Læs hele samlingen som PDF-fil på Scribd
 
 

En 19-årig lyrikdebutant er efterhånden en sjældenhed... Men Arne Herløv Petersen har vovet springet og kommer ned på fødderne... Med luftig ynde kan han skrive et lillebitte, fuldendt digt som "SAS-hotellet"... Der er her en god ungdommelighed, som får en til at ønske den lille bog mange læsere. Den er uden tvivl oplægget til et forfatterskab. Og den har allerede nået meget. Fremfor alt er der digtet "Forår", hvis vid og ynde er ubeskrivelig.

Poul Borum - Jyllands Posten

I de øjebliksbilleder, der udgør (bogen), trænger noget personligt overbevisende igennem.

Uffe Harder - BT

Foreløbig finder man den egentlige Herløv Petersen antydet i det fordringsløse, subjektivt inderlige.. Det er både rent og klart.

Niels Barfoed - Information

Man stiller visse forhåbninger til digterens fremtid som selvstændigt skabende kunstner. Hør blot slutningen på det kønne, ungdommeligt oprindelige skilderi "Træet".

Klaus Rifbjerg - Politiken
 
 
 
 
 
 

SAS-hotellet
 
 

Juniaften; tågegrøn.

Selv skyerne tar fejl

og går tværs gennem bygningen.
 
 
 
 
 
 

Træet
 
 

Min længsels træ

har seje rødder

der sprænger grå beton.
 
 

I dets krone

bor tavse duer

med gule øjne.
 
 

I dets grene

gynges månen

over gaden.
 
 

På dets bark

bor blanke biller

med hvælvede rygge

og spidse ben.
 
 

Min længsel

er et gæstfrit træ

der hver dag

suger tre tons vand fra gaden

og lader fire fordampe
 
 

fra de alt for mange blade.
 
 
 
 

Charlie Parker
 
 

Over havskummets jod

over knuste albatrosser

borer den irgrønne regnbue

sin vej mod splintrede stjerner.
 
 

Mine negle blir blå

mine hår hules af tid

men de ottekantede toghjuls

rytmiske rejse

i mine årer

vil dunke i hundrede år.
 
 

Kirurgens isblå nål

perforerer

min spændte hud.
 
 
 
 

Torden
 
 

Min vej går fra sollandet

ind i skoven

hvor længslen efter dig

i fortvivlet evneløshed

sender gungrende torden

mod græsset.
 
 

Vilde kaniner

med sorte mimrende snuder

og regnvåd pels

klemmer sig skræmte

ned mellem planterne.
 
 

De tunge

grå dråber

huler mig ud.
 
 

Men regnen

der strømmende

fylder grøfterne

skyller de døde

insekter

bort.
 
 

Det er de tavse

lyn
 
 

der dræber.
 
 

Se i nat
 
 

Se, floden er smeltet sølv

i nat

og månen et nyslebet sværd.
 
 

Urolige vidne ånder let

og puster tinskyer nær.
 
 

Men ikke langt herfra

i en træbygning

i en lille by

i Algier

står der lige nu en mand.
 
 

Han har en lidt laset uniform på

og en lidt fedtet kasket på hovedet

men hans tænder er meget smukke

i hans solbrændte ansigt

når han smiler

som han smiler nu.
 
 

Han trykker på en kontakt

og betragter den bagbundne mand

der ligger på køkkenbordet.
 
 

Han er meget blegere end den anden

og han smiler ikke

men han har også pæne tænder

og de blottes nu

da den elektriske strøm går gennem ham.
 
 

Hans knudrede pande

er våd af sved.
 
 

Lige nu

se, oh min elskede, en bænk

hvor vi kan sidde trygt

her under månens smukke sværd

og drømme uden frygt.
 
 
 
 
 
 

Nattevandring

I.

Dæmningens pansrede flanker

værner det løbende vand,
 
 

Jeg er den skorpede

ørkenjord.
 
 

II.

En søjle for himlens fugle

Et ekko af sangens nat

Et vanddyb et sted i haven

Og dyret der dør af sorg.
 
 

III.

Svøbt i en kåbe af flagermusskind

gik jeg gennem byens tomme gader.
 
 

De kolde stjerner prikkede

som nåle i min hud,

mit indre var smeltet bly.
 
 

Tiden gik gennem byen

men vendte sit ansigt bort.
 
 

Og over de mønstrede fliser

var der rullende, kridhvide tanker:

marmorkugler og sten.
 
 

IV.

For min fod

et kobberblad,

en oldings hånd.
 
 
 
 

Sputnik
 
 

Meteorsand

sliber stålbolden

med utrættelig energi.
 
 

Gule rør pipper

som forladte fugleunger

til varme radarreder.
 
 

Små mus

står på hænder

og vejer pludselig ingenting.
 
 

Mænd

sætter skruer i

i en camoufleret by

på Kamsjatka.
 
 

Tørre hænder

skriver tal og kurver

i takt til airconditions

antiseptiske ozonpust

og regnemaskiners

gryntende hosten.

Små hvide mus

med røde øjne

betragtes opmærksomt

af tredive millioner fjernsynskikkere.
 
 
 
 

Anatomisk
 
 

Min rygrad

som en hugorm

der bider mig

i nakken

når jeg sover.
 
 

At fornemme denne krop

med dens levende mylr

af celler.
 
 

Min hjerne går langsomt ned i vest.

Jeg har genkendt

de små dyr i mig

og set i mørket

deres lysende, røde øjne.
 
 

Forår
 
 

Og der var tørre æg

der splintrede i blæsten.
 
 

Brune børn

med små beskidte hænder

graver floder i sandkassen

Overmodige fugle

brøler som nysende løver

i Ørstedsparken.
 
 

Og tre oxeøjer

i en flaske

byder mælkemanden velkommen.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Atlantica
 
 

Mure som tynde porcelænskopper

om den blege måneby.
 
 

Khitonklædte mænd

går over sølvhvide pladser

og skyerne spejles

i deres store øjne.
 
 

Byens tågepalads

smykket med slyngede borter

af platin og oreikalkos
 
 

En gammel by

uden fæstning

og de tynde mure

uden skydeskår.
 
 

De strittende vintertræer

synger en sang i blæsten

om fisk der skal svømme gennem paladsernes sale

om sælsomme muræner og blæksprutter

der skal jage over de tømte plazaer

og om filtret tang og søgræs

der skal sno sig

om de blankpudsede sprængte kranier.
 
 

En sang som en hinde

over indbyggernes alt for store

mørke øjne.
 
 

.
 
 

Sen eftermiddag
 
 

Et mågeskrigs sølvske

banker på ruden.
 
 

Blade falder

i blæsten

som tørre slangehamme.
 
 

Jeg ser min cigarets røg.

Fra gløden

blå

fuldendt

i drømmearabesker.
 
 

Men den røg

der går gennem mig

er suget tom

og grå.
 
 

En mågevinge

sejler glitrende

ind i skyerne.
 
 

Jeg kan se årerne

i mine gennemsigtige

vinterhænder.
 
 

Angsten
 
 

Altid

efter badet

angsten for at se

mine øjne

gnubbet ud

i det hårde håndklæde.
 
 

Altid

på alle veje

den latente angst

for knuste dyr

i støvet bag mig.
 
 

Altid

frygten

for umærkeligt

at dræbe det levende.
 
 
 
 

Kemisk kærlighed
 
 

Dine fritsvævende gummibryster

får enzymerne til at gære i mig.
 
 

Dine tænder

som du børster tre gange om dagen

med Colgate

er hvide som bugen på albinogæs.
 
 

Din mund har

let hjulpet af Elizabeth Arden

dette yndige karmin

der ville ha fået Aarestrup

til at blive lyrisk.
 
 

Dine stjernetindrende øjne

indrammet af kulsort

- æltet grafit og sværte -

får mine indre sekretioner

til at blive helt ustyrlige.
 
 

Og

takket være Rexona

dine armhuler

dufter som nyknækkede valnødder.
 
 
 
 

Nymånetanker
 
 

Tungt

som saftsprængte æbler

falder mine dage

på frossen jord.
 
 

Det isede gitter

bider mine blinde fingre.
 
 

Sommetider

når jeg går i mørke

river træerne i mig

fra alle sider.
 
 

Om natten

er stjernerne grå.
 
 

Mine skrig

er forladte;

mine ord

krablende billefødder

over det ubarmhjertige papir.
 
 

Og nymånen,

skarptsleben,

dolker mig under kitinskjoldet.