Jeg tog toget til Pisa og gik rundt og så på byen. Der var en pragtfuld, afsindig grim statue af Vittorio Emmanuele II med hjelm ned over øjnene og skæg over hele underansigtet, så man ikke kunne se andet af hans ansigt end en lille tryne af en opstoppertud, der lige stak frem. Han havde en enorm hængebug i irret bronze og var snøret ind i en uniform med epauletter og skærf. På de høje, mure rundt om et patricierhus i renæssancestil var med små mellemrum anbragt meterhøje, farvestrålende Disneyfigurer i plastic. Jeg skulle selvfølgelig op i det skæve tårn, selv om jeg havde en fobi med tårne. Da jeg kom op til næstøverste etage i campanilen, var der ikke mere rækværk for. Trinene var af fedtet, hvid marmor og de skrånede, så man kunne glide lige ud over kanten. Hysteriet begyndte at boble op i mig, jeg kunne mærke det kilde under fodbalderne. Det var suget fra afgrunden, denne sorte fristelse. Tør du gå helt hen  til kanten, tør du læne dig ud, længere ud, kig så ned og lad dig så glide, glide, glide. Kan du mærke, hvor jorden kalder på dig? Det er jorden, der kalder -  nede fra pladsen. Kom nu, se nu om du kan flyve. Og kan du ikke, så ligger jeg her og venter på dig. Jeg gik baglæns, trykkede mig ind mod den hvide mur og gled ned igen, trin for trin, til jeg var helt nede, hvor der ikke var nogen steder at falde.
 Rundt om tårnet lå 50-60 souvenirboder. Jeg blev vildt forelsket i det kitsch, de solgte. Der var utallige sødladne portrætter af Johannes XXIII og Paul VI. Der var gondoler med indlagte lys og draperet med små plasticdamer i forførende stillinger. Der var lyserøde og lyseblå campaniler i gips, i alle størrelse fra blyantsstore skæve tårne til nogle på størrelse med en arm. Det ville se sjusket ud, at de bare stod og skrånede, så de fleste af dem var rettet op, så de stod helt lige. Havde jeg haft mulighed for det, havde jeg gerne købt hundrede gipstårne i alle farver og størrelser og udstillet dem på Den frie.
 

Jeg gik rundt i gaderne, gang på gang så jeg katedralens store røde kuppel svæve over tagene. Så gik jeg hen til den, Basilica di Santa Maria del Fiore, hedder den. De vældige bronzedøre viste scener af Marias liv. Jeg gik ind og stod på gulvet og så op i kuplen. Allerøverst oppe under kuplen var der en smal løbegang, jeg kunne se nogle bittesmå mennesker gå rundt deroppe. Der ville jeg op.
 Jeg ville ikke være en, der har højdeskræk. Jeg ville ikke krybe frem gennem verden, kline mig op ad væggene og ikke turde dreje hovedet for at se ud. Jeg ville stå med tæerne ud over afgrunden og smile. Jeg ville være urokkelig. Hvordan fik man bugt med højdeskræk? Det gjorde man ved at se faldet i øjnene og tvinge angsten ned.
 Man skulle gå ind ad en lille dør og op ad uendelige trappeløb for at komme ind. Trinene var smalle, trapperne stejle. Og jeg var ikke alene. Horder af glade turister med svingende kameraer maste og aste og puffede mig i røven bagfra, så det var bare med at følge med. Øverst oppe var der ligesom en lille glug eller luge, man skulle ind igennem, og så stod man der på løbegangen. Nu skulle det være. Var jeg en mand eller en mus?
 Jeg havde en uklar fornemmelse af, at jeg skulle udsætte mig for en manddomsprøve. Den var nu meget smal, den løbegang. Og rækværket var ikke betryggende, det var nærmest i knæhøjde. Man kunne så let som ingenting vakle og vippe ud over kanten.
 Jeg gik kækt frem og fortsatte nogle skridt. Så kom jeg til at kigge ned. Det skulle jeg ikke have gjort.
 Hele domkirken blev til én kæmpestor, sugende mund. Og det var mig, den ville sluge. Jeg kunne mærke blodet suse i ørerne, kuplen var en gigantisk konkylie. Det flimrede for øjnene. Mine knæskaller blev forvandlet til kit, de gav efter, og jeg sank ned.
 Jeg var kommet et stykke frem; der var ingen mening i at gå tilbage. Og jeg kunne slet ikke gå tilbage for alle de turister, der kom lige efter mig. For at gå den anden vej skulle jeg gå uden om dem. Og den eneste vej uden om var på ydersiden. Prøvede jeg at gå uden om turisterne, ud mod kanten, ville der ikke gå et minut, før jeg skvulpede ud over det lave rækværk.
 Så jeg kravlede. På alle fire kravlede jeg, med blikket stift rettet mod de smalle planker. Jeg gjorde mig så lav, jeg kunne, jeg halede kroppen fremad, helt nede mod træet. Jeg var flad som en muldvarp. Jeg havde store, mørke plamager under armene, sveden dryppede fra panden og næsetippen ned på plankerne, når en sveddråbe ramte træet, kom der en sort, stjerneformet plet, med små, tynde tråde ud til siderne. Japanske turister trådte mig over fingrene, men jeg bed smerterne i mig og fortsatte. Jeg skævede op mod deres dinglende kameraer. De var taktfulde nok til at lade, som om jeg ikke var der, selv når de trådte på mine negle.
 En evighed senere var jeg kommet hele vejen rundt på alle fire. Jeg kunne kravle ind gennem gluggen til trappen og kante mig ned igen, drivvåd af sved og med klaprende knæ.