Hvis man tæller antologier med, kunne jeg fejre mit 50 års forfatterjubilæum i marts 2008. I december 1957 udskrev Politiken en konkurrence om de bedste anmeldelser af fotoudstillingen "Vi Mennesker" (Family of Man). Jeg vandt i den yngste aldersgruppe, mens Erik Thygesen vandt i den ældste aldersgruppe. Vores præmier var en rejse til USA. En række af de indsendte bidrag blev samlet i antologien "Unge meninger om Vi Mennesker", der blev redigeret af Finn Gerdes og udkom på forlaget Arena 14. marts 1958, der tilfældigvis også var min 15 års fødselsdag.

     

    Vi Mennesker

    af Arne Herløv Petersen (14 år)


    Jeg kommer styrtende op ad trappen til udstillingen. Så står jeg foran et
    stort billede. Og står stille.

    Foran mig tegnes et glitrende bånd som smeltet metal. En flod,
    der i det uendelige hav fører aflejringer fra tusinder af kvadratkilometer
    land. Sådan har Jorden set ud i utalte årmillioner før det kryb, der
    kalder sig mennesket, dukkede op. Mennesket: en enkelt knop på et træ,
    hvis vældige masse vi umuligt kan overskue. Naturligvis vil træet, også
    efter at dette skud, denne lille kvist, er vissen, vokse videre med former,
    vi kun kan drømme os til. Et fotografi af en stjernetåge tjener til at
    forstærke indtrykket. Hvad er vi mennesker? Uendelig lidt i forhold til
    den Jord, der igen er et lille fnug kredsende om en fjerderangsstjerne, der
    befinder sig i en spiraltåges arm. Men for os selv er menneskets
    betydning naturligvis enorm. Det kan jo være meget godt at sige, at vi
    dybest set ikke betyder et hak. Men for os selv betyder vi dog alt. Jeg
    går langsomt udstillingen igennem. Ser på billeder, der snesevis af gange
    har været reproduceret i dagspressen, og billeder ingen har villet ulejlige
    sig med at gengive.

    Langt de fleste giver et budskab.

    Jeg ser Elliott Erwins to pragtfulde billeder i det første
    udstillingsrum. Den svangre kvinde med den tænksomt kiggende
    kattekilling og den betagede mor, der ligger på knæ og betragter sin
    sprællevende unge.

    503 indtryk. 503 tanker.

    Et mærkværdigt fotograferet billede af en gravid kvinde, der på
    neo-impressionistisk facon er delt op i små prikker. Eller da i hvert fald
    virker sådan, når hun ses i kontrast til forgrundens knaldsorte pot-
    teplanter.

    Tænk at man ser sådan ud ved fødslen. Og tænk hvor vældige
    lidelser, det koster at blive født.

    Man har sat fire familiegrupper op mod hinanden. Ved første
    øjekast virker de som kontraster. Ved andet siger man: Jamen, de er jo
    fuldkommen ens: USA og Bechuanaland, Japan og Sicilien. Alle er de
    lidt benovede ved at blive fotograferet. Alle er de hårdt arbejdende
    mennesker. Alle ligner de træk for træk hinanden. De ældre har de
    samme furer og rynker i ansigtet. Børnene er endnu lige runde og glatte.
    Endnu uden de rynker, også de engang vil få.

    Der er afdelingen med mor og barn. En overperfekt society-lady
    holder sit lille velnærede barn på armen. Hun smiler tomt til fotografen
    uden at bekymre sig om barnet. En eskimokvinde kysser varmt sit barn
    uden at bekymre sig om fotografen.

    En halv snes meter længere henne stirrer en lille tuberkuløs pige
    med abnormt store øjne ud på den verden, der ikke vil give hende de
    samme vilkår som de andre.

    Hvor er jeg dog rask. Hvad betyder min lille novemberforkølel-
    se? Men føl dig ikke for rask og overlegen. Vi har det godt her i landet,
    men vi må ikke isolere os. Jeg er ikke bare dansker, jeg er først og
    fremmest menneske. Den sultende inder, den indskrumpede mumie-
    agtige hottentot. Alle er de mine brødre og søstre. Egentlig burde jo de
    lande, hvor ingen sulter, sænke deres levestandard til fordel for de
    sultende. Men mennesket har jo også menneskelige fejl, deriblandt
    desværre også egoismen.

    Jeg går videre mellem de lange rækker af fotografier. Arbejde.
    Et greb på et håndtag. En trykken på en knap. Den industrialiserede
    tidsalders massedrab på ånd og individualitet. Radio, fjernsyn, let slugte
    aviser og månedsmagasiner, tegneserier. Og dog er vi alle stadig
    mennesker. Vi er alle ens. Ikke i den udslettende grå betydning, men
    med hensyn til indre værdier. Einstein er ikke mere værd end sam-
    lebåndsarbejderen. Under de samme vilkår var han blevet lige sådan.

    Under afdelingen med folkemusik er der et virkelig strålende
    billede. En langbenet dryade sidder på en skråning og blæser på
    blokfløjte. Teknisk set er det måske det bedste billede på hele ud-
    stillingen. Hele hendes fordyben i sin egen musik, hele hendes sorgløse
    ubekymrethed er kommet med.

    Og ganske kort derfra: den hårde desillusionerede kvinde foran
    rouletten. Hvert træk er spændt. Vil den lille hvide elfenbenskugle havne
    det rigtige sted? Eller må også denne indsats gå til sine forgængere?
    Skrabes ubarmhjertigt ind med et apparat, der minder om et lugejern.

    Stadig nye bombardementer af indtryk. Stadig nye billeder.
    Fremragende kunstnerisk og menneskeligt. En tysker har fotograferet
    resultatet af trediverne og fyrrerne. En dreng går til sin skole. Med
    tornyster på ryggen dykker han ned i et helvede af bombarderede huse.
    Af sørgmodige ruiner. Et sted bag dem ligger hans skole. Jo, Tyskland
    har måttet gå meget igennem, fordi de lod sig lokke af strålende
    drømme om verdensherredømme.

    Fordi de nægtede at tro, alle vi mennesker er ligeberettigede.

    Men om de har lært af deres nederlag er måske et spørgsmål.

    En afdeling med døden. En vagabond, der ligger krummet
    bagover og stirrer op i luften. Cirka 1861 står der under billedet. Men
    også i dag viser døden sig lige grusomt. Et lille barn med kridhvid hud
    og mørke læber. Unaturlige øjne. Døden. Det eneste vi mennesker aldrig
    vil lære at fatte helt.

    Stadig flere billeder. Nogle man ikke forstår er blevet udvalgt blandt to
    millioner fotografier. Nogle man ofrer et "Nåe-ja". Men mange, man
    bliver stående længe foran. Ved mange billeder studser man: Hvordan
    har noget menneske kunnet fotografere dette? Nogle steder synes man
    næsten, at fotografens koldblodighed grænser til grusomhed. Tænk at
    stille fotolamper og apparater op foran den mongolske kvinde, der
    fortvivlet kaster sig over kisten med sin døde mand. En fattig bitter
    kvinde, der sultende står med sine magre arme over kors. Hvem har
    kunnet fotografere hende? Billedet af den skuffede sørgmodige neger og
    kvinden, der ligger på ryggen på sengen og piller ved sine negle.
    Hvordan har en trediemand kunnet tænkes der? Lige meget. Tanker
    trænger sig unægtelig på, men resultatet - fotografiet - og ikke frem-
    stillingsvanskelighederne må blive det afgørende.

    Ensomhed. På en bænk sidder en kvinde med hovedet begravet
    mellem knæene. Knuget sammen i en frygtelig sandhed. Beskæftigende
    sig med triste tanker, vi ikke kender.

    Og sult. Ikke en sult, der i løbet af nogle få timer vil blive rigelig
    tilfredsstillet, men en sult, der langsomt æder legemet op indefra. En
    gnaven i indvoldene. En skrigen i tarmene dag efter dag. En sult, det i
    Danmark er umuligt at forestille sig.

    En lille bylt knogler med en smule stramt udspændt hud stilles
    over for en skål med en klæg grød. Et vildt dyrs proppen i sig. Med
    begge hænder skovles mad ind i munden. Ansigtet fordrejes. Ungen
    bliver helt skeløjet af glæde, mens han endnu med tæerne holder
    krampagtigt fast på skålen, for at ingen skal tage den fra ham. Og dog
    er dette barn et menneske, ganske som jeg, der blot ved et rent tilfælde
    ikke har følt samme sult som ham. Det kunne have været ham, der mæt
    og veltilfreds stod og betragtede et billede af mig, og ikke omvendt.

    Og der er alle de fremragende billeder, man allerede længe før
    udstillingens åbning har set rundt omkring. De to unge i hullet i sandet.
    Oven for dem sidder en masse mennesker, men ingen af disse mennesker
    interesser dem. De har kun hinanden i tankerne.

    I kontrast til det, det rystende billede af soldaten i skyttegraven.
    En angst glinen sig op ad det våde ler, mens hvinende granater farer
    over hovedet på en, mens fosforbomber slår ned tredive meter henne,
    mens maskingeværkugler svirrer som myg en sommeraften. En
    meningsløs leg med døden. En vanvittig ofring af menneskeliv. Hvordan
    kan vi tillade os at gå i rette med maya-indianerne, der ofrede tusinder
    af mennesker til gudernes ære? Har vi ikke selv for nylig ofret millioner
    af menneskeliv til Mammons ære? Er ikke uendelig mange længsler,
    drømme og ideer for evigt blevet slukket til ære for Krupp og hvad de
    nu hedder alle sammen. Alle disse rustningsfabrikanter, der selv slap
    uskadt gennem mareridtet. Har baron v. Thyssen fået sine ben skudt i
    stumper, så knoglerne kiggede frem?

    Et fotografi af en brintbombeekplosion. Menneskets leg med
    ukendte kræfter, der når som helst kan tage magten fra os. Troldman-
    dens lærling om igen. Vil vi i tide binde disse kræfter? Eller vil alt ende
    i et kolossalt selvmord? Det radioaktive støvs tørre prikken i halsen som
    kulsyre. En død under ufattelige lidelser. Ti tusinde gange Hiroshima.

    Nej, det må ikke ske. Hvorfor skulle jeg hade min amerikanske
    eller russiske bror? Med hvilken ret skulle jeg myrde den brasilianer eller
    polak, der er min ven? Et menneskeliv kan ikke erstattes på nogen
    måde. Enhver, der er beskæftiget med fjendtlig propaganda til den ene
    eller den anden side, er tusinde gange værre end den sølle fyr, der i
    jalousi dræber et par mennesker.

    Nu står jeg ude på Kongens Nytorv. Det sner lidt. Mit
    ophedede ansigt trænger til kulde. Mine tanker er skudt op som enorme
    svampe i en fugtig regnskov. Den ene har fortrængt den anden og er så
    igen blevet fortrængt af den tredie. Nu dukker de alle sammen op igen.
    Ikke så vilde og ophidsede, men til gengæld varige.

    Jeg har set mig selv i 503 variationer. Jeg har set, at vi alle er
    mennesker. At buskmanden elsker eller sørger som jeg selv. At vi alle
    har de samme rettigheder og pligter.

    Og så dukker der en lille ny tanke op: Gud ved om der alligevel
    ikke er noget om muhamedanernes tro på, at fotografiapparatet tager
    noget af menneskets sjæl med sig.