I sjette bind af erindringsromanen "Grænseløs"
holder fortælleren pause i studierne. Han er ude som vikar på
københavnske kommuneskoler og arbejder som journalist på Ritzaus
Bureau og Aktuelt. Han bliver sat på mange sære opgaver og
har svært ved at finde på noget originalt at skrive om prinsesse
Alexias fødsel, men ved hjælp af Benjamin Spocks "Bogen om
barnet" skriver han en artikel, der fører til, at han ikke længere
skal beskæftige sig med kongestoffet. Han nægter at spørge
de myrdede politimænds enker om, hvordan de har det, men kaster sig
med stor glæde ud i en mængde andre opgaver.
Bogen er udkommet som e-bog på Saxo Publish og koster 40 kroner
Jeg tog toget til Pisa og gik rundt og
så på byen. Der var en pragtfuld, afsindig grim statue af Vittorio
Emmanuele II med hjelm ned over øjnene og skæg over hele underansigtet,
så man ikke kunne se andet af hans ansigt end en lille tryne af en
opstoppertud, der lige stak frem. Han havde en enorm hængebug i irret
bronze og var snøret ind i en uniform med epauletter og skærf.
På de høje, mure rundt om et patricierhus i renæssancestil
var med små mellemrum anbragt meterhøje, farvestrålende
Disneyfigurer i plastic. Jeg skulle selvfølgelig op i det skæve
tårn, selv om jeg havde en fobi med tårne. Da jeg kom op til
næstøverste etage i campanilen, var der ikke mere rækværk
for. Trinene var af fedtet, hvid marmor og de skrånede, så
man kunne glide lige ud over kanten. Hysteriet begyndte at boble op i mig,
jeg kunne mærke det kilde under fodbalderne. Det var suget fra afgrunden,
denne sorte fristelse. Tør du gå helt hen til kanten,
tør du læne dig ud, længere ud, kig så ned og
lad dig så glide, glide, glide. Kan du mærke, hvor jorden kalder
på dig? Det er jorden, der kalder - nede fra pladsen. Kom nu,
se nu om du kan flyve. Og kan du ikke, så ligger jeg her og venter
på dig. Jeg gik baglæns, trykkede mig ind mod den hvide mur
og gled ned igen, trin for trin, til jeg var helt nede, hvor der ikke var
nogen steder at falde.
Rundt om tårnet lå 50-60
souvenirboder. Jeg blev vildt forelsket i det kitsch, de solgte. Der var
utallige sødladne portrætter af Johannes XXIII og Paul VI.
Der var gondoler med indlagte lys og draperet med små plasticdamer
i forførende stillinger. Der var lyserøde og lyseblå
campaniler i gips, i alle størrelse fra blyantsstore skæve
tårne til nogle på størrelse med en arm. Det ville se
sjusket ud, at de bare stod og skrånede, så de fleste af dem
var rettet op, så de stod helt lige. Havde jeg haft mulighed for
det, havde jeg gerne købt hundrede gipstårne i alle farver
og størrelser og udstillet dem på Den frie.
Jeg gik rundt i gaderne, gang på
gang så jeg katedralens store røde kuppel svæve over
tagene. Så gik jeg hen til den, Basilica di Santa Maria del Fiore,
hedder den. De vældige bronzedøre viste scener af Marias liv.
Jeg gik ind og stod på gulvet og så op i kuplen. Allerøverst
oppe under kuplen var der en smal løbegang, jeg kunne se nogle bittesmå
mennesker gå rundt deroppe. Der ville jeg op.
Jeg ville ikke være en, der
har højdeskræk. Jeg ville ikke krybe frem gennem verden, kline
mig op ad væggene og ikke turde dreje hovedet for at se ud. Jeg ville
stå med tæerne ud over afgrunden og smile. Jeg ville være
urokkelig. Hvordan fik man bugt med højdeskræk? Det gjorde
man ved at se faldet i øjnene og tvinge angsten ned.
Man skulle gå ind ad en lille
dør og op ad uendelige trappeløb for at komme ind. Trinene
var smalle, trapperne stejle. Og jeg var ikke alene. Horder af glade turister
med svingende kameraer maste og aste og puffede mig i røven bagfra,
så det var bare med at følge med. Øverst oppe var der
ligesom en lille glug eller luge, man skulle ind igennem, og så stod
man der på løbegangen. Nu skulle det være. Var jeg en
mand eller en mus?
Jeg havde en uklar fornemmelse af,
at jeg skulle udsætte mig for en manddomsprøve. Den var nu
meget smal, den løbegang. Og rækværket var ikke betryggende,
det var nærmest i knæhøjde. Man kunne så let som
ingenting vakle og vippe ud over kanten.
Jeg gik kækt frem og fortsatte
nogle skridt. Så kom jeg til at kigge ned. Det skulle jeg ikke have
gjort.
Hele domkirken blev til én
kæmpestor, sugende mund. Og det var mig, den ville sluge. Jeg kunne
mærke blodet suse i ørerne, kuplen var en gigantisk konkylie.
Det flimrede for øjnene. Mine knæskaller blev forvandlet til
kit, de gav efter, og jeg sank ned.
Jeg var kommet et stykke frem; der
var ingen mening i at gå tilbage. Og jeg kunne slet ikke gå
tilbage for alle de turister, der kom lige efter mig. For at gå den
anden vej skulle jeg gå uden om dem. Og den eneste vej uden om var
på ydersiden. Prøvede jeg at gå uden om turisterne,
ud mod kanten, ville der ikke gå et minut, før jeg skvulpede
ud over det lave rækværk.
Så jeg kravlede. På
alle fire kravlede jeg, med blikket stift rettet mod de smalle planker.
Jeg gjorde mig så lav, jeg kunne, jeg halede kroppen fremad, helt
nede mod træet. Jeg var flad som en muldvarp. Jeg havde store, mørke
plamager under armene, sveden dryppede fra panden og næsetippen ned
på plankerne, når en sveddråbe ramte træet, kom
der en sort, stjerneformet plet, med små, tynde tråde ud til
siderne. Japanske turister trådte mig over fingrene, men jeg bed
smerterne i mig og fortsatte. Jeg skævede op mod deres dinglende
kameraer. De var taktfulde nok til at lade, som om jeg ikke var der, selv
når de trådte på mine negle.
En evighed senere var jeg kommet
hele vejen rundt på alle fire. Jeg kunne kravle ind gennem gluggen
til trappen og kante mig ned igen, drivvåd af sved og med klaprende
knæ.