Det gik opad på vejen fra Herat, så vi nåede kun et par hundrede kilometer frem. Vi stoppede ved det næste af de sovjetiske Sputnik-hoteller, der lå som en perlekæde langs hovedvejen som det sovjetiske folks bistandshjælp til Afghanistan. Det var store og flotte turisthoteller. Hvis der også havde været turister, havde de været anvendelige. Nu var de bare tomme skaller. De gav arbejde til nogle afghanere i receptionen, i køkkenet og ved rengøring. De gik rundt og passede sig selv. Der kom aldrig en gæst. De havde stor swimmingpool uden for det hotel, vi parkerede ved, men vi skulle betale ti afghani, hvis vi ville bruge den, så det lod vi være med. Vi så ud over bassinet. De holdt det fint, der blev fejet og vasket rundt om, det lugtede af klor. Alt stod parat til den dag, der måske ville komme en gæst. Bradbury kunne have skrevet en novelle om de hoteller, de øde hoteller hvor vinden suste gennem receptionen, hvor portieren groede fast til skranken, hvor murene sukkede af længsel efter turister, der aldrig kom. Vi gik rundt og så på hotellet. De havde et supermoderne, elektrisk køkken med alle tænkelige maskiner og apparater i skinnende krom og emalje. Men det blev aldrig brugt. De ansatte havde bygget et lille bræddeskur ude i baghaven, der lavede de mad over bål på deres traditionelle måde. Vi spiste derude for femten afghani, fårekød med ris som altid. Det smagte aldeles pragtfuldt. Bagefter sad vi og snakkede med nogle engelske hippier, der også bare kiggede indenfor. De havde kørt i bus hele vejen. De fortalte om en englænder, der ville sælge blod i Kuwait. Han havde en blodtype, de var ude efter, så de tømte ham. De tappede simpelthen alle fem liter ud af ham, mens han lå der på briksen, til der kun var en slatten sæk tilbage, og den smed de ud.
 Vi blev inviteret til koncert nede i kælderen. Det skulle egentlig være en slags garderobe; der var fine garderobeskabe i stål langs alle væggene, men de havde vendt dem om med dørene indad. Så havde de lagt tæpper ud på cementgulvet, og der sad de hver aften og spillede, mens de store mødelokaler og konferencesale med tunge chesterfield læderstole ovenpå lå øde og mørke hen. To mænd spillede på en slags skabsharmonika. Når man klappede den sammen, lignede den fuldkommen et lille skab med rundt dørgreb. Når man åbnede skabet, blev det til en lang slange af en harmonika. Øverst var der en slags trælåg, som de hele tiden halede ned i. Det fremkaldte nogle sære, jamrende lyde, omtrent som hunkatte i løbetiden. En ganske lille knægt spillede aldeles fremragende på tromme til. En halv snes afghanske mænd sad rundt omkring og røg hash og gumlede på noget grønt snus, der var fremstillet af tobak, tilsat kalciumsulfat. Nogle af de unge mænd gik ud og klædte sig om i skørter, smurte læbestift på og klistrede pailletter på panden og så kom de ind og dansede enkeltvis med fejende skørter og pludselig breaks i musikken, hvor de sank ned i en fastfrossen, yndefuld stilling. De kunne godt lide at synke ned foran en af de andre mænd og danse foran ham, hvorefter den mand, de opvartede, stak dem en ti afghani-seddel. De prøvede ikke med os.

Russerne havde bygget den fine, asfalterede vej fra Herat til Kandahar, komplet med turisthoteller, og amerikanerne vejen fra Kandahar til Kabul. Der var ingen trafik. Amerikanerne havde også bygget en lufthavn i Kandahar, der kun havde den ene fejl, at der ikke var nogen fly til eller fra Kandahar. Kineserne var mere snedige, de havde bygget en vej fra den kinesisk-afghanske grænse og ned gennem Pamir til Kabul. Det var en vej, der var specielt beregnet til at kunne tage tanks. Så havde man den, hvis det skulle blive nødvendigt. Iran var ikke helt så heldig med sit vejbyggeri, de byggede simpelthen en iransk vej inde på afghansk territorium, og det blev den afghanske regering så rasende over, at de afskaffede farsi - der lokalt blev kaldt dari - som officielt sprog. Det betød, at folk i Herat ikke længere kunne forstå, hvad der blev sagt i den afghanske radio - det var alt sammen på pushtu.
 Vi stoppede et sted på vejen ved en mand, der stod og solgte vandmeloner. Han havde en vægt med to vægtskåle, men ingen lodder. Da vi købte en melon, lagde han den omhyggeligt op på den ene vægtskål. Så tog han en skovl, han havde stående, og skovlede løs, gul jord op på den anden vægtskål, indtil skålene stod lige. Derefter sagde han den pris, han havde bestemt på forhånd. Han havde hørt et eller andet sted, at varerne skulle vejes, men forbandt ikke andet med det end at vægten skulle stå lige. Ritualet gjorde indtryk på mig; jeg så det som et symbol på mødet mellem Afghanistan og vores vestlige verden.
 Vi nåede frem til Kandahar tidligt på eftermiddagen, og jeg gik rundt i gaderne. Inde på apoteket lå strykninpræparater, efedrin og largactil frit fremme på disken. Alt var håndkøb, man kendte ikke til recepter. Jeg spurgte efter klortabletter, så vi kunne desinficere vandet, men det havde de ikke. På et tehus fik jeg en hel kande te for to afghani. Det var oppe på første sal, med udsigt over en plads, hvor folk myldrede frem og tilbage. Jeg snakkede med en græsk pige, der hed Katarina. Hun var den internationale hippietype, hun kunne have været fra et hvilket som helst land. Det eneste, hun havde at sige om Afghanistan, var at deres hash havde en dejlig, krydret smag. Jeg gik rundt i snævre gyder mellem brungule lerhuse. Et sted så jeg en dromedar med sammenbundne forben segne om. En mand sparkede den, så den rullede rundt og rejste sig igen. Alle dromedarerne havde tømmerne ind gennem næseborene, det måtte være frygtelig smertefuldt. Et sted købte jeg et pund jordnødder til ti afghani, jeg fik en hel sæk med til at have dem i. I bazargaden bød en af de handlende mig på en pris af den grønne snus, jeg havde set afghanerne sidde og gumle på aftenen før. Man skulle lægge en pris ind ved undertænderne. Det prøvede jeg så, det sved og rev som ind i helvede, og tandkødet blev nærmest følelsesløst.
 Folk i Kandahar talte pushtu og hørte tit radio fra Pakistan. Forholdet mellem de to lande var ikke godt. Afghanerne kunne godt tænke sig at dele Pakistan midt over. Hele den vestlige del af landet skulle så hedde Pashtunistan. Alle vegne i Kandahar hang der store landkort over det imaginære Pashtunistan, komplet med flag og våbenskjold. Men meget mere skete der vist ikke i den sag.
 Da jeg kom tilbage til bussen sagde de andre, at der var mulighed for at vi kunne sælge bussen med det samme for tre-fire tusinde amerikanske dollars kontant. Vi havde kun givet 8000 kroner for den derhjemme.
 - Jeg er godt klar over, at det er meningen, at bussen skal sælges på et eller andet tidspunkt, sagde jeg, - men jeg ville foretrække, det bliver i Kathmandu eller til nød Kabul. Jeg er ikke begejstret for tanken om pludselig at stå ude på gaden i Kandahar, omgivet af min bagage. Og jeg synes simpelthen, det er for tidligt at stoppe busrejsen allerede. Hvis vi holder op nu, kommer vi til at gå glip af så mange ting.
 - Jeg synes ikke, det er rart at køre videre, når man ved, at bussen når som helst kan brase helt sammen, sagde Amdi.
 Walther sekunderede ham som altid. Lige meget hvad Amdi syntes, så syntes Walther det samme. - Jeg tror ikke, den bus kan holde ret meget længere, sagde han. - Vi må hellere komme af med den så hurtigt som muligt, før den skal sælges som gammelt jern.
 
Næste formiddag var vi oppe på mr. Erzizullahs kontor. Det var den mand, Amdi havde snakket med, der måske ville formidle salget af bussen. Han sagde, at de skulle have en mekaniker til at gennemgå bussen først. Han var desværre i Herat og kom først tilbage om nogle dage. Men hvis mekanikeren sagde god for bussen, var det næsten helt sikkert, at de ville købe den. Vi begyndte med at forlange 5000 dollars. Erzizullah mente, at vi nok kunne få tre-fire tusinde.
 Erzizullah var godsejersøn og havde en virksomhed med køb og salg. Han var omkring tredive år, havde skæg og et pænt smil og pelskalot på hovedet. Han fortalte med stor begejstring om, hvordan han havde været i Europa året før, hovedsagelig i Cannes. På tre måneder havde han brugt 3000 dollars. - Jeg dansede og horede for alle pengene, sagde han glad. - Jeg havde masser af girlfriends i Nice. Når han var hjemme i Afghanistan, gik han tit på jagt og skød gazeller og vildgeder. Han havde engang skudt to tigre ikke så langt fra Kandahar.
 For nogle år siden byggede hans far en pragtvilla uden for byen med swimming pool og moderne køkken og alt mulig. Den havde kostet 200.000 kroner.
 - Hvis I har lyst, kan I bo der, så længe I vil, sagde han til os. - I kan bo der ti år, hvis det skulle være. Der er en stor frugthave, og de ansatte vil under alle omstændigheder komme op til jer hele tiden med æg, smør og kyllinger.
 Vi så rundt på hinanden med store blanke øjne. Næeh Novra, sagde de øjne. En assistent med langt skæg og turban kom ind og viste os en lang vandpibe til hash, der stod i et skab, men der var ingen af os, der ville prøve.
 Vi gik tilbage til bussen og fortalte de blaffere, vi skulle have haft med til Kabul, at vi solgte bussen og sluttede rejsen her, så de gik ud for at blaffe. Det var svært at tage afsked med Mick og Jane. De ville til Delhi og prøve at finde arbejde som lærere der. Amdi var voldsomt irriteret på Jane, der vaskede tøj på ubelejlige tidspunkter og skreg og skingrede ad Mick. Han mente, at Mick var i kløerne på hende. Sådan så jeg ikke på det. Det var min opfattelse, at Mick og Jane simpelthen var forelskede i hinanden, men engang imellem kom de op at skændes. Det var ikke så usædvanligt. Jeg syntes, at Amdi generelt havde en underlig indstilling til forelskelse og især til børneavl, nærmest som noget, der i sig selv var negativt.
 Efter at have sagt farvel til Mick og Jane, kørte vi andre med Erzizullah og to af hans assistenter ud til landstedet. Det svarede ikke helt til vores Hollywood-forestillinger. Vi så på to forkamre. På de bulede cementgulve lå dynger af stenhårde abrikoser. Oppe under lofterne sad rækker af hvepseboer. Resten af huset kunne vi desværre ikke komme til at se, fordi gartneren boede der med sin familie, og i den familie var der utilslørede kvinder, som kun Grete og Mette måtte komme ind og se. Vi andre slog os ned på stenverandaen. Vi var på ekskursioner i frugthaven og fandt æbler, granatæbler og en frugt, der mindede om æbler, men var helt lodden udvendig og smagte lidt træet.
 Vi hentede vores kogegrej ind fra bussen og stillede det op på verandaen. De tre afghanere sad sammen på et tæppe og røg hash og lo. Pludselig fandt de ud af, at vi ikke kunne blive der alligevel.
 - Gartneren er ikke hjemme i nat, sagde Erzizullah, - og så tør jeg ikke tage ansvaret, hverken for jer eller for bussen. Folkene nede i landsbyen kunne finde på at plyndre eller myrde jer. Men jeg har et andet dejligt hus, hvor I godt kan være, så der kan vi køre hen. Hvis I vil bo her i længere tid, kan jeg også godt smide gartnerfamilien ud. Men så skal vi nok have en vagtmand til jer.
 Jeg troede sådan set, at han på en eller anden måde mente, hvad han sagde, men vi havde efterhånden fået nok. Vi blev enige om at køre til Kabul og undersøge salgsmulighederne der. Vi sagde til Erzizullah, at vi regnede med at komme tilbage fire-fem dage senere. Så var mekanikeren også kommet tilbage. Vi sagde til hinanden, at så havde vi altid Kandahar i baghånden, hvis vi ikke kunne få bussen afsat i Kabul.