Jeg kommer styrtende op ad trappen
til udstillingen. Så står jeg foran et
stort billede. Og står stille.
Foran mig tegnes et glitrende bånd
som smeltet metal. En flod,
der i det uendelige hav fører aflejringer
fra tusinder af kvadratkilometer
land. Sådan har Jorden set ud i
utalte årmillioner før det kryb, der
kalder sig mennesket, dukkede op. Mennesket:
en enkelt knop på et træ,
hvis vældige masse vi umuligt kan
overskue. Naturligvis vil træet, også
efter at dette skud, denne lille kvist,
er vissen, vokse videre med former,
vi kun kan drømme os til. Et fotografi
af en stjernetåge tjener til at
forstærke indtrykket. Hvad er vi
mennesker? Uendelig lidt i forhold til
den Jord, der igen er et lille fnug kredsende
om en fjerderangsstjerne, der
befinder sig i en spiraltåges arm.
Men for os selv er menneskets
betydning naturligvis enorm. Det kan jo
være meget godt at sige, at vi
dybest set ikke betyder et hak. Men for
os selv betyder vi dog alt. Jeg
går langsomt udstillingen igennem.
Ser på billeder, der snesevis af gange
har været reproduceret i dagspressen,
og billeder ingen har villet ulejlige
sig med at gengive.
Langt de fleste giver et budskab.
Jeg ser Elliott Erwins to pragtfulde billeder
i det første
udstillingsrum. Den svangre kvinde med
den tænksomt kiggende
kattekilling og den betagede mor, der
ligger på knæ og betragter sin
sprællevende unge.
503 indtryk. 503 tanker.
Et mærkværdigt fotograferet
billede af en gravid kvinde, der på
neo-impressionistisk facon er delt op
i små prikker. Eller da i hvert fald
virker sådan, når hun ses
i kontrast til forgrundens knaldsorte pot-
teplanter.
Tænk at man ser sådan ud ved
fødslen. Og tænk hvor vældige
lidelser, det koster at blive født.
Man har sat fire familiegrupper op mod
hinanden. Ved første
øjekast virker de som kontraster.
Ved andet siger man: Jamen, de er jo
fuldkommen ens: USA og Bechuanaland, Japan
og Sicilien. Alle er de
lidt benovede ved at blive fotograferet.
Alle er de hårdt arbejdende
mennesker. Alle ligner de træk for
træk hinanden. De ældre har de
samme furer og rynker i ansigtet. Børnene
er endnu lige runde og glatte.
Endnu uden de rynker, også de engang
vil få.
Der er afdelingen med mor og barn. En overperfekt
society-lady
holder sit lille velnærede barn
på armen. Hun smiler tomt til fotografen
uden at bekymre sig om barnet. En eskimokvinde
kysser varmt sit barn
uden at bekymre sig om fotografen.
En halv snes meter længere henne
stirrer en lille tuberkuløs pige
med abnormt store øjne ud på
den verden, der ikke vil give hende de
samme vilkår som de andre.
Hvor er jeg dog rask. Hvad betyder min
lille novemberforkølel-
se? Men føl dig ikke for rask og
overlegen. Vi har det godt her i landet,
men vi må ikke isolere os. Jeg er
ikke bare dansker, jeg er først og
fremmest menneske. Den sultende inder,
den indskrumpede mumie-
agtige hottentot. Alle er de mine brødre
og søstre. Egentlig burde jo de
lande, hvor ingen sulter, sænke
deres levestandard til fordel for de
sultende. Men mennesket har jo også
menneskelige fejl, deriblandt
desværre også egoismen.
Jeg går videre mellem de lange rækker
af fotografier. Arbejde.
Et greb på et håndtag. En
trykken på en knap. Den industrialiserede
tidsalders massedrab på ånd
og individualitet. Radio, fjernsyn, let slugte
aviser og månedsmagasiner, tegneserier.
Og dog er vi alle stadig
mennesker. Vi er alle ens. Ikke i den
udslettende grå betydning, men
med hensyn til indre værdier. Einstein
er ikke mere værd end sam-
lebåndsarbejderen. Under de samme
vilkår var han blevet lige sådan.
Under afdelingen med folkemusik er der
et virkelig strålende
billede. En langbenet dryade sidder på
en skråning og blæser på
blokfløjte. Teknisk set er det
måske det bedste billede på hele ud-
stillingen. Hele hendes fordyben i sin
egen musik, hele hendes sorgløse
ubekymrethed er kommet med.
Og ganske kort derfra: den hårde
desillusionerede kvinde foran
rouletten. Hvert træk er spændt.
Vil den lille hvide elfenbenskugle havne
det rigtige sted? Eller må også
denne indsats gå til sine forgængere?
Skrabes ubarmhjertigt ind med et apparat,
der minder om et lugejern.
Stadig nye bombardementer af indtryk. Stadig
nye billeder.
Fremragende kunstnerisk og menneskeligt.
En tysker har fotograferet
resultatet af trediverne og fyrrerne.
En dreng går til sin skole. Med
tornyster på ryggen dykker han ned
i et helvede af bombarderede huse.
Af sørgmodige ruiner. Et sted bag
dem ligger hans skole. Jo, Tyskland
har måttet gå meget igennem,
fordi de lod sig lokke af strålende
drømme om verdensherredømme.
Fordi de nægtede at tro, alle vi mennesker er ligeberettigede.
Men om de har lært af deres nederlag er måske et spørgsmål.
En afdeling med døden. En vagabond,
der ligger krummet
bagover og stirrer op i luften. Cirka
1861 står der under billedet. Men
også i dag viser døden sig
lige grusomt. Et lille barn med kridhvid hud
og mørke læber. Unaturlige
øjne. Døden. Det eneste vi mennesker aldrig
vil lære at fatte helt.
Stadig flere billeder. Nogle man ikke forstår
er blevet udvalgt blandt to
millioner fotografier. Nogle man ofrer
et "Nåe-ja". Men mange, man
bliver stående længe foran.
Ved mange billeder studser man: Hvordan
har noget menneske kunnet fotografere
dette? Nogle steder synes man
næsten, at fotografens koldblodighed
grænser til grusomhed. Tænk at
stille fotolamper og apparater op foran
den mongolske kvinde, der
fortvivlet kaster sig over kisten med
sin døde mand. En fattig bitter
kvinde, der sultende står med sine
magre arme over kors. Hvem har
kunnet fotografere hende? Billedet af
den skuffede sørgmodige neger og
kvinden, der ligger på ryggen på
sengen og piller ved sine negle.
Hvordan har en trediemand kunnet tænkes
der? Lige meget. Tanker
trænger sig unægtelig på,
men resultatet - fotografiet - og ikke frem-
stillingsvanskelighederne må blive
det afgørende.
Ensomhed. På en bænk sidder
en kvinde med hovedet begravet
mellem knæene. Knuget sammen i en
frygtelig sandhed. Beskæftigende
sig med triste tanker, vi ikke kender.
Og sult. Ikke en sult, der i løbet
af nogle få timer vil blive rigelig
tilfredsstillet, men en sult, der langsomt
æder legemet op indefra. En
gnaven i indvoldene. En skrigen i tarmene
dag efter dag. En sult, det i
Danmark er umuligt at forestille sig.
En lille bylt knogler med en smule stramt
udspændt hud stilles
over for en skål med en klæg
grød. Et vildt dyrs proppen i sig. Med
begge hænder skovles mad ind i munden.
Ansigtet fordrejes. Ungen
bliver helt skeløjet af glæde,
mens han endnu med tæerne holder
krampagtigt fast på skålen,
for at ingen skal tage den fra ham. Og dog
er dette barn et menneske, ganske som
jeg, der blot ved et rent tilfælde
ikke har følt samme sult som ham.
Det kunne have været ham, der mæt
og veltilfreds stod og betragtede et billede
af mig, og ikke omvendt.
Og der er alle de fremragende billeder,
man allerede længe før
udstillingens åbning har set rundt
omkring. De to unge i hullet i sandet.
Oven for dem sidder en masse mennesker,
men ingen af disse mennesker
interesser dem. De har kun hinanden i
tankerne.
I kontrast til det, det rystende billede
af soldaten i skyttegraven.
En angst glinen sig op ad det våde
ler, mens hvinende granater farer
over hovedet på en, mens fosforbomber
slår ned tredive meter henne,
mens maskingeværkugler svirrer som
myg en sommeraften. En
meningsløs leg med døden.
En vanvittig ofring af menneskeliv. Hvordan
kan vi tillade os at gå i rette
med maya-indianerne, der ofrede tusinder
af mennesker til gudernes ære? Har
vi ikke selv for nylig ofret millioner
af menneskeliv til Mammons ære?
Er ikke uendelig mange længsler,
drømme og ideer for evigt blevet
slukket til ære for Krupp og hvad de
nu hedder alle sammen. Alle disse rustningsfabrikanter,
der selv slap
uskadt gennem mareridtet. Har baron v.
Thyssen fået sine ben skudt i
stumper, så knoglerne kiggede frem?
Et fotografi af en brintbombeekplosion.
Menneskets leg med
ukendte kræfter, der når som
helst kan tage magten fra os. Troldman-
dens lærling om igen. Vil vi i tide
binde disse kræfter? Eller vil alt ende
i et kolossalt selvmord? Det radioaktive
støvs tørre prikken i halsen som
kulsyre. En død under ufattelige
lidelser. Ti tusinde gange Hiroshima.
Nej, det må ikke ske. Hvorfor skulle
jeg hade min amerikanske
eller russiske bror? Med hvilken ret skulle
jeg myrde den brasilianer eller
polak, der er min ven? Et menneskeliv
kan ikke erstattes på nogen
måde. Enhver, der er beskæftiget
med fjendtlig propaganda til den ene
eller den anden side, er tusinde gange
værre end den sølle fyr, der i
jalousi dræber et par mennesker.
Nu står jeg ude på Kongens
Nytorv. Det sner lidt. Mit
ophedede ansigt trænger til kulde.
Mine tanker er skudt op som enorme
svampe i en fugtig regnskov. Den ene har
fortrængt den anden og er så
igen blevet fortrængt af den tredie.
Nu dukker de alle sammen op igen.
Ikke så vilde og ophidsede, men
til gengæld varige.
Jeg har set mig selv i 503 variationer.
Jeg har set, at vi alle er
mennesker. At buskmanden elsker eller
sørger som jeg selv. At vi alle
har de samme rettigheder og pligter.
Og så dukker der en lille ny tanke
op: Gud ved om der alligevel
ikke er noget om muhamedanernes tro på,
at fotografiapparatet tager
noget af menneskets sjæl med sig.