Oversat af Arne Herløv Petersen

Jeg sad på mit fattige kammer og så over engenes høst

og læste og tænkte på Jonsson, der i fjor fik fred for sit bryst.

Har han fået blandt stjerner i rummet et sted et blivende hjem

eller flakker han rundt og spøger og vover sig ikke frem?

Da lyste det som af stjerner, der vendtes et blad i min bog,

et lys på mit mørke kammer, der ikke var til at forstå.

Nu sover gamle Johanna, så buldrer kaminilden løs -

og selv om det jo er varme, så syntes jeg at jeg frøs.

Det var mellem tolv og et, det var midt i den mørkeste nat

da lød det som skridt på gulvet, i arkene vinden tog fat.

Det suste og tågen rullede lige ind i mit hjem

og ud af den hvirvlende tåge trådte Jonatan Jonsson frem.

Og jeg sagde: Det glæder mig såre at se dig komme som gæst.

Når du kommer ind på mit kammer, da er det den herligste fest.

Hvis ikke du har skiftet vaner, vil vinen nok gøre dig glad,

for gamle Johanna sover, så det kniber sikkert med mad.

Og han svarede: Ven, at se dig, har jeg ønsket mig længe nok

men let er det ikke at finde vejen blandt stjernernes flok.

Vi satte os ned ved bordet, og natten var stormfuld og fin

og jeg fik vækket Johanna og bad hende komme med vin.

Lidt stammende kom jeg så ind på et spørgsmål, der syntes mig stort:

Du sig mig engang om det passer, med dommen ved Himmelens port.

Må kun de rene og fromme på de saliges øer bo

eller er dog også en himmel for dem med lidt anløben tro?

Og han sagde: Jeg er tømrer Jonsson, og hverken lærd eller klog

og jeg vakte bekymring på Jorden, med mit voldsomme håndværkersprog

og de lærde ville hænge mig, for latinen lå ikke for mig.

Men en engel kom, da jeg døde, og viste mig stille på vej.

Men jeg hørte en sang på en stjerne, og jeg husker hvordan den lød,

og den handled' om Gud i Himlen og Helvedes evige glød.

Men den, der sang mellem stjerner, sagde det var en jordisk sang

som en engel lærte for sjov, da den hented' en sjæl engang.

Og den allerhøjeste sang, den der toned' fra englenes råd...

Skønt jeg ikke begreb et ord, brød jeg i utrøstelig gråd.

Den var uden for alle hjerner og lysår fra alt, der er sket.

Det som intet øre har hørt, og intet øje har set.

****

Og månen lyste og stormen sang over marker en sang uden ord

og vinen var gammel og god, og min glæde var grænseløst stor.

Vi drak for det dræbende kød og for gravenes hellige ro

og vi drak for de saliges skare, der mellem stjernerne bo.

Jeg så hans pande lyse, som sne og en benhvid kop

og sagte, sagte trak månestrålen ham med sig op.

Derude begyndte lyset gå på sin morgengang

og gennem væggenes træ lød stormvindens hårde sang.

Fredag, November 18, 1994 08:30:33 AM

Moderne nordisk Item

Fra: Per Olof Johansson

Emne: DAN ANDERSSON

Til: Poesi*

VED GASKENS DØD

af Dan Andersson, 1888-1920, fra Kolvaktarens Visor 1915

oversat af per-olof johansson 1974, trykt i Samvirke 1. marts 1974 - troede jeg. Men kun fire af versene kunne jeg kende igen. Nok fordi jeg havde tilladt mig et og andet med linjelængder og foretaget andre regelbrud for at få det frem, som jeg havde læst mig ind til. Den eneste formildende omstændighed var, at mit navn var udeladt.

Han vred sig på sengen, syg og elendig,

den spillemand Gasken fra Särna i Sjö,

"lad mig spille for de sataner i Gammel-Satans bolig

- for det er slemt for en spillemand som mig at dø!"

Han hev og sled i tæpperne og sparkede sig sår til,

og gavlvæggen drønede og gav sig:

"Jeg har tjent under Satan i tretten glade år,

med musik har jeg lagt vejen til Helvede bag mig."

Og Banga, prædikanten, glattede ud og bad:

"O frels denne mand som har brudt dine bud!"

Men Gaskens gamle mor mente: "Han har været glad,

denne spillemand har spillet som en gud.

Det er ikke Herrens vilje med musikertrangen,

at Gasken skal brænde i Helvedes ild.

Mon ikke han, som skabte duens flugt og fuglesangen,

kan tåle man er glad og danser til?"

Og Banga, prædikanten, som bad i hans hus,

han dirrede og kinden var bleg,

han hørte tæt ved sig djævlevingernes sus,

da Satan kom for at hente sin steg.

Men Gasken bare svor og forbandede sin kval

og råbte og tiggede om tid

til at sone sine fejltrin i, "tre dage i en hval"

for at få synderne forladt og få renset sit vid.

Så rejste han sig stirrende, forvildet og bleg

og så Fanden med hale og hov

vinke velkommen til en ugudelig leg

ved de svovlgule smådjævles hof.

Han så sig omkring om mumlede godnat,

og blev glad og svor ikke mer,

med en sidste, en vanvittigs latter døde han brat

og sank om i sengehalmen her.

Og stille var lejren, hvor Gasken lå,

og hvor djævlen blev æret med strengeleg.

Om morgenen så man Banga, den hellige stå

henne ved sengen og bede, helt bleg.

Og siden var Banga en skygge af sig selv,

og hans prædiken ikke som før.

Det er hårdt at være færgekarl ved dødens elv,

at være vagtmand ved tavshedens dør.

Men Gasken sover sødt under græs og grus,

og måske meget bedre end man tror?

Måske spiller han til gilder i Abrahams hus,

hvor freden og evigheden bor?

*