"Genklang" er udgivet som e-bog af Saxo Publish og koster 60 kroner

Anmeldelser

Vurdering
De oversatte digte udgør et kor af stemmer, der åbner op for en fremmed verden af i går. Det er spændende at komme med ind i maskinrummet og høre hvilke valg og fravalg en oversætter kan overveje.
Andre bøger om samme emne/genre
Kan sammenlignes med Ivan Malinowskis udvalg af moderne digte i Glemmebogen , som dog ikke medtager oversatte digte fra Kina. Dem kan man læse mange flere af i forfatterens egen samling af oversatte kinesiske digte, Grønne bjerge
Til bibliotekaren
Anbefales varmt til indkøb. Lav evt. et lyrikhjørne og læg denne og andre bøger frem til lånerne
Lektørudtalelse

For en del år siden udgav Borgens Forlag i den berømte billigbogsserie ”Glemmebogen”, med fremragende oversættelser af digteren Ivan Malinowski af hans egne yndlingsdigte fra hele den modernistiske tradition, store digte, som man kunne klare sig med i flere år på en øde ø. ”Livsvigtig lommebibel”, som Rifbjerg kaldte den i en anmeldelse. Arne Herløv Petersen har samlet et lidt større udvalg, ”Genklang”, som udkommer i dag, som går lidt længere i litteraturhistorien, men som alligevel kan sammenlignes med Glemmebogen, fordi tyngden af litteraturen føles på samme måde. Livsvigtig....Og med Thomas Greys kirkegårdselegi og Keats-digtet og flere andre, der famler efter mørket, for at finde lyset bag det, kan man undre sig over, om oversætteren, der jævnligt også i andre sammenhænge berører livets helt store spørgsmål, i dag mere end tidligere, selv har været eksistentielt søgende i sit udvalg!
Genklang har alle muligheder for at blive en ”livsvigtig lommebibel”. Og ordet livsvigtig har fået en ekstra dimension.
Jacob Brønnum, bloggen "Den smalle bog"

Man må sige, at Arne Herløv Petersen med sine oversatte yndlingsdigte i den fine lommebog "Genklang" forener det udtryk, som man fornemmer han står for i sit lange kunstneriske virke: Vekselvirkningen mellem at være eksistentiel digter på fuldtid, at leve fuldt og helt i kærlighed til det digteriske univers - og på den anden side det samtidigt at stå skarpt - i en holdning til den humanistiske livsanskuelse.
Helle Nielsen, Arbejderen
Læs hele anmeldelsen her
 
 
 
 

Forlagets beskrivelse

Arne Herløv Petersen indleder lyrikantologien Genklang med et ret bredt udvalg af kinesiske digtere fra 700-tallet og så slår antologien ellers ned i nogle af brændpunkterne, med digte af to engelske romantikere, Shelley og den geniale poet Keats, der døde meget ung, som et af bogens højdepunkter. Et andet er tekster af James Joyce og den tidlige svenske modernist Dan Andersson. Blandt verdenslitteraturens absolutte hovedværker har Arne Herløv Petersen oversat Grays berømte Elegi skrevet på en landsbykirkegård, nogle af Bashos japanske haiku fra 1600-tallet og Edgar Allan Poes Ravnen. Bogen slutter med et essay om at oversætte fra kinesisk.
 

Emma Lazarus
(1849 - 1887)
 

For ingen bronzesmedet græsk kolos
der skræver sejrende fra land til land
skal stå i solfald over havnens vand.
Her skal en fakkel byde mørket trods,

hvor vandet skummer som en vældig fos.
Thi hver landflygtig kvinde eller mand
skal få et hjem i dette gæstfri land
og finde fred og frihed her hos os.

Vend ryggen nu til sult og barbari.
Giv mig de trætte og den arme flok,
de trængte masser, der vil være fri,

de, der blev jaget bort med pisk og stok
de sultne, de der mødte nød og svig.
Kom. Her er hjerterum og husrum nok

 
***
 

Hugo von Hofmannsthal
(1874-1929)
 

Balladen om det ydre liv
 
 
 

Og børn skal vokse op med mørke øjne,
der intet ved, og snart er alle døde
og alle går ad deres egne veje.

Og alle beske frugter bliver søde
og falder tungt ved nat som døde fugle
og ligger, indtil råd har gjort dem bløde.

Og evigt suser vinden, og en smule
forstår vi kun og siger desto mere,
føler begær, mens træthed gør os hule.

Og veje løber gennem græs, og flere
går hid og did, med træer og med damme
Hvad vil de tørre trusler signalere?

Hvorfor? Og aldrig er de dog de samme,
og ligner intet, er utallig mange.
Hvad skifter gråd og latter, kys og skramme?

Hvad nytter dette os og disse klange,
når ensomheden dog på døren banker
og alle veje altid er for lange?

Hvad nytter det, når synet intet avler?
Dog siger den, der siger "aften", meget,
et ord så fuldt af sorg og vemodstanker

som honning flyder tungt af hule tavler.

****

Chidiock Tichborne
(1563-1586)
 

Skrevet aftenen før henrettelsen
 
 

Min ungdoms vår er kun en sorgens frost,
Min glædesfest har smertens bitre smag.
Min hvedehøst er kun en klinte-kost
og alt mit gode har jeg lagt mig bag.
Mit liv randt bort, ej sol der var deri.
Jeg lever nu, og livet er forbi.

Man hørte mig, men intet fik jeg sagt
Min frugt faldt ned, skønt grønt var træets løv.
Min ungdom svandt og har ej aldring bragt.
Jeg gik ad vejen, selv blev jeg til støv.
Min tråd blev klippet, før man spandt den fri.
Jeg lever nu, og livet er forbi.

Den død, jeg stræbte efter, skødet gav
Det liv, jeg ville, var et skyggespil
Jeg trådte jord, jeg vidste var min grav
og dør, skønt nyskabt, som min skaber vil.
Mit glas er fuldt, men ingen vin deri.
Jeg lever nu, og livet er forbi.

****
 

Edgar Allan Poe
(1809-1849)

Ravnen
 
 

I en midnat mørk og øde, da med øjne matte, røde
træt jeg gransked folianter om en fortids karakter,
mens jeg blunded, træt i tanken, lød der pludselig en banken
på min dør, et slag mod planken, som en gæst der ankom her.
Det er blot en gæst, der banker. Det er bare det, der sker.
Dette kun, og intet mer.

Intet mit erindring dæmper, det var i en mørk december,
hvor hver glød på arnen kæmper mod det mulm, en vinter ser.
Ivrigt længtes jeg mod morgen, og jeg søgte glemme sorgen
gennem bøger glemme sorgen, at Lenore er ej mer.
Ak, hin skønne sjældne pige, som kun himlens engle ser,
og som nu er navnløs her.

Og gardinets gyldne glitren og dets sagte silkesitren
fyldte mig med rædselstanker, som hos den der genfærd ser.
For med angsten ret at tumle måtte jeg bestandig mumle:
Bort med tankerne, de skumle. Blot en gæst er kommet her.
Blot en nattegæst, der ganske træt og mødig kommer her.
Dette kun, og intet mer.

Snart jeg genvandt mine kræfter, gav ej mer for tøven efter,
sagde: "Herre eller frue, undskyld denne min maner.
Men jeg tror nok, at jeg blunded', da til denne dør De stunded',
ja, jeg sad vist nok og grunded', da De kom til døren her.
Jeg slog døren op og sagde: Kom dog indenfor. Jeg be'r..."
Mørke. Tomhed. Intet mer.

Dybt i mørket så jeg længe, frygtsomt dirred' hjertets strenge
Tøvende jeg drømte drømme, aldrig drømt på Jorden her.
Ingen lyd var der at spore, til at mørket gennembore.
Kun et navn, kun et "Lenore" svæved' stille som en fjer.
Det jeg hvisked', dette navn på den, jeg aldrig mere ser.
Dette kun, og intet mer.

Atter så jeg mod min stue med min sjæl i glød og lue
da den samme banken lød én gang og to og atter fler.
"Åh, men vinduet jeg glemmer. Vinden slår med skoddens tremmer.
Lad os se: Det sikkert stemmer", sagde jeg. "Jeg går og ser.
Stille, du mit arme hjerte, mens jeg roligt går og ser.
Det er vinden, intet mer."

Jeg slog skodden fra min rude, da fra natmørket derude
kom en fugl fra fordums tid, en ravn med blanke sorte fjer.
Uden lyd og uden larmen kom den roligt ind i varmen
og fløj op fra vindueskarmen værdigt som en officer,
satte sig på Pallasbusten over døren lige der
Satte sig, og intet mer.

Denne fugl så sort som mørke, som et regnskyl efter tørke
kaldte smil frem på mit åsyn ved sin alvor, sin maner.
"Skønt du har kendt bedre dage, er du sikkert ingen krage,
stolte gamle ravn, tilbage fra et nathav kom du her.
Sig mig hvilket navn du bærer, hist hvor Hades hånligt ler."
Ravnen sagde: "Aldrig mer".

Jeg blev lammet ved at høre fuglens udbrud i mit øre -
skønt det ingen mening havde, ingen sandhedskarakter.
For man må til visse mene, at kun jeg og jeg alene
har på busten af Athene, over stuedøren der
set en ravn, der ruger dystert, ravn med nattesorte fjer
og med navnet "Aldrig mer"

Men den ravn, der sad så ene hist på busten, syntes mene
disse korte ord var fuld besked og sagde ikke fler.
Intet ord den mere mæled', tavs og stille kun den dvæled',
mens jeg mumled': "Venner flygted'. Når jeg morgenlyset ser,
flyver du som håbet flyed'. Det er sikkert det, der sker."
Fuglen sagde: "Aldrig mer".

Jeg fór sammen da jeg hørte, disse ord der hjertet rørte.
Hvem mon ravnens tunge førte? "Den kan ikke sige mer",
sagde jeg. "En stakkels herre, ramt af ulykker og værre
kunne kun én sætning snerre mod de bristede succes'r,
stønned' kun i sorgfuld kvide disse ord og ikke fler,
dette: Aldrig - aldrig mer."

Denne sære ravn dog kaldte smilet frem blandt tårer salte
og jeg vendte stolen om mod denne fugl og busten der.
og sank ned på fløjlspuden, grunded' over gåden, knuden,
hvad den ravn der slog mod ruden og kom ind i stuen her,
denne dødsens dystre dræberfugl med Hades' sorte fjer
mente med sit: Aldrig mer.

Dette prøved' jeg at gætte uden noget ord at rette
til den fugl, hvis flammeblik nu brændte i mig mer og mer.
Over gåderne jeg grunded', da jeg havde hvile fundet
mod en fløjlshynde spundet ind i lys fra lampen her.
Ak, den stolens fløjlshynde, hvor i lys fra lampen her
hun skal aldrig sidde mer.

Da blev luften tung, fortættet - røgelse- og velduftmættet
som serafers hær skred frem og svang de tunge sølvkar her,
og jeg udbrød: "Gud har sendt dig. Englene mod dig har vendt sig.
Som bevis, at han har kendt mig, får jeg glemselsdrikken dér.
Lad mig drikke hin nepenthe, glemme den, jeg aldrig ser".
Ravnen sagde: "Aldrig mer".

Du, profet og satans yngel. Ja, profet, skønt fugl og slyngel,
sendt af frister eller kastet af en vidløs stormvind her,
du, forladt men aldrig kuet, på en ø af tørke truet,
i mit hjem af sorgen knuget, sig mig dette, jeg dig be'r,
Er der lægedom i Gilead for den, du for dig ser?"
Ravnen sagde: "Aldrig mer".

Du, profet og satans yngel. Ja, profet, skønt fugl og slyngel
ved den Gud, vi begge elsker, himlen over dette ler
vil min knuste sjæl du sige, om den hist i Edens rige
favne skal en hellig pige, som på Jorden er ej mer,
favne atter min Lenore, som kun engleskarer ser?"
Ravnen sagde: "Aldrig mer".

Ti, du djævel, vig tilbage, skreg jeg højt i sorg og klage
Ud i stormen skal du drage, bort hvor Hades' hersker ler.
Ej en kulsort fjer skal minde om din onde løgn herinde.
Lad mig ensomheden finde. Bort fra denne buste her.
Træk dit næb ud af mit hjerte og flyv ud ad døren dér.
Ravnen sagde: "Aldrig mer".

Ravnen sidder end og ruger dystert mellem mine stuer
på den blege Pallasbuste over døren lige her,
I dens røde øjne brænder djævelsk lys, der tanken blænder.
Lampens lys der mod den vender, kaster skyggen, så jeg ser
at min sjæl fra ravnens skygge, jeg så uheldssvanger ser
skal befries... aldrig mer!