Planter jeg et træ i dag, kommer
jeg aldrig til at sidde på en bænk i skyggen af dets krone.
De børn, jeg ser omkring mig i dag, kommer jeg aldrig til at se
som voksne. Tidshorisonten rykker nærmere; jeg kan mærke murene
rykke frem omkring mig, til de en dag klemmer mig sammen.
Uretfærdigt nok går tiden
hurtigere og hurtigere, jo ældre man bliver. Jeg nåraldrig
en tiendedel af det, jeg hver dag har lyst til at få lavet. Jeg aner
ikke, hvad det vil sige at kede sig. Mit problem er det modsatte.
Men til gengæld for den svindende
tid er min evne til at fastholde øjeblikket vokset. Jeg griber dagen
og timen, udnytter øjeblikket til fulde. Først og fremmest
er min glæde over hverdagene vokset. Som ung så jeg frem til
fester og store begivenheder. Nu trives jeg bedst i det daglige. Det er
en fordel af synes bedst om hverdagene, for der er nu engang flest af dem.
Hvis jeg står ude i haven, stopper op og ser på skyerne og
mærker solen på min krop, er jeg fuldendt lykkelig. Så
ønsker jeg mig ikke mere i denne verden. Mit eneste ønske
er, at det bliver ved, som det er nu, så længe som muligt.
Jeg har haft min andel af trusler på
livet. Jeg har overlevet to dødelige sygdomme. Tredje gang så
tar den mig og putter mig i gryden. Det ved jeg godt. Jeg håber bare,
det ikke bliver foreløbig. Jeg er ikke mæt af dage. Jeg kan
ikke affinde mig med tanken om, at jeg skal dø. Jeg kan ikke forestille
mig, hvordan det er ikke at være til, så derfor fortrænger
jeg tanken. Lader som om døden ikke findes. Den triumf skal døden
ikke have, at den sejrer over min bevidsthed. Jeg vender den ryggen. Den
kommer alligevel. Men ikke med min gode vilje.
Jeg kunne lære at leve med mange
sygdomme og handicaps. Men endnu værre end at dø forekommer
det mig at blive dement. Men måske ville jeg se anderledes på
det, hvis det virkelig skete.
Jeg drikker ikke mere eller bruger nogen
form for bevidsthedsændrende stoffer. Jeg vil gerne beholde den bevidsthed,
jeg har. Jeg gør hvad jeg kan for at slibe knivene, for at holde
ruden klar og tørre duggen af. Jeg skal ikke sløves eller
hallucineres.
Kærligheden er stadig det vigtigste
i livet for mig, og den er urokkelig forankret i én - i hende jeg
deler mit liv med. Hvis jeg i dag ser en ung, letpåklædt kvinde,
tænker jeg: "Åh herregud, fryser hun da ikke, det lille pjusk?"
Jeg er ikke styret af et kønsorgan. Jeg vil være hel, krop
og sind skal udgøre en helhed, og denne helhed er flettet sammen
med en anden helhed. Sådan skal det være, og sådan er
det.
Jeg er på vagt over den alderfascisme,
jeg møder omkring mig. Jeg synes, det er tegn på dumhed at
mene, at enhver, der er blevet ældre, også er blevet dummere.
Jeg synes ikke, jeg er dummere. Nogle kognitive færdigheder er svækket.
Jeg er ikke så hurtig til at lære et nyt sprog som før.
Gloserne sidder ikke fast med det samme. Men jeg er blevet bedre til at
bruge det, jeg har. Jeg er bedre til at kombinere og associere end tidligere.
Jeg skriver bedre, end jeg gjorde før. Først nu har jeg alle
livets aldre i mig. De ligger som babusjka-dukker inde i hinanden. Jeg
kan tage dem frem; jeg kan være halvtreds år eller tyve eller
fem. Jeg kan skrive mig ind i alle tiderne.
Kroppen er blevet ældre. Det første
tegn på en synssvækkelse, der ikke kunne afhjælpes med
briller, så jeg, da vi var i Kina for tyve år siden, og jeg
købte en kinesisk-engelsk lommeordbog. Tegnene var meget små.
Nogle af dem er sammensat af mere end tredive penselstrøg, og jeg
kunne ikke længere se stregerne uden lup. Jeg kan vel heller ikke
løbe så hurtigt og så længe, som jeg kunne engang.
Jeg kan ikke danse kosakdans, som jeg kunne, da jeg var tyve, men det er
nu også sjældent, jeg har brug for det.
Jeg har ikke så meget tålmodighed
med indholdsløs snak, og jeg får ikke meget ud af store sammenkomster.
Men jeg holder meget af at være sammen med mennesker, jeg kender
godt. Jeg har det bedst, når vi ikke er flere, end at vi kan sidde
om et bord. Så snakker vi, som vi altid har gjort det, og jeg får
mere ud af det, end jeg gjorde før, fordi jeg ikke skal halse videre
til noget andet med det samme.
Alt i alt synes jeg, der er fordele ved
enhver alder. Jeg har haft det godt med min alder livet igennem, og det
har jeg stadig. Jeg glæder mig over de gode ting, der er ved at blive
ældre - ved at have mere erfaring og indsigt end tidligere. Jeg kunne
godt fortsætte med det liv tusinde år endnu. Men sådan
er det ikke. Jeg har kun kort tid. Så lad mig da bruge den tid, der
er.
(Facebook 16.7 2014)