Fra konvergens til kimære

    For tredive år siden kunne det se ud som om de to uforsonlige magt-
    blokke var begyndt at nærme sig hinanden. I Sovjetunionen talte
    Hrusjtjov om at prioritere forbrugsgoder frem for militært isenkram,
    samtidig med at et politisk og kulturelt tøbrud satte ind. I USA kunne
    man til trods for Vietnamkrigen også finde opmuntrende tendenser:
    Borgerretslovgivningen og præsident Johnsons stort anlagte program
    for kamp mod fattigdommen.
    Derfor begyndte mange politiske iagttagere at tale om kon-

    vergensteorien - teorien om at de to samfundssystemer langsomt
    nærmede sig hinanden og på langt sigt ville smelte sammen. På den
    måde ville tidligere modsætninger en skønne dag blive lige så irrelevante
    som modsætningerne mellem guelfer og ghibelliner, og et nyt og
    smukkere samfund ville træde frem i både øst og vest, et samfund der
    forenede det bedste af socialismen og det borgerlige demokrati, et
    samfund med social ansvarlighed, både økonomisk og politisk demo-
    krati og fuld ytringsfrihed.
    Senere fulgte tilbageslagene. I øst stagnation og voksende

    korruption, parret med militærchauvinisme, Brezjnevdoktrinen. I vest
    Thatchers og Reagans ideologiske kamp mod "ondskabens imperium",
    samtidig med at krigen mod fattigdommen blev forvandlet til en krig
    mod de fattige.
    Men endnu ved årsskiftet 1989-90 kunne man et øjeblik håbe

    på, at konvergensteorien alligevel ville holde stik. De østeuropæiske
    dissidenter, der førte kampen mod det forstenede magthierarki til sejr,
    ønskede for de flestes vedkommende at forene det bedste i de to
    samfundssystemer og skabe et socialt demokrati eller en demokratisk
    socialisme. Måske ville Østeuropa på den måde kunne inspirere os i
    vesten, måske ville vi finde frem til metoder til at indføre demokratiske
    tilstande, også inden for det økonomiske område. De mest optimistiske
    pegede på, at en samfundsovertagelse af økonomien i USA og Vesteuro-
    pa allerede var ved at blive indført ad bagdøren gennem pensionskassers
    og lønmodtagerfondes voksende indflydelse.
    I dag er drømmene knust. Der blev ikke tale om konvergens. Vi

    fik ikke skabt et nyt samfund, der byggede på de bedste træk ved de to
    samfundssystemer. I stedet opstod en kimære, et frygteligt uhyre avlet
    af kapitalismens og statssocialismens værste træk.
    Den højtbesungne frihed, østeuropæerne har fået, viser sig at

    være friheden til at blive flået. Levestandarden er styrtdykket. Der er
    massearbejdsløshed. Den økonomiske magt er i hænderne på mafiaen
    og de multinationale. Det politiske demokrati har vist sig at være en
    narresut - der bliver alligevel regeret med dekreter. Og det ideologiske
    tomrum efter statssocialismens sammenbrud udfyldes ikke af demokra-
    tiske og socialt ansvarlige tanker, men af antisemitisme, racisme,
    chauvinisme, monarkisme og religiøs fundamentalisme.
    I pressen nævnes det i forbifarten, at det "jo alligevel er

    Verdensbanken og Valutafonden", der træffer beslutningerne i Polen
    eller Rusland og at Europarådet har udtalt sin misbilligelse af det ellers
    så roste "skandinaviske demokrati" i Estland, hvor 96 procent af
    befolkningen i Narva blev berøvet stemmeretten, fordi de ikke var
    racerene estere, og hvor parlamentet indsatte en præsident, der kun
    havde godt 20 procent af vælgerne bag sig og skubbede den kandidat,
    der havde fået ca. 45 procent, ud i mørket. I Rusland stemte et overvæl-
    dende flertal ved folkeafstemningen i foråret 1991 for at bevare Sov-
    jetunionen. Det var under de forudsætninger, Jeltsin blev valgt til
    delrepublikkens præsident, hvorefter han gennemførte unionens
    opløsning. At det kunne lade sig gøre skyldes selvfølgelig det gammel-
    kommunistiske kupforsøg i august, der kom så belejligt - og var så
    dilettantisk gennemført - at man ikke kan lade være med at spørge sig
    selv, om der lå mere bag det end man umiddelbart kunne se. I hvert fald
    forekommer det tankevækkende, at kupmagerne ikke er blevet retsfor-
    fulgt, mens deres offer Gorbatjov bliver forfulgt med stadig skarpere
    midler, og at Jeltsin uantastet kunne holde taler og optræde for folke-
    mængden midt under kuppet. Efter Jeltsins overtagelse af magten er
    vælgerne ikke blevet spurgt om noget som helst. Når Jeltsin vil have
    noget gennemført, udsteder han et ukas.
    Borgerkrig. Sult. Arbejdsløshed. Hyperinflation. Mafia.

    Kriminalitet. En voksende kløft mellem rige og fattige. Økonomisk
    magt til Verdensbanken, de store udenlandske koncerner og indenland-
    ske spekulanter og kriminelle. Politisk magt til de bureaukrater, der har
    haft magten hele tiden, men bare har udskiftet kommissæruniformen
    med vestlig habit.
    Men ytringsfrihed har de da fået i Østeuropa. Sådan som

    ytringsfriheden nu engang er efter de borgerligt demokratiske regler.
    Anders And udkommer på russisk, man kan købe pornoblade i Praha.
    Vesttyske kæmpeforlag og engelsk-australske pressekoncerner sætter sig
    på avis- og bogmarkedet i Østeuropa. Enhver kan frit stille sig op på en
    sæbekasse og råbe op, så længe de ikke forstyrrer den offentlige ro og
    orden. Enhver kan sende manuskripter ind til koncernerne og håbe på
    at få dem offentliggjort. Enhver, der har nogle millioner i ryggen, kan
    oprette sit eget forlag eller sin egen avis. Og hvis man ikke har nogle
    millioner i ryggen, må man naturligvis skrive det, som de rige medieejere
    ønsker skal skrives. Hvorfor skulle de betale for at udgive noget, der
    strider mod deres egen kapitalistiske overbevisning?
    På den baggrund virker det næsten rørende naivt, når stud.

    mag. Hanne Gesang i en kronik i Information 26.10. skriver, at russerne
    har svært ved at forstå indholdet at begrebet "demokrati". "I et
    demokrati kan ingen blive valgt alene af sig selv, ingen kan udstyre sig
    selv med magt til at regere, og derfor kan ingen tilrive sig ukontrolleret
    og ubegrænset magt", skriver hun.
    Smukke ord. Men hvem har valgt Verdensbanken eller de

    multinationales bestyrelser? Hvordan har de kunnet tilrive sig ukon-
    trolleret og ubegrænset magt over verdens økonomi? Er det fordi vi kun
    bruger ordet "demokrati" som røgslør over den kendsgerning, at vi lever
    i et samfund, hvor den nøgne magt hersker? Hvor demokrati er
    defineret som retten til at vælge mellem Tweedle-Dee og Tweedle-Dum
    engang hvert fjerde år og ellers holde kæft.
    Samtidig med at Østeruopa har overtaget laissez-faire kapitalis-

    mens mest modbydelige træk, har vi i Vesteuropa overtaget mange af de
    mest utiltalende træk ved den hedengangne betonsocialisme.
    EF er den stalinistiske bureaukrats ønskedrøm. Dekreter og

    forordninger i én lind strøm, centralisering og magtkoncentration,
    omsvøbsdepartementer og uigennemskuelige støtte- og reguleringsord-
    ninger.
    Vi taler om markedsøkonomiens nødvendighed i Østeuropa.

    Men herhjemme skal vi endelig ikke have markedsøkonomi.
    Tænk hvis vores landbrug for eksempel skulle klare sig på

    markedets præmisser. Eller hvis hele vores erhvervsliv skulle klare sig
    uden statens støtte og opmuntring. Utænkeligt.
    En liberalistisk tankegang siger, at de, der ikke kan flyde, må

    gå til bunds. Hvis vores bønder ikke kan leve af det, de producerer, må
    de så sandelig finde sig et andet arbejde. Hvis det bedre kan betale sig
    at dyrke korn i Ukraine eller få oksekød fra Argentina, så må danske
    korn- og kødproducenter enten finde noget andet at bruge jorden til -
    dyrke lægeurter eller oprette hjortefarme - eller også må de opgive helt
    og lade skoven brede sig over markerne. Det ville måske også være
    kønnere. Det er ikke noget religiøst bud, at Danmark skal være et
    landbrugsland. Hvis landbruget ikke kan betale sig, kan man jo
    nedlægge det. Så sparer vi de penge i skat.
    Men i stedet siger man i EF: Bønderne skal have tilskud til

    kunstgødning og gift, så de kan pine så meget som muligt ud af jorden.
    Dermed bliver udbyttet så stort, at vi ikke kan få høsten afsat. Den skal
    oplagres eller brændes af eller ligge og rådne. Vi prøver at hjælpe på det
    ved at give tilskud til at lægge noget af jorden brak og tilskud til at pine
    endnu mere ud af den tiloversblevne del af agerjorden. Så må vi jo give
    ekstra tilskud til at skaffe os af med skidtet. Hvis vi destruerer til-
    strækkelig meget af høsten, kan vi holde priserne kunstigt oppe. Så kan
    varerne ganske vist ikke konkurrere med import fra andre lande, men
    så må vi indføre importbegrænsninger, så vi ikke risikerer at skulle ud
    i noget så stygt som markedets betingelser.
    Og det allermest groteske er, at bønder, der har sugerøret helt

    ned i bunden af statskassen og ikke kunne overleve en eftermiddag uden
    kunstigt åndedræt af skattepenge fra os andre, opfatter sig selv som
    liberalister og taler med foragt om de nassere, der får socialhjælp, bare
    fordi de er blevet arbejdsløse.
    I Rusland er landbrugets udbytte pr. hektar lige så stort som i

    Vesteruopa. Det kunne blive større på f.eks. den ukrainske sortjord,
    uden at man behøvede at forgifte jorden. Men en stor del af høsten
    rådner op på markerne eller går til på vejen ind til byerne, fordi infra-
    strukturen er elendig. Der mangler jernbaner og veje. Hvis EF ville
    bruge landbrugsstøttepengene til noget fornuftigt, kunne man udbygge
    infrastrukturen i Østeuropa og producere korn der, hvor kornhøsten
    giver størst udbytte i stedet for at forsøge at pine så meget som muligt
    ud af dårligere egnet jord i Vesteuropa. Rusland kunne let blive
    korneksportør i stedet for kornimportør.
    Det såkaldte "erhvervsliv" forgyldes af regeringen - med

    skatteydernes penge. Det påstås til hudløshed, at det er nødvendigt af
    hensyn til vores konkurrenceevne. Og for beskæftigelsens skyld.
    Men jo mere erhvervslivet forgyldes, jo mere indfører man

    modernisering og automatisering, der skubber endnu flere ud i arbejds-
    løshed. Og Danmarks konkurrenceevne er allerede helt i top. Vi ligger
    på højde med lande som Taiwan og Sydkorea, der traditionelt har haft
    en glimrende konkurrenceevne, fordi lønnen er lav og ingen får lov til
    at modsige magthaverne.
    Selv erhvervslivets ledere siger i dag, at de ikke rigtig kan ønske

    sig mere. Andet end et større hjemmemarked. Som de jo har svært ved
    at få, fordi de penge, folk skulle købe varerne for, er blevet brugt til
    subsidier til samme erhvervsliv.
    Hvis jeg må komme med et beskedent forslag til, hvordan

    erhvervslivet kan få endnu bedre konkurrenceevne, lyder det således:
    Skær topledernes løn ned. Der er ingen, der siger, vi konkurrerer bedre,
    fordi danske topledere mæsker sig i millionløn. Hvis vores ledere boede
    på usle tagkamre uden varme, ville de blive på kontoret en større del af
    dagen og få noget mere arbejde fra hånden.
    I dag er det sådan, at hvis en topleder har dummet sig til-

    strækkelig meget, afskediges han med et gyldent håndtryk på nogle
    millioner. Så kan det jo næsten betale sig at sætte andre menneskers
    penge over styr. Pokker skulle da arbejde livet igennem, hvis man kunne
    tage på fisketur og ligge i en hængekøje resten af livet og bare lytte efter
    checkenes regelmæssige bump gennem brevsprækken. Hvis toplederne
    fik at vide, at ethvert fejltrin betød, de faldt ned mellem roterende knive,
    skulle de nok holde sig mere på mærkerne. Og så kunne pengene fra de
    gyldne håndtryk bruges til noget andet. Man kunne ansætte en halv snes
    mennesker for en enkelt forsikringsdirektørs dummernik-præmie.
    Bureaukratiseringen og statens tilskud til underskudsfore-

    tagender er altså den udvækst på kimæren, vi har fælles med Brejznevs
    stagnationspolitik.
    En anden er stikker- og stasi-mentaliteten. Hjemmeværnet

    aflægger rapport om borgernes formodede sindelag. Hvis man tillader
    sig at mene noget andet end det, magthaverne ønsker man skal mene,
    risikerer man at blive anklaget for så mystiske begreber som "påvirk-
    ningsagentvirksomhed" eller "disinformation". For en halv snes år siden
    lykkedes det som bekendt den daværende socialdemokratiske justitsmi-
    nister at stemple forsøg på at påvirke meningsdannelsen, altså deltagelse
    i den offentlige debat, som en form for spionage. Indtil da havde
    "spionage" været defineret som "ulovlig udforskning og overdragelse af
    statslige, industrielle eller især militære hemmeligheder", men nu kunne
    enhver anvendelse af ytringsfriheden straffes. At regeringen i april 1982
    undlod at følge denne nyskabelse op, betyder ikke, at det ikke vil kunne
    lade sig gøre. Der er skabt præcedens for, at man i enhver given
    situation kan spærre dissidenter inde. Og det er her vigtigt at under-
    strege, at ytringsfrihed ikke kan måles på jasigernes og rygklappernes
    ret til at ytre sig. Et samfund kan altid kun bedømmes ud fra, hvordan
    det behandler sine modstandere. Tilhængerne bliver jo behandlet pænt
    i selv de værste samfund.
    I Østeruopa har man forlangt det hemmelige politis arkiver

    åbnet. Herhjemme er PET's og de forskellige meldekorps' arkiver
    hermetisk tillukkede. Og ikke engang faguddannede historikere har
    adgang til f.eks. arkiverne fra besættelsestiden. Noli me tangere, siger
    efterretningsvæsenet. Og de danske stasier, hjemmeværnets snagere og
    kiggere, går frit rundt mellem os og bliver formodentlig ved med at
    melde og rapportere. Også denne artikel havner i et charteque. Og selv
    om man ikke bruger lejre eller fængsler, har man jo andre metoder.
    Døre kan lukkes i for de formastelige på en absolut effektiv måde, uden
    at man ligefrem behøver lægge nogen i jern.

    I den græske mytologi blev Kimæren dræbt af Bellerofontes med et
    lansestød. Hvem kan gøre det af med den vanskabning af betontænk-
    ning, racisme og afstumpet griskhed, der i dag hersker over både Øst-
    og Vesteuropa?

    I sin nye bog "Det nye Stor-Tyskland" skriver Jan Myrdal, at

    han ikke er tilhænger af det indirekte, parlamentariske demokrati, men
    ønsker et åbent repræsentativt demokrati, hvor "folket holder tommel-
    fingrene direkte på øjeæblet af sine repræsentanter".
    "Desværre forklarer han ikke hvordan dette skal opnås. Må vi

    bede om en brugsanvisning, tak!" vrisser Jakob Andersen i Ekstrabladet
    26.10.
    Men det var netop betonideologiernes fejl, at de troede, der

    fandtes en brugsanvisning på livet. At man bare skulle rette sig efter de
    trykte anvisninger, så gik alt godt. Vi fødes nøgne, og vi finder først ud
    af livet ved at leve det. Der er ingen facitliste til historien. Historien sker
    og udfolder sig.
    Der er ikke noget mål, vi er på vej frem til. Det eneste mål, der

    venter det enkelte menneske, er døden. Livet er den vej, vi går ad.
    Som verden ser ud i dag, forekommer den eneste anstændige

    holdning mig at være rebellens. At sige til magthaverne det, Lucifer
    sagde til Jahve: Non serviam. Jeg vil ikke tjene.
    En anarkistisk holdning, måske. Man kan ikke fremlægge

    utopier og brugsanvisninger. Men man kan sige: Her vil jeg ikke være
    med. Det må vi lave anderledes.
    Udgangspunktet må være en klippefast overbevisning om, at

    "samfund" betyder "et liv sammen" og ikke "alles kamp mod alle". At et
    samfund har pligt til at hjælpe de svage, til at give alle lige muligheder,
    til at gøre beslutningsprocesserne gennemskuelige og tillade alle at være
    med at til bestemme over deres eget liv. At kampen mod racisme og
    undertrykkelse af enhver art er afgørende for, at vi kan skabe et menne-
    skeværdigt samfund. At menneskene kun er én af de mange arter, der
    deler denne klode, og at vækst på bekostning af det næringsgrundlag,
    kloden giver for vækst, er absurd. At vækst må være organisk og cyklisk
    og ikke svulstens uhæmmede vækst. At vi ikke kun indgår i et samfund
    af mennesker, men et samfund, der omfatter alle arter, hvor den enkelte
    arts frie udfoldelse er betinget af alle arters frie udfoldelse.
    Politisk kamp bliver derfor hele tiden en kamp om den retning,

    vi bevæger os i - ikke om fjerne eller utopiske byer ved vejens ende. Man
    kan ikke give en brugsanvisning på et idealsamfund. Men man kan tage
    kampen op mod den skællede drage, der ligger tungt over verden nu.
    Som Brecht sagde, kan den, der befinder sig i et brændende hus, ikke
    spilde sin tid med overvejelser om vejret udenfor. Han springer.