Fredsrejsen
Aschehoug
1983
Copyright ã
1983, 1997 Arne Herløv Petersen
Fredsrejsen
som e-bog
Læs
hele bogen som PDF-fil på Scribd
Uddrag af anmeldelser
En barsk humoristisk fantasi over livet i det tropiske, atomforbrændte København... Et spændende spil med tidsmaskinens muligheder og farer. En pessimistisk vurdering af chancen for, at menneskeheden kan blive klogere. Og en spids satire over Danmark i dag. En fortælling der sætter gnister gang på gang og lader læser-hjernen op til en masse videre-arbejde.
Lars Borberg - Aalborg Stiftstidende
Petersens fantasi blomstrer fint i fremtiden
Anders Bodelsen - Politiken
Det er en dyster beretning. Men for fanden, hvor er den god. Takket være Arne Herløvs muntre og satiriske måde at berette på
Herman Oschlak - Land og Folk
Arne Herløv Petersen slår alle hidtidge rekorder i grotesk indledning, selv i denne genre. Og den groteske indledning følges op i handlingen... Jovist, Herløv Petersen kan sin metier.
Tage Eskestad - Flensborg Avis
Velskrevet, ret let læst og spændende science fiction-roman
Jytte Kjær Schou - lektørudtalelse
1
Kia var en ganske almindelig dansk pige på femten år. Hun havde født to børn og ædt dem begge to. Hun anede ikke, hvem fædrene var. Hun var lyshåret, hvis man ellers kan bruge det ord om en pige med et grønt hårlag på nogle millimeter. Hendes hår mindede mest om mug, men lyst var det da. Hun var meget solbrændt. Jordens ozonlag var sprængt i stumper og stykker, og den ultraviolette stråling gik lige gennem de tykke støvskyer, der endnu kredsede om Jorden. Derfor var hun brændt blåbrun af solen. Hun havde fået hudkræft, som næsten alle andre mennesker. På hendes ene lår var der et stort dybt sår på størrelse med en hånd. Hun tænkte ikke så meget på det. Nogle mennesker døde af hudkræft. Andre levede længe nok til at dø af noget andet. Der var alligevel ikke noget, man kunne gøre ved det.
Kia var en sød og munter pige, og hun var meget populær i hjorden. Hun blev voldtaget ustandselig, men der var ikke nogen der havde ædt hende endnu. Hun åd heller ikke selv de andre fra hjorden. Kun små børn, som de alligevel ikke rigtig kendte. Hun syntes, det var forkert at æde gode venner - med mindre man var meget meget sulten. Derimod havde hun selvfølgelig ikke spor mod at æde folk fra andre hjorde, og hun skulle nok passe på, de ikke fik hende i stedet
for.
Kia var meget modebevidst. Hun anede ikke, hvad tøj
var. men hun stak knogler i næsen, og hvis hun fandt en sommerfuglevinge,
rev hun hul i den og stak hovedet gennem, så den hang som en slags
poncho, indtil den blev revet i stykker igen og faldt af. Sommerfuglene
var blevet større efter krigen.
Kia var sulten. Det var hun næsten altid. Hjorden
var ved at bane sig vej mellem kaprifolierne, der slyngede sig tæt
om æbletræer og bananpalmer.
Deres høvding hed Erhard. Han gik forrest
og hakkede vej gennem kaprifolierne med en tilsleben kofanger. Om halsen
havde han en kæde af møtrikker. Både kæden og
kofangeren stammede fra et gravfund: en meget velbevaret bil, de havde
fundet i en tørvemose.
Erhard lignede nærmest en kæmpebavian.
Han havde en blårød bagdel, som han måtte have arvet
fra en af mutanterne. Han havde gråbrune hårtjavser over hele
kroppen. Han var enormt fed og meget stærk. Hvis der var nogen, der
gjorde noget, han ikke brød sig om, blev de ædt. Det var derfor,
Erhard var høvding. Og så fordi han havde de længste
tænder og den højeste stemme. Erhard sagde, han nedstammede
fra ilden. Det måtte jo passe, når han sagde det.
Erhard var den eneste, der kunne tænde det
hellige bål for at holde natten tilbage. Bålet skulle tændes
i toppen af det hellige hule bjerg. Natten blev længere og længere
for hver dag, der gik. Hvis det blev ved på den måde, ville
mørket til sidst helt sluge lyset, og så kunne de ikke mere
se, hvor de gik. Han vidste, præcis hvornår bålet skulle
tændes. Han sagde, han kunne se det på stjernerne, men ingen
andre vidste, hvordan han bar sig ad med det.
Det hule bjerg var hjordens største helligdom.
Det stod i en mangroveskov ude ved vandet. Rundt omkring det var der glaserede
hule sten, men bjerget var sluppet underlig uskadt gennem den store ild,
der havde fået alle de andre hule bjerge til at smelte helt sammen.
Selvfølgelig havde det hule bjerg også mærket den store
sols varme. Det lignede en kæmpestor drypsten. Dets strittende form
viste, at det måtte være gudernes store frugtbarhedssymbol.
Det hule bjerg havde et gammelt og underligt navn, som ingen kunne forklare
nærmere. Det hed Rundetårn.
Alle dagene var lige varme. Støvbæltet
rundt om Jorden gav en drivhusvirkning, så klimaet i Danmark var
tropisk. Men mørket var farligt. Om dagen kunne hjorden holde sammen
og slå de fleste angribere på flugt. Men om natten kunne alle
de farlige dyr plukke de yderste af hjorden og forsvinde med dem. Hvis
natten skulle lukke sig helt om dagen, ville de dø. Det var godt,
de havde Erhard.
Kia sjoskede afsted sammen med de andre ad den sti,
Erhard banede. Hun kiggede ned på sine brede fødder, der var
skorpede af skidt. Hun havde ikke fået ret mange bananer. De andre
havde været hurtigere. Hun håbede, hun snart kunne finde noget
at spise.
Inde i det tætte vildnis af kaprifolier til
højre kunne hun se noget hvidt bevæge sig. Hun holdt ansigtet
lige frem og så i smug ud til siden. Jo, den var god nok. Det måtte
være en fluelarve. Fluelarverne var på størrelse med
en arm. De var meget lækre, og de var nemme at slå ihjel, for
de havde ikke rigtig noget at forsvare sig med. Man skulle bare passe på,
der ikke var rovdyr, der var ude efter dem, for så kunne man selv
ryge med som dessert.
Kia gik lidt langsommere, så hun kom længere
og længere bagud i hjorden.
- Har du ondt i fødderne? Kan du ikke følge
med. Kia? spurgte en ung fyr, der hed Morten.
- Jo, jeg tager den bare med ro. Hun stoppede helt
op og så på kaprifolierne.
- De kan ikke spises, sagde Morten.
- Jeg synes, de er pæne at se på.
- De eneste ting, der er pæne at se på,
er dem der kan spises, sagde Morten. Han gik videre uden at bekymre sig
mere om hende.
Det var et held.
Da alle de andre var sjosket forbi, ventede Kia til
de var en halv snes meter fremme. Der var heldigvis ikke nogen af dem,
der vendte sig om. Kia dukkede og krøb ind mellem kaprifolierne
til højre for at fange den labre larve.
2
Inde mellem træerne lugtede der som mælk,
der har stået ude i solen i en papkarton i fjorten dage og kommer
ud i harske klumper. Der lugtede af sure sokker og svovlbrinte, af maste
bløddyr og maddiker og mider, der er gået i gæring.
Der lugtede af indelukkket gylle, svenske surstr?mminger, rådden
kål og sivende prutter.
Kia var vant til den lugt.
Der er nogle fluer, der lægger deres æg
i rådne dyr og mennesker. Dem var der ikke så mange af, som
der havde været før krigen, for der var ikke så mange
pattedyr og mennesker tilbage. Den slags fluer var heller ikke blevet større,
for dyrene og menneskene var nærmest blevet mindre end de var før
i tiden.
Men de fluer, der lægger deres æg i rådne
plantedele, havde haft fine muligheder for af udvikle sig. I den fugtige
drivhusvarme skød planterne op alle vegne, trådte hinanden
ned, kvalte hinanden og rådnede. Skøre svampe og saftig mug
bredte sig ud over jorden, og larverne slubrede i sig af den gærende
vælling.
Kaprifolierne havde kvalt nogle æble- og kastanjetræer,
der til sidst var væltet om. Regnen var. skyllet ned over det frønnede
træ, massen af kaprifolieblade var æltet godt sammen med svampe
og sur mudder, og det hele var gået i gæring. Der var dannet
en sø af svagt boblende grød af samme farve og konsistens
som stuvet spinat.
I udkanten af boblegrøden lå den fluelarve,
hun havde fået øje på ude fra stien. Den var tres-halvfjerds
centimeter lang. I den ene ende var den trind og rund, mens den spidsede
til i den anden ende. Den var ledformet som en padderokke og i den brede
ende havde den nogle kraftige gumletænger. Dem skulle man holde sig
fra. Det var ikke rigtig til at se, hvad der var hoved på den. Den
lå bare og vimrede i det svage lys, der blev filtreret ned gennem
bladene.
Fluelarven havde brune striber, der hvor den var
snøret ind mellem ledene. Ellers var den hvidgul.
Fluelarver kunne ikke forsvare sig, så Kia
gik lige hen til den og ragede en hånd ind i kroppen på den.
Det var som at plukke i skørost. Han proppede den ene håndfuld
larvekød efter den anden i munden. Millioner af små stikkende
insekter satte sig i såret på hendes ben, men det var der ikke
noget at gøre ved. Det vigtigste var. at man fik noget at æde.
Kia tænkte ikke på, om det smagte godt
eller ej. Hun tænkte kun på, at hun havde et hul i maven og
det var hun ved at fylde op. Larven vred sig, mens hun gravede klumper
ud af den, men hun tænkte ikke på, om det gjorde ondt på
den. Hun slugte bare kødet, der var hvidligt og vådt, samtidig
med at det faldt i skøre flager ligesom svampe.
Hun fik larvekødet tværet ud over hele
hovedet. Man skulle være hurtig, når man spiste, for man vidste
aldrig, om der kom rovbiller eller andre dyr, der kunne være farlige.
Kia så sig om til alle sider, men der var ikke
andet end de små insekter, der summede i en tæt sværm
over grøden af rådne planter, den store baskende fluelarve,
solen og det grønne Iys mellem kaprifolierne.
Hun havde en stadig summende Iyd i ørerne
og stanken i næseborene og følte sig glad og tilfreds.
Da hun havde fået proppet så meget i
sig, at hun ikke kunne få mere ned, bøvsede hun langtrukkent
og tørrede sig over munden med sin ene hånd. Hun gravede et
par håndfulde til ud af larven og gik med dem tilbage mod stien.
Til sin bekymring så hun, solen allerede var
ved at gå ned. Det var ikke godt at være alene i mørke.
Hun tænkte på, at hun alligevel skulle
have sagt til Morten eller en af de andre, at der var en fluelarve ikke
så langt fra stien. Der havde været rigelig mad til dem begge
to. Men det lå meget dybt i hende, at man ikke var alene sammen med
andre, hvis man kunne undgå det. Man vidste aldrig, hvad en anden
kunne finde på. Det var alligevel sikrere at være sammen med
hele flokken.
På den anden side kunne hun jo ikke have sagt
til hele flokken, der var noget spiseligt, for så havde Erhard ædt
sig mæt først, og så var turen kommet til de andre i
rækkefølge efter, hvor stærke de var. Hun skulle have
været glad, hvis hun kunne have fået lidt skind at sutte på.
Ude på stien var der knap så mørkt som inde i urskoven, men skyggerne blev længere og længere. Hun slufsede afsted og håbede bare på, flokken ikke var drejet ind i skoven. Mens hun gik åd hun de sidste håndfulde, hun havde med af larvekødet og tørrede hænderne i sit grønne karsehår.