For mig er det, man undertiden kalder populærmusik, en junidag i 1967. Bob Dylan åbner husets Doors og spørger Who? Ude i gården kravler Beatles om under Rolling Stones. I luften kvidrer Yardbirds, og højt oppe flyver en Jefferson Airplane, denne Crown of Creation, af sted over Straw-berry Fields forever and ever.

Den senere udvikling er gået nedad ved at gå ABBAd, og flammer fra Gasolin-dunken dør hen i et Brixx.

Så det er som regel med skyndsomme skridt, jeg haster forbi den 12-årige Fenjas dør, når mig ukendte personer dunker deres smerte og liderlighed fra mudderhimlen til et sted under gulvet. Men ”Caramba” er et lyspunkt.

Jeg har ikke fulgt med i top-ti eller -tre tusinde, så jeg ved ikke, om den er på alles læber eller ukendt uden for Tryggelev og Gyldenrisvej, men den er til at gribe i egen og andres barm af.

Pladen er kommet på Trash Records, hvis motto er det latinske citat ”Pecunia non oleat”, ”Penge lugter ikke”. Den er udgivet af Sweden Music AB, producto Giorgio Martini, tecnico del son Hazze Kamikaze. Blandt musikerne er Abdulla Presley på tomba, Ihto Ahmin på pahuvee, King Kong på tango og dr. Fritz Hübner på baribasso. De to pladesider hedder 'Blatzah 1' og 'Blatzah A', og pladen har nummeret TRALP 1 A.

Musikerne behersker til fulde de latinamerikanske rytmer, og ikke nok med det, de behersker også latinkinesisk, latinpolynesisk, latin-russisk og latintysk.

Jeg er ikke musikanmelder, så jeg skal ikke komme mere ind på vandeffekterne i den hawaiianske 'Anna Kapoae' eller rakettordenen i 'Spottnijk' og jodle-effekten i 'Eine feine.' Lad det være nok at sige, at man risikerer, at ens gæster danser gulvtæpperne af, hvis man sætter den plade på. Og hvis nogle af gæsterne er kommet for skade at ryge indenlandsk tobak af grønlig beskaffenhed, bliver de ikke til at sømme fast til en stol.

Derimod vil jeg kommme nærmere ind på teksterne, der er aftrykt på pladens cover. Fra ”Anna Kapoae” kan man nævne det prægnante tredjevers: 'Papa hu-mamei a mama i alei / toi tooki paia separai / a hyeena i papaya i alo / Ena aoååeiuyö.'

Man ser for sig, hvordan far og mor sidder og summersynger på den fjerne ø, dette skilte land (paia separai), mens hyænerne glammer alö under papaya-træerne. Og en hendøvende nontong, en niklang af samtlige svenske vokaler, skvulper budskabet ind under korallerne til de tusinde små hjem. Som altid er helhedspræget dog lettere finsk.

Hvor ganske anderledes er ikke tonefaldet i schlageren 'Eine feine' med de uforglemmelige linjer: 'Die gemüse sind gestorben, und die sahne sind so schalk / Der pegelton von drachten war ein kleines guten tag. / Mit schnabeln umgewickelt immer unter meine schuh / Die böse und gelöhze der gefültener koko.'

Hvor kan det være muligt at føle sig så hjemme i Schwarzwald, til trods for junglestemningen i de to sidste linjer, på sælsom vis parret med Joyce og Freddie? Sorgen i første linje, hvor tragedien ikke så meget er grøntsagernes død, som flødens utvivlsomme schalhed, letter i anden linje, hvor et lille goddag dog anes, men det viger snart for den surrealistiske tredjelinje, effektivt afløst af kokosnøddens koklokke-klukken fra de tyske tropper.

En helt anden stemning balalajkaer sig gennem Spottnijk' med den uforglemmelige linje 'Djambalaja streichnee njedre scheivbo pravda', hvor det er vigtigt at huske, at 'pravda' betyder 'sandhed', og at den i dette tilfælde altså findes på den nedre skive.

Og lad mig slutte med en couplet fra 'Ali Baba': 'Ono moninni donquiti xzuij / Papa copa de loba de oy.'

Oy, indeed! Og min dybeste ærbødighed, udtrykt med et xzuij til Caramba! Mit forhold til populærmusik er kvæstet over i nye dimensioner.

(Ekstra Bladet. Vinduet. 7.9. 1982)