Den kolde krig er forbi, og det var Tyskland
og Japan, der vandt den.
Den kolde krig var den anden verdenskrigs
lange, spruttende udløber.
Nu er det forbi, og vi er kommet frem
til den forsinkede Endlösung. Det
tog sin tid, men det lykkedes. Denn heute
gehört uns Deutschland, und
morgen die ganze Welt.
* * *
For snart halvtreds år siden blev
Tyskland og Japan hårdhændet
overbevist om, at de ikke kunne erobre
verden militært. De fik forbud
mod genoprustning og hjælp til fredelig
genopbygning.
Og det var deres store held. I stedet
for at øse pengene ud ad vinduet på
militært isenkram, kunne de koncentrere
sig om noget fornuftigere,
nemlig den økonomiske verdenserobring.
Resultatet ser vi i dag. Først
smuldrede de to mindste stormagter,
Frankrig og England. Så tog Rusland
og Amerika livet af hinanden med
kaprustning. DDR blev kohloniseret, og
nu får det stærke og forenede
Tyskland overladt Ostraum som sin særlige
legeplads. Leverandør af
billig arbejdskraft og marked for tyske
industriprodukter. Samtidig har
japanerne købt Amerika. Tyskland
og Japan huggede først i sig med
god appetit, men nu sidder de som to velnærede
bordherrer ved
festmåltidet og plukker kræsent
ud af delikatesserne. Tyskerne gider
ikke overtage alle de faldefærdige
fabrikker i øst, og japanerne vifter
rustdyngerne og de kollapsede virksomheder
i Amerika væk. For nylig
sagde Takashiyama nej tak til at overtage
Saks Fifth Avenue og Tokyu
gad ikke købe Bloomingdale. Macy
får lov til at gå fallit, og den
japanske varehuskæde Sogo starter
i stedet på en frisk med nye filialer
i USA.
* * *
At Tyskland og Japan har købt verden
er vel ikke frygteligere, end hvis
det havde været USA, men man må
erkende, hvad der er sket. Masse-
medierne udspreder rygtet om USA som den
eneste overlevende
supermagt. Det er en bekvem historie -
både for amerikanerne, der på
den måde kan bevare selvrespekten,
og for de virkelige magthavere, der
bedst kan lide at arbejde i det skjulte.
Man den har ikke noget med
virkeligheden at gøre. "Den nye
verdensorden", Bush taler om, består
ikke i, at USA har fået en monopolstilling,
men i at USA er verdens
mest forgældede land. Af alle forgældede
landes samlede underskud på
betalingsbalancen tegner USA sig for de
to tredjedele, mens Tyskland
og Japan tegner sig for tre fjerdedele
af overskudslandenes samlede
overskud.
* * *
Koncentrationen af magt er i dag større
end på noget andet tidspunkt
af menneskehedens historie. Det er grotesk,
at netop det udlægges som
en sejr for demokratiet - folkestyret.
Før i tiden sørgede periodiske krige
for at bryde magtkoncentrationerne op
og slette skyldnernes gælds- og
rentebyrder. I dag vokser både magt
og gæld mod himlen. Ubegrænset
vækst er indbygget i hele rentesystemet,
og så længe vi tror på ube-
grænset vækst inden for klodens
begrænsede rammer, fortsætter po-
lariseringen, magtkoncentrationen og forarmelsen
af de fattige.
* * *
Efter knap tredive års status quo
på verdensarenaen, gik konservatis-
men for tyve år siden i offensiven,
indtil sejren i dag er total. Offensiven
tog form af en tretrinsraket, vendt mod
først u-landene, så de fattige i
de rige lande og endelig det østeuropæiske
system.
* * *
Den såkaldte oliekrise i 1973 var
gefundenes fressen for nykonservatis-
men. Var den ikke kommet, havde man måttet
opfinde den. OPEC-
landene prøvede at få medindflydelse
på prisen på deres råvarer. Hvis
de fik held til det, kunne andre råvareproducerende
lande finde på at
slutte sig sammen til karteller og dermed
få medindflydelse på markeds-
priserne. Det måtte ikke ske. Men
nu fik man en glimrende lejlighed til
at tryne olielandene tilbage på
plads og samtidig skræmme alle de andre
fattige lande helt ned i hullerne. Man
lod oliepriserne stige, men sørgede
for at trække de derved fremkomne
indtægter ind i systemet og f.eks.
gennem Verdensbanken bruge dem til lån,
der var skræddersyet til at
slavebinde modtagerne. Man lokkede med
store lån til hurtig in-
dustrialisering, og de fleste u-lande
bed på krogen. Så snart de havde
bidt på, kunne man frit lade renten
stige og overtage styringen. Det gik
efter den sædvanlige model: Privatiser
og luk op for de multinationale.
Olielandene fik at vide, de endelig måtte
skynde sig at bruge indtægterne
til storstilede projekter og ikke mindst
våbenkøb. Med det resultat, at
Saudi Arabien i dag er verdens næstmest
forgældede land, efter USA,
med et underskud på betalingsbalancen
på omkring 10 milliarder
dollars årligt, og at olielande
som Indonesien og Venezuela er trådt helt
ned.
* * *
Den variable rente er nøglen til
succes. Variabel betyder her, at det er
kreditorerne, der fastsætter renten,
og at de frit kan sætte den i vejret,
hvis der er udsigt til, at debitorerne
er ved at komme ud af gældsskruen.
Verdens fattige lande har betalt deres
lån til de rige lande tilbage tre
gange. Men på grund af rentebyrden,
skylder de i dag mere væk end
nogen sinde. De lån, de rige lande,
gav de fattige i halvfjerdserne var
som at spæde en pumpe, der derefter
giver uanede mængder vand. I dag
går nettostrømmen af kapital
fra de fattige til de rige. Verdens fattigste
sender flere hårde dollars til magtcentret
end de får i bistand. Når u-
landene så er trådt helt ned
i skidtet, er det kun logisk at udlægge dem
til giftlossepladser. Verdensbankens cheføkonom
Lawrence Summers
mener, at Afrika er "underforurenet".
Han siger, at skadevirkningen ved
forurening må måles ved de
økonomiske omkostninger, og da lønnen
er så meget lavere i Afrika er tab
af menneskeliv meget billigere der end
i de rige lande. Han indrømmer,
at man kan have visse moralske
kvababbelser ved at se så kontant
på tingene, men tilføjer, at det jo er
en kritik, man kan rette mod hele Verdensbankens
liberaliseringspolitik.
Så sandt, så sandt.
* * *
Andet trin i tretrinsraketten var offensiven
mod de fattige i de rige
lande. Det er den offensiv, der især
er knyttet til Margaret Thatchers
navn. Man fandt kort sagt ud af, at man
kunne vifte et røgslør op ved
at tale formummet om "krisen" og bruge
røgsløret til at slagte vel-
færdsstaten. Ved at skyde skylden
for alle "kriseløsninger" på olielan-
dene og andre råvareproducerende
lande kunne man bekvemt få folk til
at lukke øjnene for, at de rige
i de rige ragede til sig med arme og ben.
I løbet af kort tid havde alle
de nykonservative lært denne orwellske
doubletalk, hvor man ud ad den ene mundvig
siger, at det går ufatteligt
godt og ud ad den anden, at vi jo alle
sammen må spænde livremmen
ind, for der er jo krise, og krisen kan
kun overvindes ved, at man tager
fra de fattige og giver til de rige. Med
en tilstrækkelig harmoniseret
presse lykkes det endda at få folk
til at tro på krisehistorien. Danske
lønmodtagere siger ifølge
alle meningsmålinger, at de godt kan se, de må
undvære det nødvendigste,
for vi skal jo alle sammen trække på samme
hammel og rette skuden op, eller hvilke
udtryk man ellers foretrækker.
Folk er ligefrem kommet i vane med at
spænde livremmen ind og
fortsætter med ædel mine,
uden at lægge mærke til, at der er andre, der
kan holde bukserne oppe helt uden livrem.
* * *
Det er jo i sig selv godt for de rige,
at de kan få sociale tilskud fra
de fattige. Men fordelen ved at u-landisere
de fattige i de rige lande går
endnu videre. For det første skaber
man frygt og had til de lande i den
tredje verden, der påstås
at være skyld i "krisen". Det giver grobund for
fremmedhad og racisme, og den slags kan
altid udnyttes. For det andet
kan myten om krisen få folk til
at acceptere, at serviceniveauet og vel-
færdsstaten systematisk nedbrydes.
Hvis man siger "krise" tilstrækkelig
mange gange, spørger folk ikke,
om hvordan der egentlig kan være krise
i et land, hvor kapitalejernes udbytte
stiger støt, produktionen er stigen-
de, handelsbalancen positiv og det eneste
tegn på krise er den arbejdsløs-
hed, der er nødvendig for at skille
de genstridige bukke ud og holde
fårene tamme.
* * *
Man har talt om "tredjedelssamfundet",
hvor den nederste tredjedel stø-
des helt ud af økonomien. Men fordelingen
er sikkert lidt anderledes.
Man skal have et bundfald, på måske
femten til femogtyve procent. De
skal smadres så grundigt, at de
aldrig kan komme op. Kan man også
gøre dem alkoholiserede og småkriminelle,
er det bare en fordel. For de
skal være systemets fugleskræmsler.
Den store tamme flok skal gyse af
angst for selv at blive trådt ned.
Og piske fødderne rundt i en evig
træden vande for at holde sig oppe.
Så bliver der ikke plads til solidari-
tet med de nederste. Så gælder
det bare om at holde sig oven vande, om
det så sker ved at trykke andre
ned. Og så er der ingen, der lægger
mærke til de ganske få, der
flyder helt ovenud og indretter sig med for-
muerne i skattely på Cayman Islands
(der har evig skattefrihed, fordi
lokale fiskere i 1798 reddede en engelsk
prins fra at drukne) eller Turks
& Caicos.
* * *
For at være helt sikker på,
at solidariteten mellem de fattige i de rige
lande blev slået i stykker, stjal
man ordet og gav det ny definition. Når
Schlüter taler om solidaritet mener
han "de fattiges offervilje, der giver
sig udtryk ved at de forærer de
rige mere og mere." Samtidig stimulerer
man folks glemsomhed gennem udstykkede
timenyheder, så man rent
faktisk kan modsige sig selv fireogtyve
gange i døgnet, uden at nogen
lægger mærke til det. Ingen
kan længere huske, hvad der skete i forgårs
og alle store linjer og forklaringer drukner
i småpludder og hæsblæsende
nyhedsjagt.
* * *
Kampen mod de fattige blev stivet af ideologisk
med flosklerne fra 50-
erne om velfærdsstatens vederstyggelighed,
gravet op og nænsomt
pudset af. Velfærdsstaten "underminerer
folks initiativ", proklameres
det.
Nu har 95 procent af indbyggerne ikke
skygge af chance for at vise
økonomisk initiativ. For det overvældende
flertal er velfærdsstaten en
social forsikring, som folk selv betaler
gennem deres skatter.
Det er rigtigt, at den til en vis grad
begrænser de fem procents mulig-
heder for at flå de 95 procent helt
hæmningsløst.
Men man skal være redaktør
af "Libertas" for at kunne se det rimelige
i, at befolkningsflertallet af deres egne
surt indtjente penge skal betale
guldflippernes og børshajernes
arkadespil.
* * *
Det var Thatchers genialitet, at hun bedre
ned nogen anden indså, at
oliekrisen kunne bruges til krig mod de
fattige i industrilandene. Man
skærpede klassekampen, samtidig
med at man fortalte, at klassekampen
var død. Man oprettede C-holdet
og privatiserede alt, hvad man kunne
komme i nærheden af. Man fik folk
til at makke ret med en blanding af
pisk og gulerod. Pisken var frygten for
at synke ned - derfor er struk-
turarbejdsløsheden nødvendig.
Guleroden er Bingomentaliteten, -
drømmen om at komme på Handelshøjskolen.
Drømmen om at svæve
ovenud af hoben, hvor lille chancen end
er. Drømmen om at sand-
synslighedslovene skal sættes ud
af kraft til fordel for mig, og at jeg får
alle gevinstlodderne i tromlen, mens de
andre får alle nittelodderne.
* * *
Da u-landene var tværet ud, og de
fattige i de rige lande u-landiseret og
passiviseret, var tiden inde til tretrinsrakettens
sidste trin: Slutoffensiven
mod det statssocialistiske system i Østeuropa
og Sovjetunionen.
Med forbløffende frimodighed og
ganske udførligt beretter "Time
Magazine" 24.2.92 om det hemmelige møde
mellem Ronald Reagan og
paven mandag den 7. juni 1982. Både
Reagan og paven havde året før
overlevet et attenttatforsøg, og
nu mente de, at Gud ved et mirakel
havde skånet dem, og at Gud havde
udpeget dem til at besejre den gud-
løse verdenskommunisme. Som Reagans
nationale sikkerhedsrådgiver
Richard Allen siger: "Det var en af alle
tiders største hemmelige allian-
cer."
* * *
Hovedpunktet i alliancen mellem Reagan
og paven var intensiveringen
af den amerikanske oprustning med det
formål at tvinge Sovjetunionen
økonomisk i knæ under kaprustningens
byrder.
Her er forklaringen på de dengang
så gådefulde amerikanske initiativer,
opstillingen af 572 mellemdistanceraketter
i Europa, Stjernekrigs-
projektet osv.
* * *
Her er det nødvendigt med en historisk
nyvurdering af Reagan. Vi er så
vant til at betragte ham som dum. En ny
Gerald Ford, der ikke kan
tælle til tyve uden at tage skoene
af. Manden der faldt i søvn ved
regeringsmøderne. Manden der ustandselig
forvekslede Israel med
Egypten og ikke kunne huske navnene på
de sydamerikanske republik-
ker. Men man kan også se ham som
cowboyskuespilleren, der troede på
sin rolle. Manden der levede i en verden
af sort og hvidt. Som troede på
at, han selv var "the good guy" og de
andre Ondskabens Imperium.
I modsætning til Nixon, der troede,
at alle andre politikere var lige så
korrupte og moralsk anløbne som
han selv - og havde ret - troede Rea-
gan sikkert, at han var korstogsridderen
i panser og plade.
Det kunne paven bruge. Som ærkebiskop
Pio Laghi siger: "Det var en
meget kompliceret situation... men jeg
sagde til Vernon [den ameri-
kanske ambassadør ved Vatikanet,
Vernon Walters]: "Hør efter hvad
den Hellige Fader siger. Vi har 2.000
års erfaring med den slags."
* * *
I stedet for tumben Reagan, den afdankede
skuespiller Reagan har vi
her Reagan som Hamlet eller helt i en
græsk tragedie. For Reagan var
parat til at ofre alt for at vinde. Reagan
drog ud som bjørnejæger. Han
skød bjørnen, men jægeren
ligger selv på scenen i femte akt og for-
bløder. Nå ja, måske
var det ikke lige sig selv, han ofrede. Han sidder
jo ganske godt i sin villa i Californien.
Men alle de fattige i New York
ofrede han glad og gerne. Økonomisk
er USA gået lige så meget fallit
på kaprustningen som Rusland. Det
er bare ikke helt så indlysende at
se. For mens Rusland og Østeuropa
er solgt på discountbasis til
Tyskland, har japanerne købt Amerika
stykkevis. Når Kurt Vonnegut
i sin roman "Hokus Pokus" lader japanerne
købe det amerikanske fæng-
selsvæsen og sætte fangerne
i gang med at producere, er det ikke så langt
fra virkeligheden igen.
* * *
Kaprustning til døden var det vigtigste
punkt i Reagans og pavens alli-
ance. De andre var hemmelige operationer
med det formål at opfordre
til reformer i Ungarn, Tjekkoslovakiet
og Polen, økonomisk hjælp til
Warszawalandene, afhængig af deres
vilje til at gennemføre reformer
henimod fri markedsøkonomi, og
økonomisk isolering af Sovjetunionen
ved at forbyde salg af moderne teknologi
og forhindre sovjetisk eksport
af f.eks. naturgas til Vesteuropa og endelig
en optrapning af pro-
pagandaen gennem Radio Liberty, Radio
Free Europe og andre
kanaler. "Time Magazine" beskriver indgående,
hvordan Vatikanet og
Reagan f.eks. sørgede for at sende
støtten til Solidarnoþþ gennem de
rette kanaler. De amerikanske fagforeninger
spillede en vigtig rolle, og
det samme gjorde det svenske socialdemokrati
og de svenske fag-
foreninger. Danmark blev også inddraget.
De danske og svenske
socialdemokratier havde jo erfaring med
at hjælpe CIA fra operationer-
ne mod Østeuropa i årene
lige efter anden verdenskrig.
"Time Magazine" beskriver stolt, hvordan
CIA og Vatikanet fik polske
præster til at fungere som agenter
og hvordan man til sidst fik landets
økonomi til at bryde sammen i "en
tåge af strejker, demonstrationer og
sanktioner." Efter at operationen er lykkedes,
kan vi dels sige, deres
system brød sammen, fordi det var
et ondt system. Og så kan vi komme
ind og være humanitære. Send
dem det mugne æggepulver, vi har til
overs fra Golfkrigen. Og lad dem falde
på knæ og takke både Washing-
ton og Vatikanet for hver krumme, vi slænger
dem. Snart kan de se
sejrens frugter i butikkerne. Bananklaserne
og appelsinerne. De kan
ganske vist ikke komme ind til dem. Men
se kan de.
Før havde de masser af penge, og
butikkerne var tomme. Nu har de
tomme lommer, men de kan få lov
til at muntre sig med at se på fyldte
butikker.
Og de får lov til at spare sammen
til japanske videomaskiner, mens
deres egne fabrikker sælges som
gammelt jern. Nogle få heldige kan få
job som filialbestyrere, og resten kan
slås om de afgnavede kødben. De
er jo vant til at arbejde for ingen penge.
Lad dem endelig blive ved med
det. Og skulle de tro, de kan strejke
eller kræve ind, så kan de heldigvis
smides på gaden, hvor de hører
hjemme. Så skal de af dem, vi kan
bruge, nok lære at bukke.
* * *
Kampagnen var i lige høj grad i
Vatikanets og Reagans interesse. Men
Vatikanet ville ikke have været
Vatikanet, hvis det ikke også havde fået
Reagan til at betale ekstra for hjælpen.
Reagan gik til gengæld for
hjælpen fra Vatikanet med til at
rette sig efter Vatikanets tanker om
børnebegrænsning og stoppe
enhver hjælp til fødselskontrol i u-landene.
At den politik på lang sigt fører
til hungersnød var en ringe pris at
betale for sejren over kommunismen.
* * *
Når sanktioner og økonomiske
repressalier kunne ramme Sovjetunio-
nen og Østeuropa så hårdt
som de kunne, skyldtes det selvfølgelig at
disse lande selv uforsigtigt havde bevæget
sig ind i et net, man kunne
slynge om dem. Man var gået ind
i så intense handelsforbindelser med
vestlandene, at man udsatte sig selv for
at gå i Verdensbankens fælde.
Heraf kan man se, at Trotzki havde ret
og Stalin uret i diskussionen om,
hvorvidt socialismen er mulig i et enkelt
land. Det er den ikke. Og den
bliver det mindre og mindre, fordi verden
i stadig stigende grad udgør
et hele.
* * *
Det er muligt, at kasernesocialismen i
østlandene var brudt sammen
alligevel - også uden Reagans og
Vatikanets alliance. Der er mange
grunde til, at det gik så galt som
det gjorde. En af de vigtigste er den
vækstideologi, som disse lande havde
fælles med vestlandene. En anden
er det moralske forfald. En ny pamperklasses
opståen og magtoverta-
gelse. Privilegiesamfundet. Manglende
fornemmelse af virkelig at have
medbestemmelsesret. Manglende ytringsfrihed.
Undertrykkelse af
anderledestænkende. Sortbørs,
korruption og nepotisme. Stivheden i
den tunge centraliserede planlægning.
Det bedste, man kan sige, om systemet
er, at det brød sammen under sin
egen vægt, så snart folk holdt
op med at holde det oppe. Så let er det
desværre ikke at afskaffe vores
system.
* * *
Ja, "Det Bedste" og koldkrigerne havde
ret i stort set alt, hvad de sagde
om Sovjetunionen og Østeuropa.
Og den sovjetiske propaganda havde ret
i stort set alt, hvad den sagde
om CIA, Vatikanet og Vesteuropa.
Begge parter havde ret i det værste,
de kunne sige om hinanden. Det er
det, der er det tragiske.
* * *
Man delte den franske revolutions paroler,
så den ene halvdel af verden
proklamerede frihed og den anden halvdel
lighed og broderskab.
Det betød, at østlandene
kom til at fremstå som mest løgnagtige, for
forholdene derovre var bevisligt ulige
og ubroderlige.
Vesten kunne derimod leve bedre med frihedsbegrebet,
for det er i sig
selv et abstrakt gummi elasticum. Frihed
til hvad? Ulvens frihed til at
æde lammet? De fattiges frihed til
at dø af sult?
Vi har ytringsfrihed til at ytre det,
medierne vil have ytret. Vi kan frit
lade os flå og frit flå andre.
Demokrati er et andet tågeord. Det
betyder tit, at man hvert fjerde år
kan vælge mellem Tweedle Dee og
Tweedle Dum.
Ikke underligt, man bruger udtrykket "afgive
sin stemme" om de vestlige
demokratiske valg. For når man har
afgivet sin stemme, er man
naturligvis stum.
Man kan selvfølgelig ikke se, om
et samfund er demokratisk på,
hvordan det behandler sine tilhængere,
medløbere og spytslikkere. Man
må spørge, hvordan det behandler
sine modstandere. Det demokratiske
USA har frataget Philip Agee, der er født
og opvokset i Amerika, hans
statsborgerskab og nægter ham ret
til at aflægge besøg i sit fødeland og
holde foredrag. Da han blev gjort statsløs,
fik han pas i Grenada. Det
blev frataget ham, da amerikanerne invaderede
Grenada. Så fik han
nicaraguansk pas. Det fik han frataget,
da Nicaragua skiftede regering.
* * *
Men uret ét sted gør ikke
uretten bedre et andet sted. Det nytter ikke
noget at slå hinanden i hovedet
med: Øv bøv, det kan du selv være!
Sådan har vi diskuteret alt for
længe. - Vietnam! siger den ene. -
Afghanistan! svarer den anden. - Three
Mile Island! Tjernobyl! -
Dødens bælte i Polen! Dødens
dal i Brasilien! - Rumænske børnehjem!
Børneludere på Times Square!
* * *
Liberalismens konkurrencementalitet sidder
os i den grad i blodet, at vi
bedømmer samfundssystemer, som
var de deltagere i olympiske lege. I
undertrykkelse af almene menneskerettigheder
fører Cambodja, men
Kina er ved at klemme sig frem på
en solid andenplads...
Som om man kunne træffe samfundspolitiske
afgørelser ved at tælle lig.
Den blodigste krig i nyere tid var Brasiliens,
Argentinas og Uruguays
krig mod Paraguay 1864-70, hvor tre fjerdedele
af Paraguays befolkning
blev dræbt. Den sejrende Tripelalliance
blev støttet af Storbritannien.
Er det et bevis på, at dronning
Victoria var værre end Pol Pot?
Undertrykkelse og lidelser kan ikke måles
i tal. Man kan ikke sige, at én
henrettet kineser svarer til ti sorte
amerikanere, der dør af narkotikamis-
brug og fattigdom.
* * *
I stedet for den slags verbale pingpong
kan man bare fastslå, at vi ikke
har et ideelt samfund. Det får vi
heller aldrig. Og gud ske tak og lov for
det. For landet Utopia er Stilstandens
og Dødens land.
Men man kan godt lave et samfund, der
er bedre end det, vi har nu.
* * *
Himlen skal vide, at systemet i Sovjetunionen
og Østeuropa heller ikke
var ideelt. Men måske ville økonomien
ikke være brudt helt sammen,-
hvis ikke kaprustningen havde åreladt
landet. Endnu i 1982 skrev CIA
i en 400 sider lang rapport, at den sovjetiske
økonomi var grund-
læggende sund og havde været
i støt fremgang de sidste tredive år. Og
det var endda under Brezjnevs stagnationsperiode.
Måske kunne man
have renset ud i systemet og gjort samfundet
bedre, uden at kaste barnet
ud med badevandet, uden at flænge
det sociale sikkerhedsnet.
* * *
Som den tjekkiske socialdemokrat Valtr
Komarek siger til "Newsweek"
9.3.92: "Vi gennemførte ikke den
tjekkoslovakiske revolution for at folk
kunne leve dårligere end under kommunismen."
Vi får se, hvor megen lykke indførelsen
af kapitalismen bringer de
østeuropæiske lande. Foreløbig
ser vi kaos, arbejdsløshed, inflation,
borgerkrig og hungersnød.
Vi har ikke set pest, kolera og kannibalisme
endnu. Det kan komme.
Overgangen til "markedsøkonomi"
i østlandene betegnes som det
vestlige systems største sejr.
Måske vil indførelsen af laissez faire-
kapitalismen i østlandene tværtimod
blive historiens største lærestykke
i, hvor umenneskelig kapitalismen er,
når den ikke pålægges bånd og
tøjler. Ligesom Pol Pot i Cambodja
viste, hvor umenneskelig socialis-
men kan blive, når dogmer og utopier
søges gennemført med alle midler,
kan den benhårde liberalisme, der
sammen med chauvinisme, racisme
og tendenser til fascisme er på
vej i Øst- og Centraleuropa måske på
langt sigt få folk til at indse,
at kapitalisme i renkultur er folkedrab.
Men prisen for denne lære er forfærdelig.
* * *
Der er nogle, der siger, at det østeuropæiske
system brød sammen, fordi
det var socialistisk.
Jeg tror det brød sammen, fordi
det ikke var socialistisk.
Jeg tror, at socialisme og demokrati er
uløseligt forbundet, og at løs-
ningen på socialismens problemer
er mere socialisme, ligesom løsningen
på demokratiets problemer er mere
demokrati.
* * *
Hvis planøkonomi i sig selv er så
frygtelig, som det nu hævdes fra visse
sider, hvorfor bruger kapitalisterne den
så selv?
Alle de store virksomheder lægger
planer mange år frem i tiden. General
Motors budget er sikkert større
end Danmarks, og man skal ikke tro,
at en virksomhed som GM kører på
bedste beskub. Der lægges planer.
Hvad der er godt for General Motors er
godt for USA, sagde Hoovers
folk engang. Men det må vel også
gælde for planlægning.
Noget andet er, at stiv og dårlig
planlægning er skadelig. Planlægning
skal være fleksibel nok til at tage
højde for det uforudsete. Hvis man
skal finde vej gennem en skov i mørke
er det en dårlig idé at lægge en
plan om at gå lige ud, uanset hvad
der sker. Man støder ind i et træ.
Men det betyder ikke, at det er bedre
at famle sig frem i blinde end at
tænde en lygte og se, hvilken vej
man går.
* * *
Nu er østlandenes system brudt sammen.
Amerika forbløder i stilhed, -
mens man udadtil opretholder den bekvemme
fiktion om Supermagten
USA.
Virkeligheden er anderledes. USA har nu
verdens første lejehær med
atomvåben.
Som TV2 så henrivende naivt sagde
i sin reportage om Golfkrigen
10.2.92 kostede krigen "ikke de vestallierede
en krone. Tyskland, Japan
og oliestaterne betalte det hele."
Næh, hvor pænt af dem.
Japan og Tyskland kan nu betragte US Army
som deres private gorilla.
Er der problemer klarer man dem nemt med
systemet: Dial-a-war.
Man slipper for besvær og forurening
og for at ens egne sønner skal
sendes ned i sandet. Hvad har man måske
yankee'erne til?
Det er ganske rigtigt den nye verdensorden,
men ikke den, Bush tror.
Det er ikke kun japanere og tyskere, der
står bag. De store firmaer er
multinationale, og der er også amerikanere
med. Men Yakuzaen har
vokset sig større end Mafiaen.
Golfkrigen var først og fremmest
i Japans og den kuwaitiske emirs in-
teresse. I anden række Tysklands
og Saudi Arabiens Mens amerikaner-
ne bliver købt til det beskidte
og samtidig kan lege Rambo, sidder de
smarte drenge i zootsuits og med pencilstrip
overskæg i baglokalet og
leger med en rosenkrans.
Nå, det var ham Saddam. Så
skal vi lige have banket stodderen i
nummer 17. Fat knoglen. Hej, Bush. Du,
send lige Schwarzkopf og
Schwarzenegger over.
* * *
For lige at sætte tal på. De
seneste opgørelser viser, at de arabiske
olielande betalte to tredjedele af udgifterne
ved golfkrigen, Tyskland og
Japan 27 procent og USA 12 procent.
* * *
Den amerikanske befolkning var ikke så
begejstret for at gå i krig. Viet-
nam sad endnu dybt i blodet. Så
fik reklamebureauet Hill & Knowlton
overladt opgaven med at skabe den rette
krigsstemning. Man pro-
ducerede en film om, hvordan irakiske
soldater kastede nyfødte spæd-
børn ud af kuvøserne på
et hospital i Kuwait og lod dem ligge og dø på
gulvet. Man havde jo ingen billeder fra
massakren, men man havde en
øjenvidneberetning. Senere viste
det sig, at Hill & Knowltons øjenvidne
var datter af den kuwaitiske USA-ambassadør
og ikke havde sat sine
ben uden for Washington under den irakiske
besættelse af Kuwait. Det
kan umiddelbart virke lidt sjusket og
uprofessionelt. Men det inter-
essante er, at det ikke gør noget.
For den bestilte krig var jo allerede
overstået, da afsløringerne
kom frem. Og de fleste mennesker reagerede
kun med et: Nå ja. Kunne man vente
sig andet? Propaganda er jo
propaganda, og vi er så vant til
løgn i forvejen. Så lidt fra eller til gør
ingen forskel.
* * *
Nu skal Bush gerne genvælges. Og
ligesom Thatcher fik sin Falklands-
krig op til et valg, har Bush brug for
endnu en lille militærsejr før valget,
fordi hans popularitet er styrtdykket.
Den steg efter Golfkrigen, men de
utaknemmelige amerikanere er begyndt at
se på deres eget lands
elendige handelsunderskud og sociale skævheder.
Det skal de lade være
med. De skal svinge med flaget i stedet
for. Og når også krige er
devalueret, så en militær
sejr efterhånden kun huskes et par måneder,
må man have mange, små og
hyppige krige. Så må man enten stille nye
krav til Saddam, der kan give påskud
for nye bombardementer. Eller
give sig i kast med en landkrig i Bosnien.
Eller måske i sidste øjeblik
finde en anden bekvem prügelknabe.
Qaddafi eller Castro eller Kim Il
Sung eller hvem man nu kan nå at
trække op af posen. Eller i mangel af
bedre erklære krig mod narkotika.
Med militær indsats. Eller den form
for krig mod fattigdomen, amerikanske
præsidenter mener, man bedst
kan føres med tanks og napalm.
* * *
Noget, der altid kan bruges i en snæver
vending, er en "straffeaktion
mod international terrorisme." For hvem
kan være tilhænger af
international terror? Terror, Narko og
Fri Abort er den hellige
treenighed af fjendebilleder, der kan
samle det amerikanske folk. Man
har endnu ikke fundet ud af at føre
panserkig mod gravide kvinder.
Men den amerikanske invasion i Panama
var selvfølgelig ikke et
militært indgreb for at sikre, at
Panamakanalen vedblev med at være
under USA's kontrol. Den var en straffeaktion
mod narkohajen
Noriega. Noriega var sikkert narkohaj,
selv om de poser med hvidt
pulver, man fandt i præsidentpaladset
og viste frem som beviser, viste
sig at være rørsukker. Noriega
havde handlet med narkotika, også
dengang han var ansat af CIA. Men dengang
var det ikke interessant.
Nu kunne det bruges. Noriega og Saddam
var gamle CIA-agenter, der
havde brudt med organisationen. Den slags
straffes af enhver mafia.
I Grenada var det lidt svært at
finde påskud. Der havde man ikke andet
end en lufthavn, der måske kunne
bruges til militærfly. Det var lidt
tyndt. Især da amerikanerne selv
byggede lufthavnen færdig umiddel-
bart efter invasionen.
Men Grenada var jo også sådan
et lille land, så man havde ikke brug for
de store undskyldninger for at overfalde
det.
* * *
Det er ganske pudsigt, at de borgerlige
ideologer, der altid har sagt, det
var noget marxistisk sludder at tale om
historisk lovmæssighed, nu siger,
at historien har vist, at kapitalisterne
havde ret, og at socialismen var
forkert.
Vicedirektør i det amerikanske
udenrigsministeriums politiske plan-
lægningsgruppe Francis Fukuyama
skruede sig op til de helt store
Hegelske højder og talte om, at
historien nu havde nået sit mål, med
kapitalismens endelige sejr, og derefter
ville historien gå i stå. "I den
efter-Historiske periode vil man hverken
finde politik eller filosofi, ikke
andet end den evige puslen med den menneskelige
histories museum,"
siger han.
* * *
Kapitalismen vandt.
Men magt er ikke altid det samme som ret.
* * *
Historien giver aldrig nogen ret.
Historien går videre - til næste
punkt på dagsordenen.
Alle de værste greuelhistorier om
begge parter var korrekte. Der står vi
så.
* * *
Man kan ikke opstille ligningen magt=ret.
Det modsatte er måske mere rigtigt.
Den, der har magt, har altid uret.
Måske kunne man formulere en afmagtens
politik. Det er i dag uhyre
let at se, hvad der må gøres.
Worldwatch Institute og alle miljøorgani-
sationerne viser med al ønskelig
tydelighed, hvad vi skal og må gøre for
at overleve.
Men det er næsten umuligt at se,
hvordan det kan blive gennemført.
Vi har nu verdenshistoriens største
magtkoncentration. Måske betyder
det, systemet lettere vil bryde sammen.
Måske er dinosauren blevet for
tung til at overleve.
Man må bare være klar over,
at kampen fra Hvalfiskens bug også kan
føre til druknedøden for
en selv.
* * *
Nu har vi markedsøkonomi i hele
verden. Men det er et ord, der betyder
mange forskellige ting. I Østeuropa
betyder det, de skal udgøre et
marked for vores varer. For EF er det
verdens største eksperiment i
bureaukratisk økonomisk styring.
I andre lande kan man forsøge sig
med social markedsøkonomi eller
socialkapitalisme, kapitalisme med en
menneskelignende maske.
I u-landene betyder det tilsyneladende
kæft, trit og retning. Indordning
under Verdensbankens direktiver.
Der er kun én ting, "markedsøkonomi"
ikke betyder nogen steder.
Og det er fri konkurrence.
* * *
EF-Unionen bliver betegnet som uundgåelig.
Ganske vist sagde et
snævert flertal af de danske vælgere
nej til Masstricht. Men det ligger i
luften, at det bare betyder, eurokraterne
må stikke hovederne sammen
og sætte en ny etiket på den
samme flaske.
Vi får at vide, socialismen har
spillet fallit, fordi den ikke byggede på
markedskræfterne.
Men hvad skal vi så med EF, der
er ét stort net af regler, forskrifter og
kvoteordninger? Hvorfor så ikke
lade de frie kræfter klare det hele uden
snærende bånd?
Næ, det kan man ikke, for landbruget
kan ikke overleve uden støtte-
ordninger. Og uden kvoter var der snart
ikke nogen fisk i Nordsøen.
Miljøet kan ikke overleve de frie
kræfters spil. Kloden kan ikke overleve
med markedsøkonomien.
Men det er jo det, vi andre altid har
sagt. Og det bliver ikke anderledes,
fordi man i Østeuropa svinede med
miljøet og lod en ny klasse af
bureaukrater skumme fløden.
Det er muligt, EF-politikerne kan sætte
skillevægge op inde i hovedet og
tro på regulering med den ene hjernehalvdel
og markedsøkonomi med
den anden. Men det er og bliver schizofreni.
Spørgsmålet er ikke, om samfundet
skal styre økonomien, for det skal
det, og det gør det alle vegne.
Spørgsmålet er udelukkende til fordel for
hvem, der skal styres. Cui bono? Hvem
gavner det? Skal vi regulere til
fordel for aktionærer og multinationale
eller til fordel for hele sam-
fundet?
* * *
Hvad der skal gøres? Jamen, det
er jo så indlysende?
Gøre op med vækstideologien.
Lade være med at tro på uendelig vækst
inden for begrænsede rammer.
Nå frem til mere ligelig fordeling
af de begrænsede goder. En effektiv u-
landshjælp kunne jo f.eks. bestå
i, at Lomé-landene blev optaget i EF,
eller at man i det mindste fjernede alle
restriktioner vendt mod de
fattige. Samtidig skulle man naturligvis
tage hele gældsspørgsmålet op
igen og skrive lånebetingelserne
om, så lånene er tilbagebetalt, når de er
tilbagebetalt, i stedet for at tvinge
debitorerne ind i en uendelig træde-
mølle af renter. Hvis man gjorde
lånene rentefri med tilbagevirkende
kraft, var der ingen gældsbyrde
mere.
Hvis man ikke gør det, tvinger
man den tredje verden til at dø af sult.
Skal vi så bygge et Festung Europa
for at hindre dem i at komme
væltende og plyndre spisekammeret?
Men er en tilværelse i fæstningens
kælder efterstræbelsesværdig? Som
den kinesiske digter Bai Juyi sagde for
1200 år siden:
* * *
Opgøret med vækstideologien
er nødvendig for at løse vor tids to hoved-
problemer: Forureningen og kløften
mellem rige og fattige.
Det er nemt at se landet på den
anden side af afgrunden. Men hvordan
kommer vi over den?
* * *
Kasernesocialismen brød sammen,
da folk demonstrerede mod den. De
multinationale bryder ikke sammen, om
vi så stiller os op på pladserne
hver mandag fra nu af og til Jesu genkomst
og brøler, til vi bliver blå i
hovedet.
Og revolution med våben har den
alvorlige ulempe, at våben kan skyde
i to retninger.
* * *
Afmagtens ideologi er måske det eneste
reelle udgangspunkt. Al magt
til afmagten. Den kan hverken kaldes marxistisk
eller leninistisk, men
man kan for så vidt godt kalde den
socialistisk, hvis man vil. Med
elementer af den utopiske socialisme,
marxister altid har gjort grin med
- selv om utopiske samfund som Oneida
faktisk holdt i længere tid end
Sovjetunionen.
Man kan også kalde den anarkistisk,
hvis man vil.
Men det er nok bedst at droppe alle de
ord, der er klistret til af så mange
associationer, og bare beskrive normativt,
hvor det er, man vil hen.
Jeg taler om en holdning med elementer
af andelsbevægelse, folkeoplys-
ning, decentralisering, selvforvaltning,
økonomisk demokrati, tolerance,
respekt for anderledes tænkende,
lige ret til uddannelse og bolig, social
retfærdighed og afskaffelse af økonomiske
og sociale privilegier.
I stedet for at bygge luftkasteller må
man arbejde sig op fra jorden.
* * *
Faktisk står vi midt i en revolution
lige nu. Informationsrevolutionen.
Når magthaverne i Beijing ikke kunne
kvæle protesten på Tienanmen
pladsen i stilhed, og når augustkuppet
i Moskva brød sammen, skyldtes
det ikke mindst mulighederne for at faxe,
optage videofilm og på alle
måder sende informationer ud til
omverdenen.
Informationsrevolutionen kan som alle
revolutioner føre i to retninger.
Den kan føre til total ensretning
og fordummelse. Vi ser, hvordan stadig
færre selskaber sætter sig
på nyhedsformidlingen. Måske ender vi alle
sammen med at skulle sluge CNN ukritisk.
Uden at kunne få at vide,
hvordan plasticnyhederne er blevet til.
Men revolutionen kan også gå
den anden vej. Når millioner af menne-
sker sidder med deres computere og kommunikerer
via et modem, er der
skabt helt nye muligheder. Så kan
alle udveksle tanker og oplysninger
frit. Hvis en fabrik i Hobro overtræder
miljølovgivningen - så send
oplysninger ud over nettet. Hvis du har
nye tanker om verdens indret-
ning eller har skrevet et digt - ud over
nettet.
Man skal ikke vente på hjælp
fra nogen side. Som det hedder i en sang,
der næppe synges mere: Ej nogen
mægtig Gud og kejser og folkehøvding
står os bi.
* * *
Hackerne er vor tids partisaner. Som magthaverne
i den Forbudte By
og kupmagerne i Kreml skælvede,
så lad dem skælve i direktions-
lokalerne i vesten. Og hvorfor kun direktionslokalerne?
Hvad med
kommunalbestyrelserne, legatbestyrelserne,
alle de små lukkede og
snuskede hemmelige broderskaber. Lad dem
bare ryste, alle dem, der er
bange for at deres studehandler og intriger
kommer offentligt frem.
Ingen kan vide, hvordan et totalt åbent
samfund kan se ud. For det har
aldrig eksisteret før.
Men tænk hvis alle måtte regne
med risikoen for, at det, de sagde og
gjorde, kom for en dag. Hvis Rotarymøder
ikke mere var lukkede.
Lyder det som ulækkert posekiggeri?
Måske, men ikke mere ulækkert
end det fedtede hemmelighedskræmmeri.
* * *
Oprøret i dag må være
anarkistisk. Det må så mistillid til magt. Læren
af Østeuropas sammenbrud er ikke,
at kapitalisterne har ret, men at
magten har uret.
Måske vil en anarkistisk informationsrevolution
mislykkes. Måske
havner vi i ensretning eller total forvirring
i en strøm af selvmodsigelser.
Men hvis man tror på, at problemerne
bedst kan løses ved at så mange
som muligt går i gang med opgaven,
hvis man tror på demokratiske
midler, er der ikke noget alternativ.
Så må man bare håbe
på, at et mere oplyst folk også bliver et mere for-
nuftigt folk.
Er det lallende optimisme? Måske.
Men hellere tro på en mulighed end
synke end i socialdarwinisme og
floskler om, at mennesket er ondt og begærligt
på bunden. Mennesket
er bundløst på bunden. Mennesket
er først og fremmest plastisk. Det
har både hyænen og paradisfuglen
i sig.
Liberalismen tror, at menneskets dybeste
drivkraft er profitmaksi-
mering. Socialismen har påstået,
vi først og fremmest er sociale dyr. At
trangen til at hjælpe hinanden er
stærkere end trangen til at mase sig
frem på bekostning af andre.
Måske viser erfaringerne fra Østeuropa,
at egoismen er stærkere end
fællesskabsfølelsen. Men
så er der blot så meget desto mere grund til at
vedtage love, vendt mod egoismen. Hvis
alle var gode af sig selv,
behøvede vi ingen love. Ethvert
forsøg på at opbygge en civilisation er
forsøg på at bryde med naturens
uorden, på at sætte menneskeskabte
regler i stedet for den naturlige junglelov.
Vi skal værne om friheden. Men kun
så vidt, den enkeltes frie udfoldelse
ikke hæmmer andres frie udfoldelse.
Friheden til at trykke andre ned i
mudder ved kapitalistisk udbytning er
ikke mere værd end friheden til
at slå gamle damer i hovedet med
en jernstang og løbe med deres
håndtasker.
Jamen, har vi overhovedet en mulighed?
Måske.
Vejen ud i lyset er altid skræmmende.
Man kan blive blændet af lys.
Men hvis vi bliver inde i grotten og bliver
til hvide flagermus, der aldrig
kommer ud at flyve, så mugner vi
op.