Torsdag, Juni 12, 1997 03:39:27 PM

Dagenes digte Item

Fra: Bibliotekar

Martin Budtz

Emne: Skolebørnene

Til: Poesi

Vi ved allesammen hvem Tove Ditlevsen var, men kender vi så mange af hendes digte?

Jeg har som Dagens Digt valgt et der hedder "Skolebørnene", dels fordi de er snublende tæt på en påskeferie - hvis den da ikke allerede er begyndt - , og dels fordi det at være skolebarn ikke har forandret sig synderligt selv om computeren er på vej ind i skoleklasserne.

Det vil altid være et helvede med spredte lyspunkter at gå i skole. Enkelte vil endda sige at de elskede deres skoletid.

Digtet er fundet i Gyldendals antologi lyrik 81. Hvis nogen kan huske hvor digtet kommer fra oprindeligt vil det være interessant at vide. Måske har det ikke tidligere været trykt?

 

Her kommer

 

Skolebørnene

 

De traver snublende, i spredte hære,

igennem al slags vejr, på dagens bund,

bestandig små, altid for sent på færde,

med mælkeskæg om deres nattemund.

 

Du kender dem på deres alvorsblikke,

på søvnens em, der står i deres hår,

og de har altid travlt og ser dig ikke:

du er en årstid, som de aldrig når.

 

De grubler på et mystisk regnestykke,

de hærges af en fedtplet på en bog -

og venter sig så alt for megen lykke

af det at blive barndomsfri og klog.

 

Ved synet af dem husker du, hvor ene

du var i fjerne morgners tidløshed,

mens alle blomster sov på deres grene,

og vokssne folks gardin var rullet ned.

 

Din smalle seng, og lampens matte pære,

dit legekammers lugt af fattigdom;

altid for lille, alfor sent på færde,

og fuld af sorg du aldrig talte om.