Til immatrikulationen havde jeg iført
mig mit stiveste puds og sat et lille diskret, vesttysk kampagneemblem
på jakkens revers. Der var stopfyldt i universitetets store sal,
så jeg måtte stå op. Studenterkoret fremførte
en kantate af Seedorff, og derefter talte universitetets rektor, Carl Iversen,
en lille mand i tresserne med kuglerundt hoved. Som en anden cicerone fremviste
han de mørke, historiske malerier på væggene og talte
med udgangspunkt i Pauelsons billede af, hvorledes Hans Tavsen beskyttede
den katolske biskop Rønnow mod pøbelens vrede, om, hvorledes
tolerance og humanisme altid havde været lærdomstemplets adelsmærke.
Han citerede L.V. Birck for sætningen "Studenter er himmelske muligheder,
men helvedes sandsynligheder." Efter at have læst Brøckers
bog Dagspressen var jeg begejstret for Birck. Dengang han redede trådene
ud i Landmandsbanksskandalen, prøvede ØK's HN Andersen at
bestikke ham med en bestyrelsespost, og han sagde: - Hr. etatsråd,
jeg lader mig hverken binde med guldlænker eller med jernlænker.
Andægtig tavshed herskede
under hele ceremonien.
Alle vi nye studerende havde fået
overrakt akademisk borgerbrev – Qvod felix faustumque sit - og defilerede
nu forbi rektor og gav ham hånd på at vi ville overholde de
akademiske love. Iversen stod med hvide glacéhandsker og trykkede
os alle i hånden; da han havde været gennem tusinde håndtryk,
var handskerne knap så hvide. Man sagde, at nogle gav ham knokkelknuser-håndtrykket,
det syntes jeg var synd for den gamle mand.
På trappen udenfor løb
vi spidsrod mellem alle Studenterforeningens og Studentersamfundets fraktioner,
der rakte os løbesedler og inviterede os til rusaften. Der var alt
fra den kristelige Credo, der bød på thevand og kammeratligt
samvær, til den kommunistiske Clarté, der stod med plakater
i flot, modernistisk montagestil. Desværre kunne man ikke læse,
hvad der stod på dem.
Om aftenen var der immatrikulationsfest
i Studenterforeningen. Bjørn Poulsen talte; han sagde, at naturvidenskaben
byggede på et tilfældigt valgt dogme - at kundskab er et gode.
Da viden er magt, måtte det betyde, at magt skulle være et
ubetinget gode, "og det kunne vel de færreste erklære sig enig
i." Jeg syntes, han sprang lidt vel hurtigt frem til sin konklusion - den
politiske og økonomiske magt, man kunne se i verden, var ikke just
præget af synderlig viden.
Kosmonauten Gagarin var i Danmark,
og nu kom han ind i salen. Folk rejste sig og klappede rungende i flere
minutter - men ikke mere end de klappede noget senere, da Preben Neergaard
kom ind. Gagarin klappede efter russisk skik selv med. - Så er han
da sikker på, at der bliver klappet, sagde en bag ved mig. Gagarin
var en temmelig lille, smilende mand. Han talte i en halv time med Erik
Horskjær som tolk. Han sagde, at kosmiske stråler var farlige,
hvad ikke ligefrem kom som et chok. Men han sagde også, at på
grund af denne stråling kunne rumskibe ikke komme mere end fem hundrede
kilometer fra Jorden. Det undrede mig. Betød det så, at man
aldrig ville kunne komme til månen?
Jeg gik ned i Kongesalen bagefter.
Der var dans og ølsalg. Gagarin kom ind, og en studerende prøvede
at inklinere for hans kone, men ledende senior rystede på hovedet.
Jeg vovede mig hen til kosmonauten og spurgte på en slags russisk,
om jeg måtte få hans autograf - Pozjalujsta, vy dajetje avtograf?
Han så ikke begejstret ud, men tog dog en skrueblyant frem og skrev
sit navn på en kvittering fra Munksgaards boghandel, den eneste lap
papir, jeg havde på mig. - Spasibo, sagde jeg. - Spasibo, gentog
han og grinede over hele hovedet.
Der var også dans i Store
Sal ovenpå. Jeg gik derop og rendte ind i Ida fra min parallelklasse,
hende jeg forgæves havde efterstræbt på lejrskolen for
et år siden. Vi dansede, og jeg kom automatisk til at danse tæt
med hende. Det var, som om de indledende øvelser var gået
i rygmarven; uanset om jeg var interesseret i en pige eller ej, kom krybdyrsreflekserne
frem med det samme. Vi gik tæt omslyngede nedenunder og drak øl.
Så dansede vi lidt mere, og da der var pause, kyssede jeg hende.
Hun var ikke afvisende, men heller ikke overdådigt responsiv, og
hun skulle gå ret tidligt.
Jeg havde altid ment, at jeg først
og fremmest opfattede visuelt, men visse i kredsen hævdede, at jeg
hverken var visuel eller auditiv, men haptiker - at jeg opfattede verden
gennem følesansen. Det kunne der måske være noget om.