Grænseløs

    4
    Uni

    Fjerde bind af erindringsromanen "Grænseløs" fortæller om at læse historie, russisk og kinesisk - og egentlig helst ville læse det hele. Om fester og eksperimenter med hash og andre stoffer, om at være redaktør for Studenterbladet, vikar på Aktuelt og om at debutere som forfatter

    Bogen er udkommet som e-bog på Saxo Publish og koster 50 kroner

    Uddrag af "Grænseløs 4"



    Til immatrikulationen havde jeg iført mig mit stiveste puds og sat et lille diskret, vesttysk kampagneemblem på jakkens revers. Der var stopfyldt i universitetets store sal, så jeg måtte stå op. Studenterkoret fremførte en kantate af Seedorff, og derefter talte universitetets rektor, Carl Iversen, en lille mand i tresserne med kuglerundt hoved. Som en anden cicerone fremviste han de mørke, historiske malerier på væggene og talte med udgangspunkt i Pauelsons billede af, hvorledes Hans Tavsen beskyttede den katolske biskop Rønnow mod pøbelens vrede, om, hvorledes tolerance og humanisme altid havde været lærdomstemplets adelsmærke. Han citerede L.V. Birck for sætningen "Studenter er himmelske muligheder, men helvedes sandsynligheder." Efter at have læst Brøckers bog Dagspressen var jeg begejstret for Birck. Dengang han redede trådene ud i Landmandsbanksskandalen, prøvede ØK's HN Andersen at bestikke ham med en bestyrelsespost, og han sagde: - Hr. etatsråd, jeg lader mig hverken binde med guldlænker eller med jernlænker.
     Andægtig tavshed herskede under hele ceremonien.
     Alle vi nye studerende havde fået overrakt akademisk borgerbrev – Qvod felix faustumque sit - og defilerede nu forbi rektor og gav ham hånd på at vi ville overholde de akademiske love. Iversen stod med hvide glacéhandsker og trykkede os alle i hånden; da han havde været gennem tusinde håndtryk, var handskerne knap så hvide. Man sagde, at nogle gav ham knokkelknuser-håndtrykket, det syntes jeg var synd for den gamle mand.
     På trappen udenfor løb vi spidsrod mellem alle Studenterforeningens og Studentersamfundets fraktioner, der rakte os løbesedler og inviterede os til rusaften. Der var alt fra den kristelige Credo, der bød på thevand og kammeratligt samvær, til den kommunistiske Clarté, der stod med plakater i flot, modernistisk montagestil. Desværre kunne man ikke læse, hvad der stod på dem.
     Om aftenen var der immatrikulationsfest i Studenterforeningen. Bjørn Poulsen talte; han sagde, at naturvidenskaben byggede på et tilfældigt valgt dogme - at kundskab er et gode. Da viden er magt, måtte det betyde, at magt skulle være et ubetinget gode, "og det kunne vel de færreste erklære sig enig i." Jeg syntes, han sprang lidt vel hurtigt frem til sin konklusion - den politiske og økonomiske magt, man kunne se i verden, var ikke just præget af synderlig viden.
     Kosmonauten Gagarin var i Danmark, og nu kom han ind i salen. Folk rejste sig og klappede rungende i flere minutter - men ikke mere end de klappede noget senere, da Preben Neergaard kom ind. Gagarin klappede efter russisk skik selv med. - Så er han da sikker på, at der bliver klappet, sagde en bag ved mig. Gagarin var en temmelig lille, smilende mand. Han talte i en halv time med Erik Horskjær som tolk. Han sagde, at kosmiske stråler var farlige, hvad ikke ligefrem kom som et chok. Men han sagde også, at på grund af denne stråling kunne rumskibe ikke komme mere end fem hundrede kilometer fra Jorden. Det undrede mig. Betød det så, at man aldrig ville kunne komme til månen?
      Jeg gik ned i Kongesalen bagefter. Der var dans og ølsalg. Gagarin kom ind, og en studerende prøvede at inklinere for hans kone, men ledende senior rystede på hovedet. Jeg vovede mig hen til kosmonauten og spurgte på en slags russisk, om jeg måtte få hans autograf - Pozjalujsta, vy dajetje avtograf? Han så ikke begejstret ud, men tog dog en skrueblyant frem og skrev sit navn på en kvittering fra Munksgaards boghandel, den eneste lap papir, jeg havde på mig. - Spasibo, sagde jeg. - Spasibo, gentog han og grinede over hele hovedet.
     Der var også dans i Store Sal ovenpå. Jeg gik derop og rendte ind i Ida fra min parallelklasse, hende jeg forgæves havde efterstræbt på lejrskolen for et år siden. Vi dansede, og jeg kom automatisk til at danse tæt med hende. Det var, som om de indledende øvelser var gået i rygmarven; uanset om jeg var interesseret i en pige eller ej, kom krybdyrsreflekserne frem med det samme. Vi gik tæt omslyngede nedenunder og drak øl. Så dansede vi lidt mere, og da der var pause, kyssede jeg hende. Hun var ikke afvisende, men heller ikke overdådigt responsiv, og hun skulle gå ret tidligt.
     Jeg havde altid ment, at jeg først og fremmest opfattede visuelt, men visse i kredsen hævdede, at jeg hverken var visuel eller auditiv, men haptiker - at jeg opfattede verden gennem følesansen. Det kunne der måske være noget om.
     
     

    Læs mere om "Grænseløs" her