Vi gik ned på Arbeitsamt, og Lassen, Alfred og jeg fik arbejde på Kohlen-Kontor. Steen kunne ikke arbejde. Han havde skåret sig temmelig dybt i hånden, da han og jeg stod og rensede rødfisk og saltede dem ned i tønder. Vi havde omkring fem hundrede kilo af dem, så det var lidt af et arbejde. På Kohlen-Kontor skulle vi veje 50 kilossække med kul af og løfte dem op på ladet af lastbilerne. Veje af kunne jeg nok, og det var heller ikke så svært at kure sækkene hen ad jorden, men løfte dem op på en lastbil kunne jeg ikke. Når vi var to om det, gik det. Det værste ved arbejdet som kullemper var, at det var så usandsynlig koldt. Vi var nede og kysse minus tyve, og i Cuxhaven kom en bidende blæst altid susende ind fra Nordsøen, så det virkede endnu koldere. Vi fik hver 17 mark for en dags arbejde, ni timers hårdt slid. Det var ikke nogen fyrstelig løn, men vi havde ikke arbejdstilladelse, så vi måtte tage, hvad vi kunne få. Jeg opdagede noget, jeg aldrig havde vidst. Når man havde frosset i lang tid; virkelig frosset, så tæerne ikke var andet end to rækker isklumper i støvlerne, og ørerne føltes, som om de var bundfrosne skiver, man kunne komme til at gnubbe af, hvis man prøvede at få varme i dem, så kom der efter nogle timers forløb en tilstand, hvor man holdt op med at mærke kulden. Den var der bare ikke mere, man var blevet immun. Og hvis man blev ude i kulden endnu længere, så kom man ind i det paradoksale, at man blev varm. Varm som et rundstykke i ovnen. Kinderne og ørerne glødede om kap, der stod en strålevarme ud fra mig. Det var ikke kun en subjektiv fornemmelse. Efter at hænderne, næsen og ørerne i lang tid havde været blege og blålige, blev de ildrøde igen, når de blev varme. Hvis man havde stillet mig ind i barakken, kunne jeg have varmet den op. Det var muligt, det var sidste station, før man fik forfrysninger og døde af det. Men så længe varmen var der, gjorde det ikke noget, at det var koldt. Når det endelig var fyraften, trampede vi hjem i vores tunge og tilisede støvler. Vi havde lagt en planke ud fra skibsdækket og ned på kajen. Det var ikke nogen særlig bred planke, måske tredive centimeter. Den var lang, og den svajede og gyngede, når man gik på den. Nu, hvor det frøs alle vegne, blev planken meget glat; der lå altid et tyndt lag is på den. Der var selvfølgelig ikke noget rækværk af nogen art. Man gik flere meter over havnebassinet sorte vand; af en eller anden ukendt grund frøs havnen aldrig rigtig til, men der var rigeligt med isflager og grødis i vandet. Jeg kunne ikke svømme, men det var også lige meget, om jeg kunne det eller ej. Hvis jeg gled på planken, trådte ved siden af, når jeg var dødtræt, eller bare satte foden forkert, ville jeg styrte fire-fem meter ned i vandet og drukne. Så iskoldt vandet var, ville det være helt umuligt at fiske mig op. Om de så fik en bådshage ned med det samme, ville det være for sent. Det udsatte jeg mig for måske ti gange om dagen. Jeg var ikke bange. Faktisk tænkte jeg aldrig på det. Jeg skulle bare hjem til skibet. Så var det den vej, jeg skulle gå.
 Men drikkevandsdunken, der holdt tres liter, kunne jeg ikke klare. Det var i reglen Thomas, der bar den på ryggen op ad den stejle, tilisede planke.
 Første dag på Kohlen-Kontor så jeg en sneboldkamp, der kunne have været Gøg og Gokke. Det havde sneet temmelig meget, henne i kulsiloerne lå kullene som små sorte øer i sneen. En meget ung lastbilchauffør og en kranfører begyndte at kaste snebolde efter hinanden. Det blev de ved med et stykke tid, så eskalerede kampen. De tog hver sin skovl og kylede store skovlfulde sne mod modstanderen. Kranføreren hoppede op i kranen, tog grabben fuld af sne og hældte hele læsset ud over hovedet på lastbilchaufføren. Der lå en snedynge på pladsen, chaufføren gravede sig op, spyttede sne og pilede ud over pladsen. Kranen fulgte efter og væltede sne over ham. Lastbilchaufføren råbte op til manden i kranen, der havde skovlet grabben fuld af sne endnu engang og nu lod grabben hænge og dingle truende over ham: - Du gør det ikke. Du gør det ikke.
 Han gjorde det.
 Nogle dage efter sagde jeg, jeg holdt pjækkedag. Jeg kunne ikke holde til at slide sådan i det hver eneste dag. Alfred kunne ikke arbejde mere; hans indeklemte brok var sprunget op, da han løftede kulsækkene. Lassen og Thomas gik derned, men en time efter kom Lassen tilbage og hentede mig. Formanden havde sagt, der var arbejde til én, men han insisterede på, at det var mig, der tog det. Lassen spurgte, om han ikke kunne tage tjansen, men det kunne han ikke. Vi forstod ikke et kuk.
 - Det kan ikke være med at slæbe kulsække, sagde Lassen. - Det er nok noget skrivearbejde inde på kontoret. Måske noget, der skal oversættes.
 Jeg gik med tilbage til Kohlen-Kontor. Det var almindeligt kullemperarbejde, jeg skulle tage. Jeg fattede jeg ikke; Lassen og Thomas var meget bedre til arbejdet end mig. Det var arbejdsformanden selv, der havde ringet til Arbeitsamt og insisteret på, at det var mig, han ville have til arbejdet med kulsækkene. Lassen mente, at der nok var interne stridigheder mellem formanden og kontoret, og så ville formanden hævne sig på kontoret ved at ansætte den dårligste arbejder, de kunne finde. Thomas mente, formanden måske havde forvekslet mig med Alfred. Jeg tænkte på, om formanden måske var bøsse, eller måske gerne ville i avisen, men i begge tilfælde skulle han være mere indladende, end han var. Eller måske ville han gerne have lejlighed til at dukke sådan en intellektuel spirrevip med briller, men så skulle han have været mere kommanderende, end han var. Det kunne måske også være, fordi han gerne ville have et sjældent dyr i bestanden, eller fordi han foretrak min arbejdssky holdning, som han kendte fra de andre på pladsen, frem for Lassens sarkasme, der gjorde ham usikker.
 Jeg havde hurtigt lært grundreglen for den slags arbejde. Hvis der ikke er noget at lave, skal man se ud, som om man arbejder. Ellers kommer formanden og sætter en til at skovle eller feje. Når formanden ikke så den vej, drev jeg rundt og fandt kvindelige former i de snedækkede kulbunker. Jeg plantede brystvorter af kul på to af dem.
 En af dagene på Kohlen-Kontor tømte vi toldskabet på skibet og tog alt vores sprut med på arbejde og solgte det i kantinen til de tyske arbejdere. Det gav helt godt. Man måtte egentlig ikke åbne toldskabet, når man lå i havn. Det var forseglet. Men man kunne vende vores skab om og tage bagklædningen af, så derfor behøvede vi ikke at bryde seglet, når vi tømte skabet.
 Nogle dage efter fik jeg fast makker, en lille morakker, der hele tiden sagde: - Lad mig, lad mig. Han var flygtet hertil fra Østtyskland for seks år siden. Han sagde, lønnen var bedre her. Efter krigen havde han siddet i krigsfangelejr i Rusland i seks år. - Men jeg var jo kun en lille nazist, så de lod mig bare skovle, sagde han.
 - Russerne er gode mennesker, tilføjede han. - Det er kun kommunisterne, der ikke er det.
 Vi deltes tit om arbejdet med at veje kullene af. Kullene var i nogle store åbne siloer, der lignede kæmpemæssige tragte. Kranføreren hældte kul i ovenfra. Så skulle vi sætte sækken til noget, der lignede et tykt rør, og dreje på et håndtag, hvorefter kullene skulle rutsje ned i sækken. Vi vidste, hvor meget der skulle i, når den skulle veje halvtreds kilo. Det var sjældent, vi skulle tage af eller lægge til ved vægten. Teoretisk set skulle det gå ganske glat, men det gjorde det ikke. Kullene sad fast og klumpede sig, de nægtede at glide gennem røret ned i sækken. Derfor fik jeg arbejdet med at kravle op i den store tragt og gå rundt og trampe kullene jævnt ned i røret. Det var en sær vinperse-agtig fornemmelse at trampe kul. Jeg holdt godt fast i kanterne af tragten, jeg skulle helst ikke have benet med ned i røret, det ville det ikke have godt af. Det var ikke noget særlig hårdt arbejde, bare man passede på ikke at glide.
 Så var det værre at skulle ud med skovlen og skovle de løse kul sammen fra pladsen. Sådan som det frøs, skulle der hakkes godt i kullene for at få dem fri. Jeg kunne sagtens kure sækkene hen ad jorden til lastbilen. Så holdt jeg og den lille morakker i hver sin ende og langede dem op. Men nogle gange skulle vi ud med kullene. Når det var min tur, satte jeg mig ind i førerhuset ved siden af chaufføren, og så kørte vi ud i byen til kunderne. De fleste steder var det ikke så slemt, nogle steder kunne sækkene glide ned ad en slisk til en kælder. Men der var også folk i lejligheder, der havde kulfyrede kakkelovne, og det kunne være hårdt. Det værste var, når jeg skulle bære en halvtredskilossæk på ryggen op ad stejle trapper til fjerde eller femte sal, nogle gange i et baghus. De første gange troede jeg ikke, jeg kunne klare det, men man kan klare mere, end man tror, når man skal. Jeg havde da også før prøvet at bære så tunge ting på ryggen. I begyndelsen af den tid, jeg kendte Tulte, var det sket et par gange, at hun i overstadigt humør hoppede op på ryggen af mig nede på gaden, og så bar jeg hende hen til næste hjørne. Hun vejede femogtres kilo, og jeg vejede femoghalvtreds, men når det var hende, føltes det ikke så tungt, som når det var kul.
 Når lønnen var så elendig, som den var, hang det nok sammen med, at kun omkring halvdelen af de tyske arbejdere var organiseret i en fagforening. Arbejdsgiverne førte hårdhændet propaganda i aviserne. Fagforeningerne havde foreslået, at arbejdsugen blev sat ned fra 41½ til 40 timer. Dette ville arbejdsgiverne ikke høre tale om. ”For den enkelte arbejder, drejer det sig kun om den tid, det tager at ryge en daglig cigaret. Men for industrien er det milliarder, der står på spil”, skrev de i helsidesannoncer. De sagde, at man måtte tænke på industriens konkurrenceevne. Men deres vigtigste argument var at spille på fremmedhadet: ”Hvis arbejdstiden bliver skåret ned, må industrien ansætte flere fremmedarbejdere”, hed det. Den gik lige hjem. Gringoer, kaldte tyskerne de spanske og italienske arbejdere. Dem så de på med den største skepsis.
 - Jeg interesserer mig ikke for politik, sagde mange af dem, jeg talte med. – I virkeligheden kan jeg stemme for enhver regering, bare jeg har det godt. Hvis jeg får 20 mark om dagen på Kohlen-Kontor, har jeg nok til mad, husleje og bil og til at tage en øl på min stamknejpe, hvis der ikke er noget godt i fjernsynet. Hvad skulle jeg klage over? I Østtyskland har de det meget værre.
 Østtyskland var altid det store skræmmebillede – eller Midttyskland som de kaldte det, fordi det vestlige Polen blev opfattet som den østlige del af Tyskland. ”Ulbricht ønsker strejker i forbundsrepublikken” proklamerede Bild-Zeitung. Så var enhver faglig aktivitet stemplet som en slags kommunisme. Kommunismen var det store dyr i åbenbaringen for de fleste. Vi blev nogle gange spurgt, om vi ikke var en slags kommunister, når vi valgte at leve kollektivt. Så forklarede vi, at det ikke var et princip, men en praktisk foranstaltning, når vi skulle rejse på den måde. De andre arbejdere havde læst om os i avisen. Det havde folk rundt omkring i byen også. Hvis en af os spurgte en betjent om vej, endte det tit med, at vi fik gode råd om, hvordan vi skulle bære os ad med at sejle Jorden rundt.
 Når vi kom dødtrætte hjem fra Kohlen-Kontor, skulle den, der havde kabysvagten, helst have maden klar. Så satte vi os rundt om klapbordet nede i kahytten og åd rødfisk og flækærter. Vi åd og åd, til øjnene bulnede ud af hovedet, man blev enormt sulten af arbejdet. Der var glovarmt inde i kahytten, hvor kakkelovnen var rødglødende. Så snart vi havde spist, blev vi så søvnige, at vi knap nok kunne blive siddende på taburetten. Nogle gange gled vi lige over til køjen og væltede om med alt tøjet på. Så sov vi tungt og drømmeløst, til vi skulle op og på arbejde igen.

Det var koldt, og det var hårdt. Det var ikke helt sådan, jeg havde forestillet mig en jordomsejling, da jeg lå i græsset i Værløse og læste rubrikannoncen. Men man kunne betragte det som et hærdende bad. Da Washingtons soldater frøs og sultede vinteren igennem i Valley Forge, skrev Thomas Paine: "Dette er de tider, der prøver menneskenes sjæle. Sommersoldaten og solskinspatrioten vil i denne krise vige tilbage, men den, der holder ud nu, gør sig fortjent til tak". Cuxhaven var vores Valley Forge.