En fabel
 

I hundrede millioner år havde dinosaurerne hersket over verden. Ved deres intelligens og hurtighed havde de trængt paddernes vældige slægt tilbage til vandhullerne. Paddernes behov for at holde huden fugtig og lægge deres æg i vand havde gjort dem til en ulige part mod en slægt, der kunne lægge æg på land, ånde luft livet igennem og derved underkaste sig Jorden. Nogle af dinosaurerne blev store, dumme og dvaske planteædere som de tredive meter lange diplocopoder. Nogle blev frygtelige rovdyr som de seks meter høje tyrannosaurer.

De fleste af dem holdt fast ved deres forfædres sædvaner og blev ved med at lægge æg. De vm tilfredse med at være vekselblodede. Men nogle af dem udviklede sig. De blev varmblodede, og derved hurtige. De holdt op med at lægge æg og fødte levende unger.

Blandt dem var saurornithoiderne. De mindede mest om kænguruer. De vejede halvtreds kilo og gik oprejst. De havde hænder med fire kløer. Deres syn var godt, så de kunne undgå de fleste farer. Deres hjerne var stor - som en moderne bavians.

Hvis de havde fået tid nok, ville de have underlagt sig verden og udviklet intelligens. I løbet af nogle få millioner år kunne de have udviklet en kultur, der byggede på ottetalssystemet.

De kunne have bygget byer og dyrket jorden. De kunne have rejst mod stjernerne.

Men en dag kom et lys, stærkere end tusinde sole. Det blev efterfulgt af et frygteligt brag og en dødbringende trykbølge.

På en brøkdel af et sekund døde alle de dyr i verden, der vejede mere end fyrre kilo.

Saurornithoiderne var lige ved at klare den. De var kun lige lidt for store. Og de var ikke helt kloge nok.

Blandt de dyr, der overlevede katastrofen, var nogle små vævre spidsmus. I millioner af år havde de levet side om side med dinosaurerne, men ad naturlig vej ville de aldrig have udviklet sig til andet end spidsmus. Selv den største, stærkeste og modigste spidsmus kan ikke klare sig mod en halvtreds-kilos øgle med en bavians hjerne.

Nu fik spidsmusene chancen, og de brugte den. 65 millioner år senere kunne deres efterkommere fortælle, hvad der var sket med øglerne. Et tyndt lag af iridium fortalte om den asteroide, der var stødt ind i Jorden en skæbnesvanger dag for 65 millioner år siden og på en brøkdel af et sekund havde knust saurornithoidernes drømme.

Spidsmusenes efterkommere kaldte sig mennesker. De byggede byer og veje. De byggede rumskibe. Ingen andre dyr kunne klare sig mod deres hurtighed og intelligens.

De byggede det frygteligste våben, verden havde set. Og de var ikke helt kloge nok.

Så en dag kom et lyn, stærkere end tusinde sole. Det blev efterfulgt af et frygteligt brag og en dødbringende trykbølge.

På en brøkdel af et sekund døde alle pattedyr og fugle.

Selv den største, stærkeste og modigste myre kan ikke klare sig mod et halvfjerdskilos pattedyr med et menneskes hjerne.

Men nu kunne tredje generation overtage verden.

(Ekstrabladet. Vinduet. 4.1. 1989)