Jeg gik ned  til Cagnes-floden, hvor jeg hoppede rundt på de store sten ude i vandet og så på vandfald og sang en lille improviseret længselssang om Tulte på melodien Red River Valley. Jeg så op fra floden, fra den anden bred gik en klippeskrænt næsten lodret op. Der var et vadested, hvor jeg kunne springe fra sten til sten over floden. Efter Dania havde jeg ikke højdeskræk, nu ville jeg være bjergbestiger. Der var ikke en sjæl i nærheden, hvis jeg faldt, ville jeg falde lydløst, som Berkeleys træ i skoven.

Jeg begyndte at klatre. Når man kom et stykke op, blev man nødt til at fortsætte. Det var trods alt nemmere end at klatre ned igen. Jeg trykkede mig ind til klippevæggen og greb fat i alt, der kunne gribes i. Der voksede nogle træer og buske, man måtte håbe, de kunne holde, hvis jeg hang og dinglede i dem. Jeg sparkede småsten og jord væk under mig, jeg kunne høre det ritsje ned ad klippesiden. Et sted skred jeg lidt nedad, jeg maste mig ind og greb ud efter græs. Det gik af i store totter, men af en eller anden grund blev jeg hængende. Måske var jeg blevet så klæbrig af sved, at jeg simpelthen klistrede til klippen. Jeg så op, jeg kunne se kanten deroppe. Der var ikke så langt op, som der havde været. Jeg gjorde mig flad. Jeg syntes, jeg kunne lugte klippe, stenlugten mindede lidt om nyspidsede blyanter. Jeg kunne høre en fugl et sted, en lidt skrattende lyd, som noget mekanisk der blev trukket op. Der var blå himmel over mig, det var den, jeg ville op i. Jeg så ikke ned. Jeg langede en lab over kanten, hævede mig op, jeg kom op på en asfalteret vej. Grus var støbt ind i asfalten, det satte små grubemønstre i mine håndflader.

Det var ikke Mount Everest, jeg havde besteget. Jeg var måske et par hundrede meter over floden. Men var jeg faldet, havde det været som at falde ned fra Eiffeltårnet. Jeg stod på gummiknæ og så til begge sider. Jeg følte mig så let som et udpustet æg. Let og lykkelig, jeg havde en svajende fornemmelse i mig. Jeg vinkede til en bil, der kom kørende, og den stoppede. Jeg spurgte om vejen til La Gaude. Manden havde aldrig hørt om La Gaude. Et øjeblik tænkte jeg på, om jeg var gået gennem et drømmespejl, ind i et parallelunivers, hvor jeg ville komme ned til en hidtil ukendt by, en by hvor der ikke boede mennesker, men noget der bare på foru¬roligende vis lignede.

 - Men hvis du går tre kilometer den vej, så kommer du til Vence, sagde bilisten og slog et kast med hovedet.
 Så var jeg alligevel i samme verden, som jeg startede fra. Jeg gik ind til Vence og så på Matisse-kapellet. Lyset stod blåt ind gennem glasmaleriernes plantemønstre. Væggene kriblede af ro. Jeg var stille og helt hvid indvendig.

 Fra Vence var det ingen sag at finde hjem, ni kilometer over St.-Jeannet til La Gaude. Der var maki undervejs, jeg havde været der før med Ib. Krydderurter var ikke noget vi købte, ikke engang noget vi behøvede at dyrke selv. Ville vi have rosmarin, salvie eller timian, kunne vi plukke det her, ikke fra små usle urtepotteplanter men fra buske med en duft så fri og bedøvende, at bierne summede i lykkeligt afsind. Jeg snuste ind, jeg fyldte mig op med duften, jeg gik gennem duftslør, der var som tunge brokadeforhæng i Konstantinopel eller Antiokia, som Yemens piggede røgelsestræer.