Brehm). Til sidst bliver sommerfulgelarven urolig og mager, og den har som regel ikke engang

kræfter til at forpuppe sig. Men skulle det ske, kommer der en seglhveps og ikke en sommerfugl ud af puppen - med mindre seglhvepsens larver selv er blevet værter for atter andre snylteorganismer.

Eller se på guineaormen, der udklækkes i mennesker. Den meterlange og trådtynde orm borer sig ud af huden og må vikles om en pind, ganske forsigtigt og over flere uger. For hvis ormen brækker over, fører det altid til frygtelige betændelsestilstande.

Se på Alzheimers sygdom, der får menneskenes hjerne til at smuldre. Se på fnat, benedder og blærekræft.

Men på den anden side: Gud har jo også skabt ahornbladenes røde farve i oktober, bækkens klukken, disen over Ruwenzori-bjergene og min elskedes langsomme smil, når hun vågner og ser mig i øjnene.

Når Gud har sat sine fingeraftryk på skaberværket, må han have sat dem så umiskendeligt, at der ikke er noget at tage fejl af. Hverken dugdråberne på spindelvævet en tidlig junimorgen eller Gosses koprolitter er tydelige nok.

Men hvad så med alle disse besynderlige von Däniken-fænomener? Piri Reis' kort fra 1550, der tydeligt viser Antarktis, selv om Antarktis ikke var kendt på Piri Reis' tid. Måske ikke vidnesbyrd om, at guderne var astronauter, men om at Gud siger: Der kan I selv se. Det kan da ikke passe. Altså...

Eller hvis det ikke er tydeligt nok, så de stålsøm med flade hoveder, Charles Brewster fandt i en kridtklump. Hundrede millioner år gamle stålsøm?

Eller hvad med det parellelipipidum af stål med regelmæssige skarpe kanter på 67 x 67 x 46 mm og en vægt på 785 gram, den østrigske fysiker Gurlt i 1886 fandt i en kulklump fra tertiærtiden, og som nu befinder sig på museet i Salzburg?

Helt overbevisende er det nok ikke. Museets direktør K. Willvonseder siger i hvert fald, at den stålklump må være en fejltagelse. (Robert Charroux: "Mysterier i 100.000 år.)

Men det mindste man kan forlange af Guds fingeraftryk er vel, at enhver kan indse, hvad de er.

Vi har sluttet os til, at Gud må have sat sine fingeraftryk på skaberværket - hvis han altså overhovedet er skaber og vil erkendes som sådan. Og derfor kan vi begynde at spørge os selv om, hvad der sker, når vi finder dem.

Ja, så har vi løst den gåde, Gud har stillet. Og hvad gør man med en gåde, når man har løst den?

Der er i hvert fald ikke nogen grund til at gemme på den.

Men på den anden side skulle det overhovedet ikke være nødvendigt at finde tilslebne stålklumper fra kultiden eller fodspor sat af mennesker med sko i tertiærtidens sand.

Gåden er jo løst, når man har påvist hvad det er, man skal lede efter.

Det ville være primitivt af Gud at gå rundt og lægge små søm eller kasser i kridtlagene - som til en sporleg for børn. Det mest logiske sted, han kan sætte sit fingeraftryk, er selvfølgelig i vores sind.

Når vi har tænkt os til, det må være der, har vi allerede fundet det - i vores tanker, hvor han anbragte det.

Derfor skulle denne artikel være nok for Gud.

Og når nu gåden om skabelsen er løst, har Gud ikke brug for universet mere.

Men det betyder så, at han