Grænseløs

    5
    Greyhound

     

    I femte bind af erindringsromanen Grænseløs begynder tresserne at træde i karakter. Nogle bliver langhårede og hører nye former for musik. Folk klæder sig anderledes end før, og forholdet mellem kønnene ændrer sig. På en lang rejse rundt i hele USA med Greyhound-bus møder vi Mississippi Riders og Vietnam-demonstrationer, og vi kommer indenfor til Goldwaters nomination, samtidig med at vi følger demonstrationerne mod den republikanske kandidat udenfor.

    Bogen er udkommet som e-bog på Saxo Publish og koster 40 kroner

    Uddrag af "Grænseløs 5"



    Ann og jeg gik rundt på campus og kom til at snakke med to studerende. De fortalte, at bare sidste år var 16 studerende og tre professorer blevet slået ned eller myrdet med springknive, fordi de vovede sig ind i Central Park eller Harlem.
     - Vi kommer aldrig i parkerne her omkring, sagde de. - Vi går aldrig på gaden her omkring efter mørkets frembrud - undtagen på Broadway. Og vi bevæger os aldrig nogensinde på noget tidspunkt af døgnet nord for 120th Street.
     Pludselig kom en studerende løbende ind og sagde: - Præsident Johnson har erklæret krig mod Nordvietnam.
     Vi løb over i deres fælles samlingsstue for at se fjernsyn. Det var nu ikke en krigserklæring, men en mobilisering. Johnson sagde, at nordvietnamesiske skibe havde angrebet to amerikanske destroyere i Tonkinbugten. Bagefter sad vi og snakkede om, hvad det betød. George Washington havde i sin afskedstale advaret mod indblanding i udenlandske krige. Johnson var i gang med at trække Amerika ned i hængedyndet. Det ville blive en lang og blodig krig. Fools rush in, where angels fear to tread.
     

    På Hiroshima Day fulgtes jeg med Joan fra Brooklyn Kibbutz ind til Times Square, hvor der var silent vigil som protest mod eskaleringen af krigen i Vietnam. Den demonstration ville jeg også ville være med til. Vi sad på pladsen og var tavse. Bagefter delte vi løbesedler ud. De fleste tog mod dem uden kommentarer, men nogle skældte mig ud for at være kommunist. En sagde til mig: - You must be sick. Det svarede jeg selvfølgelig ikke på.
     Ved 17-tiden tog jeg ned til Washington Square, hvor der var rally. Socialist Party's grand old man, Norman Thomas, der seks gange havde været socialistpartiets præsidentkandidat, talte først og fordømte krigen i Vietnam. Den var både umoralsk og tåbelig. Man løste ingen problemer ved at kaste bomber. Problemer kunne kun løses gennem forhandlinger. Derefter talte borgerretsforkæmperen Bayard Rustin. Jeg købte et emblem med den sydvietnamesiske befrielsesfronts flag og satte det på blusen. Joan Baez sang "With God on our Side". Hun var temmelig lille og solbrændt med et ansigt, man ikke rigtig kunne kalde smukt, snarere kønt eller pikant. Hun var iført en meget enkel, vinrød fløjlskjole og havde en skuldertaske over den ene skulder, mens hun stod og sang. Hendes stemme havde et fantastisk volumen, den trængte igennem overalt.
     Derfra gik vi op til FN-bygningen, omkring fem miles. Vi var nogle hundrede mennesker. Jeg kom til at gå ved siden af en fyr, der hed Tom. Det var en lille fyr med langt hår, solbriller og en stor læderkasket på hovedet. Han var kommet til New York fra Kentucky et år før og havde prøvet at leve som beatnik og slå igennem som digter og folkesanger. Han arbejdede på et regeringskontor. Da vi nåede frem til FN-bygningen foreslog han, at vi tog hjem til ham i The Village og drak en flaske chianti, han havde stående. Det syntes jeg var et udmærket forslag, vi købte brød og ost undervejs. Vi sad på hans værelse og drak vin og snakkede om pot og socialisme og folkesange. Han kendte en fyr, der hed Bob Dylan. Han havde haft stor succes det sidste par år, og både Joan Baez og Pete Seeger havde sunget hans sange. Det var også ham, der havde skrevet den sang, Joan Baez sang til demonstrationen. Hun og Bob Dylan var meget gode venner. Det var ærgerligt, at Bob Dylan ikke var i byen lige nu, for ellers kunne jeg have mødt ham. Da vi havde drukket hans vin, gik vi ned til det sted, hvor de havde gratis jordnødder i store tønder - 9th Circle. Der var en masse mennesker, der så ud som beatniks. Vi drak øl og åd jordnødder og snakkede videre. Da jeg gik ved totiden, gav jeg ham mit telefonnummer i Brooklyn. Han lovede at ringe, hvis Bob Dylan skulle dukke op eller der ellers skete noget spændende det næste par dage.

    Jeg gik rundt og så på Museum of Modern Art, især på Monets åkander. I en pladebutik så jeg efter plader af denne Bob Dylan, som Tom havde snakket om. Der var kommet tre tidligere, og den fjerde var lige kommet i handelen. Jeg sad og hørte noget af den første i de røde hovedtelefoner. Man kunne sidde ved en lys trædisk med albuerne oppe på disken og høre pladerne i stereo. Så købte jeg dem alle fire.
     
     
     
     

    Læs mere om "Grænseløs" her