LUIS DE GÓNGORA.

Oversat af Jens Louis Pedersen

Mens endnu hårets gyldenbrune lød

fordunkler med sin glans selv solens stråle,

mens mod din pandes lys sig ej tør måle

selv markens liljes hvide blomsterskød,

mens endnu dine læbers røde glød

afbleger sommerrosens purpurskåle,

og mens krystallens klarhed end må tåle

den ringeagt, din stolte hals den bød,

nyd pige, dine ynder uden tal,

før alt, som nu i dag din skønhed tænder

guld, liljehvidhed, purpurglød, krystal

ej blot af aldres falmeskær står tintet;

men du og denne rigdom sammen ender

som jord, som støv, som røg, som luft, som intet.