De små tørre pinde, jeg købte nede på planteskolen, ser ikke ud af meget, men manden, jeg købte dem af, forsikrede mig om, at de i løbet af ganske få år ville have udviklet sig til store og frodige ribs-, solbær- og hindbærbuske, der kunne give mindst ti kilo bær hver. Når man som jeg er vokset op i København, er det helt mirakuløst, at bær ikke bare er noget, man køber i saftplettede papbakker til høje priser, men noget, der helt af sig selv kan vælte frem i duftende klaser, bare man stikker et par pinde i jorden. Jeg vil gøre det så godt for mine buske, jeg kan. De skal have god, sort muld at vokse i og rigeligt med sol. De forskellige muligheder gennemgås og til sidst bestemmer jeg mig for et lille stykke jord nede bag i haven, der er overgroet af meterhøjt ukrudt. Min have er en del af et gammelt jernbaneterræn, og det er mere end 65 år siden, jorden her sidst har været under ploven. Brændenælderne står tæt, og gråbynken er mere end mandshøj. Jeg sætter spaden i jorden og tager fat fra en ende af.

Der er noget dybt tilfredsstillende ved at arbejde med jord. Det sammenfiltrede vildnis viger tilbage spadestik for spadestik, og den fede, tunge muld ligger parat - fuld af løfter og muligheder. Jeg trækker tov med de meterlange, orangegule brændenælderødder og graver dybt ned om pælerødderne for så vidt muligt at få det hele med op. Det er et tungt arbejde, men tanken om mine frugtbuske holder mig i gang. Der fik du den, mumler man til sig selv, når en særlig lang og genstridig rod løsner sig, og man trækker den fri af jorden gennem flere meter.

Arbejdet med haven er for mig at se den mest fornuftige måde at bruge kroppen på. Det meste af mit arbejde foregår ved et skrivebord, så musklerne skriger ligefrem på at blive brugt. Men jeg har aldrig rigtig kunne se det fornuftige i at dyrke motion for motionens skyld. At løbe uden at have et sted at løbe hen minder mig lidt for meget om straffefangers gårdtur - en tur rundt i trædemøllen med blikket naglet mod tåspidserne. Når jeg her lirker spaden ned under en enorm kampesten og vipper den op eller når jeg hakker mig ned gennem jernbaneterrænets slaggelag, bliver jeg svedt og forpustet. Jeg er træt efter et par timers arbejde, men det er en lykkelig og syngende træthed. Jeg har fået hovedet blæst igennem og kan mærke en behagelig tyngde i alle muskler og led.

Halvdelen af Danmarks befolkning har de samme muligheder som jeg for at dyrke en have. Hvad kan man gøre for den anden halvdel? Der er selvfølgelig masser af muligheder. Når der bygges højhuse, lægges store områder gerne ud til "fællesarealer." Men disse arealer er som regel ikke andet end triste græsplæner - grønne ørkener, der holdes ved lige af særlig ansatte gartnere. Hvor meget mere levende og broget ville synsindtrykket af højhusbebyggelserne ikke være, hvis græsplænerne blev pløjet op og alle beboerne fik lov til at dyrke deres egne små haver? Ved saneringer i de gamle bydele kunne man brække asfalten op mellem husene og lade folk om at lægge kartofler og så gulerødder. København kunne blive ikke bare en grøn by, men en gul og rød og blå og lilla by - en by hvor millioner af levende planter erstattede den ilt, der sluges af vores biler og fabrikker. Jeg kan forestille mig Assistents kirkegård med blomster og grøn salat og græssende geder. "Kør din plov gennem de dødes ben", som William Blake sagde.

Det er så lidt, der skal til. Hvis vi siger, at en køkkenhave på 200 kvadratmeter er rigeligt til at forsyne et menneske med alle grøntsager, kan vi nøjes med at lægge 1000 kvadratkilometer eller 2½ procent af det samlede areal ud til nyttehaver. Hvis man tager de nordiske lande under et, udgør Danmark omkring tre procent af arealet. Men vi kan sagtens brødføde befolkningen i alle fem lande. To promille af verdens befolkning er bønder i USA. De kan producere mad nok til en fjerdedel af verdens befolkning.

Det er ikke jordens skyld, der er mennesker, der sulter. Så overdådigt rig er jorden, at det ikke er nødvendigt at pine den frem til at yde alt for meget. Vi har skruet akkordpresset for højt op for jorden, og den svarer med erhvervssygdomme som kvælstofforgiftning og traktose.

Vi har satset på det store udbytte i kilo, og straffen er vandoppumpede frugter og grøntsager uden smag. Enhver ved, at små kartofler og små jordbær smager bedre end store kartofler og jordbær. Og jeg ved, at når jeg tager et bundsmå og skæve - men giftfri - gulerødder op fra min have, fylder deres duft hele køkkenet. Hvis jeg køber plastic-indpakkede, halvvisne gulerødder i en butik, er det smagsmæssigt underordnet om jeg æder gulerødderne eller emballagen.

Hvis man lader være med at presse jorden frem til alt for meget, vil den give en rig belønning. Og der er nok til alle. Det er bare et spørgsmål om den rigtige fordeling.

At dyrke jorden, at arbejde med en have er en god og nyttig handling. I sine erindringer skriver Martin Andersen Nexø: ”Det har altid stået for mig som den højeste form for virksomhed at sætte hakke og spade i et stykke ødemark: sprænge sten, rydde tjørn, forvandle det til frugtbar jord - en frugthave med sjældne træer og buske... jeg ved ikke noget skønnere end en ejendom, der er fravristet klippen og lyngen. Den vider sig ud til et symbol på Jordkloden, som den er blevet til under millioners flittige hænder.”

Jeg er enig med Nexø. Men der er også en anden side af sagen, som han ikke kunne se i sin fremtidstro, der var præget på godt og ondt af det nittende århundrede.

Når jeg rydder et stykke af min have, fjerner jeg de planter, der er bedst egnet til at gro netop der - hvad de har bevist ved faktisk at gro der. Og jeg erstatter dem med andre, der er mindre egnet til at vokse på det sted.
Jeg glæder mig over mine bede, når jeg har renset dem for ukrudt ind mellem netop de planter, jeg har sået eller plantet ud. Men de ubrudte jordflader er en slags maniature-ørkener. For hvert spadestik dræber jeg små verdener, små biosfærer. At dyrke jorden er en nødvendighed for at vi skal leve. Men det er også den mest omfattende form for forurening, der findes - den mest gennemgribende ændring af den naturlige balance.

Jeg køber mig en slags alibi ved at lade en grøft for enden af haven stå tilbage urørt - ved at gå ind for at man skal skåne grøftekanterne og frede flere naturområder. Jeg er modstander af, at man rydder Amazonas, der producerer så meget ilt, at områder er blevet kaldt for Jordens lunger.

Men er det nok?

Jeg kommer til at tænke på de to engelske videnskabsmænd Lovelock og Eptons Gaia-teori, der gav anledning til en del debat i "New Scientist" her i foråret.

Det er almindeligt kendt, at livet, som vi kender det, ville blive udslettet, hvis bare nogle enkelte af mange faktorer ændredes en ubetydelighed. Hvis temperaturen steg eller faldt et par grader, hvis luftfugtigheden eller salt-holdigheden eller syregraden ændredes en smule, ville vi ikke kunne fungere videre.

Man kan sige, at livet gennem milliarder af år har stået balanceret på en nålespids. Et eneste lille skub, og vi er færdige.

Det er i hvert fald den konventionelle antagelse. Lovelock og Epton vender den om. De mener, at når forholdene på Jorden og livets krav er indpasset så hårfint efter hinanden, er det fordi livet selv har kunnet skabe de optimale betingelser for sig. Levende organismer har omformet Jorden, så den passer bedst muligt til livet. Jorden og livet på Jorden udgør et større hele, et system der fungerer som et hele, ja som én stor levende organisme. Denne organisme kalder de Gaia efter grækernes gudinde for jorden.

Da livet opstod, fik Jorden meget mindre solenergi end nu, og atmosfæren bestod for en stor dels vedkommende af ammoniak. De første levende organismer drog næring af atmosfæren, men atmosfæren fungerede samtidig som et beskyttende lag - et drivhus, der forhindrede Jordens overflade i at fryse til is. Under "normale" forhold skulle de levende organismer have udpint atmosfæren og derved begået selvmord. Men de trivedes og udviklede sig. De må på en eller anden måde have holdt atmosfæren i balance - ved at producere ammoniak selv. Dette førte til en anden fare. En overproduktion af ammoniak ville have forstærket drivhuseffekten og brændt Jorden til en ørken med en temperatur på adskillige hundrede grader - som vor søsterplanet Venus. Heller ikke det skete. De levende organismer kontrollerede atmosfæren, så de selv kunne leve videre.

Den største omvæltning i Jordens historie er indførelsen af ilt i atmosfæren. Mange organismer må være uddøde. For disse organismer er ilt lige så giftig som klor er for os.

Men livet selv levede videre. Nye organismer krævede mere ilt, og atmosfærens sammensætning blev ændret. Den nuværende atmosfæres sammensætning er kemisk set usandsynlig. "Normalt" skulle det meste af ilten og kvælstoffet i atmosfæren være endt i havene som nitrationer. Men det er ikke sket.

Livet har skabt en usandsynlig balance. (Hvilket fører til en anden konklusion: Hvis man vil bedømme, om der er liv på en anden planet, kan man gøre det ved at analysere, om planetens atmosfæriske sammensætning kemisk set er usandsynlig og "naturstridig".)

Den balance, der findes mellem Jorden og livet, er endnu et stort set uudforsket område. Noget tyder på at det meget lille metanindhold i atmosfæren, der skyldes anaerob gæring i havet gg jorden, kontrollerer atmosfærens indhold af vanddamp og gennem fotolyse lader brint slippe ud i rummet, mens ilten holdes tilbage. Småbitte atmosfæriske mængder af dimetylsulfid og metyliodid transporterer formodentlig de livsvigtige stoffer svovl og jod fra havet til jorden.

Der er sikkert mange andre mekanismer, der spiller ind, men vi ved meget lidt endnu om dem.

Og her kommer vi selv ind i billedet. Ved at opdyrke jorden og ændre biosfæren, påtager vi os selv hele ansvaret for at holde balancen ved lige. Kan vi det, så længe vi ikke kender nok til de forskellige mekanismer? Risikerer vi ikke at ødelægge et livsvigtigt led i kæden og derved begå selvmord?

Er det ikke klogere at lære at leve i harmoni med Gaia? Som Lovelock og Epton siger: "Lad os stifte fred med Gaia på hendes betingelser og vende tilbage til fredelig sameksistens med vore medskabninger."

Mennesket har brug for Gaia. Har Gaia braug for mennesket? En af deltagerne i debatten, BC Edwards, mener at mennesket er en kræftsvulst på Gaia, der startede som normale celler, men blev ondartede og nu kan dræbe hele systemet - gennem
atomkrig, bakteriekrig, forurening eller på mange andre måder.

Lovelock og Epton er ikke så pessimistiske. De mener, at Gaia gennem mennesket har noget, der svarer til et centralnervesystem og en erkendelse af sig selv og resten af universet. Gennem mennesket har Gaia fået rudimentære evner til at beskytte sig selv, også mod trusler udefra. De nævner som eksempel, at Gaia nu gennem menneskene kan forhindre et sammenstød mellem Jorden og en asteroide, der ville være uafvendeligt, hvis det ikke var for os.

En anden engelsk videnskabsmand, 0. Fitzwilliams, forestiller sig at menneskene er neuronerne i Gaias hjerne. Og han går endnu videre og forestiller sig, at andre kloder er tilsvarende hjerner, som vi kan komme i kontakt med.

Det er science fiction, men dagens fiction er ofte morgendagens science.

Jeg tror, Lovelock og Epton har ret i deres grundsynspunkter. Det er nødvendigt, at vi udnytter Jorden for at leve. Men det er lige så nødvendigt, at vi ikke overudnytter den og finder vores rimelige plads ved siden af andre levende organismer. Jeg lader brændenælderne stå nede ved grøften. Jeg sætter de mus, der går i kassefælder inde i huset, ud på marken.

(1975. Utrykt)