En flue på væggen

    Copyright © 1991, 1993 by Arne Herløv Petersen
    Fra science fiction novellesamlingen "Håbet er grønt".
    Forlaget Klim.
    1991.
    114 s. 149.- kr.

    Læs hele bogen som PDF-fil på Scribd


    Ved ombygningen af restaurant Stortogskällaren, Stortorget 7 i Stockholm,
    fandtes en blyæske, indeholdende nedenfor aftrykte brev. En analyse af papir
    og blæk viser, at brevet stammer fra første halvdel af det sekstende
    århundrede.
     

    Jeg har feber og dysenteri. Med få minutters mellemrum må jeg løbe ned
    i gården, til det lille uhumske lokum dernede. Jeg kan ikke undgå at se
    ud på torvet. Magre svin med stride børster roder i de hovedløse lig derude
    på pladsen. Hundene trækker tarmene ud som slimede medisterpølser. Ligene
    ligger i tre dynger, gejstlige for sig, adelige for sig, borgerlige for sig.
    Hovederne ligger stablet op som kanonkugler ved siden af kroppene. Brostenene
    er fedtet ind i ofrenes blod. Det regner, som det har regnet siden den
    frygtelige dag, da de 82 blev henrettet.

    Tilbage på kammeret igen. Jeg ryster over hele kroppen og hakker

    tænder. Det er ikke kun af kulde. Men koldt og klamt er her også. Jeg ved,
    jeg dør her. Hvem skulle kunne redde mig? Hvis jeg fortæller nogen sandheden,
    bliver jeg blot brændt på bålet som troldkarld. Kroværten skuler i for-
    vejen til mig. Han kendte ikke de mønter, jeg betalte ham med, skønt de er
    ægte nok. Men han kunne da se, det var guld og sølv, så han stillede sig
    tilfreds.
    Hvor skal jeg begynde, og hvor jeg skal ende? Jeg sidder i

    Stockholm den 9. november 1520 og skriver et brev, der sikkert aldrig bliver
    læst af nogen. I hvert fald ikke nogen i min egen tid. Min egen tid. 1990.
    Men hvilket 1990? Hvad skete der med min verden, da Stina smilede til mig?
    Om igen. Stina, hvor er du henne nu? De har spærret dig inde på

    slottet. I går gravede de ligene af din mand, rigsforstanderen, og din
    spæde søn op og brændte dem på bål. Stanken af ådsel og røg nåede herop
    på kammeret. Skal jeg se dem trække dig ud ved håret? Dit dejlige hår.
    Skal du på bålet eller falde for øksen? Og hvad med dine to små drenge,
    Nils og Svante? Myrder de også børn?
    Jeg vil lægge brevet i den blyæske, jeg stjal fra slotskøkkenet.

    Måske bliver det fundet engang? Men ingen vil tro mig. Jeg kan selv ikke tro
    det, der er sket.
    Hvad skal jeg starte med? Navn, adresse, personnummer? Gud,

    hvor komisk. Så komisk, det får angsten til at flå i mit hjerte. Godt.
    Bevar roen. Altså: Anders Rönlöw. Malmgaten 1019. Göteborg PTY. Nordens
    Forenede Republikker. 130668-1119. Stud. mag. Hovedfag historie.
    Hvornår begyndte dette mareridt? Den dag jeg diskuterede

    determinisme med Korbull? Eller dengang jeg som syvårig så billedet af
    Kristina foran rådet?
    Hvis nogen skal læse dette her, må du gøre dig forståelig, Anders.

    Tag tingene i den rækkefølge, de er sket. Diskussionen med Korbull? OK, så
    begynd med den.
    Lauritz Korbull er professor i historie ved Göteborg universitet.

    I spørgetiden efter en af hans forelæsninger brugte jeg udtrykket "men hvad
    nu hvis". Det fik ham til at slå ned på mig som en høg. Inden for historien
    kan man aldrig sige "hvis sagde han. - Historien beskæftiger sig med det, der
    faktisk er sket. Og efter min personlige opfattelse sker der i øvrigt
    altid det, der må ske.
    Det, syntes jeg, var for firkantet. Og det sagde jeg også.

    Efter timen kom han ned til min pult, og vi snakkede lidt om den historiske
    determinisme.
    - Nogle gange ser det da ud, som om den historiske udvikling lige

    så godt kunne have gået i den ene retning som den anden, sagde jeg.
    - Ikke hvis man ser nærmere efter, sagde Korbull. - Der er altid

    materielle årsager til at det er gået, som det er. Der er økonomiske love
    bag de tilsyneladende frie valg, aktørerne foretager sig.
    - Altid? sagde jeg.
    - Altid, sagde Korbull.
    Gid min tunge var visnet i min mund. Men jeg ville have ret.

    Jeg kom til at tænke på mit yndlingsbillede.
    - Lad os nu tage dengang Sten Stures enke, Kristina Gyllenstierna

    som 26-årig stod over for kong Christian II og ærkebiskop Gustaf Trolle på
    Stockholms slot og påtog sig eneansvaret for mishandlingen af Trolle, sagde
    jeg. - Hvad nu hvis kongen ikke havde ladet sig bevæge af hendes talegaver?
    Hvad så med unionen?
    - Hvis fru Gyllenstierna havde været dårligere som taler, havde

    kongen sikkert kappet hovedet af hende. Men så var den potte ude, sagde
    Korbull.
    Jeg er lige kommet op fra gården igen. Jeg kan beskrive, hvad jeg

    ser ude på torvet. Men hvordan skulle jeg kunne beskrive lugten? Jeg har
    været i Calcutta engang. Men aldrig, aldrig har jeg oplevet noget som dette.
    Den latterlige samtale med Korbull. Jeg tror, jeg gengiver

    replikskiftet korrekt. Så opstyltet talte jeg faktisk. Åh ja, jeg var jo
    historiker. Herrer vi ere... Idiot var jeg.
    Jeg skulle absolut mase på med mine tåbelige teorier. Og brillere

    med hvor meget jeg vidste. Slikke professoren op og ned ad  ryggen. Kunne altid
    være gavnligt og så videre. Altså kørte jeg videre i samme rille.
    - Hvis kong Christian havde henrettet Kristina Gyldenstierna, ville

    den svenske adel have hævn. Så var det kommet til krig. Måske var unionen
    aldrig blevet til noget. I hvert fald kunne det have varet mange år, før den
    blev lappet sammen igen. Og i mellemtiden var der måske sket så meget andet.
    Hans Mikkelsens nordiske handelsselskab var måske aldrig blevet til noget,
    og så havde selskabet måske ikke anlagt kolonierne på Krydderiøerne i
    Ostindien. Og måske var det aldrig blevet til noget med Søren Norbys
    ekspedition til Grønland og Vinland.
    - Ja ja, sagde Korbull overbærende. - Bare nu din fantasi ikke

    løber helt af med dig. Så havde Søren Norby ikke grundlagt Prins Hansby i
    Mohican-Provinsen. Og så havde man stadig talt indianersprog i Vinland i
    stedet for nordisk, ikke?
    - Ja, lige netop, sagde jeg ivrigt. - Eller også var nogle andre

    kommet os i forkøbet. Måske englænderne.
    - Englænderne, sagde Korbull hovedrystende. - Englænderne har

    altid haft så travlt med skottekrigene, at de ikke har orket andet.
    Nej, Anders. De nordiske lande sluttede sig sammen, fordi de måtte

    slutte sig sammen. Englændere og skotter taler vidt forskellige sprog og
    forstår overhovedet ikke hinanden. Men danskere, nordmænd og svenskere har
    altid talt samme sprog, med visse dialektforskelle.
    - Det er ikke noget argument, sagde jeg. - Engelsk og skotsk står

    ikke nær så fjernt fra hinanden, som nordisk fra finsk og samisk og estisk,
    og vi kan da godt være i forbund med hinanden...
    Men hvorfor blive ved? Der ville ikke være sket noget, hvis jeg

    ikke var kommet i forbindelse med Projekt Mohawk. Og det gjorde jeg kun, fordi
    jeg tilfældigvis kendte Tue.
    Tilbage på kammeret igen. Dysenteri. Hvad bruger man mod det?

    Penicillin? Gid jeg vidste den slags. Måske skulle jeg prøve at spise muggent
    brød. Gud, hvor er det modbydeligt. Wc-papir er der selvfølgelig ikke noget,
    der hedder. De bruger en håndfuld græs, hvis det skal være fint. Ellers
    fingrene.
    Jeg må springe detaljerne over. Ellers bliver jeg aldrig færdig.

    Jeg kom altså i forbindelse med Projektet. Og de søgte en forsøgsperson.
    Hvorfor ikke mig?
    Åh Gud, hvorfor lige mig?
    Cylinderen lå halvvejs ude mod Andromedagalaksen. Den bestod af

    hundrede sammenpressede neutronstjerner. Forsøgspersonen skulle sendes
    derover gennem en rumforkastning. Så ville den sorte cylinders tyngdefelt
    skubbe forsøgspersonen ind i første negative von Stockum-zone, hvor tiden
    løber baglæns. Man skulle bare finde den rigtige hastighed, løbe med nogle
    omgange, ud gennem rumforkastningen og tilbage til det år, mam ønskede.
    - 1520. Stockholm, sagde jeg til Tue. - Tænk at være en flue på

    væggen, når Kristina Gyllenstierna står foran rådet og holder den mest
    berømte tale i Nordens historie.
    - En flue på væggen. Det er også præcis det, du skal være,

    sagde Tue. - Hvis du så meget som kommer til at nyse, kan du lave om på
    historien. Og så er det ikke til at sige, hvad der sker.
    Jeg troede, han overdrev. Jeg troede, det var et billedligt udtryk,

    det med at nyse...
    Jeg springer de tekniske detaljer over. De interesserer mig

    alligevel ikke. Det gik, som det skulle. Jeg stod på Stockholms slot om
    eftermiddagen den 6. november 1520.
    Jeg var køkkendreng, lidt højere og lidt ældre end de andre, men

    forhåbentlig ikke alt for afstikkende. Min dækhistorie virkede. Kokken
    accepterede uden videre, at jeg var taget med til slottet af en af de
    danske riddere, der havde fattet godhed for mig. Han smilede vist sjofelt,
    men ham om det. Jeg skulle være med til at opvarte ved festen på slottet
    næste dag. Jeg kunne stå ved væggen og se og høre Stina.
    Stina. Hvor er du nu?
    Festen på slottet var i fuld gang. De havde festet, lige siden kong

    Christian søndag den 4. gav alle de svenske adelsmænd amnesti for
    forbrydelserne mod kongen og riget. Så var der kun forbrydelserne mod Trolle
    og kirken tilbage. Og dem klarede Stina jo.
    Jeg begyndte med arbejdet tirsdag eftermiddag. Jeg gjorde det, jeg

    blev sat til og prøvede at vække så lidt opmærksomhed som muligt. De andre
    køkkendrenge syntes vist, jeg var en sær, tavs en, men de havde gudskelov
    også for travlt til at tage sig videre af mig.
    Tirsdag aften gav fru Kristina Gyllenstierna, slottets frue og

    rigsforstanderens enke, besked om at få aftensmåltidet serveret i sit
    private kammer. Hun var upasselig og ønskede ikke at deltage i taflet.
    Kokken udpegede tre køkkendrenge til at følge med op og servere.

    Deriblandt desværre mig. Jeg turde ikke sige nej. Og desuden må jeg indrømme,
    at jeg var spændt på at se hende i virkeligheden. Det kunne jo være, at
    billederne af hende var idealiserede.
    Det var de ikke. Tværtimod. Hun er den smukkeste kvinde, jeg nogen

    sinde har set.
    Jeg gjorde kun det absolut nødvendige. Holdt beskedent fadet frem,

    mens jeg knælede ned for hende. Rettede mig efter kokkens ordrer og prøvede
    ellers på at smelte helt sammen med gyldenlædertapetet.
    Der sad en flue på væggen. Jeg stirrede på den med det ene øje og på

    Stina med det andet.
    Fluen lettede. Den svirrede rundt og satte sig på min overlæbe, lige

    under næsen.
    Jeg stod med et fad i hænderne og turde ikke sætte det fra mig. Jeg

    var bange for at vække opmærksomhed.
    I stedet kom jeg virkelig til at vække opmærksomhed. Den forbandede

    flue kriblede og krablede. Dens små, tynde ben prik prik prikkede over min
    hud. Mine næsebor spilede sig ud som en nervøs hests. Tunge sveddråber
    begyndte at løbe fra panden ned i øjenbrynene. De blev hængende og
    faldt ned i mine øjne. De sved. Fluens utålelige dirrende sitrende flimrende
    prikdans fortsatte.
    Jeg nøs.
    Kokken var der som et søm. Smak. En på sinkadusen.
    Stina så op. Hun var i gang med at gnave fårekød af en knogle.

    Hun havde fedt på hænderne og i ansigtet. Finere manerer havde hun unægtelig
    ikke. Der var noget dyrisk over hende. Men øjnene... De øjne.
    Hun så lige på mig, op og ned ad mig. Jeg følte det, som om hun

    klædte mig af med blikket. Jeg rødmede som en lille tøs. Det morede hende vist.
    - Du der, sagde hun og slog ud med kødbenet. - Hvad hedder du?
    Jeg trykkede mig op ad væggen. Sveden løb ned over min rygrad og

    samlede sig i gruben lige over halebenet.
    Kokken så ud, som om han med fornøjelse ville banke et svar ud af

    mig.
    - Anders, Deres nåde, stammede jeg.
    - Anders, sagde hun tilfreds. - Du bliver her og serverer dessert

    for mig. Alene.
    Kokken fik travlt. Han gennede de to andre køkkendrenge ud og

    forsvandt. Til mine dages ende skal jeg huske hans sjofle smil.
    Til mine dages ende. Det er vist ikke ret lang tid.
    Hendes dessert var figner i sirup. Jeg skulle proppe dem i munden

    på hende.
    Så proppede hun figner i munden på mig.
    Så skulle hun prøve at tage en figen ud af munden på mig med

    sin mund.
    Nu har jeg været nede i gården igen. Stanken, ja. Og jeg må

    indrømme: Lugtindtrykket af Stina var heller ikke helt så tiltrækkende som
    synsindtrykket. Det er i orden, at en køn pige har sorte striber i ansigtet,
    fordi hun ikke har vasket sig. Det kan endda se ganske charmerende ud.
    Men det er knap så charmerende, hvis hun rent ud sagt stinker som en gedebuk.
    Af tis og armsved.
    Men det var kun til at begynde med, jeg tænkte sådan.
    Stina kunne godt lide min lugt. Meget godt endda. Det varede ikke

    ret længe, før hun stak næsen ind under min vams og snuste.
    - Så godt du lugter, sagde hun den ene gang efter den anden. - Som

    en lille nyfødt hundehvalp .
    Nå, det er ligesom med tidsrejsen. De tekniske detaljer er

    uinteressante. Det gik som sådan noget gør.
    Jeg må indrømme, at jeg kun tænkte på at få det overstået. Når

    hun var tilfredsstillet, kunne hun tænke på noget vigtigere end mig - på talen.
    Sådan tænkte jeg. Det var altså bare med at sørge for, at hun blev godt og
    grundigt tilfreds, så jeg kunne smutte. Det skulle jeg nok klare. Havde jeg
    måske ikke haft seksuallære i tolv år i skolen? Teori og praksis.
    Jeg gik i gang, og først sukkede hun, så spærrede hun øjnene op, så

    gryntede og smaskede hun, så rystede hun forundret på hovedet, og så fniste
    hun, og så hylede hun og så skreg hun.
    - En gang til, sagde hun, og så fik hun da en gang til. Og en

    mere. Og endnu en.
    Hun lå som en bylt i sengen og stirrede på mig med sine store,

    violette øjne. - Hvem er du? hviskede hun. - Hvordan er det muligt...
    Aldrig havde jeg tænkt... aldrig... åh, elskede.
    Jeg satte mig op og ledte efter mit tøj på gulvet. Stina langede

    en buttet, hvid arm ud og holdt mig fast ved en del af mig, jeg nødig ville
    undvære.
    - Du må aldrig gå fra mig, sagde hun. - Jeg vil have dig for mig

    selv. Altid.
    - Jeg må gå nu, stammede jeg. - Deres nåde.
    - Deres nåde mig her og Deres nåde mig der, sagde hun muntert.

    - Du bliver her. Hvis du kan vente længe nok, kan du blive konge af Sverige.
    - Det må De ikke sige, sagde jeg forfærdet.
    - Hvorfor ikke? Christian - Kesse kalder vi ham - kan alligevel

    ikke holde på Sverige. Og alle de gamle adelige er helt vilde med mig. De gør
    mig til frue og husbonde og rigernes fuldmægtige formynder, ligesom Margrethe
    i sin tid. Og så tager jeg dig, min lille snuskebasse, og gør dig til konge,
    og så skal vi bolle hver eneste dag, til vi dør af alderdom.
    Vi får dem til at kåre lille Nils som arvekonge, nu vi er i

    gang, og så skal du bare se, hvad der sker.
    Det kunne jeg kun alt for godt se. Jeg måtte ud. Men hvordan?
    - Det lyder dejligt, sagde jeg. - Men vi må være realistiske.

    Lige nu er det altså Christian, der har magten. Og Gustaf Trolle vil have
    hævn, fordi I smadrede hans gård på Stäket og smed ham i spjældet.
    Hun så på mig med nye øjne.
    - Ved du hvad, Anders. Du er altså ikke bare helt fantastisk i en

    seng. Du har også forstand på politik. Jeg skal måske alligevel passe lidt på
    med at gøre dig til konge. Du skulle jo nødig puffe mig og Nils ud.
    - Det ville jeg da ikke drømme om, sagde jeg helt sandfærdigt.
    - Vent lidt, sagde hun og lagde sig tilbage i sengen. Hun bed sig

    i underlæben. Lugt eller ikke lugt. Hun var den dejligste tøs, jeg nogen
    sinde havde set.
    - Jeg må finde på et eller andet at sige til Kesse og Gusse og de

    andre i morgen, sagde hun og lagde sig tilbage i sengen.
    Hjertet svulmede i livet på mig. Nu kom det. Jeg var vidne til den

    berømte tales fødsel.
    "Herre Konge, ærværdige ærkebiskop, mine høje herrer", ville hun

    begynde. Så ville hun indrømme, at Gustaf Trolle havde lidt forsmædelig
    overlast, og at han måske kunne have ret, når han stemplede overgrebene mod
    sin person og sine godser som "åbenbart kætteri". Men skylden var hendes alene.
    Måske havde hun syndet. Men kunne man bebrejde hende, at hun havde elsket
    sin mand og husbond? Kunne man bebrejde hende, at hun havde fulgt sit hjerte?
    Kunne man bebrejde hende, at hun som en løvinde havde villet forsvare sine
    faderløse små børn? Skulle kongen og den gejstlige ret dømme hende til døden,
    da ville hun bære sin straf med sand kristen ydmyghed. Hun kunne ikke stille
    nogen krav. Men hun ville trygle om nåde...
    Og kong Christian ville se på hende og blive blød om hjertet.

    Lige meget hvor meget Trolle hylede, kunne han ikke få kongen med på at
    straffe hende. Og broderskabspagten ville blive underskrevet. Kristina ville
    ganske vist blive idømt husarrest, men det var ikke så slemt. Hun ville
    leve resten af sit liv som en lille dronning på sit slot.
    Jeg var så optaget af mine egne tanker, at der gik lidt tid,

    før jeg hørte, hvad Stina sagde.
    - ... havde tænkt mig at tage hele skylden selv, men de

    kan rende mig, sagde hun. - Tænk hvis de hugger hovedet af mig? Det tør jeg
    ikke risikere. Ikke nu, jeg har fundet dig. Ved du hvad jeg siger? Jeg siger,
    vi alle sammen var lige gode om det.
    - Hvad? sagde jeg fortumlet.
    - Jo, nu skal du høre, Anders. Jeg har sammensværgelsesbrevet

    her. De har skrevet under alle sammen, alle medlemmerne af rigsrådet.
    Og sat segl under og det hele. "Med liv og magt", står der. Ha, så hænger de
    sgu på den. Jeg smækker den lige op i masken på Kesse. Så skal du bare se
    løjer.
    - Jamen, jamen. Hvad tror du, han siger til det?
    - Siger til det? Det kan han da ikke sige noget til. Det er en

    rigsrådsbeslutning. Det betyder, den er lovlig. Og at alle er lige gode om
    det hele. Desuden har kongen jo givet amnesti. Det er også i orden, det der
    med kætteri, for der er også to biskopper, der har skrevet under. Og han kan
    jo ikke så godt hugge hovedet af både biskopperne og alle rigsrådsmedlemmerne,
    vel?
    - Nej, det kan han selvfølgelig ikke, sagde jeg.
    Svinene roder i ligdyngerne ude på Stortorget. Det er ikke til at

    se, hvem der er hvem af de hovedløse kroppe. Biskop Mattias af Strängnäs,
    biskop Vincents af Skara, rådets mænd, byens fremmeste borgere...
    Stina, min Stina. Hvad skal der blive af dig?
    Og af mig? Jeg prøvede at komme tilbage fra det aftalte sted og

    til den aftalte tid. Men der skete ikke noget.
    Jeg ved ikke, hvordan der ser ud i 1990. Et ved jeg, i det 1990,

    der nu kommer, er tidsmaskinen ikke opfundet. Ellers ved jeg ingenting om
    fremtiden.
    Måske har Korbull ret. Måske kan historiens gang ikke ændres. Måske

    er det uundgåeligt, at Kalmarunionen består og udvikler sig til forbundsstaten
    Nordens Forenede Republikker. Måske er det uundgåeligt, at NFR får kolonier
    i fem verdensdele, kolonier der senere bliver selvstændige, men i vidt omfang
    stadig bruger nordisk som fællessprog. Måske er tidsmaskinen også opfundet,
    som den skal, men kører bare på en anden frekvens. Hvad ved jeg?
    Jeg ved kun dette. Jeg kommer aldrig hjem. Jeg får aldrig mere

    Stina at se. Og jeg dør snart.