Korsør Tvangsarbejds- og Forsørgelsesanstalt
Trist og regnfuld var Luften, da jeg rullede
ind paa Korsør Banegaard. Trist, mørk og tilrøget
laa denne Højres Blomst af en By for mig, mens jeg sjappede gennem
dens opblødte Veje. Det var som Rammen gjorde sig Umage for at ligne
det Billede af menneskelig Elendighed, den indesluttede.
Oppe paa en Banken i en Udkant af
Byen, Nabo til Kirkegaarden, ligger den berygtede Anstalt. Det venlige
Indtryk, man kunde faa af dens pyntelige Forhave og landlige Inspektørbolig,
jages paa Flugt af de grinende Jernstænger i alle Vinduer. Og faar
man Kig paa Bagsiden af den idylliske Plet: de høje Plankeværker,
rigeligt besatte med fingerlange Jernpigge, den snavsede, fængselsaggtige
Bolig for en Slump af Samfundets ulykkelige Individer - saa faar man snarere
Lyst til at vende om end til at gaa inden for.
Jeg blev modtaget af Anstaltens
Inspektør, der paa min Anmodning om at faa Lokaliteterne at se,
erklærede sig villig til at vise mig om.
Saa snart jeg satte Foden paa den
nøgne, øde, grusbe¬lagte Gaardsplads, og kastede et Blik
ind gennem den aabne Dør til det forfaldne, i høj grad uhyggelige
Baghus, blev jeg mindet om vort eget gamle Stokhus, det forhenværende
Hjemsted for det forhenværende kongelige danske Slaveri. Her som
der er der brøstfældige Mure, afslidte Gulve, snavsede Vægge,
fuldt op af Støv og Smuds, af daarlig, forpestet Luft fra hengemte
Madrester, gamle Klæder, muggent Tovværk og alskens menneskelige
Uddunstninger, der hænger som en Sky over disse uhyggelige, trøstesløse
Rum. Jeg har set Horsens Tugthus og Vridsløselille, men de har ikke
paa langt nær gjort et saa tyngende Indtryk.
Klokken var tolv. Anstaltens Klokke
havde lige ringet til Middag, og klumpet sammen i det ene Hjørne
af Forsalen eller Trappegangen stod noget over et Par Snese Mennesker og
ventede paa deres Mad. De rev Hatte og Huer af som paa Kommando, da vi
traadte ind. Tavse som Statuer, krogede og bøjede, stod de mens
vi gik forbi. Ikke et venligt Ord lød der fra nogen Mund, heller
ikke fra hans, der her ene havde Ret til at sige det. Mit: God Dag! var
som en fremmed vildsom Fugl sluppen fra Lyset ind til Mørket. Man
bliver ikke let om Hjærtet af sligt.
Saa kom et par Opsynskarle med Maden:
en Pot Vand¬grød og et Stykke haardt stegt Flæsk paa en
lille Bliktallerken, der vel en Gang havde været fortinnet eller
sligt. I en kort, befalende Tone raabtes Numer efter Numer op, og Mand
efter Mand forsvandt med det lukulliske Maaltid ind i Spisesalonen.
Vi andre gik op ad Trappen for at
se paa Soveværelserne. Det, som her mest forbavsede mig, var ikke
de korte, uappetit¬lige Senge eller de skidne Lagner, men at man fik
Lov til at stuve saa mange Mennesker sammen i et saa lille Rum. I et Værelse,
i Størrelse svarende omtrent til en almindelig Stue, var her pakket
en 13-14 Senge klos op af hverandre. Den, som skulde sove i en af de inderste,
kunde kun komme derhen ved at kravle over de andre. Desuden var der lavt
til Loftet, og Luften maa om Natten være forfærdelig. At den
er det, leverede Inspektøren mig Bevis for, idet han fortalte mig,
at det var en af de Ting, det kneb mest med for dem, at gøre Luften
udholdelig for Lemmerne om Natten.
Det var med et befriende Aandedrag
jeg, efter et Kig indenfor i Afdelingen for Kvinder, atter gik ind paa
Inspektørens Kontor for at tale lidt nærmere med ham om Sagerne.
Korsør Tvangsarbejds- og
Forsørgelsesanstalt har Plads til ca. 100 Lemmer, og alle Pladser
er bestandig besatte. Det er ikke alene Byens egne Fattige og Tvangsfanger,
man lægger ind her, men rundt om fra hele Landets Kommuner tager
man for en daglig Betaling af 50 Øre alle dem, man kan rumme, og
saa afvises der endda over hundrede om Aaret af Mangel paa Plads.
Det som først og fremmest
ved disse Anstalters Indret¬ning oprører et nogenlunde normalt
konstrueret Menneske, er, at man paa dem for Betaling indlægger Individer,
hørende til Samfundets Udskud, sammen med hæderlige og i enhver
Henseende agtværdige Borgere og Arbejdere, der ikke har anden Forbrydelse
paa sig, end den, at de er fattige, og ikke har gjort Samfundet anden Uret
end den, at de har slidt og slæbt for det saalænge de har kunnet
og nu til Løn modtager den Alderdomsforsørgelse, at slaas
i Hartkorn sammen med Folk, der har tilbragt Halvdelen af deres Liv i Tugthuset.
Det lyder utroligt, men det er sandt!
En Mand, der hele sit Liv har kæmpet
for at være et nyttigt, virksomt Medlem af Samfundet, kan virkelig
risikere, naar han bliver gammel og udslidt, naar Sygdom har gjort ham
uskikket til Arbejde eller uforskyldte Ulykker har ramt ham, da at blive
spærret inde i en saadan Anstalt sammen med en Bande Forbrydere.
Han kan faa en Mordbrænder til Sovekammerat, blive tvungen til at
holde sine Maaltider Side om Side med en forhærdet Tyv og blive sendt
Byen rundt paa Arbejde sammen med Kammerater, han tidligere vilde have
skyet som Pesten.
Det er én Side af vor Tids
humane Alderdomsforsørgelse!
Og hvorfor gør man sig skyldig
i denne Uret mod sin forsvarsløse Næste? Hvorfor! Jo Grunden
er simpel. Den samme, hvorfor han har maattet bøje sig hele Livet
igennem, siden han ikke er kommen videre end han er. Den, at de mange maa
arbejde for at fede de faa. - For at tjene Penge! For at faa ham saa billigt
forsørget som muligt!
Jeg skal aldrig glemme den selvfølende
Stolthed, hvormed Inspektøren ved Korsør Anstalten viste
mig Regn¬skaberne og gjorde mig opmærksom paa, hvorledes Indtægten
og Overskudet var steget, næsten fordoblet i de ca. 5 Aar, han havde
bestyret Anstalten. Da den foregaaende Inspektør forlod den, var
det aarlige Overskud ca. 4000 Kr., men den nuværende havde drevet
det op til over 7000 Kr. Jeg spurgte, hvori det laa.
"I en fuldstændigere Udbytning
af Arbejdskraften," svarede han. "De maa slide, arbejde meget haardt, navnlig
ved Jordarbejde. Vi driver et større Handelsgartneri og desuden
lejer vi Folkene ud til Markarbejde og Havearbejde for 50 Øre om
Dagen. Korsør har et meget stort Jordtilliggende, og der er mange
her, som driver et betydeligt Avlsbrug. Herved maa de under en Opsynsmands
Bevogtning kulegrave, køre Jord, slaa Sten og andet strængt
Arbejde, der er det eneste den Slags Fyre har Respekt for."
Det gælder altsaa om at pine
saa megen Nytte, saa stor en Indtægt ud som muligt. At den dygtige,
ihærdige, energiske Inspektør - jeg hørte ham i Byen
betegne saaledes - har kunnet bringe Overskudet til at stige fra fire til
syv Tusinde Kroner om Aaret, har kun gjort ham skattet og yndet hos hans
høje Foresatte, Byens Matadorer, for hvem de 7000 Kr. fra Fattiganstalten
er en saare kærkommen Forøgelse af deres jordiske Mammon.
Hvad gør saa det, at man
kalder det inhumant! At deres fattige, men hæderlige Borgere maa
blande Sved og døje Sult sammen med al Slags Pak, skrabet sammen
fra hele Landet. Man har jo de syv Tusinde i klingende Guld og Sølv!
Og hvor det forværrer Behandlingen.
Ingen er vel saa dum at tro, at
Tvangsfangerne har det bedre, fordi der er Fattiglemmer puttet ind imellem
dem. De fleste kan vel forstaa, at Fattiglemmerne netop faar det umenneskeligt
strængt, fordi man hensynsløst har blandet dem mellem det
man kalder Pakket, og kæmmer alle over en Kam.
Umenneskeligt!
Ja, Behandlingen paa Korsør
Tvangsarbjedsanstalt er umenneskelig. Den er kendt og berygtet Landet over.
Jeg har ikke hørt én,
men mange sige, at Folk har det langt værre der, end i selve Tugthuset,
og det er dog vist lidt af den omvendte Verden. Jeg tillod mig at gøre
en lille Hentydning dertil overfor Inspektøren, og denne fuldkomne
Embedsmand svarede mig med den største Frejdighed, at i Tugthuset
havde de det ogsaa altfor godt. Der kom Folk til Korsør Anstalt
lige fra Tugthuset, hvor de havde siddet i flere Aar, og de medbragte undertiden
indtil 100 Kr., som de havde fortjent ved Overarbejde, men saa gale var
de dog ikke i Korsør, at de forfaldt til slig ufornuftig Overdaadighed.
Først maa de altsaa arbejde
meget haardt. Saa haardt, at Inspektøren gentagne Gange sagde, at
det var den eneste Anstalt i Landet, hvor de virkelig maatte arbejde. Andre
Steder forstod man slet ikke at holde dem til Ilden, men derfor var der
heller ingen Anstalt, der betalte sig saa godt som Korsørs. Dernæst
faar de en saa elendig Føde, at enhver nogenlunde ordenlig behandlet
Hund har det bedre. Jeg har spurgt en Læge, som kender Anstalten
ud og ind, om hans Mening, og han har i de stærkeste Udtryk fordømt
den mangelfulde Ernæring, man byder disse Mennesker, og paa det bestemteste
erklæret, at den, fraset dens slette Beskaffenhed, er aldeles utilstrækkelig,
naar man tager Hensyn til det Mininum af Næringsstof, et Menneske
behøver.
De faar aldrig Smør, aldrig
Fedt paa deres Brød. De faar hver Dag nogle Kiler tørt Rugbrød,
saa tykke, at jeg ikke be¬griber, de kan gabe over dem. Jeg kunde det
ikke. Dertil faar de om Morgenen en Pægl sammenblandet Te og Mælk.
Om Midda¬gen faar de en Pot Søbemad med en Knalling Sul til,
som de fleste gæmmer til Frokost og Aften for at faa Rugbrødsklumperne
til at glide ned. Det jeg saa, var et lille Stykke Flæsk, saa tørt,
at det knasede, og saa stort, at jeg kunde have fortæret det i én
Mundfuld.
Jeg kom op ad en Trappe til første
Sal. Paa selve Trappegangen stod der en Rulle, en stor firkantet Kasse
fyldt med Sten, og i en Krog mellem den og Muren sad der en Mand paa en
Bænk og spiste. Det var en stærk graasprængt, men ellers
ret kraftig bygget Skikkelse med et forstandig tiltalende Ansigt. Han havde
en af disse tommetykke Rugbrødsskiver i Haanden og brækkede
med Fingrene det løs, han stak i Munden. Straks saa han ikke, det
var en Fremmed, som kom op ad Trappen, men næppe havde han opdaget
det, før han drejede sig halvt om mod Væggen og skjulte Klumpen,
han gumlede paa. Det var mig paafaldende, og jeg gik ligesom tilfældig
tæt forbi ham, men nu fik jeg et Blik saa forknyt, saa skamfuldt
og bedende, at jeg hurtigt vendte mig om for ikke ved min Nysgærrighed
at saare den, der saa dybt følte Skammen ved at stille sin Elendighed
til Skue.
Min Ledsager havde aabenbart intet
mærket og, uden at røbe min Interesse, spurgte jeg ham, da
vi gik ned, om det var en af de Slemme dér sad. Nej, det var det
ikke, og jeg følte mig straks overbevist om, at den Mand kun havde
en Forbrydelse paa sin Samvittighed: Fattigdom.
Saaledes er altsaa Føden:
slet og utilstrækkelig, værre end i Tugthuset. Og paa den Kost
forlanges der, at en Mand skal kunde arbejde og arbejde haardt, eller med
deres eget Udsagn, fra Morgen til Aften!
Det var Kosten og Arbejdet. Men
der følger et Tillæg med, et gratis Tillæg, som ikke
uddeles i saa knappe Portioner som Maden. Det hedder Prygl.
Man prygler rigeligt paa Korsør
Arbejdsanstalt. Den Mand, der staar i Spidsen for den Gren af Virksomheden,
er Borgmesteren. For Tiden hedder han Sylow, før hed han Rump. To
Navne, der ikke er ukendte i vort Fædreland, jeg kunde fristes til
at sige: de er berømte.
Hr. Rump har i adskillige Aar været
en god gammel Ven af Anstalten. Nu er han draget bort til federe Egne.
Han er bleven Amtmand i Hjørring. Og saa er han Landsthingsmand.
Den forrige Inspektør kunde
Hr. Rump ikke lide, har jeg hørt, ja jeg véd det sikkert.
Han var ikke energisk nok. Han drev det jo kun til 4000 Kr. om Aaret. Han
var ikke stræng nok overfor Lemmerne. Tog dem først og fremmest
med det gode. Talte til dem som til Mennesker og vilde gærne behandle
dem som Mennesker. Det var jo aabenbart, at Manden ikke egnede sig til
Bestyrer af en Tvangsarbejdsantalt og derfor blev der vel ogsaa sagt ham,
at han skulde søge sin Afsked.
Den Mand havde blandt andre Egenskaber
ogsaa den uheldige, at han ikke kunde lide Prygl, hverken paa sin egen
Ryg eller andres. Om det var derfor eller af andre Grunde, at Hr. Rump
saa ofte overværede Uddelingen af Rotting paa Anstalten, véd
jeg ikke, men Faktum er, at han ofte gjorde sig den Fornøjelse.
Og en Fornøjelse var det ham. Det var vitterlig for Enhver, at Borgermesteren
var i udmærket Humør hver gang han, som Retfærdighedens
Haandhæver, dikterede en eller anden Stymper en Dragt Klø,
og havde en Nydelse, at se Dommen eksekveret paa staaende Fod. Tøjet
af lige til den bare Skjorte, et Par Mand til at holde Fyren og stramme
Ryggen og saa slog man løs saa godt som paa den bare Krop af Hjærtens
Lyst. Det var nu endda kun den officielle Uddeling af Prygl. Den gik dog
efter en Art "Lov og Dom", var det end saa sin Sag hermed, men saa havde
man ogsaa en mere privat Afbankning, der henhørte til en endnu hurtigere
Retsforfølgning.
Hr. Rump opfordrede nemlig ofte
Opsynspersonalet til, nar en af Lemmerne gjorde Vrøvl eller der
paa anden Maade var noget i Vejen, bare at give ham en god Dragt Prygl,
naar de havde Fyren under fire Øjne!
Den Slags demoraliserende Ordrer
fra den øverste stedlige Myndighed har selvfølgelig ikke
undladt at sætte dybe Spor hos det underordnede Opsynspersonale.
Og Følgen er bleven en raa og i høj Grad uforsvarlig Behandling
af Lemmerne ved enhver Lejlighed. En anset bosiddende Mand i Korsør,
en Mand i en Livsstilling, der bliver regnet for en af de smukkeste i Samfundet,
fortalte mig i den Anledning en lille oplysende Historie. Han gik en Vinterdag
tilligemed sin Hustru, en Ven, der er Købmand, og dennes Hustru
en Tur uden om Byen. Paa en Vej bag Skoven traf de paa en Betjent og en
Karl fra Anstalten, der lige havde anholdt en af Lemmerne, som samme Dag
havde absenteret sig. Det var aldeles oprørende, fortalte han, som
disse to Lovens Mænd hamrede løs paa den ulykkelige Desertør
med deres Stokke. Saa umenneskeligt var det, at de alle fire fandt sig
beføjede til at give deres Harme og Indignation Luft. Naturligvis
uden Resultat. Den samme Mand fortalte mig om en Karl, der nu tjente som
Kusk i Korsør, at han ikke kunde udholde at blive paa Anstalten
som Opsynsmand, fordi han ikke kunde være haard nok mod Lemmerne
og ikke var i Stand til at opfylde Ordren: Prygl ved det mindste Ord de
mukker eller svarer igen.
Hvilket uhyre Rum for Vilkaarlighed,
Raahed og Forfølgelseslystd en Slags Tilstand giver, kan et Barn
forstaa.
Naturligvis er der paa en saadan
Anstalt en del uheldige Elementer. Man trommer dem jo netop sammen fra
alle Landets Egne. Men hvis man i Korsør tror, at Vejen til Forbedring
gaar gennem Prygl og Sult, Raahed og Vilkaarlighed, saa tager man storligen
Fejl. En stakkels Mand, der er kommen paa Kant med Samfundet, kan nok hjælpes
paa ret Køl igen, men ikke ved den Slags Midler, de avler kun forøget
Had og Bitterhed, Trods og - større Forbrydelser.
Livet paa Anstalten er for disse
Mennesker saa uudholdeligt, at de ofte bryder ud og begaar en eller anden
Forbrydelse, der berettiger dem til at komme i Tugt- eller Forbedringshuset,
hvor de efter deres Mening har det langt mere menneskeligt. Under Forhørene
har mange af dem ligefrem opgivet dette som udelukkende Motiv til at de
atter har betraadt Forbryderbanen.
Er der nu ikke noget fortvivlende
i, at en saadan Anstalt ligefrem befordrer Forbrydelser. I, at den overhovedet
eksisterer?
Men det har heller aldrig været
Meningen med disse Anstalter, at man vilde udrette noget godt, at man vilde
hjælpe eller forbedre. Nej, det hele er en ren og skær Pengespekulation.