Arne Herløv Petersen
Epitafium
Epitafium er udgivet i meget
begrænset oplag som Book on Demand.
Bogen koster 80 kroner og
kan købes gennem Book
on Demands hjemmeside
Lektørudtalelse
Anvendelsesmuligheder/målgruppe/niveau
Digtbøgernes klassiske anslag giver
mindelser om både Claussen og Rilke m.fl. i deres prøven kræfter
med livets store spørgsmål og samklangen med natur og kosmos
Beskrivelse
To små lyriksamlinger er meget forskellige
i form og indhold af den erfarne digter og oversætter. I Epitafium
bygger Herløv Petersen et dystopisk undergangsdigt op skrevet i
en klassisk stil som digtkreds med 15 rimede strofer stærkt inspireret
af sonetformen. Den udfordrende og svære form holdes oppe af et dynamisk
tematisk spil mellem fine naturiagttagelser i de udvendige mangfoldige
og kosmiske, men også truede natur holdt op mod individets indre
tvivl og sårbarhed - her måske også personligt tab og
død: "...Min krop som bytte for den falske drøm/om ubegrænset
vækst og ekspansion,/for svulstens tro på hæmningsløst
forbrug.//Hvor kan jeg atter finde livets strøm/naturens sang, der
bruser polyfon/af kærlighed og undren, fryd og gru?".
Den anden digtbog Kort er af et anderledes
tilsnit med koncise iagttagelser og stemninger af haikuinspireret tilsnit:
"Godthåbsvej, natregn/Kørebanen bløder rødt/bløder
gult og grønt//".
Også her er der noget personligt
på spil for forfatteren, der får ham til at se omverdenen i
lyset af personlige oplevelser
Sammenligning
Teksterne har også været publiceret
i Hvedekorn og er tilgængelige i en netudgave og udgives her i prunkløs
Books on Demand-regi
Samlet konklusion
Herløv P. skriver stærkt
og personligt og med fin digterisk ambition uden at blive privat i disse
to nye korte digtsamlinger
Kent Skov, lektørudtalelse, Uge 34 2008
Copyright (C) 2008 Arne Herløv Petersen
Til Helen
I
De
faldt som stjernegrus i atmosfæren,
de
første gryn af det, der blev til liv.
De
første molekyler rummer læren
at
samklang toner ud fra budet: Bliv.
Et
liv i svovlkilder og skjulte sprækker
Et
liv i stenen og i havets skød
En
hånd der altid griber ud og trækker
et
svøb om golde sten af liv og død
En
livløs Jord, forvandlet til et Eden
Et
liv med former, ingen sjæl har talt
Et
liv der dirrer i en digters ord
Det
synger fælles i mangfoldigheden
Det
vokser frem af disse kim, der faldt
ned
mod en livløs, syrepisket jord
II
Ned
mod en livløs, syrepisket jord
faldt
sneen grå af Auschwitz' askeflager
som
tyste vidner om det had der gror
af
ondskabens og magtbegærets ager
Jeg
er et barn af denne sidste krig
og
født i slagskyggen af Hiroshima
men
vendt mod tiden, hvor vi bliver fri
og
selv får skabt et mere venligt klima
Hvis
vi får lært balance, harmoni
den
visdom der gror ud af alle celler,
bor
i koralrev og i myrehæren
Kun
ved at dele, kan jeg blive rig
Af
kærlighed og broderskabet vælder
det
lådne svøb af grokraft, duft og væren
III
Det
lådne svøb af grokraft, duft og væren
lå
som et kærtegn på min bløde krop.
Med
undren så jeg blomsten blive pæren
og
græsset skyde gennem asfalt op
Jeg
fulgte edderkoppen spinde nettet
og
sommerfuglelarven på sit blad
En
skov af fuglesang og rødder flettet,
en
sø af paddekor og andemad
I
mig og sommerfuglen samme glød
I
middagssol er alle skygger korte
Jeg
trådte blødt på disse lag af jord
Jeg
tænkte aldrig på min egen død
Den
blanke tid, der står, når jeg er borte
Forsvundet,
ætset ren for alle spor
IV
Forsvundet,
ætset ren for alle spor
var
livsløshedens golde klippefase
Nu
svæver kloden i et blomsterflor
i
et balancepunkt, homøostase
En
stilstand frosset ind i laksens spring
En
puls, der stopper midt i elskovsakten
En
sitren gemt i træets årering
Et
strejf af råddenskab i blomsterpragten
Hvor
fugl har fløjet og hvor bjørn har luntet
står
tidens tråde samlet i et net
der
binder universet fast til selvet
Et
liv spændt ud i dugdråbesekundet
der
skælvende gør selve kloden let.
Engang
stod himlen blå og varsomt hvælvet.
V
Engang
stod himlen blå og varsomt hvælvet
Da
kom de første svage skyggespor
et
ekko af et isbjerg, der har kælvet.
en
understrøm der skubber skibets ror
Så
fulgte prøver, stik og analyser
en
ventetid på hospitalets gang
Det
ord, der tynger ned, så alle gyser.
Den
dag der virker så umuligt lang
Der
står jeg midt i kræftens frie spil
En
gruppe celler vokser uden hæmning
og
mørket rykker fremad med sit sug
For
svulsten kender kun hvad svulsten vil
og
æder alt. En dyster rovdyrstemning:
Geparder
jagtede en tænksom gnu
VI
Geparder
jagtede en tænksom gnu
En
stork åd frøerne som sang i mosen
De
tænkte kun på deres egen bug
men
indgik lige fuldt i symbiosen
Når
biller borer gennem træets bark
går
varselsråbet ud fra fimrerødder.
Vi
deles om den samme livets ark
for
alt med hår og vinger, skæl og fødder
For
ingen morgen fødes uden aften
og
meget vokser altid frem af lidt.
Kun
unaturen lukker sig om selvet
Igennem
dyrets blod og plantesaften
går
samme rytme. Høg og spurv er ét.
En
klodes pulsslag. Jordens hud har skælvet
VII
En
klodes pulsslag. Jordens hud har skælvet
Der
gik en iling gennem birkeskoven
og
mørket faldt i flager ned fra hvælvet.
Nat
lå i græsset, natten stod foroven.
De
breder sig, de ondskabsfulde celler
De
sender tråde gennem væv og blod.
Hvert
fremstød af de sultne horder melder
om
nederlag for det, der står imod.
Min
krop som bytte for den falske drøm
om
ubegrænset vækst og ekspansion,
for
svulstens tro på hæmningsløst forbrug.
Hvor
kan jeg atter finde livets strøm
naturens
sang, der bruser polyfon
af
kærlighed og undren, fryd og gru?
VIII
Af
kærlighed og undren, fryd og gru
er
livet samlet, skabt i sorg og glæde.
For
ligets klædebon og festens dug
er
syet af det samme hvide klæde.
Som
tænderne, der blottes i et smil
er
det, der fremstår synligt af skelettet
er
søvnens ansigt vendt mod dødens hvil
og
lys og mørke altid sammenflettet
Jeg
ville gerne vænne mig til døden
og
skrive under høstens røde træ
et
afskedsdigt den dag, hvor jeg var ældet
Men
svulsten rev mig bort fra aftenrøden
og
stjal, imens den tvang mig ned på knæ
koralrevs
myldren, fugleskrig fra fjeldet
IX
Koralrevs
myldren, fugleskrig fra fjeldet
tog
mod mig, trak mig ind i jordens favn.
For
døden kom. Et nakkeskud har smældet
Her
stod jeg blind i landet uden navn
Nu
kunne alle kræftceller hovere.
De
havde vundet, påført fjenden tab.
De
havde alt. De havde intet mere.
De
gik med mig i ovnens sultne gab.
Alt
i mig kom engang af stjernestøv
der
faldt som sne på urtidsjordens klipper
og
blev til trilobit og sabelkat
Nu
blev jeg atter muld og træets løv
et
barn, der suger vorten til det slipper
de
mange lyde i en urskovsnat.
X
De
mange lyde i en urskovsnat
forstummer
brat, når skovens træer falder.
En
vanvidsslægt, forvirret og besat
der
ikke hører, okapien kalder
Vi
er de sidste, hjernedøde aber
Kun
dumheden kan være så immun
for
tanker, at den ufortrøden skaber
et
hav, hvor ingen møder torsk og tun
Nu
slutter tiger sig til gejrfugl
til
dronte, quagga og til vandredue -
dræbt
af begær og ikke nød og trang
Knust
under grådighedens sorte hjul
og
kastet ind i magtsygdommens lue
en
ibis' røde fjer og hvalens sang.
XI
En
ibis' røde fjer og hvalens sang
har
ingen vægt i magtbrunstens systemer.
Den
ser så kort som blindheds nat er lang
og
kender kun til egoismens memer.
I
larvens spyt og musens gnalling ost
genfindes
nogle af mine krops atomer.
Jeg
er den dugdråbe, der sætter rust,
hvor
grådigheden sprøjter og forkromer.
Selv
grundvandet er ramt af giftens siven.
Vi
kender kun til voldtægt og til mord.
Vi
ville herske. Alle dyr har trællet
for
os. Den løn, de fik, var slagtekniven.
Vi
stod tilbage på en fattig jord.
Vi
gennemførte abe-enevældet.
XII
Vi
gennemførte abe-enevældet
rev
flænger i det tynde lag ozon.
Den
rige jord forarmet og forgældet
på
vej mod håbløshedens slutstation
Vi
vendte Golfstrømmen og så forskrækket
Europa
under tusind meter is.
Vi
dræbte sildestimen, fugletrækket
og
så, naturens død var vækstens pris
Vi
blev til klodens kræft og jordens mug
Vi
ville vokse uden mål og grænser.
Udpint
lå verden i den kolde nat.
Vi
kaldte selve hæslighedensmuk:
Den
store død, den sidste verdensrenser.
Alt
blev til stilhed. Jorden er forladt.
XIII
Alt
blev til stilhed. Jorden er forladt
De
grundstoffer, der var i dyr og planter
er
nu granit og kvarts i klodens nat
og
diamantens skarpe, døde kanter
Nu
er vi fælles om den samme død
og
sand der fyger i de samme klitter
hvor
rosen kaldte med sin blomsterglød
og
sangen lød fra tusind små musvitter
Nu
er vi vokset ind i stenens ro
Nu
er vi hovedskallen bag ved læben
og
stumhed fulgte livets store sang
Vi
høster udbyttet af vores tro
Nu
har vi nået målet for vor stræben:
En
gravplads for det liv der var engang.
XIV
En
gravplads for det liv der var engang
var
rumraketten på sin færd mod Vega
en
hul cylinder rundt om håbets sang
skudt
ud fra Alfa mod et fjernt Omega
En
kosmisk fisker tog den ind i nettet
og
læste guldpladen med vores tegn.
De
søgte os. Et tankeskib blev rettet
mod
vores mælkevej og vores egn
En
Venustvilling uden livets vrimmel
En
kiselørken slebet, skrabet ned
var
det de fandt. Et genfærdspust var læren.
De
så en hærget klodes tomme himmel
fortæret
af den blinde grådighed
De
faldt som stjernegrus i atmosfæren
XV
De
faldt som stjernegrus i atmosfæren
ned
mod en livløs, syrepisket jord.
Det
lådne svøb af grokraft, duft og væren
forsvundet,
ætset ren for alle spor
Engang
stod himlen blå og varsomt hvælvet
Geparder
jagtede en tænksom gnu
En
klodes pulsslag. Jordens hud har skælvet
af
kærlighed og undren, fryd og gru
Koralrevs
myldren, fugleskrig fra fjeldet
De
mange lyde i en urskovsnat
En
ibis' røde fjer og hvalens sang
Vi
gennemførte abe-enevældet
Alt
blev til stilhed. Jorden er forladt
En
gravplads for det liv, der var engang
Slätafly,
maj 2005