Grænseløs

    1
    Anden g.


    Første bind af erindringsroman om tresserne. Første bind foregår i foråret og sommeren 1960. Anden g på et københavnsk gymnasium, fester og forelskelser, politik og skolekomedie.

    Bogen er udkommet som e-bog på Saxo Publish og koster 40 kroner

     
     
     

    Uddrag af "Grænseløs 1"


    Vi var ni i Studentersamfundets delegation, to socialdemokrater, to SF'ere, en borgerlig og tidligere hjemmeværnsmand og fire ubestemmelige fra den bløde venstrefløj. Kommunisterne havde deres egne grupper. Det første indtryk af arbejder- og bonderepublikken var paskontrollen, der blev foretaget af egeløvsprydede herrer og damer i afskyelige, vissengrønne uniformer. Når man kom gennem paskontrollen, kunne man kigge op på en maskinpistolskytte, der stod og sigtede ned mod os. Bag ham hang et banner: "Velkommen til fredens paradis, DDR".

     Der blæste hårde vinde mellem SF og DKP, og ungkommunisterne, der deltog i Østersøugen, så ikke med blide øjne på sådan nogle som os. Når jeg sagde, at det var væmmeligt at blive vækket af højttalere med klistret schlagermusik, hvæsede DKU'erne, at jeg var en affekteret åndssnob. Generelt havde jeg svært ved at se noget særlig socialistisk eller progressivt ved DDR. I Graal-Müritz ved Østersøen, hvor vi boede, virkede der først og fremmest småborgerligt, med en lidt nusset og forfalden stemning, der kunne have været beskrevet af Tjekhov. Der var hæklede duge på bordene i de små værtshuse, hvor Vopos kom ind og hængte pistolbæltet og kasketten på en mørkbejdset stumtjener, før de satte sig og fik et stort glas fadøl. Oven i dette indelukkede og småborgerlige kom så det kun alt for germanske: Unge blåskjorter, der gjaldede muntre korsange. Masseoptrin, slagord og bannere. Jeg var bange for masseoptræden og følte dyb modvilje mod en verden, hvor alle brølede i kor, og ingen var krøllede, underlige eller sære. Jeg syntes ikke, Østtyskland var et helvede på Jord, men mente, det måtte være svært at trække vejret frit der; det var for klaustrofobisk for mig. Jeg syntes, det var deprimerende, at undertrykkelse af den enkelte og oplevelse af fællesskabsfølelse ved at foretage sig totalt fladpandede ting med bevægelser og lyde i takt, i den grad florerede i et land, der kaldte sig socialistisk, og hvor målet dog netop måtte være at give den enkelte frie muligheder for at udfolde sin individualitet.
     Folk så ikke umiddelbart underkuede ud, og de havde rigeligt at spise. Lidt for rigeligt, måske. Og de kunne spise lige så meget kylling, de ville - det havde man storproduktion af. Hjemme var kylling stort set noget, man fik til pinse med agurkesalat. Bøger og plader var billige, og der var fællessang og bægerklang for alle pengene. Men jeg kunne ikke se så meget til det, jeg opfattede som socialisme: Hundrede blomster i forskellige kulører. Glade fællesskaber og fri udfoldelse.
     På skibsværftet, der var prydet med portrætter af Marx, Mao, Zhou Enlai og Rosa Luxemburg, så vi pludselig en kolonne møgbeskidte arbejdere i dragter med påmalede gule striber, ledsaget af bevæbnede vagter. Vores guide Horst sagde, at det var frivilligt for både kriminelle og politiske fanger, om de ville arbejde i bedrifter og indrømmede derved blankt, at de havde politiske fanger. Hvis de ville det, fik de fuld arbejdsløn, men skulle så betale kost og logi i fængslet. De fik udbetalt lommepenge og resten blev sat til side, til de kom ud. Det var ikke usædvanligt, at løsladte fanger købte bil eller en lejlighed for de penge, de havde tjent, mens de sad inde.
     Ved den afsluttende fællesforsamling fremlagde Poul Emanuel et resolutionsforslag og spurgte, om der var nogen, der stemte mod. Det var der ikke; jeg var ikke direkte modstander af det, der blev sagt, men jeg syntes nu ikke, formen var hensigtsmæssig. Og jeg fandt det udemokratisk og uacceptabelt, at vi ikke havde diskuteret ordlyden først. Var der nogen, der undlod at stemme? Det gjorde jeg; jeg var den eneste af de 600 tilstedeværende, der ikke ville stemme for, så de fik ikke den totale enstemmighed, de ønskede. Bagefter kom DKU'erne over til mig og sagde: - Ih, hvor skulle du skamme dig, og - Nå, du opnåede nok, hvad du var ude på.
     Det var så, hvad man kunne kalde en alternativ demokratiopfattelse.
     Der var dans og kammeratligt samvær om aftenen. Jeg dansede med en pige, der hed Gisela og studerede engelsk i Wismar. Da jeg sagde, jeg skulle til Amerika, sagde hun: - Gid, du kunne tage mig med som bagage. - Der er intet, jeg hellere vil, sagde jeg.
     Vi dansede tæt. Jeg forsøgte mig også med lidt kys og kram, men hun meddelte, at hun "kein Kitzlerei wünschte". - Das verstehe ich nicht. Ich bin leider nicht so gut zu deutsch, sagde jeg. - Gewiss verstehst du das, sagde hun, og da der blev pause kunne jeg se hende nikke og gøre tegn, og en af de store håndfaste han-FDJ'ere kom over og overtog hende resten af aftenen. - Viel Vergnügen in Amerika, sagde hun, og så var hun smuttet.
     Jeg havde spurgt en af tyskerne, hvorfor de havde så meget mod jazz og moderne kunst. Det havde de skam heller ikke, fik jeg at vide, men man ville ikke have, at jazz udartede til vilde danse. Dér fik jeg den. Senere på aftenen spillede de faktisk "When the saints", men den blev introduceret som en foxtrot, der hed "Wenn die Heiligen kommen hereinmarschieren" og blev spillet i en gung gung-marchrytme, der aldrig havde hørt om blue notes.

    Så tog vi hjem igen. Politiets Efterretningstjeneste oprettede en ny mappe på mit navn og indførte som sag nummer 1, at jeg havde deltaget i et kommunistisk fredsstævne i Østtyskland. PET sørgede også for at give besked til den amerikanske ambassade. Så var jeg skrevet i mandtal som syttenårig. Der skulle komme mere til. Da jeg halvtreds år senere fik mulighed for at se min sagsmappe hos PET, lå der to meterhøje stabler foran mig.
     
     

    Læs mere om "Grænseløs" her