Jeg brugte første gang pseudonymet Mikkel Fossmo til digtsamlingen "Vækstlaget", der udkom på Samlerens forlag i 2007. Jeg havde fået afslag på det, jeg under eget navn sendte ind til forlag i Gyldendal-gruppen, så jeg ville undersøge, om afslagene skyldtes mine bøgers kvalitet eller mit navn. Da de gerne ville udgive en bog, jeg havde skrevet, når de troede, den var skrevet af en anden, konkluderede jeg, at det nok var mit navn, der var anstødsstenen. Samleren udgav endnu en Fossmo-bog i 2009. Jeg anså dermed eksperimentet for afsluttet, men engang, jeg stod og ventede på bussen, kom der nogle digte dumpende, der hørte hjemme i samme digterjeg - en ung mand, der arbejdede som engelsklærer i Venezuela og var blevet forelsket i en venezuelansk kvinde. "Epifytten Nikodemus" er en digtsuite, der følger denne forelskelse og en graviditet, der ender sørgeligt. Forlaget Jorinde & Joringel, der udgav bogen, vidste lige så lidt som Samlerens forlag, hvem den egentlige ophavsmand var.
 
 
 

Anmeldelser

"Epifytten Nikodemus" blev ikke anmeldt i noget dagblad eller tidsskrift, men den fik følgende lektørudtalelse:

Til læsere af ny dansk lyrik og som følger med i den mere eksperimenterende litteratur herunder bl.a. bøger fra forlaget Jorinde & Joringel. Kan endvidere formidles til lånere som har læst fx Theis Ømtoft.

Mikkel Fossmo debuterede med digtsamlingen Vækstlaget i 2007 og i 2009 udkom Muldvarp og Pelikan. Digte som var karakteriseret ved det tragikomiske, barske, originale og fabulerende, hvilket er ført videre i Fossmos nye samling med den specielle titel Epifytten Nikodemus. Titlen hentyder til hovedpersonernes aborterede barn "Hvor gjorde de af Nikodemus/Ned i en plasticspand, velsagtens/til afsavede lemmer, hæmorrider og blindtarme". Digtsamlingen skildrer endvidere parrets kærlighedsforhold op til graviditeten og sprogligt set skrevet så digtene sagtens kan læses af også mere urutinerede lyriklæsere. Bogen er en del af en ny serie fra forlaget Jorinde & Joringel, hvor omslaget ligner et gammeldags skolestilehæfte.

For digtenes billedrige og samtidig originale og mundrette stil giver Fossmos digte mindelser om både F.P. Jac og Dan Tureli.


Original, billedlig og fin digtsamling fra Mikkel Fossmos hånd og som desuden også kan anbefales til par, som har mistet et barn ved abort.
 
 
 

Uddrag af bogen

Det havde været længe undervejs
Først skulle amøberne knoppe sig og fimre med alle trådene
så skulle pterodaktyler svæve på lædervinger hen over tjæresøer
og sabelkattenes tænder lyse om kap med halvmånen.
Alt i verden skulle gro frem til dette øjeblik
hvor vi sad på en jernseng
på et hotelværelse i Tucupita
splinternye og splitternøgne
og hørte en stor undren suse
et sted oppe mellem stjernerne
og inde i vores forventningsfulde kroppe.
På den afskallede, grønne væg
hang et olietryk af Jomfru Maria.
Luk øjnene, Maria.
Om et øjeblik griser vi lagenet igen.
*
*

Du sidder forpuppet i sengetøj
og ser på mig med øjne
der måske er natsiderne
af ukendte kloder
og har regnskove og savanner
på den side
der vender ind i dig,
med tapirer, zebraer
og fredeligt gumlende gnuer.
Du ser på mig og siger:
Én ting skal du love mig.
Du må aldrig lyve for mig.
Tereza, siger jeg til hende.
Jeg har lynlås i sjælen.
Nu trækker jeg den ned,
som man trækker lynlåsen ned
i et tomandstelt.
Se så ind i mig.
Der er kun én eneste tanke
i mit sind
og den hedder Tereza.

**

Nu sidder hun med knæene oppe under hagen
og ler så maveskindet hopper
og man kan se hendes små pæne musetænder
fordi hun synes det er så sjovt
pludselig at have sådan en eksotisk kæreste
fra et fjernt tågeland.
Om vinteren, fortæller jeg hende,
står solen først op ved nitiden
og går ned igen seks timer efter
så det kan næsten ikke betale sig
at kravle ud af dynen.
Og nogle gange sner det,
store hvide fnug
der engang imellem bliver liggende
og venter på de andre fnug
så de kan lave snedriver af hinanden.
Men der er ingen isbjørne, siger jeg.
Og da jeg ser, hun ser skuffet ud
retter jeg det til:
Ikke ret mange.
Kun om søndagen.

**

Hver gang hun ler
med lykkeligt åben mund
kigger jeg ind i hende
og bliver misundelig
på hendes drøbel.
Tænk at hænge inde i hende
hele tiden
som en flagermus i et klokketårn,
lege blød drypsten
svaje frem og tilbage
og mærke en let brise
hver gang hun trækker vejret.

**

Ligger med næsen
ind i dit øre –
også det et hul
ind til dit indre
Muslingens perlemorsrand
Øreflippens nulrevarme vedhæng
Små hvide hår
så jeg gisper og sukker
Tereza, er jeg pervers
hvis synet af din øregang
får min pik til at spjætte?
Og tænk så på alt det
der gemmer sig bagved –
ligevægtsorgan trommehinde
labyrinten og sneglen
stigbøjle ambolt
for ikke at tale
om dine eustakiske rør
der nok kan gøre mig
grødet i mælet
Små hvide knogler
dikker og vipper
som Julemandens værksted
i en gammel Disneyfilm
Når jeg tænker på alle
de ben og organer
der hænger et sted
derinde bag huden
svimler det for mig
som når jeg ligger
på ryggen om natten
ude i græsset
og stirrer mig ind
i Andromedatågen

**

Vi sidder på fortovsrestauranten
og har bestilt stegt rød snapper
med citronbåde og svampesauce.
Jeg ser ud over pladsen
over mod den nybodergule kirke.
Vi skal vel også have noget at drikke.
Hvad vil du have? spørger jeg.
Hun spjætter lidt
som sad hun og drømte
og læner sig så langt ind over bordet
at brystvorterne dupper hen over pladen.
Jeg tror, jeg vil have et barn, siger hun
og får en lille rynke over næsen,
som om hun undrer sig
over sig selv.
Ja. Nu tror jeg godt, jeg vil.

**

Vi lytter efter din ægløsning.
Det er næsten som de spilleautomater
hvor sølvkugler triller ned ad lange gange
og nogle gange falder i hul.
Klink pachink klonk
Bingo
Så er det med at komme hjem
Vi kan jo ikke gøre det i bussen
Hvis vi er to om at hive tøjet af dig, Tereza,
går det hurtigere.

**

Månen har rettet sig ind efter dig.
Hver gang det er fuldmåne
lægger du små søde æg
og jeg gyder som en hundestejle.
Vi drikker champagne bagefter
og skriver dato på proppen.
Vi sidder under halvmånens sværd
et sted ude i byen
og du ser over på mig
med et lille ynkeligt blik
og siger:
Nå, der kom det.
På et søm i køkkenet
hænger en kæde af propper.

**

Jeg sidder til lærermøde
med en kop foran mig
af riflet, glasklar plastic
og indsnuser nescafé.
Vi skal tale om to drenge i ottende
der er så vanartede
at det er til at hulke over
og hvad skal vi gøre ved dem
når nu vi ikke må strangulere dem?
Jeg kan høre et lille forsagt bip i mobilen
og lister mig til at læse hendes sms.
”Jeg er gravid”, står der.
Og næste gang
jeg kan trække vejret
er murene blæst ud
og solen har fået en farve
den aldrig før har haft.

**

Nu kan jeg godt dø,
tænker jeg pludselig
og bliver ikke engang
ked af det.
Hvem kan bekymre sig
om solsikkens stængel
når først frøene
er kastet på jorden?

'**

Jeg klapper hende på maveskindet.
Kan du høre det derinde?
Du er godt nok ikke større end et risengryn,
men du har været gennem en lang udvikling.
Det er snart længe siden
du var blastula.
Kan du huske dengang
du kun var et par celler høj
og lignede en søanemone
der krænger sig selv ud indefra?
Hvordan var det så?
Og hvad laver du lige nu?
Venter du på den fase
hvor du ligner en salamander?
Du får også hale engang,
men den falder af igen.
Så du skal passe på
ikke at knytte dig for tæt til den.
Så bliver du bare ked af det.

**

Tror du, det er godt for dig at drikke kaffe, skat?
Måske skulle du hellere tage varm mælk med honning
Vi må jo tænke på
hvad der er bedst for den lille.
Vi må tænke bløde tanker
der mildner hans sind
Skal jeg læse Peter Plys for dig,
så hans hjernevindinger bliver lagt i de rette folder?
Befrugtningen gør mig lodden indvendig
Jeg tror, jeg anlægger en lille topmave
Hvis jeg nu gik ned efter småkager
og blev dræbt af knivstik på vejen
ville aviserne kalde mig
”yngre familiefar.”

**

Du er næsten lige så stor nu
som det yderste led
på en regnorm.
Sidder der
Og suger af min kæreste
En rigtig lille snylteplante.
Epifyt kalder man sådan en som dig.
Jeg kalder dig også Nikodemus.
Epifytten Nikodemus.
Men det lyder som en biskop
fra et sted i Lilleasien
i en oldkristen menighed.
Sådan en med mitra på hovedet
med kors
og en forgyldt hyrdestav
med sammenrullet volut øverst
fuldkommen som et bregneskud.
Epifytten Nikodemus,
velsign os nu
og i vores sidste stunder
som vi også velsigner dig
at du kan gro
suge halen op i dig igen
og få ti små tæer
til at gå på jorden med.

**

Man siger et foster
kan suge musik til sig
gennem sin gennemsigtige paddehud.
Kan du høre, Nikodemus.
Det er Mozarts fløjtekvartet i g-dur.
Andante og tempo di menuetto.
Köchel 285a.
Den er god for gællerne.
Vift med dem i takt,
små røde duske.
Så skal vi snart
få lavet lunger på dig.

**

Jeg fortæller aftenhistorie
for Nikodemus
om hans to lande.
Lægger hovedet mod hendes maveskind
og mumler
om Orinocofloden, jaguarer, tukaner og tapirer
og de bondegårde der var engang
med storke på taget
stokroser,
en ko der hed Rosa
og en so,
som bonden kløede på maven.
Jeg kan ikke nænne at fortælle ham
om intensivt svinebrug,
gylletanke og pesticider.
Det kan han tids nok komme ud til.

**

Hun vækker mig en nat
og har ondt.
Jeg ved godt hvordan det er at have ondt,
dunke hovedet ind i en lem
falde ned fra et træ
Tandpine hovedpine ondt i halsen
Men det her er ikke smerter
jeg kender
det er ondskabens ondt
det er verden der flænges
af en kniv indefra,
det er hvidglødende lyn
der slår ned i kroppen
og bliver der.

**

Alting sker hurtigt,
og alting glider ud i tåger
en taxichauffør, en læge,
afskallede grønne vægge
fuldkommen som dengang
på hotelværelset i Tucupita,
Hendes ansigt er en maske,
hun sveder.
hendes næsefløje er hvide
hun er bange
og jeg kan ikke gøre andet
end se efter hende
mens de triller hende væk.
Jeg sidder på en træstol
og ser på de nøgne, grønne vægge
under en nøgen pære
hvor insekterne summer.
Og alle natsværmere
er forvandlet til spyfluer.

**

De har flækket hende som en fisk.
Graviditet uden for livmoderen, kaldte de det.
I skal være taknemmelige, siger de.
Hun kunne have været død.
Nikodemus.
Epifytten Nikodemus.
Hvor er det typisk
af hendes og min unge
at den ikke bare kan blive liggende
i sin varme fosterhule
med tommeltot i munden
og vente på at blive fotograferet
af Lennart Nilsson
men absolut skal ud på opdagelsesrejse
kravle rundt i æggeledere
som var det hemmelige tunneler,
pludselig bore sig gennem himmelkuplen
og stå der
oven på livmoderens klode
og spejde ud i mørket
med sekstant og søkikkert
som en anden kaptajn Nemo.
Selvfølgelig kunne du ikke blive liggende
og vente sådan som alle andre.
Men se nu, hvad du har gjort.

**

Fra den ene dag til den anden
er byen fuld af barnevogne,
skubbet af kvinder,
der ser bistert på mig
mens de kører hjulene hen over mine ankler.
Flokke af gravide kvinder
vakler kalveknæede ned ad gaden
Postbudet har proppet tvillinger ned i motorcyklens sidevogn,
på grøntmarkedet sidder småbørn tæt under alle boderne,
i cafeen står servitricen bag disken og ammer.
Drægtige hunde slæber sig af sted,
så bugspændte at poterne splatter ud til siderne.
Fuglene opgiver at baske med vingerne
og styrter til jorden, tynget ned af æg.
I rendestenene piler rotter af sted
med horder af lyserøde nøgne rotteunger efter sig.
Selv fluerne føder levende unger.
Middagssirenen er erstattet
af et unisont vræl
En kvalm stank af lunken modermælk
driver gennem gaderne
Vi går med hinanden i hænderne,
to tomme hylstre

**

Der er nogle, der prøver
at pirke ungen ud med en strikkepind
eller de lader sig indlægge med det samme
og får yngelen skrabet af moderkagen.
Hvis de er katolikker
drukner de sig i søen, tager gas
eller græder som piskede
mens maven svulmer
og når barnet kommer
giver de det væk
til nogen der vil have det.
Og så er der sådan nogle som os
der allerede havde købt kravlegård
og lagt Pippi Langstrømpe frem.
Hvor gjorde de af Nikodemus?
Ned i en plasticspand, velsagtens,
til afsavede lemmer, hæmorrider og blindtarme
pus og udflåd.
Medicinsk affald, kalder de ham.
Derhjemme kører de det vel på Forbrændingen.
Her skulle det ikke undre mig
om de sælger det under bordet
til dem der laver hundemad.
Hvad var det jeg sagde,
da jeg tre år gammel sad i sandkassen
og de store børn smed sand i øjnene på mig?
Tse uratfærderligt. Nemli.

**

Jeg prøver stadig
at forstå hvad der skete.
Blev du til i mørket
uden for grotten
dømt til at flakke
forvildet om
i trange ovarier?
Stod du ved porten
til den varme hule
og forsøgte forgæves
at overbevise de strenge
toldere om
at selv om du var gennemsigtig
og otte millimeter lang
var du forsynet med det ægte
rødbedefarvede pas?
Eller var du ligesom mig
født derinde?
Blev livmodervarmen
bare for kvalm?
Var du som ormen
der borer sig ud af æblet
og vifter med snuden
mod sol i september?
Eller troede du virkelig,
Nikodemus,
du kunne stå som Kristus
på Frelserkirkens
forgyldte kugle
med flaget i hånden
og spejde ud
mod en fjern aorta,
se hendes blindtarm
smile og vinke?

**

De kunne da godt have givet os
Nikodemus med hjem i en tændstiksæske
så vi kunne grave ham ned
under kastanjetræet
sådan som børn
begraver en fugleunge
og synger over den
med små stemmer
som var de selv fugleunger.

'**

Vi sidder og er triste sammen
mens det bliver mørkt i stuen
og der er ingenting, jeg kan gøre.
Hvis nu jeg køber en skildpadde til hende
bliver hun så en lille smule glad?
Eller vil hun bare tude lydløst
med klar snot i næseborene
hver gang hun ser den åbne
sin tandløse mund?
Tereza, hvis du vil,
må du godt flå mig
og bruge mig som kappe
så du kan varme dine skuldre.
Det bliver så tidligt koldt
 

.