Karen Marie Edelfeldt

Og de døde sagde stille: Deres Majestæt, græd ikke

For der skete hvad der skulle med hver eneste af os

Og jeg svarede de døde en gang til

En gang til og så aldrig mere

Indenfor er en verden komplet med veje og byer

En tåreblændet blæst fuld af erindringens splinter

Gennemryster den med med dine umærkelige bevægelser

Du smiler næsten det er her det foregår

Lad foråret komme lad skibet lad

Skibet med sin fragt af ufødte komme

Før tidevandet tager de antikke trapper

De brede trapper hvorpå vi indhentes

Hvor den glatte brystmælk roligt breder sig ud

De skal nok komme

Men salene sløres og jeg kan ikke se

Mumien forstøver ved første udefra kommende vindstød

Endnu flokkes mine tjenere for at færdiggøre

Det hermetiske kastel forgængeren for længst har anlagt

Naturens baner ændrer sig ved et fingerkys fra hende

De bygger og bygger der er næppe tilstrækkeligt med

Sten på Jord til at tildække så meget usagt

***

Sprænges i ryggen og det udviklede dyr trækker sig ud

Vingerne stivner snart til årede bæredygtige flader

Den nye hud pansres og øjnene er mange tusinde facetter

En sommerfugl af obsidian

Uden andet hus end den bundløse nats alt for fine papir

Giv min datter en times hvile

i hendes forvandlingsstund

Det var et vejr ligesom nu i aften

Da jeg ankom til det forhenværendes land

For at være helt sikker på

At alle forsvundne er samlet

De døde var i stort overtal

Ved første blik virkede Markedsscenen sædvanlig

Men langt de fleste væsner bestod af et finere

Og langt mindre skrøbeligt materiale

Fundet i: Til Babylon

Udgivet på Borgen 1995