Jeg er kommet til at forære efterretningsvæsenet flere oplysninger end et helt kuld specialtrænede hunde kan finde på et år, fordi jeg var så naiv, at jeg ikke kunne tro, der pludselig stod en flok strømere i stuen og anklagede mig for spionage, fordi jeg undertiden har spist frokost med en russer, og samtalen nu og da er kommet ind på politik. Hvis jeg havde betragtet mig selv som en James Bond, havde jeg næppe heller glad og gerne præsenteret Vladimir Merkulov for mine venner. Jeg havde heller ikke inviteret ham hjem med kone og barn hvis jeg havde anet, at det i sig selv er nok til at min kone Sisse også er blevet sigtet for spionage. Nu sidder vi her som en slags Julius og Ethel Rosenberg en miniature og er forhåbentlig en advarsel til alle kommunister. Smæk døre i for russiske venner og grav jeres dagbøger ned i naboens have.

Det er snart kommunevalg, og når man ikke kan byde på en u-båd, må man nøjes med en forfatter og en HF-studerende. Disse evendelige svenskerkomplekser.

Tirsdag aften sad Sisse og jeg i en stue med dejlig kakkelovnsvarme og ventede på TV-avisen. Vores datter Fenja på 11 år var inde i en anden stue. Hunden Bølle, der blev kørt over ugen før og stadig skranter, lå på nogle puder og glippede med øjnene. Katten Oskar strakte sig velbehageligt på købmandsdisken. Marsvinet Snehvide puslede rundt i sit bur.

»Der er en masse biler og mennesker udenfor«, sagde Sisse. Vi bor for enden af en blind vej, og det er tit, folk ikke kan finde vej. »Vi må hellere gå ud og hjælpe dem,« sagde jeg. Vi var på vej ud, da døren blev åbnet og et antal herrer kom ind. »Klokken er 19.21,« sagde en af dem. »De er anholdt«.

Enhver mistanke om, at det var en dårlig spøg forsvandt, da en af dem fremviste et dokument. Der stod der, at dommer Hulsrøj i Rudkøbing havde udstedt arrestordre mod os, sigtet efter den såkaldte milde spionageparagraf, og at han samtidig havde givet politiet lov til at gennemrode alt og medtage alt, hvad de ville. Der blev ikke tid til at tage tandbørste eller penge med. Jeg skulle i forhør hos Svendborg politi med det samme. Sisse skulle følge efter, så snart vi havde fået nogle venner til at se til barnet og dyrene.

I Svendborg blev jeg indsat i en såkaldt ventecelle. Jeg fik to cigaretter med og brugte tiden til at skrive et digt og notere inskriptionerne på væggene. Der var indhugget et omvendt hagekors. Formodentligt af en rocker. Ellers var det mest navne og datoer, men også små sentenser: »Strømerne bøffer dig«, »Nægt alt«, »Kim Bråde var her«, »Ud med politistaten«, »Fri hash, mod junk«, »Gud er i dig«, »Dan elsker dig, Marianne«, »Hold ud«, Jeg tænkte på at skrive: »Lektor Karelius was here«, men nøjedes med papiret. Efter en rum tid blev jeg kaldt ind til forhør. Jeg kunne bekræfte, at jeg kendte Vladimir Merkulov. Politiet kom med en række interessante teorier, som jeg ikke skal referere her og førte mig så til arresthuset. De havde tidligere spurgt, om det var nødvendigt at give mig håndjern på. Det mente jeg ikke, jeg har aldrig gået til karate. I det gamle arresthus kommer man gennem en forhal, hvor der er glasmontrer med underholdende genstande som gamle politihjelme, spændetrøjer og ankerjern og forskellige mærkelige ting, fanger har slugt for at simulere selvmord. En af de mere udspekulerede var to sikkerhedsnåle, der var bundet sammen med en uldtråd. Når mavesyren ætsede tråden over, sprang sikkerhedsnålene op og flængede mavesækken. Turen gik ned ad en trappe til en aflåst dør, hvor en betjent ringede på. Døren blev åbnet, og vi kom ind til en skranke. Jeg blev afleveret mod behørig kvittering og mine blodtrykspiller lagt i forvaring til daglig udlevering i mast tilstand. Og jeg kom ind i celle 1. Jeg har set hotelværelser, der var værre, men den vilde luksus er det ikke. Cellen er 2x3 meter.Langs den ene væg står en seng. Der var rent sengetøj, så jeg kunne rede op. Ved siden af er der en radiator. Ved den anden væg er der en håndvask med koldt vand. Der står en potte, for man kan ikke komme på toilettet efter kl. 22. Ved vinduet er der en bordplade og en siddeplads ud fra vinduet. Og udenfor er der en slags voliere af hønsenet. Loftet, det øverste af væggene og døren er udsmykket med brun tachistisk dekoration, der formodentlig er fremkommet ved at en eller anden engang har strintet rundt med en spand lort.

Jeg lagde mig til at sove og drømte næsten ikke om Kafka.

Jeg vaskede mig i koldt vand og måtte beholde undertøjet fra i går. Jeg havde ikke fået noget af mit eget med og heller ikke fået noget udleveret. Morgenmaden var franskbrød med magarine og skoleost, cornflakes med mælk og pose-te (Earl Grey, som jeg ikke bryder mig om).

Ude på gangen er der nogle bogreoler. Valgte Brian Aldiss' »Barbenet i hovedet« i Ib Michaels og Janick Storms fremragende oversættelse. Den har jeg ikke haft tid til at læse før. Dens vildt hallucinogene verden dannede en smuk kontrast til cellens Kafka-tørhed.

Op til forhør. Så vidt jeg har forstået hedder den ene Nicolajsen og er fra Svendborg, mens den anden, der formodentlig er fra PET, vist er en københavner. Han har ikke noget navn. »Hør nu her, Petersen...« »Vil det sige, De ikke kan erkende...?« »De må da have haft en mistanke om, at manden var fra KGB. Hvorfor skulle han ellers ringe fra en telefonbox?« Jeg prøvede på at forhindre at deres fantasi helt løbsk, men det hjalp heller ikke meget. Den slags mennesker ser vilde russere alle vegne og de er ude af stand til at fatte, at man kan være politisk aktiv uden at tage mod direktiver fra Moskva og få en fyrstelig belønning for det. Det må være folkeskolen, der er noget galt med.

De kan ikke forstå, jeg har været politisk aktiv siden jeg var 14, og at jeg var med i atomkampagnen fra den startede. KGB behøver sgu ikke fortælle mig, der bør oprettes en atomfri zone i Norden. Det har Reagan fortalt mig meget mere overbevisende. Måske ville det hjælpe dem lidt at læse nogle af mine bøger, der da står på bibliotekerne endnu, men der er flerstavelsesord i nogle af dem, så jeg ved ikke rigtig.

Da jeg kom tilbage fra forhør var der anbragt et klædeskab mellem bordpladen og vasken. Der er tre bøjler, et underskab til blikpotten og to små overskabe til tøj. Der er et spejl i den ene skabsdør. Er de ikke bange for at jeg knuser spejlet og sluger skårene? Og hvis ikke, hvorfor må jeg så ikke få en saks. Det er besværligt at bide en mælke-brik op, uden at mælken sprøjter ud over det hele. Prøv selv.

Skabet fortalte mig, hvad jeg kunne vente af aftenens grundlovsforhør. Smukke dagdrømme om at de kludrede i det, så jeg ikke nåede frem for en dommer inden 24 timer. Men skabet tyngede drømmene ned.

Jeg havde bedt om at tale med en læge, og det fik jeg lov til. Jeg kunne ikke genkende ham med det samme. Det var min gamle bekendte Christian, der har været distriktslæge i Christianshåb i Grønland nogle år og altså nu er kommet hertil.Han fik skrevet i protokollen, at jeg ville have mine blodtrykspiller og nogle stesolid.

Selvfølgelig hentede de mig tids nok til grundlovsforhøret. Hilste på Hagens og Kirsten Bindstrup. Hagens sagde, at politiet ikke ville have, at jeg fik ham som forsvarer. Det havde jeg ellers krævet, og han havde sagt ja. »De vil helst pudse en eller anden hjemmeværnsmand på dig.« Politiet gjorde da også straks indsigelse mod Hagens med den begrundelse, at han er sigtet for at have videregivet fortrolige oplysninger til pressen i forbindelse med JOrg Meyer-sagen. Det hjalp ikke noget, at Hagens sagde, at det åbenbart var så længe siden at han har glemt det igen. Dommeren virker svag og forvirret. På et tidspunkt munlede han: »Jeg er jo ikke vant til at have med den slags sager at gøre.« Men politiet er vant til at have med den slags dommere at gøre, så Hulsrøj forbød Hagens at forsvare mig. Hagens ankede straks til Den særlige Klageret, der tidligere i et lignende tilfælde har bestemt, at Hagens godt kan fungere som forsvarer. Som midlertidig forsvarer fik jeg så Kirsten Bindstrup, der rådede mig til at lade være med at udtale mig, så lange man nægtede mig min lovlige ret til selv at vælge forsvarer. Jeg fulgte hendes råd. Anklageren oplæste en række anklagepunkter, der stort set mundede ud i, at jeg var spion. Jeg troede ellers at det var et almindeligt princip i Danmark, at man blev betragtet som uskyldig indtil man var dømt. Dommer Leo Hulsrøj havde måske nok hørt noget i den retning, men jeg havde spist frokost med en russer og glemt at fortælle det til PET. Derefter kom han med en imponerende stak billeder af, hvor rodet det er derhjemme og forlangte 3 x 24 timers anholdelse, så de kunne gennemse det hele. Hvis de skal gennemlæse alt, hvad der ligger derhjemme, skal jeg være anholdt på livstid. Mærkeligt nok havde han ingen billeder fra Fenjas værelse, der ellers er mere rodet end de andre værelser tilsammen. Dommeren gjorde naturligvis, som politiet ønskede. Efter mig kom turen til Sisse. Hun fik beskikket Kirsten Bindstrup som forsvarer og Kirsten rådede hende til at udtale sig. Hun fortalte, at Merkulov har besøgt os nogle gange og undertiden har haft sin gravide kone og sin datter med. Det er egentligt et under, de ikke sender Fenja på et børnehjem, fordi hun har leget med Veronika Merkulova. Hovedspørgsmålet var den appel om en atomvåbenfri zone i Norden, vi sendte til danske forfattere og billedkunstnere i foråret og offentliggjorde med halvandet hundrede underskrifter som annonce i »Land og Folk« og »Information«. Anklagemyndigheden mente, at apellen var skrevet efter direktiv fra KOB, der havde givet os 7.000 kroner, et stereoanlæg og ni flasker sprut for der. Sisse sagde som sandt er, at vi ikke havde set de 7.000 kroner, at vores stereonalæg er et B&O som jeg købte i 1964. Man må rose fabrikken for at lave godt kram. Derimod gav Merkulov os en transistorradio, da vi blev gift i juni, og han havde også nogle flasker sprut med til festen. Det havde de fleste af de andre gæster også. Om det lige var ni flasker, Merkulov havde med, husker jeg ikke, men jeg har svært ved at se det strafbare i at holde sammenskudsgilde.

Men Hulsrøj kunne godt se, det var forkasteligt, så Sisse blev dømt til tre gange fireogtyve timers Fynsarrest. Vi kunne lige nå et lille knus og kram, før vi blev ført ud til hver sin bil.

Da jeg var tilbage i celle 1, lånte jeg alle fængselsreglementerne og brugte resten af aftenen på at studere dem. Det er opbyggelig læsning. Jeg lavede en liste over alle de ting, de skulle have gjort, men åbenbart havde glemt i mit tilfælde. Jeg skulle have haft rent tøj. Man skulle have haft en samtale med mig om de økonomiske og sociale konsekvenser af min fængsling. Der skulle ligge en polyesterpude på siddepladsen. Og så videre. Den hygiejniske standart er i øvrigt ikke vanvittigt høj indenfor Fængselsvæsenet. Man har adgang til at tage bad og skifte undertøj to gange om ugen. Hvis man er så hysterisk, at man gerne vil skifte underbukser hver dag, skal man have lægeattest for at man har udflåd eller noget i den retning. Ellers hedder det meget smukt i Europarådets standart minimumsregeler: »Behandlingen af de indsatte skal ikke understrege deres udelukkelse fra samfundet, men deres fortsatte medlemskab af dette.... Der skal i videst muligt omfang tages skridt til at sikre de indsattes borgerlige rettigheder, deres sociale sikring og andre sociale goder.«

Det lød så rørende, at jeg næsten burde græde, men underligt nok skar jeg tænder i stedet for.

Næste dag. Mine første tanker var: Åh, de stakkels små dummernikker i PET. Fatter de da ikke, hvad de gør? Man får sgu næsten ondt af dem. På een dag har de gjort mit navn mere kendt, end jeg har kunnet gøre det med atten bøger og to hundrede oversættelser. Og når de farer så drabeligt frem mod en lille nærsynet forfatter og hans kone, må de da gøre sig komplet til grin. Selvfølgeligt kan de sagtens få mig dømt. Der var vist engang en lærer på politiskolen, der sagde, at det var en dårlig politimand, der ikke kunne hive en tilfældig forbipasserende ind og give ham tyve dage. Og paragraf 108 kan fortolkes præcis, som man ønsker det. Den sætter den herskende klasse i stand til at bruge sit voldsapparat og sine føjelige dommere mod politiske modstandere.

Men hvis de tror, de lærer mig at kysse støvlen, tager de fejl. Endelig har jeg fået masser af tid til at skrive og studere. Jeg savner friheden, men jeg må gøre mig selv stærk nok til at klare indespærring. Det har ikke skadet Lenin, Stalin, Ho, Castro, eller Angela Davis at sidde inde. Så må vi andre vel også kunne lære det.

I årevis har jeg basket rundt som en vild efter arbejde, mens jeg har set min indkomst falde støt år for år. Nu behøver jeg ikke tænke på det. Kun på at blive et bedre redskab for arbejderklassen.

Ja, jeg savner Sisse og Fenja ad helved til.Og mine forældre og søstre og hele familien på begge sider og alle mine venner og kammerater. Jeg tænker på jer hele tiden. Jeg savner også mit hus. For et par måneder siden såede jeg spinat, der allerede er kommet op og nu skal overvintre, så vi kan få frisk spinat tidligt næste år. Jeg såede også skovmærke. Den skal sås om efteråret, for frøene kan kun spire, hvis de har fået frost. Måske skal jeg også have frost for at spire.

Det skal heller ikke lykkes dem at ødelægge min fysik. Vi har et system af løbegårde. Ved siden af hinanden er der fire kileformede gårde, tretten skridt lange og fire skridt brede. I den inderste ende af kilerne står et træ med bløde nåle i en slags stor skål. En af fængselsbetjentene fortalte mig at det er thujaer. Jeg kendte ikke navnet, men jeg har da set dem før, mest på kirkegårde.

Første og tredie kile er aflukket af grunde, jeg endnu ikke har fundet frem til. På de fire endevægge er der dekorationer. I den første kile ser man en tiarmet blæksprutte med øjne på blå- og rødstribede stilke. Den hopper ned på en gul vippeplade, så en sky af røde balloner står op til venstre. I anden - tilladte - kile er der gule og grønne cirkler. Mellem anden og tredie kile er der en but fremspringende mur. På hver side er malet en stiliseret siddende Anubis-figur. Foran er det et grønt og rødt yin-og-yang-tegn. Det suger mig helt ind. I den tredie kile er der for enden Mondrian-inspirerede rektangler. Til venstre er de smalle og høje. Til højre styrter de bredt ind i hinanden. I den fjerde kile er der for enden en stiliseret sol, der minder om OOA's emblem. På en fremspringende niche til venstre er der tre blå måger. En stor svævende over to små. Mellem kilerne er de murede vægge fire meter høje. I et og fire er der lysegråt puds med umbra striber, mens to og tre er mørkegrå, nøgne.

Jeg løber rundt i en slags ottetal mellem træerne i to og fire. Efter fyrre omgange er jeg forpustet, og min puls var kommet op på 140. Jeg må træne hver dag. Mens jeg løb spillede en radio »Norwegian wood«, og verden var smuk. Fra en celle råbte en: »Een, to, tre, fire. Hurtigere, mand«. Og himlen er høj og blå og uopnåelig.

Jeg stoppede svedende op. Nu væltede en italiensk schlager ud over gården. Jeg så op på trådnettet over alle løbegårdene. Spredt ud over nettet ligger gule og blå sammenkrøllede plasticposer og små mælkebrikker, og Fellini falder ned i mine øjne.

I et hjørne er der en vandhane med en lang rød sammenrullet slange. Ved siden af står en gadekost og en skovl. Radioen slår over i en Mylius-rædsel, og jeg vil ind. Jeg kan ikke suge flere indtryk nu. Men døren er låst, så jeg må banke på ruden til fængselsbetjenten. »Nå, fryser du?« spørger han. Hvordan skulle jeg kunne fortælle, at jeg bare længes efter en kuglepen og et stykke papir?

Hele dagen gik med breve. Til justitsministeren, til menneskerettighedskommissionen, til min forsvarer, til mine forældre og til Sisse. Arrestforvareren var ind hos mig. Han spurgte om jeg havde noget at klage over. Ikke andet end at jeg er politisk fange. Det opfattede han mig ikke som. Han lovede at skaffe mig et fjernsyn til leje, og det kom snart efter. Jeg har ingen som helst grund til at klage over behandlingen. Dog synes jeg, det er groft nok, jeg bliver holdt i isolationscelle, når der ikke er afsagt dommerkendelse om det. Men en eller anden har sat et kryds ud for »isoleret«, og fængselsbetjentene kan jo ikke gøre andet end rette sig efter det kryds og så henvise til kriminalpolitiet imorgen. I fjernsynet så jeg et billede af mig. Nu har de fundet på at jeg har misinformeret koreanerne, hvad jeg selvfølgelig aldrig ville drømme om. Uffe Ellemann sagde, at han tit havde været inviteret til Amerika og at man havde prøvet at påvirke ham, men det var iorden, for amerikanerne er vores allierede. Måske er Uffe Ellemann allieret med Pentagon. Jeg er det ikke.

(Morgenposten, 8.11. 1981)