Skolen var skrumpet i den tid, jeg havde
været væk, og den var ellers trang nok i forvejen. Når
jeg tænkte på, at det varede et år, før jeg slap
ud, kunne jeg kun mumle som Kurtz i Mørkets hjerte: The horror...,
the horror...
Nørre G. var ikke nogen almindelig
gymnasieskole, den var skoleverdenens Cayenne, en straffekoloni man blev
deporteret til. En anstalt med sure tavlesvampe, mappeklemte madpakker,
hvor rødbeden blødte tværs gennem leverpostejen og
ned i den væskende ost, kridtstøv, sure sokker og purulente
bronkier. I skolegården midt i Nørrebros sorte firkant travede
de indsatte elever rundt i en evig, klam novembertåge, der lugtede
af osende kulfyr.
Man søgte ikke frivilligt
ind på skolen. Eleverne måtte fanges ind med net over hele
det storkøbenhavnske område, fra det fjerneste Tårnby
til Bispebjerg. Og eleverne kom næsten alle sammen fra familier uden
akademiske traditioner - småhåndværkere, funktionærer
og arbejdere. Prototypen på en Nørre G.-elev var den flittige
pige, der havde klaret sig så godt i mellemskolen, at de stolte forældre
kunne drømme om en fremtid for hende som tresproget korrespondent
- indtil hun blev sikkert gift, naturligvis. Og det var ikke kun eleverne,
der var tvangsudskrevet. Mange af lærerne var det også. De
havde måske drømt om en akademisk karriere, måske om
en livsgerning på et prestigegymnasium i smukke omgivelser. Og så
var de blevet hængende år efter år i den trange gyde
mellem Rantzausgades benzinos og pissoiret i Korsgade. Det var de havarerede,
der mødtes her. Det var ambitionernes elefantkirkegård. Tysklærerinden,
der skulle hjælpes op ad trappen af en af de flinke piger, førte
kartotek over alle elevernes fejl gennem tre år ("Det er ikke første
gang, du laver den fejl, Arne. Du havde den samme fejl i oktober 1958")
og kun kendte én vittighed (at hendes nevø engang havde sagt
dulerødder i stedet for gulerødder). Religionslæreren,
der boede hjemme hos sin mor, der hver dag smurte madpakke til ham og lagde
sokker og underbukser frem. Da moderen døde, og han som halvtredsårig
blev alene, konverterede han til katolicismen og gik helt bogstaveligt
i kloster. Naturfagslærerinden, hvis mand løb skrigende bort
efter tre ugers ægteskab. Sanglæreren, der forgreb sig på
pigerne. Nørre G. var bunden.
Vi terpede grammatik og skrev stiløvelser
over Bismarcks vittige bemærkninger. Brecht, Joyce og Villy Sørensen
eksisterede ikke. Tysk gik til og med graf Zeppelin, engelsk til Katherine
Mansfield og John Galsworthy, dansk sluttede med HC Branners noveller fra
trediverne. Mange af bøgerne og vægkortene var fra mellemkrigstiden.
Det var ikke kun den småforsuttede, indeklemte terpeskole, man kendte
fra "Det forsømte forår" og "Den kroniske uskyld". Det var
værre, det var noget fra Dantes niende kreds.
Skolebygningerne i baggården
var fra 1890'erne. Et klasseværelse var indrettet i et tidligere
garderobeskab. Værelset var tre gange fem meter, med glasvæg
ud mod gangen, og dér sad ni elever. I Naturhistorisk faglokale
sad vi på lårene af hinanden på trange bænke mellem
mølædte udstoppede dyr og et skelet, vi kaldte hr. Thejll
efter en tidligere rektor. Fysiklokalet var en mørk hule, hvor lyset
aldrig trængte ind. Alt var brunt og dystert, der var ingen ventilation.
Morgensamlingen foregik i pigernes gymnastiksal, hvor de dagen igennem
indtog plastiske stillinger. Når drengene skulle til gymnastik, skulle
vi bruge halvdelen af timen på at gå over til Hermeshallen;
på skolen var der ikke plads til os.
Jeg skulle gå i IIIC. Nu,
hvor jeg var kommet til, var vi fire drenge og syv piger, så det
var en lille klasse. Der var heller ikke plads til flere i det lille loftskammer
på tredje sal, der var vores klasseværelse. Jeg kendte ingen
af de andre. Det ville blive et langt år.