Dan Turèll: »Vangede Billeder«. Gyldendal. 1975. 160 s. Dan Turèll: »Onkel Danny fortæller«. Corsarens forlag 1976. 174 s. 39,85 kr. Dan Turèll: »Super Show Stjerne Støv«. Swing. 1976. 100 s.
 

Og Dan Turèll, han er lige blevet 30, og i den anledning fik han lige udgivet »Onkel Danny fortæller« - cool nok, ikke? - og den er en selvbiografi i utide, men inden man kunne nå at anmelde den, kom nummer 38 fra kuglehovedet på IBM'eren, og den hedder »Super Show Stjerne Støv - Medie Montager III«, hvilket er et andet navn for »gamle brugte avisartikler«, og et par bøger før i rækken - helt tilbage til sidste efterår - dér kom »Vangede Billeder«, der var et af de helt store shows, og det fik pressen til at flippe helt ud og Ole Storm på Politiken til at skrive, at ham Dan Turèll, han er en af vore, og hvad satan skal man så sige, for hvis Turèll er en af Ole Storms, så er han nok netop ikke en af vore.

Og Dan Turèll, han skriver sine bøger i én stadig strøm - den evige manjana glidende frem under øjenlågene - og når man læser en af hans bøger, er det ligesom om, man sidder i biografen til en endeløs film - måske Andy Warhol eller sådan en gut - og man har lige været ude og tisse eller købe popcorn, og så kommer man ind igen, og billederne de glider videre på skærmen, og man vugger med og nynner sangene, og man er helt med på den, mand, for den kører jo derudad, bare sådan simpelthen, ikke. Og hvis man læser hans bøger op, så glider man ind i hans rytme, og den vugger noget såutroligt.

Og Dan Turèll, han fortæller om folk og mennesker i Vangede (Gentoftes Harlem), så man synes, man har set dem og kender dem, og der er én ting, jeg godt kan lide, og det er, at når Dan Turèll, han fortæller om sin familie og om de mennesker, han har kendt i Vangede, så kan man ligefrem mærke, at han godt kan lide dem, og så svinger det bare. Og selv Fede-Asger (for det hedder han i tredje oplag, men i det første hed han Fede-Arne, og så protesterede Fede-Arnes mor i BT, og så sagde Dan Turéll undskyld, og nu har Dan Turèll skiftet navnet ud de fleste steder, men ikke dem allesammen, og, OK, det er da cool nok) kan han faktisk godt lide, så der er ikke så meget, der skal klinkes dér. Og Vangede, det har vist godt nok været et kvarter, der forsøgte at leve op til Nørrebros normer, og det er også fedt nok, selv om vi andre, der boede længere inde i byen, betragtede Vangede som lidt af et middelklassekvarter med alle de rækkehuse og villaer, men altså... Og ham Dan Turèll, han fortæller om det hele så det gynger, men allermest fortæller han nu alligevel om sig selv, og han har lært meget af Tom Wolfe - »Det mandarinskivebolsjefarvede strømlinjede superhyl møder Pumpehusslænget« - og nogle gange synes man, han bare tager Vangede om sig som en frakke og lægger den, når han ikke har brug for den mere, men man bliver ikke så sur, for han kan jo godt lide Vangede, som sagt.

Og Dan Turèll, han kan sikkert fortsætte mange hundrede bøger endnu, og mest om sig selv, og ind imellem bliver det selvfølgelig den rene codyle nerveraslende tomgang, og ind imellem bliver det selvfølgelig syreromantik og nostalgisuppe kogt på små tynde nostalgiben - My Generation... - men så længe der er én i live endnu, der kan huske 78'eren med »Rock Around the Clock«, så længe er den hjemme, mand...

Og Dan Turèll (70'ernes Emil Bønnelycke), han er nok lidt for begejstret, og for øjeblikket bliver han kørt fedt op af den borgerlige presse, og det er på en måde lidt synd for ham. Og han lovpriser bare den amerikanske kulturimperialisme på enhver tænkelig måde. Kom med junk, kom med beat, kom med Spider Man og popcorn - bare det kommer derovre fra er det fedt, mand, og Dan Turèll, han føler sig helt smigret, når Ekstra Bladet tror, han er en rigtig vaskeægte 'kaner, og ikke bare en lille skaldet flipper fra Forhåbningsholms Allé. Well, man...

Og Dan Turèll, han har kulegravet tresserne, så de vendte bunden i vejret og er blevet nogle helt andre tressere end dem, de fleste mennesker kan huske, og han snakker om i »tresserne« og den samme halve snes »aktivister« og han har en febrilsk nervegungrende produktion af myter, der er et forsøg på at cementere halvtredserne og tresserne på en bestemt måde, som ikke er særlig vangedsk, men først »de gode gamle dage« og så galar og slumstormere, og man kan ikke lade være med at tænke på Fritz Jürgensen og sige »Fa'r, er det tresserne«. »Nej, lille unca' Dannyld, det er gallerie 101«.

Og Dan Turèll, han synes ikke lige, politik er hans bord, og Marx og de gutter er ikke lige hans bord, men det var nu fedt dengang, der virkelig var demonstrationer til, mand, og strømerne langede ud med stavene, og bagefter gik man ned og fik brune ris af Profet Olsen, mand, og hvor er de blevet af, mand, alle de gamle demonstrationer fra den gang, og Dan Turèll, han kan ikke rigtig forstå det, men cool nok, ikke, og det kan jo godt være, de har sat sig ved et andet bord i mellemtiden.

(Land og Folk. 6.5. 1976)