Arne Herløv Petersen

Duens tænder

Hovedland

1993

Copyright ã 1993, 1997 Arne Herløv Petersen

Bogen foreligger som e-bog

Læs hele bogen som PDF-fil på Scribd

Bogen kan købes for 49,00 kroner fra forlaget

http://hovedland.dk/bog/Duens_taender.htm

Uddrag af anmeldelser

Selv om jeg totalt mangler gehør for science fiction-genrens fantasikonstruktioner, har jeg læst "Duens tænder" med begejstring. Utrolig megen kontant viden om dunkle sager er formidlet så klart og med en så formidabel sprogformåen, at man alene af den grund må imponeres. Det er en farverig vision af en kærlig verden for alle jordens folk. Utopi? Javel. Men uden drømme dør vi.

Ejgil Søholm - Information

**** Budskabet er enkelt og bevægende.. En flot, debatskabende "grøn" spændings- og kærlighedsroman, som også virker helt nødvendig. Og det er jo ikke så lidt.

Hans Fl. Kragh - Ekstra Bladet

Arne Herløv Petersen er en spændstig og fantasifuld sprogskaber. "Med åben pande" var skrevet i et selvkonstrueret eurosprog, og verden i "Duens tænder" er virkelig set og sanset gennem en økologisk bevidsthed.

Knud Bjarne Gjesing - Fyens Stiftstidende

43

Med summende halsstarrighed dunkede insekterne deres hårde kitinhoveder mod den nøgne pære, der hang ned fra loftet på Frontier Bar. Verandaen lå tom. En guirlande orangegule og blå pærer duvede let for aftenbrisen. Gedefårene lå i en ulden klump i det fjerneste hjørne og trykkede sig sammen for ikke at se månen i øjnene.

Malzhuis ludede ind over plasticbordet, Hans bløde hænder pillede ved afrevne stumper af en halsetiket. Han rullede papiret i kugle, rettede det ud og rullede det sammen igen.

- Hvor kom du i kontakt med os? spurgte Malzhuis begærligt.

Churumá trak masken for ansigtet. Han så venligt og uden blinken på Malzhuis. - Kontakt? sagde han.

- Ja. Duens tænder.

Churumá så den anden i øjnene. Han sagde ikke noget.

- Du ved, oppe til det room party hos Auá. Da du sagde, at menneskene måske var et misgreb - udviklingsmæssigt set. Og at vandreduerne kunne have gjort det bedre. Hvis bare de havde haft tænder.

Churumá holdt sig afventende. Han brummede et eller andet.

Malzhuis' øjne blev pludselig flakkende. Han kylede den lille svedige papirkugle over i et hjørne.

- Jeg tror ikke, Johanna kan forstå den slags. Kvinder er for emotionelle, sagde Malzhuis. - Men du og jeg... vi ved, at der må handling til. Duerne kan ikke forsvare sig uden tænder. Hvis de ikke har dem fra naturens side, må vi være deres tænder.

- Jah.., sagde Churumá.

Malzhuis lænede sig frem. Hans små øjne bag de runde brilleglas var som overtrukket af klar lak. Ringen af isnåle om iris lyste som gråblå perlemor.

- Så snart jeg hørte, at en af konferencedeltagerne var biokemiker og kom fra Lethem, tænkte jeg, du måtte have kontaktet os på en eller anden måde og været nede på follow-up, sagde han forpustet. - Og da du så sagde det oppe på Auás værelse, var jeg sikker. Men jeg kunne jo ikke give mig til kende med det samme. Det forstår du nok.

- Jah...

- Så derfor blev jeg nødt til at komme herned. Men du aner ikke, hvilken lettelse det er. Vi har sådan brug for en med din baggrund. En der ved så meget om biokemi. Om giftstoffer. Og om hjernens reaktioner. Det er lige det, vi har brug for.

Malzhuis slappede af. Hans blege krop gled bagover mod ryglænet, og et udtryk af fred bredte sig over ham. Hans lange næse hang lige ned, tung i enden som en drypstensformation. Han havde talt.

Churumá så på ham.

- Tapirmand, sagde han så langsomt.

Et krøllet smil ormede sig over Malzhuis' læber.

- Man må jo lære af sine fejltagelser, sagde han. - Det virkede som en god idé på det tidspunkt. Ikke sandt?

- Mmm.

- Hvis man kunne sætte tilstrækkelig mange mennesker ud af spillet - ud af formeringsspillet, først og fremmest - så var der en chance for, at befolkningstallet kunne gå ned. Så naturen fik det pusterum, den havde brug for, ikke?

Churumá fyldtes af et stort mørke. Han sagde ikke noget. Og han havde kontrol over alle muskler. Undtagen en lille genstridig muskel i det ene øjenlåg, der dirrede.

- Men det er jo ikke nok. Det må du jo også selv have set. Testen hernede viser, kurven flader ud, når vi kommer op på ti til femten procent. Skrækeffekten sætter ind, når folk ser, hvad der sker med testpersonerne. Så det var alligevel ikke det konceptuelle gennembrud, vi havde håbet på i Duens Tænder.

Hvis kloden skal overleve, er det nødvendigt at skære svulsten ud. Radikal humanectomi. Det vil i praksis sige en nedskæring af befolkningstallet med et sted mellem 99 og 99,9 procent. Selv hvis kun én ud af tusinde overlevede, ville der stadig være flere mennesker i verden end der var for 12.000 år siden, lige før vi opfandt landbruget. Det kan vi gøre med vores nye supervirulente variola. Fejlen ved Zoom-B er, at vi ikke kan sætte ind alle vegne på én gang. Det kan vi meget lettere med vores koppevirus. Du må tage med mig nu. Vi har brug for dig. Og desuden skal du jo også vaccineres inden V-dagen - Virusdag. Vi skal også nok lade din veninde vaccinere. Men måske skal du ikke fortælle hende så meget. Jeg tror ikke, hun kan forstå det.

Churumá så på Malzhuis. Meget meget længe.

Så sagde han: - Er du gal?

Malzhuis blev forvandlet. En elektrisk sitren gled gennem ham. Hans skvulpende krop flød sammen. Det var som om han blottede en rygrad som en skolopender. En slange gemt inde i det udflydende kød. Hans næse huggede frem over bordet.

- Vil det sige, du ikke er med?

- Det vil sige, jeg vil sørge for at få dig indlagt. Og hvis det viser sig, der er noget om det, du siger. At der virkelig er en bande, der kalder sig Duens Tænder og vil udrydde menneskene - næsten i hvert fald - fordi de har en eller anden sindssyg tanke om, at det er den eneste måde, de andre dyrearter kan overleve på. Så skal jeg love dig for, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at stoppe jer.



44

Malzhuis havde prøvet at lokke. Han havde tryglet. Han havde appelleret til Churumá. Til sidst havde han bedt ham om at glemme det hele. Hvis Churumá virkelig insisterede på, at det var et rent tilfælde, han var kommet fra Lethem - fra deres testområde - og havde brugt kodeordet "duens tænder" over for ham - nå ja. Så Forget it.

- Nej, sagde Churumá og rystede langsomt på hovedet. - Jeg har set tre af mine gamle skolekammerater. Udbombede. Og jeg har set dit vaccinationsar. Hvor sindssygt det end lyder, det du siger... Eller måske netop fordi det lyder så sindssygt, tror jeg ikke, det bare er noget, du sidder og finder på... der må være noget om det. Og det vil jeg trænge til bunds i.

- Lad være med det, sagde Malzhuis koldt. Han havde rykket sin stol lidt tilbage. Nu var der ikke mere at forhandle om.

- Det kunne blive farligt for dig.

- Truer du?

- Kald det, hvad du vil.

- Jeg er ikke bange for dig.

- Måske ikke for mig. Men du er bange. Du er bange for det, jeg kan blive.

- Sludder.

- Tror du ikke, jeg ved, hvad du er bange for? Jeg ved det. Og du har grund til at være bange. Meget meget bange.

To af Malzhuis' fingre skød lynhurtigt frem og prikkede kort og bestemt Churumá på armen.

- Jeg har dyrene med mig, sagde Malzhuis. - Jeg er i forbund med magter, du ved er til. Jeg kommer til dig som slange. Du er bange for mig, Churumá. Du er bange for mig, når jeg er kanaima.



45

Jordens porer åbnede sig fredfyldt, klodens hud åndede blomsterduft. Dryaderne blafrede ud fra træernes stammer og steg i bølgende danse mod månen. De rev deres slør i laser, der blev hængende og viftede mellem de øverste grene. Græssets små beboere førte knitrende samtaler gennem mørket, og nede fra Takutu lød ukendte dyrs skræppende skrig, svøbt i dis og afstand til kun længslens klage nåede frem.

Mrs. Isaacs var vuggende gledet ind til sig selv, efter først betænksomt at have lagt et hæklet tæppe over Johanna, der var faldet i søvn i sofaen. Lukas lå flad mod hendes halsgrube og summede beroligende.

Mørke gled gennem mørket. En lyd så tyst som flagemusens vinge nåede Johannas øre. Som en mor, der vågner, blot hendes barn vender sig i søvne i et andet værelse, blev Johanna vækket af Churumás lydløse skridt på vejens bløde støv. Hun fór op, så Lukas et øjeblik blev hængende og dinglede i sine forpoter, før han måtte slippe og dumpe ned i hendes udskæring. Hendes øjne spilede sig ud og blev kolde membraner mod nattens svage pust. Musklerne bag hendes ører fortrak sig atavistisk for at rette ørerne ind som lyttende radarskærme. Hendes pande trak sig opover. Det kildrede og kriblede om hendes hårgrænse af anspændt fortrukken pandehud, og en ulidelig myrekriblen prikkede over issen. Hun opdagede først, hendes mund var åben, da svælget fyldtes af mørke. Hun hørte skridtene, der ikke kunne høres. Hun hørte deres dumpe halten, deres uldsyge stolpren. En isnen fik hendes brystvorter til at stritte stive og tynde mod blusens stof.



46



De sad inde i moskitonettets gazetelt på sengen. Johanna holdt Churumás hoved i sit skød, og hun strøg ham over den svedige pande.

- Så så, sagde hun med en stadig besværgende mumlen. - Så så.

Pæren i loftet lyste ned over dem. Churumás højre arm lå tungt som en tømmerstok over det hvide tæppe. På hans gyldne underarm stod to hævede blå pletter. Som en tatovering. Som de mærker, skovhuggerne sætter på træer, der skal fældes.

Johanna så igen på mærkerne. De uldblå prikker var lidt udtværede i kanterne. De var omgivet af rød, hævet hud. Inderst ved de blå prikker var der en tynd hvid kant, hvor huden forpint havde strakt sig bort. Så fulgte den rødlilla bulne fortykkelse.

- Slangens tænder, sagde Churumá gang på gang. - Han satte slangens tænder på mig. Han viste mig, han kommer som kanaima. Han kvæler mig i søvne.

- Så så, messede Johanna. - Der er ingen, der kommer her. Jeg passer på dig.

- Wiff wiff, sagde Lukas. Han ville også være med.

- Der er ingen, der kan holde kanaima ude, sagde Churumá. - Jeg ved ikke, hvor han har lært det fra. Han må have været i lære hos en piai. Han må have fundet kanaimatræet på savannen og smurt sig ind i dets saft. Men så meget ved jeg. Da han satte sit mærke på mig, havde han kraften i sig. Se selv, hvor mærkerne af hans tænder har stemplet mig.

- Det er nok noget andet, sagde Johanna. - Måske et insektstik. Eller måske er det psykosomatisk. Du ved jo selv, at det er forbløffende, hvad sindet kan udrette.

- Ja, sagde Churumá. - Det er jo derfor, jeg er bange.

Han begyndte at ryste som et lille barn med feber. Johanna ludede over ham. Hendes bryster var tunge af omsorg. Hun prøvede at lade sin trøst flyde over i ham og tage ham ned ind i et fredeligt sovende land.



47



Sved klæbede dem sammen. Johanna prøvede at holde Churumá fast i sin krops harpiks, hun prøvede at spinde en dråbe af rav om ham for at bringe ham i sikkerhed. Så længe hendes arme var om hans krop, så længe hendes mave klemte sig mod hans side, kunne ingen komme og tage ham.

Han faldt i søvn, mens hun lå vågen og så på ham med slør af omsorg over øjnenes hinder. Et gråt lys sivede ind gennem moskitonettet. Papegøjer gnældrede og skræppede. Ude fra baghaven lød den lænkede abes lille sørgmodige hvin mod det gustne lys.

Haven emmede af grå væde. Lyset strøg med valne fingre gennem værelset. Johanna slap sit greb og sank ned i det grå. Hun faldt i søvn. I søvne faldt hun videre. Hun faldt ned i en filtgrå brønd. Efter et uendeligt fald stødte hun mod en mosdækket bund, og den gav efter og røbede andre vandfyldte slugter. Hun faldt, mens søgræs voksede ud fra siderne og slyngede sig om hendes arme. Hendes hår blev til bølgende tang. Hun lukkede sig sammen i foster og trak segl for næsebor og mund. Krummet i en livmoder gled hun endnu længere ned, og hver gang nye bunde nærmede sig, vippede de op som låg og blottede nye sugende dybder.

- Rarrrgh!

Det kvalte brøl blev hugget over på midten. I den lammende tavshed, mens Johanna viklede sig fri af søvnens drivende tang, skar Lukas' pib hende i møde. Et kort og bydende:

- Iiipp!

Hun satte sig over ende. Hår daskede hende i øjnene. Hun kæmpede sig fri, fik kæmpende lys i øjnene.

Churumá lå i sengens anden side. Hans ansigt var ophovnet og rødligt. Hans øjne stirrede lige frem. Der var sveddråber på hans overlæbe.

Hele hans krop var dækket af slangens mønster. Præget i ham stod skarpt aftegnet den kolde slangehuds netværk. Johanna strakte stum fingrene frem. Hun følte på ham. Hendes fingre læste den besked, der var punslet med braille på hans krop. Hun rakte angst ud efter hans bryst.



48



Hun græd, da hun mærkede hans hjerte slå. Det hoppede som en skræmt kanin i slangens favntag. Hun lagde sig ind over ham. Hendes øjne søgte hans. Hun sendte med en viljesanstrengelse strømme af lys og liv over i ham. Hun sendte en ildflod af kærlighed ind i ham for at skylle ham indefra og rense det onde ud.

Og hans blik kom tilbage. Der kom et blink i øjnenes dybder, som en fiskestime der vender sig lynsnart et sted langt nede i vandet. Og hendes lys blev besvaret af lys, der vældede op indefra, som kilden der pibler op af jord.

- Han fik mig ikke, sagde han undrende. - ikke helt. Måske var det fordi du var her.

- Churumá, Churumá, hviskede Johanna, Tårerne løb ned over hendes kinder. De trak striber af kølighed fra øjnenes nederste rande og helt ned til kæben. Køligheden blev trukket ud af øjnene. Kun en sviende brænden blev tilbage, da tårerne var borte.

- Han kommer igen, hviskede Churumá. - Måske kan du holde ham på afstand en nat endnu. Eller to. Men han kommer igen. Han bliver ved. Til han har kvalt mig.

Hans stemme var tyk. Det var som om hans tunge var blevet til en lammet kødklump, der hindrede ordene i at trænge igennem. Hun tænkte på en klokke, hvis knebel er omvundet med sørgeflor, så kun dumpe grådkvalte toner runger af malmen.

- Churumá, du må høre på mig, sagde Johanna indtrængende. - Hvis der er noget, der hedder kanaima. Så må der også være en modgift. Hvad kan du gøre?

- Jeg kan ikke gøre noget, hviskede Churumá med brudt stemme. - Men du kan gøre noget, hvis du vil. Bagefter.



49



Churumá klyngede sig til hende. Hans stemme lød stadig som var der viklet klude om hans tunge. Og der var noget angst staccato-hoppende i hans tales strøm, som sprang han fra sten til sten over en flod.

- Det kan godt være, jeg bare er en dum overtroisk indianer, sagde han og prøvede på at smile. - Det kan også godt være, jeg er en biokemiker, der har opdaget, hvor lidt vi ved. Om hvad hjernen kan. Er du klar over, hvor mange kombinationsmuligheder, vi har liggende i den dér lille lyserøde klump på knap halvandet kilo? Hvis vi skal ud i galakserne. Så skal vi ind i rummet i hjernen.

Kanaima. Se her. Mærk.

Han strøg sig over kroppen. Slangehammens mønster var fladet lidt ud. Det ville sikkert forsvinde. Men endnu kunne man tydeligt føle det med fingrene.

- Ser vi det bare som slangemønster? Fordi det er det, vi venter? Er det i virkeligheden bare et aftryk af sengetøjet, som vi fejlfortolker? Er det min angst, der slår ud i en slags nældefeber? Eller er det virkelig kanaima? Det er der i hvert fald - for mig.

Jeg kan komme med alle mine akademiske bortforklaringer. Men jeg kunne ikke forklare angsten væk, da slangen trak sig sammen og prøvede at klemme livet ud af mig. Jeg kunne mærke den. Jeg siger dig. Jeg så dens øjne, og der var ikke gnist af medlidenhed i dem.

Alle, der har skrevet om området her, har skrevet om kanaima. Fra Richard Schaumburgk i 1840'erne til W.E. Roth og Colin Henfrey. Nogle taler om indianere, der er kommet vaklende ind og har sagt, de er ramt af kanaima. De er sygnet hen, og i løbet af få dage er de døde. Alle som én, uden undtagelse. Af angst, siger de hvide. Døde er de.

Nu trak Churumá hovedet lidt væk fra hendes. Hans nakke var stiv. Hvorfor fik hun et øjeblik en stikkende fornemmelse af cobraens flade hoved?

Han så lige på hende. Han prøvede at tale roligt. Men hun kunne mærke, hvordan ordene måtte springe stadig hurtigere fra den ene vadesten til den anden. For ikke at falde i, for ikke at synke ned til den lurende anaconda.

Ingen kender en modgift. Man kan ikke gøre noget for den, der er ramt af kanaima. Men man kan hævne ham. Og forhindre den onde ånd i at dræbe flere.

Hævneren skal selv blive kanaima. Den, der påtager sig at blive hævner, forsvinder fra stammen. Han må ikke tale med nogen, og hvis nogen ser ham, kan de slå ham ihjel. Han er en fredløs. Han må ikke spise kød, men skal leve af skoven. Han strejfer rundt i skoven til han finder den, han er ude efter. Han maler røde pletter på sin hud for at vise, han er jaguar.

Når han finder morderen, venter han, til han kan give ham gift. Han skal give ham et wassi-pulver at indsnuse i søvne. Wassi har han lavet af en rodfrugt, der findes her. Vi har aldrig villet fortælle paranaghierierne - de hvide - hvad det er for en plante. Vi ville ikke risikere, de fandt en modgift. Men jeg kan nå at fortælle dig, hvor du kan finde wassi.

Hvis du holder en smule wassi op under morderens næse, når han sover, vil han vågne med en ulidelig tørst, som intet kan stille. Og i løbet af få dage dør han under de frygteligste lidelser.

Så kommer det sværeste, for nu må hævneren, der selv er blevet kanaima, rense sig. Og det skal den, han har dræbt, hjælpe ham med. Først skal han skære tungen over på den, han har dræbt, med skarpe slangetænder, så den døde ikke kan sige noget. Han kan også dreje hans tunge rundt og stikke spåner af ara-næb og kohorn, hundehår og dhu turu-gift i hans mund.

Og den tredje dag efter at den onde er død, skal hævneren stikke en spids pind i liget. Kommer der blod på pinden, skal han sutte det af, og så er han selv fri og kan gå tilbage til menneskene. Men hvis der ikke kommer blod på pinden, går hævneren fra forstanden og dør vanvittig.

Johanna, du kan ikke gøre noget for mig. Du kan kun gøre noget for at forhindre, at Malzhuis går videre med sine planer. Jeg fortalte dig om dem, da jeg kom tilbage. Hvis ikke han bliver stoppet, dør næsten alle mennesker i verden.

Har du et valg?



50

Den glubske sol fortærede skyerne. Den åd hæmningsløst himlen, og alt styrtede i dens grådige gab. Mennesker og dyr trykkede sig mod den støvede, røde jord, mens ildorkanen rasede. Træer skallede af og stod strittende og nøgne som efter en skovbrand, og selv cikaderne kravlede lammet i hi i sprækker og furer.

Johanna skød ryg mod den brutale hede. Hun prøvede at kaste skygge, at danne værn. Som himmelgudinden Nut krummede hun sig over Churumá, der lå udstrakt som Geb. Stjernebestrøet og mørk ludede hun ind over ham under moskitonettets gazeslør for at holde solen og angsten borte fra hans øjne og lade kølende regn falde i hans sind. Ømhedens mælk spændte i hendes bryster. Tårerne faldt fra hendes øjne og trillede af hans febersydende pande.

Og hun så, hvordan han smeltede som en voksdukke i solens digel. Hans krop sank ind og blev barneblød. Små svedige nakkekrøller snoede sig sammen i uskyldige sløjfer, og hans læber blev lådne og eftergivende som et diende barns.

Alt på ham flød ind og blev glat og småt. Kun øjnene voksede. De blev store og mørke af tavs undren, og Johanna kunne ikke længere se sit spejlbillede i pupillerne. Pupillerne åbnede sig indad, de blev gennemgangsporte til andre verdener.

Han vendte tilbage til sit første sprog og klynkede waiwai.

- Atchi? Atchi? sagde han. - Chichibé.

Hun forstod ikke ordene, men hun forstod hans stemme. Han spurgte om, hvad der var sket, og han klagede over, at det gjorde ondt i ham.



51



Solen klappede gabet i. Den sendte ikke længere sit gloende dragepust over dem. Den slog et kast med hovedet, og skyggerne sneg sig ind over verden som ådselsædere. Lurende følte mørket sig frem over haven.

Men nu, hvor solen havde trukket violette skygger om sig, blev det klart, hvem den i virkeligheden var. Den gled hvislende ned fra himlen, og dens kløftede tunge spillede.

Churumá fór gispende sammen. Han vred sig i vånde, som mærkede han allerede slangens skællede bug mod sin hud, som mærkede han slangens muskler strammes i et kvælende greb og klemme livet af ham.

Johanna havde taget hans hoved i sit skød. Hun strøg sveden af hans pande, hun viftede luft mod hans sprukne næsebor. Men hvordan skulle hendes bløde krop kunne danne bolværk mod verdensslangens knugen?

Hun kunne ikke længere græde. Hendes øjne var tynde og hule, mens hun så haven segne i koldbrandfarver og cirrusskyerne danne violette slangemønstre på den blege himmel. Venus brændte gennem aftenhimlen med en kold og luende glans som smeltet salt.

Bladene på havens træer raslede. En raslen som slangens gliden frem gennem vissent løv.

Lad os synke sammen, tænkte Johanna. Lad os blive til ét bytte, at den må sluge os begge i samme mundfuld. Lad os opløses sammen i slangens indre, så kun vores sammenflettede hår og neglenes små fortabte strandskaller er tilbage.

Fra det krydrede mørke mellem hendes bryster lød en lille protest: - Ipp! Ipp!



52



Churumá måtte hente sin stemme dybt nede i kroppen. Da han fandt den, havde han overskud nok til et lille vantro smil.

- Den forvoksede mus? sagde han.

- Iff iff, protesterede Lukas fornærmet og rynkede snude.

- Der er lige så meget liv i et lille dyr som i et stort, sagde Johanna. - Du må ikke undervurdere de små. Husk, at vi alle danner hylster om gnister af det samme bål.

Churumá strakte hals. Hans hals blev bleg og blottet, som ventede han kun, at slangen skulle sno sig om den og klemme til. Han gjorde et kast med hovedet mod den truende himmel, der kom nærmere.

- Du kan jo se Lukas som en radiosender, sagde Johanna. - Han holder af dig. Det har han gjort lige fra første gang, vi så hinanden. Og det kan han fortælle alle de andre dyr. De er måske ikke så store hver for sig. Men til sammen e r de store.

- Kanaima, stønnede Churumá.

- Over for Malzhuis' kanaima må vi sætte dyrenes. Malzhuis har allieret sig med hævnen i dyrene. Og den er der. Den kan vi ikke lukke øjnene for. Der er mange, der vil have hævn over det, menneskene har gjort. Der er mange, der vil have vandreduerne tilbage og fylde deres næb med tænder. Men der er også dem, der ikke ønsker hævn. Der ønsker grøde og grokraft og vil have menneskene med. Du må huske på, at også vi er en del af naturen. Vi står ikke udenfor. Hvis vi bare rækker hænderne frem, har de andre også plads til os.

- Slangen er så stor.

- Churumá. Du må ikke glemme, jeg er præstinde. Du må stole på Lukas og mig. Du kan ikke måle størrelse udefra. Den virkelige storhed er indvendig. Churumá, hør her: "Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig".

Lukas anså diskussionen for afsluttet. Han overtog føringen.

Han stillede sig på bagbenene og bredte poterne ud.

- Wuuu wuuu, sagde han besværgende. Og ude fra haven lød den lænkede abes svar: - Wi wiwi! Wiwiwi!

Lyset svandt brat. Mørket lukkede sig om landet. Og med mørket fulgte alle dyrenes stemmer. Der lød klukkende frøstemmer fra flodens bred. Fuglestruber slyngede melodiske triller gennem den blomstertunge aftenluft. Gekkoernes halspuls bankede lydløse hilsener, og ildfluerne summede til svar. Kolibrierne stod stille i luften, og deres vingers svirren sendte budskabet videre. Fra skov og savanne kom stemmer så fjerne, at de tabte deres særpræg og blev til en brusende understrøm. Tapir og brøleabe, jaguar og aguti, myresluger og tukan gled ind i samme vibrerende underklang.

I det sidste svage lys gled en vældig boa op om det store mangotræ. Den slyngede sig rundt om stammen, ventede lyttende og kneb sine kolde øjne sammen. Planternes saftstrenge optog den summende lyd. De dirrede af svulmende celloklange, de mumlede toner på træernes grønne sprog. Det summende kor fyldte verden. Det spandt sig om slangen med tusinde tråde af lyd. Det sendte kildrende føletråde ind under slangens panser og voksede sammen om dens hjerte. Og slangen opgav sukkende. Den åndede dybt ud og blev lian.



53



En streng sprang under mørkets bue. En sidste tone klingede ud, og der blev stille. I stilheden trykkede Johanna og Churumá sig mod hinanden. Lukas krummede sig tilfreds sammen og faldt i søvn mellem dem.

- Måske kommer han tilbage, hviskede Churumá.

- Han kommer ikke tilbage, sagde Johanna. - Jeg siger dig: Vores kanaima er stærkere end hans.

- Bare jeg tør tro det.

- Det tør du. Men vi skal ikke blive her. Du skal hjem til mig.

- Ja, det skal jeg... jeg må også ringe til mit arbejde. Johanna, er du klar over, at jeg helt har glemt, der er andet i verden end dig.

- Er der da det?

- Nej... jeg tror, du har ret. Slangen er der ikke mere. I morgen kan vi jo sige, den aldrig har været der. Der har ikke været andet end en dum og overtroisk indianer, der blev bange for nogle mærker af sengetøj på sin hud. Og da det begyndte at blive mørkt, syntes han et øjeblik, en lian ude i haven mindede om en slange. Er det ikke fjollet?

- Tja, hvis det kan hjælpe dig at forklare det på den måde, så..

- Johanna, har man også kanaima i dit land? Den usynlige pil?

- Ikke lige på den måde. Men dolken i ryggen. Små lumske stik. Misundelig savlen. Og syrebad af sladder og intriger. Det har vi rigeligt af.



54



Jeff nede på Frontier Bar var iskold over for Churumá.

- Jeg vidste virkelig ikke du kendte Tapirmanden, sagde han. - Jeg tænkte på at smide jer ud. Men jeg troede, I kunne forstå, I ikke var velkomne, da jeg ikke kom ud for at servere for jer.

- Jeff, sagde Churumá. - Tapirmanden er ikke min ven. Han truede mig på livet.

- Vi skulle stille ham til regnskab for det, han har gjort, sagde Jeff og slog et kast med sit viskestykke før han lod det smælde ned over armen igen

- Truede han dig virkelig på livet? fortsatte han. - Det skulle du bare have sagt. Hvorfor råbte du ikke på mig?

- Har du set ham siden? spurgte Churumá.

- Nej. Jeg har overhovedet ikke set ham, siden I sad her i forgårs aftes. Det er meget mærkeligt, for Lethem er jo ikke stor nok til at man kan blive væk. Og hvis han var kørt herfra, ville jeg have hørt det... Du kan jo prøve at spørge Tony ude i lufthavnen om han er fløjet til Georgetown. For han kan da ikke sådan forsvinde i den blå luft.



55



Tony Melville i den lille lufthavnsbygning kunne sige med sikkerhed, at Malzhuis ikke havde været med flyet dagen før. Og andre afgange havde der ikke været.

De bestilte billetter til aftenflyet til Georgetown og gik hånd i hånd tilbage til pladsen ad den brede røde vej. Solen bagte ned, men dens varme var ikke længere aggressiv. Dens stråler var milde og favnende.

- Hvis det ikke var fordi Jeff skældte mig ud, ville jeg måske have troet, Malzhuis også bare var noget, jeg havde drømt mig til, sagde Churumá og rynkede panden.

- Også? sagde Johanna og sendte ham et drillende smil. Hun var let i sindet igen. Hendes hjerte var en lille tottet sky.

- Åhr, sagde Churumá og daskede hende let over armen. - Vi ved jo begge to, hvad der skete. Men hvordan skulle vi kunne indrømme det? Selv over for os selv?

Men hvis Malzhuis ikke er her mere. Og der er ingen steder, han kan gemme sig i en by som Lethem. Og han ikke er kørt eller fløjet herfra. Så må han enten være gået til fods ud over Rupununi savannen. Eller have svømmet over Takutu. Og begge dele er lige umuligt.

- Eller også har han slynget sig rundt om et mangotræ i mrs. Isaacs' have og er i fuld gang med at skyde blomst, sagde Johanna. - Og så behøver vi ikke tænke mere på ham. Så er vi helt fri for ham.

- Ja, bare jeg kunne tro det, sagde Churumá tvivlende.



56



- Malzhuis opgiver aldrig sine planer, sagde Churumá, da de sad på verandaen igen. Vi må være på vagt hele tiden...

- Det er jo ikke til at vide, hvor han gemmer sig.

- Nej, og det er det farlige ved det. Vi må holde øjnene åbne. Hvis vi pludselig en dag hører noget om en ukendt sygdom... Hvis bare vi kunne få nogen til at tro på os. Men selv om vi kunne overbevise dem, ville det sikkert ikke hjælpe. For vi kan ikke vide, hvad for en slags kopper, man skal vaccinere mod. Han har sikkert skabt en ny muteret form. Virulent variola. Måske ved gensplejsning.

- Jeg forstår bare ikke, noget menneske overhovedet kan finde på sådan noget, sagde Johanna.

- Det er jo ikke, fordi han er ond. Han mener oprigtigt, at det er det rigtige, han gør. Han tror på, at det er den eneste mulighed for at redde mangfoldigheden af arter her i verden. Han er idealist.

- Ja, sagde Johanna. - Han er idealist. De er de farligste af alt... Jeg har ikke noget til overs for korrupte partipampere med sække fulde af sortbørsvarer i kælderen. Men dem, der virkelig kan få mig til at gyse, det er de ubestikkelige idealister med brændende øjne og lig i deres torturkældre.

Malzhuis vil frelse Jorden. Han vil give plads for naturen. Og han betragter menneskene som naturens fjende. Så i virkeligheden er han lige så afsporet som de udviklingsfikserede, der ser naturen som en fjende, der skal besejres.

Vi kan ikke overleve uden moral. Jorden går til grunde i vores eget smuds, hvis vi glemmer at vise ansvar.

Men de blankpudsede løsninger... de er øjeblikkelig dræbende. Et foster kan ikke vokse i en forkromet livmoder.

Verden er et frugtbart kaos. Derfor må løsningerne også altid være lige så kaotiske, som vi selv er. Orden i kaos, det er det eneste, der kan skyde knop. Vi skal være lige så mangfoldige som træernes kroner. Den fraktale harmoni.

Uden at I bliver som træer påny...