I 

(Dublin, hos Sheehy, Belvedere Place)

Joyce - Jeg vidste, det var ham, du mente. Men du

tager fejl med hans alder.

Maggie Sheehy - (læner sig frem for at tale alvorligt)

Nåh, hvor gammel er han da?

Joyce - Tooghalvfjerds.

Maggie Sheehy - Er han det?

II

(Dublin, hos Sheehy, Belvedere Place)

Fallon - (i forbifarten) - Jeg fik besked på ganske

særlig at ønske dig tillykke med din optræden.

Joyce - Tak

Blake (efter en pause) Jeg ville aldrig råde nogen

til . . Åh, det er et forfærdeligt liv! ...

Joyce - Ha

Blake .- (mens han puster røgskyer ud) Det ser selvfølgelig

godt nok ud ... udefra ... for dem, der ikke ved nærmere ...

Men hvis du vidste... det er virkelig forfærdeligt. En lysestump, ingen ...

middag, elendig... fattigdom. Du har simpelthen ingen anelse . . .

III

(Dublin, hos Sheehy, Belvedere Place)

Dick Sheehy - Hvad er det, der er løgn? Hr. formand,

jeg må bede ...

Mr. Sheehy - Ro i salen!

Fallon - De ved selv, det er løgn!

Mr. Sheehy - De må trække det tilbage, sir.

Dick Sheehy - Som jeg sagde ...

Fallon - Nej, jeg vil ikke.

Mr. Sheehy - Det ærede medlem fra Denbigh har ordet ...

Ro i salen! ...

IV

(Dublin. På Nationalbiblioteket)

Skeffington - Jeg var ked af at høre om din brors

død . - - jeg er ked af, at vi ikke fik det at vide tids

nok. - - så vi kunne kunne med til begravelsen . .

Joyce - Åh-, han var så lille. . en dreng.

Skeffington - Men alligevel . - - det gør ondt . .

v

(London, i et hus i Kennington)

Eva Leslie - ja, Maudie Leslie er min søster, og Fred

Leslie er min bror - har du hørt om Fred Leslie?

(eftertænksomt) ... Ah, han er sateme en fin fyr

Han er ikke hjemme nu ...

(senere)

jeg fortalte dig, der var en der var sammen med mig

ti gange en nat. Det var Fred - min egen bror Fred

(eftertænksomt) Han er så køn ... Ah, hvor jeg

altså elsker Fred ...

VI

(Bray, i dagligstuen i huset på Martello Terrace)

Mr. Vance - (kommer ind med spadserestok) ... Åh ..

De ved nok, han skal bede om forladelse, mrs. Joyce.

Mrs, Joyce - Ja da , - - Hører du det, Jim

Mr. Vance - For ellers ... hvis han ikke gør det - så

kommer ørnene og hakker hans øjne ud.

Mrs. Joyce - Han skal nok bede om forladelse, det

ved den søde Gud.

Joyce - (under bordet, for sig selv)

Hak øjet ud

du søde Gud.

Du søde Gud,

hak øjet ud

Du søde Gud,

hak øjet ud.

Hak øjet ud

du søde Gud.

VII

En hvid dis falder i snefnug. Stien fører mig ned til en dunkel dam. Noget rører på sig i dammen; det er et arktisk dyr med grov gul pels. Jeg stikker min stok i, og da han stiger op af vandet ser jeg hans ryg skråner ned mod krydset og at han er meget træg. jeg er ikke bange, men genner ham frem foran mig, idet jeg ofte pirker til ham med min stok. Han bevæger labberne tungt og mumler ord på et sprog, som jeg ikke forstår.

VIII

(Dublin, på hjørnet af Connaught St., Phibsborough)

Den lille dreng - (ved havelågen) ... Naaa ... aarj.

Den første unge dame - (halvt knælende, tager hans hånd) - Nå, men er Mabie din kæreste?

Den lille dreng - Naaa... aarj.

Den anden unge dame - (bøjer sig ind over ham, ser op) - Nå, men hvem er så din kæreste?

IX

(Dublin, på Mountjoy Square)

Joyce - (konkluderer) ... Det bliver fyrre tusind pund.

Tante Lillie - (fniser) - Åh Gus ja! Sådan var jeg såmænd

Også. Dengang jeg var en ung pige, var jeg sikker på,

at jeg blev gift med en greve eller sådan noget

Joyce - (tænker) - Kan det være muligt, at hun sammenligner

sig selv med mig?

(Det følgende er skrevet med blyant på ms.)

Kinahan

Jesuitternes civiliserende arbejde i Paraguay, Mexico og Peru og på Seychellerne, beskrives som paradis på jorden nomaden kaster sig ud i forførelser, krigsdans.

X

Ja, de er de to søstre. Den der kærner med kraftige arme (deres mør er berømt) ser mørk og ulykkelig ud: den anden er lykkelig fordi hun har fået sin vilje. Hendes navn er R... Rina. jeg kender verbet ?at være? på deres sprog.

- Er du Rina? -

Det vidste jeg, hun var.

Men der er han selv i frakke med skøder og gammeldags høj hat. Han lader som om han ikke ser dem: han går videre med små bitte skridt, så hans frakkeskøder stikker ud ... Du godeste! hvor er han dog lille! Han må være meget gammel og forfængelig . . Måske er han ikke det. ' )eg ... Det er sært som de to store kvinder kom på kant med hinanden på grund af denne lille mand ... Men han er jo også den største mand i verden ...

XI

(Dublin, hos Sheehy, Belvedere Place)

Hanna Sheehy - Oh, der kommer bestemt en hel masse mennesker,

Skeffington - Faktisk bliver det, som vor ven Jocax ville sige, krapylets dag.

Maggie Sheehy - (deklamerer) ~ Allerede nu står måske krapylet for døren!

XII

Hun står med bogen trykket let ind mod brystet og læser lektien. Mod hendes kjoles mørke stof stiger hendes ansigt med de blide træk og de nedslåede øjne frem i lysets bløde skær; og fra en sammenklappet hue, der er skudt skødesløst frem, falder en kvast ned over hendes brune slangekrøller ...

Hvad er det for en lektie, hun læser - om aber, om sære opfindelser eller martyrernes legender? Hvem ved hvor dybt eftertænksom, hvor denne ynde minder om Rafael?

XIII

(Dublin, i Stag's Head, Dame Lane)

O'Mahoney - Har I ikke den lille præst, der skriver digte, derovre - Broder Russell?

Joyce - Åh, jo jeg hører, han har skrevet vers.

O'Mahoney - (med et vågent smil) Vers, ja det er det

rette navn for dem

XIV

To sørgende trænger sig frem gennem mængden. Pigen løber i forvejen, med den ene hånd knuget om kvindens nederdel. Pigens' ansigt er en fisks ansigt, misfarvet med skæve øjne; kvindens ansigt er lille og firkantet, en kræmmers ansigt. Pigen ser med forvrænget mund op på kvinden for at se, om det er tid til at græde; kvinden retter på en flad hue og skynder sig videre frem mod kapellet.

XV

Hun kommer ved nattetid, når byen er stille; usynlig, uhørlig og ukaldet. Hun kommer fra sit ældgamle sæde for at besøge det mindste af sine børn, ærværdigste moder, som havde han aldrig været fremmed for hende. Hun kender det inderste hjerte; derfor er hun blid og kræver intet; jeg er foranderlig, siger hun, en fantasiens påvirkning i mine børns hjerter. Hvem har medlidenhed med dig, når du er nedtrykt iblandt fremmede? Ar efter@ år elskede jeg dig, da du lå i mit skød.

XVI

Menneskemængden trænges på pladsen, bevæger sig gennem sølet. En fed kvinde kommer forbi, løfter dristigt skørtet op, hendes ansigt begravet i en appelsin. En bleg ung mand med Cockney dialekt laver kunster i skjorteærmer og drikker af flasken. En lille gammel mand har mus på en paraply; en politimand

i tunge støvler kommer trampende og griber paraplyen; den lille gamle mand forsvinder. Bookmakere brøler navne og priser; en af dem hyler med barnestemme - "Bonny Boy!" "Bonny Boy!" ... Menneskelige væsener sværmer over pladsen, bevæger sig frem og tilbage gennem det tykke mudder. Nogen spørger, om vædde- løbet er i gang; de far svaret "Ja" og "Nej". Et orkester begynder at spille ... En smuk brun hest, med en gul rytter på ryggen, lyser i solen langt borte.

XVII

(Dublin, i huset på Glengariff Parade, aften)

Mrs. Joyce - (ildrød, skælvende, kommer frem i døren til dagligstuen) ... Jim!

Joyce - (ved klaveret) Ja?

Mrs. Joyce ~ Ved du noget om kroppen Hvad jeg skal gøre?

... Der kommer noget ud af hullet i Georgies mave Har du nogen sinde hørt om det?

Joyce ~ (overrasket) ... Det ved jeg ikke ...

Mrs. Joyce - Synes du, jeg skulle sende bud efter doktoren?

Joyce - Det ved jeg ikke Hvad for et hul?

Mrs. Joyce - (utålmodig) Det hul vi har alle sammen - her (peger)

Joyce - (rejser sig op)

XVIII

(Dublin, på North Circular Road, jul)

Miss O'Callaghan - (læsper) - jeg fortalte dig hvad den hedder, "Den flygtede nonne".

Dick Sheehy - (højt) - Oh, jeg ville aldrig læse sådan en bog ... jeg må spørge Joyce. Hør her, Joyce, har du nogen sinde læst "Den flygtede nonne"?

Joyce - Jeg bemærker, at et vist fænomen indtræder omkring dette tidspunkt.

Dick Sheehy - Hvad for et fænomen?

Joyce - Åh ... stjernerne kommer frem.

Dick Sheehy (til miss O'Callaghan) - . . . Har du nogen sinde bemærket, hvordan. . . stjernerne kommer frem på Joyces næsetip omkring dette tidspunkt?. . . (hun smiler) ... For jeg har bemærket dette fænomen.

XIX

(Mullingar, en søndag i juli, middag)

Tobin - (tramper larmende afsted i tykke støvler og banker på vejen med sin stok) Ah, der er ikke noget som ægteskabet, der kan gøre en mand stabil. Inden jeg kom her til ?Examiner?, var jeg altid ude at drikke med gutterne Nu har jeg et godt hjem og jeg går hjem om aftenen, og hvis jeg vil have mig et glas nå ja, så får jeg da det. Mit råd til enhver ung mand, der har råd til det, er dette: gift dig ung.

 XX

(I Mullingar, en aften i efteråret)

Den lamme tigger - (knuger sin stok) - Det var jer, der råbte ad mig i går.

De to børn - (stirrer på ham) - - - Nej, sir.

Den lamme tigger - Ah jo, det var det (svinger sin stok op

ned) Men hør efte, hvad jeg siger til jer Kan l se den stok?

De to børn - Ja, sir.

Den lamme tigger - Nå, men hvis l råber ad mig mere, så sprætter jeg jer op med den stok. Jeg skærer leveren ud af jer ... (forklarer sig nærmere) ... Hører I? Jeg skærer jer op. jeg skærer lever og hjerte ud af jer.

XXI

(Dublin, hos Sheehy, Belvedere Place)

O'Reilly - (med tilkæmpet alvor) ... Nu er det vist min tur ... (helt alvorligt) . . . Hvem er din yndlingsdigter

Hanna Sheehy - . . . Tysk?

O'Reilly - . . . Ja.

(pause)

(stilhed)

Hanna Sheehy - . . . Jeg tror, det er. ... Goethe ...

 XXII

Jeg ligger på dækket ind mod motorhuset) hvorfra en lugt af lunkent fedt står ud. Vældige tågebanker vandrer under de franske klipper og indhyller kysten fra forbjerg til forbjerg. Havet bevæger sig med lyden af mange skæl ... Bag tågemurene, i Vor Frues mørke domkirke hører jeg drengenes lyse, regelmæssige stemmer, mens de synger foran altret der.

NOTER

Kammermusik (Chamber Music) var Joyces debutbog. Den udkom i 1907. Pennydigte (Pomes penyeach) udkom i 1927. Titlen hentyder til, at bogen kostede en shilling, altså en penny for hvert digt. Tilgift (Tilly) er digt nummer tretten i samlingen. "Tilly" er et irsk udtryk for en sjat mælk, man far oven i kanden - eller en ekstra kage, man far som tilgift, hvis man køber et dusin. Muslingebåde ved San Sabba ~ Mens Joyce så en kapsejlads ved San Sabba i nærheden af Trieste, begyndte roerne at synge en arie af Puccini med den melankolske slutlinje: "è non ritorneró più".

Hun græder over Rahoon - Rahoon er en landsby i nærheden af Galway i det vestlige Irland. Joyce kone Noras ungdomskæreste, Michael Bodkin, ligger begravet der. Tutto è sciolto - Titlen hentyder til en arie af operaen "La somnambula" af Bellini. I mindet om the Players i et spejl ved midnat - "English Players" var en amatørgruppe, joyce oprettede i 1918 sammen med Claud W. Sykes. Der opstod en voldsom strid mellem joyce og en af skuespillerne, Carr, som joyce anklagede for underslæb i forbindelse med billetsalget.

Bahnhofstrasse I 1917 fik Joyce i Bahnhofstrasse i Zürich et anfald af sin øjenlidelse, grøn stær.

Ecce Puer - Skrevet 1932 i anledning af Joyces fars død og hans første barnebarns fødsel. Medtaget i ?Collected Poems? (1936) sammen med "Chamber Music" og "Pomes Penyeach".

Epifanier - Af græsk "Epifaneia", "åbenbaring". Brugt af Joyce om replikskifter el- ler stemningsbilleder, der i et glimt røber en personlighed eller sindstilstand. De her samlede epifanier er skrevet mellem 1904 og 1906 og findes som tilsyneladende redigeret manuskript i University of Buffalos Lockwood Memorial Library. Her efter "Epiphanies", med indledning og noter af O. A. Silverman, Buffalo 1956. (Trykt i 550 nummererede eksemplarer).