En barsk humoristisk fantasi over livet i det tropiske, atomforbrændte København... Et spændende spil med tidsmaskinens muligheder og farer. En pessimistisk vurdering af chancen for, at menneskeheden kan blive klogere. Og en spids satire over Danmark i dag. En fortælling der sætter gnister gang på gang og lader læser-hjernen op til en masse videre-arbejde.

Lars Borberg - Aalborg Stiftstidende
 
 

Petersens fantasi blomstrer fint i fremtiden

Anders Bodelsen - Politiken
 
 

Det er en dyster beretning. Men for fanden, hvor er den god. Takket være Arne Herløvs muntre og satiriske måde at berette på

Herman Oschlak - Land og Folk
 
 

Arne Herløv Petersen slår alle hidtidge rekorder i grotesk indledning, selv i denne genre. Og den groteske indledning følges op i handlingen... Jovist, Herløv Petersen kan sin metier.

Tage Eskestad - Flensborg Avis
 
 

Velskrevet, ret let læst og spændende science fiction-roman

Jytte Kjær Schou - lektørudtalelse
 
 

Kia var en ganske almindelig dansk pige på femten år. Hun havde født to børn og ædt dem begge to. Hun anede ikke, hvem fædrene var. Hun var lyshåret, hvis man ellers kan bruge det ord om en pige med et grønt hårlag på nogle millimeter. Hendes hår mindede mest om mug, men lyst var det da. Hun var meget solbrændt. Jordens ozonlag var sprængt i stumper og stykker, og den ultraviolette stråling gik lige gennem de tykke støvskyer, der endnu kredsede om Jorden. Derfor var hun brændt blåbrun af solen. Hun havde fået hudkræft, som næsten alle andre mennesker. På hendes ene lår var der et stort dybt sår på størrelse med en hånd. Hun tænkte ikke så meget på det. Nogle mennesker døde af hudkræft. Andre levede længe nok til at dø af noget andet. Der var alligevel ikke noget, man kunne gøre ved det.

Kia var en sød og munter pige, og hun var meget populær i hjorden. Hun blev voldtaget ustandselig, men der var ikke nogen der havde ædt hende endnu. Hun åd heller ikke selv de andre fra hjorden. Kun små børn, som de alligevel ikke rigtig kendte. Hun syntes, det var forkert at æde gode venner - med mindre man var meget meget sulten. Derimod havde hun selvfølgelig ikke spor mod at æde folk fra andre hjorde, og hun skulle nok passe på, de ikke fik hende i stedet

for.

Kia var meget modebevidst. Hun anede ikke, hvad tøj var. men hun stak knogler i næsen, og hvis hun fandt en sommerfuglevinge, rev hun hul i den og stak hovedet gennem, så den hang som en slags poncho, indtil den blev revet i stykker igen og faldt af. Sommerfuglene var blevet større efter krigen.
 
 

Kia var sulten. Det var hun næsten altid. Hjorden var ved at bane sig vej mellem kaprifolierne, der slyngede sig tæt om æbletræer og bananpalmer.
 
 

Deres høvding hed Erhard. Han gik forrest og hakkede vej gennem kaprifolierne med en tilsleben kofanger. Om halsen havde han en kæde af møtrikker. Både kæden og kofangeren stammede fra et gravfund: en meget velbevaret bil, de havde fundet i en tørvemose.
 
 

Erhard lignede nærmest en kæmpebavian. Han havde en blårød bagdel, som han måtte have arvet fra en af mutanterne. Han havde gråbrune hårtjavser over hele kroppen. Han var enormt fed og meget stærk. Hvis der var nogen, der gjorde noget, han ikke brød sig om, blev de ædt. Det var derfor, Erhard var høvding. Og så fordi han havde de længste tænder og den højeste stemme. Erhard sagde, han nedstammede fra ilden. Det måtte jo passe, når han sagde det.
 
 

Erhard var den eneste, der kunne tænde det hellige bål for at holde natten tilbage. Bålet skulle tændes i toppen af det hellige hule bjerg. Natten blev længere og længere for hver dag, der gik. Hvis det blev ved på den måde, ville mørket til sidst helt sluge lyset, og så kunne de ikke mere se, hvor de gik. Han vidste, præcis hvornår bålet skulle tændes. Han sagde, han kunne se det på stjernerne, men ingen andre vidste, hvordan han bar sig ad med det.
 
 

Det hule bjerg var hjordens største helligdom. Det stod i en mangroveskov ude ved vandet. Rundt omkring det var der glaserede hule sten, men bjerget var sluppet underlig uskadt gennem den store ild, der havde fået alle de andre hule bjerge til at smelte helt sammen. Selvfølgelig havde det hule bjerg også mærket den store sols varme. Det lignede en kæmpestor drypsten. Dets strittende form viste, at det måtte være gudernes store frugtbarhedssymbol. Det hule bjerg havde et gammelt og underligt navn, som ingen kunne forklare nærmere. Det hed Rundetårn.
 
 

Alle dagene var lige varme. Støvbæltet rundt om Jorden gav en drivhusvirkning, så klimaet i Danmark var tropisk. Men mørket var farligt. Om dagen kunne hjorden holde sammen og slå de fleste angribere på flugt. Men om natten kunne alle de farlige dyr plukke de yderste af hjorden og forsvinde med dem. Hvis natten skulle lukke sig helt om dagen, ville de dø. Det var godt, de havde Erhard.
 
 

Kia sjoskede afsted sammen med de andre ad den sti, Erhard banede. Hun kiggede ned på sine brede fødder, der var skorpede af skidt. Hun havde ikke fået ret mange bananer. De andre havde været hurtigere. Hun håbede, hun snart kunne finde noget at spise.
 
 

Inde i det tætte vildnis af kaprifolier til højre kunne hun se noget hvidt bevæge sig. Hun holdt ansigtet lige frem og så i smug ud til siden. Jo, den var god nok. Det måtte være en fluelarve. Fluelarverne var på størrelse med en arm. De var meget lækre, og de var nemme at slå ihjel, for de havde ikke rigtig noget at forsvare sig med. Man skulle bare passe på, der ikke var rovdyr, der var ude efter dem, for så kunne man selv ryge med som dessert.
 
 

Kia gik lidt langsommere, så hun kom længere og længere bagud i hjorden.
 
 

- Har du ondt i fødderne? Kan du ikke følge med. Kia? spurgte en ung fyr, der hed Morten.
 
 

- Jo, jeg tager den bare med ro. Hun stoppede helt op og så på kaprifolierne.
 
 

- De kan ikke spises, sagde Morten.
 
 
 
 

- Jeg synes, de er pæne at se på.
 
 

- De eneste ting, der er pæne at se på, er dem der kan spises, sagde Morten. Han gik videre uden at bekymre sig mere om hende.
 
 

Det var et held.
 
 

Da alle de andre var sjosket forbi, ventede Kia til de var en halv snes meter fremme. Der var heldigvis ikke nogen af dem, der vendte sig om. Kia dukkede og krøb ind mellem kaprifolierne til højre for at fange den labre larve.
 
 

Inde mellem træerne lugtede der som mælk, der har stået ude i solen i en papkarton i fjorten dage og kommer ud i harske klumper. Der lugtede af sure sokker og svovlbrinte, af maste bløddyr og maddiker og mider, der er gået i gæring. Der lugtede af indelukkket gylle, svenske surstr?mminger, rådden kål og sivende prutter.
 
 

Kia var vant til den lugt.
 
 

Der er nogle fluer, der lægger deres æg i rådne dyr og mennesker. Dem var der ikke så mange af, som der havde været før krigen, for der var ikke så mange pattedyr og mennesker tilbage. Den slags fluer var heller ikke blevet større, for dyrene og menneskene var nærmest blevet mindre end de var før i tiden.
 
 

Men de fluer, der lægger deres æg i rådne plantedele, havde haft fine muligheder for af udvikle sig. I den fugtige drivhusvarme skød planterne op alle vegne, trådte hinanden ned, kvalte hinanden og rådnede. Skøre svampe og saftig mug bredte sig ud over jorden, og larverne slubrede i sig af den gærende vælling.
 
 

Kaprifolierne havde kvalt nogle æble- og kastanjetræer, der til sidst var væltet om. Regnen var. skyllet ned over det frønnede træ, massen af kaprifolieblade var æltet godt sammen med svampe og sur mudder, og det hele var gået i gæring. Der var dannet en sø af svagt boblende grød af samme farve og konsistens som stuvet spinat.
 
 

I udkanten af boblegrøden lå den fluelarve, hun havde fået øje på ude fra stien. Den var tres-halvfjerds centimeter lang. I den ene ende var den trind og rund, mens den spidsede til i den anden ende. Den var ledformet som en padderokke og i den brede ende havde den nogle kraftige gumletænger. Dem skulle man holde sig fra. Det var ikke rigtig til at se, hvad der var hoved på den. Den lå bare og vimrede i det svage lys, der blev filtreret ned gennem bladene.
 
 

Fluelarven havde brune striber, der hvor den var snøret ind mellem ledene. Ellers var den hvidgul.
 
 

Fluelarver kunne ikke forsvare sig, så Kia gik lige hen til den og ragede en hånd ind i kroppen på den. Det var som at plukke i skørost. Han proppede den ene håndfuld larvekød efter den anden i munden. Millioner af små stikkende insekter satte sig i såret på hendes ben, men det var der ikke noget at gøre ved. Det vigtigste var. at man fik noget at æde.
 
 

Kia tænkte ikke på, om det smagte godt eller ej. Hun tænkte kun på, at hun havde et hul i maven og det var hun ved at fylde op. Larven vred sig, mens hun gravede klumper ud af den, men hun tænkte ikke på, om det gjorde ondt på den. Hun slugte bare kødet, der var hvidligt og vådt, samtidig med at det faldt i skøre flager ligesom svampe.
 
 

Hun fik larvekødet tværet ud over hele hovedet. Man skulle være hurtig, når man spiste, for man vidste aldrig, om der kom rovbiller eller andre dyr, der kunne være farlige.
 
 

Kia så sig om til alle sider, men der var ikke andet end de små insekter, der summede i en tæt sværm over grøden af rådne planter, den store baskende fluelarve, solen og det grønne Iys mellem kaprifolierne.
 
 

Hun havde en stadig summende Iyd i ørerne og stanken i næseborene og følte sig glad og tilfreds.
 
 

Da hun havde fået proppet så meget i sig, at hun ikke kunne få mere ned, bøvsede hun langtrukkent og tørrede sig over munden med sin ene hånd. Hun gravede et par håndfulde til ud af larven og gik med dem tilbage mod stien.
 
 

Til sin bekymring så hun, solen allerede var ved at gå ned. Det var ikke godt at være alene i mørke.
 
 

Hun tænkte på, at hun alligevel skulle have sagt til Morten eller en af de andre, at der var en fluelarve ikke så langt fra stien. Der havde været rigelig mad til dem begge to. Men det lå meget dybt i hende, at man ikke var alene sammen med andre, hvis man kunne undgå det. Man vidste aldrig, hvad en anden kunne finde på. Det var alligevel sikrere at være sammen med hele flokken.
 
 

På den anden side kunne hun jo ikke have sagt til hele flokken, der var noget spiseligt, for så havde Erhard ædt sig mæt først, og så var turen kommet til de andre i rækkefølge efter, hvor stærke de var. Hun skulle have været glad, hvis hun kunne have fået lidt skind at sutte på.
 
 
 
 

Ude på stien var der knap så mørkt som inde i urskoven, men skyggerne blev længere og længere. Hun slufsede afsted og håbede bare på, flokken ikke var drejet ind i skoven. Mens hun gik åd hun de sidste håndfulde, hun havde med af larvekødet og tørrede hænderne i sit grønne karsehår.